Deuteronômio 9 – NVI-PT & BPH

Nova Versão Internacional

Deuteronômio 9:1-29

O Mérito Não Foi de Israel

1“Ouça, ó Israel: Hoje você está atravessando o Jordão para entrar na terra e conquistar nações maiores e mais poderosas do que você, as quais têm cidades grandes, com muros que vão até o céu. 2O povo é forte e alto. São enaquins! Você já ouviu falar deles e até conhece o que se diz: ‘Quem é capaz de resistir aos enaquins?’ 3Esteja, hoje, certo de que o Senhor, o seu Deus, ele mesmo, vai adiante de você como fogo consumidor. Ele os exterminará e os subjugará diante de você. E você os expulsará e os destruirá, como o Senhor lhe prometeu.

4“Depois que o Senhor, o seu Deus, os tiver expulsado da presença de você, não diga: ‘O Senhor me trouxe aqui para tomar posse desta terra por causa da minha justiça’. Não! É devido à impiedade destas nações que o Senhor vai expulsá-las da presença de você. 5Não é por causa de sua justiça ou de sua retidão que você conquistará a terra delas. Mas é por causa da maldade destas nações que o Senhor, o seu Deus, as expulsará de diante de você, para cumprir a palavra que o Senhor prometeu, sob juramento, aos seus antepassados, Abraão, Isaque e Jacó. 6Portanto, esteja certo de que não é por causa de sua justiça que o Senhor, o seu Deus, lhe dá esta boa terra para dela tomar posse, pois você é um povo obstinado.

O Bezerro de Ouro

7“Lembrem-se disto e jamais esqueçam como vocês provocaram a ira do Senhor, o seu Deus, no deserto. Desde o dia em que saíram do Egito até chegarem aqui, vocês têm sido rebeldes contra o Senhor. 8Até mesmo em Horebe vocês provocaram a ira do Senhor, e ele ficou furioso, ao ponto de querer exterminá-los. 9Quando subi o monte para receber as tábuas de pedra, as tábuas da aliança que o Senhor tinha feito com vocês, fiquei no monte quarenta dias e quarenta noites; não comi pão, nem bebi água. 10O Senhor me deu as duas tábuas de pedra escritas pelo dedo de Deus. Nelas estavam escritas todas as palavras que o Senhor proclamou a vocês no monte, de dentro do fogo, no dia da assembleia.

11“Passados os quarenta dias e quarenta noites, o Senhor me deu as duas tábuas de pedra, as tábuas da aliança, 12e me disse: ‘Desça imediatamente, pois o seu povo, que você tirou do Egito, corrompeu-se. Eles se afastaram bem depressa do caminho que eu lhes ordenei e fizeram um ídolo de metal para si’.

13“E o Senhor me disse: ‘Vejo que este povo é realmente um povo obstinado! 14Deixe que eu os destrua e apague o nome deles de debaixo do céu. E farei de você uma nação mais forte e mais numerosa do que eles’.

15“Então voltei e desci do monte, enquanto este ardia em chamas. E as duas tábuas da aliança estavam em minhas mãos.9.15 Ou E eu tinha as duas tábuas da aliança comigo, uma em cada mão. 16E vi que vocês tinham pecado contra o Senhor, o seu Deus. Fizeram para si um ídolo de metal em forma de bezerro. Bem depressa vocês se desviaram do caminho que o Senhor, o Deus de vocês, tinha ordenado a vocês. 17Então peguei as duas tábuas e as lancei das minhas mãos, quebrando-as diante dos olhos de vocês.

18“Depois prostrei-me perante o Senhor outros quarenta dias e quarenta noites; não comi pão, nem bebi água, por causa do grande pecado que vocês tinham cometido, fazendo o que o Senhor reprova, provocando a ira dele. 19Tive medo da ira e do furor do Senhor, pois ele estava irado ao ponto de destruí-los, mas de novo o Senhor me escutou. 20O Senhor irou-se contra Arão a ponto de querer destruí-lo, mas naquela ocasião também orei por Arão. 21Então peguei o bezerro, o bezerro do pecado de vocês, e o queimei no fogo; depois o esmigalhei e o moí até virar pó e o joguei no riacho que desce do monte.

22“Além disso, vocês tornaram a provocar a ira do Senhor em Taberá, em Massá e em Quibrote-Hataavá.

23“E, quando o Senhor os enviou de Cades-Barneia, disse: ‘Entrem lá e tomem posse da terra que dei a vocês’. Mas vocês se rebelaram contra a ordem do Senhor, o seu Deus. Não confiaram nele, nem lhe obedeceram. 24Vocês têm sido rebeldes contra o Senhor desde que os conheço.

25“Fiquei prostrado perante o Senhor durante aqueles quarenta dias e quarenta noites porque o Senhor tinha dito que ia destruí-los. 26Foi quando orei ao Senhor, dizendo: Ó Soberano Senhor, não destruas o teu povo, a tua própria herança! Tu o redimiste com a tua grandeza e o tiraste da terra do Egito com mão poderosa. 27Lembra-te de teus servos Abraão, Isaque e Jacó. Não leves em conta a obstinação deste povo, a sua maldade e o seu pecado, 28senão os habitantes da terra de onde nos tiraste dirão: ‘Como o Senhor não conseguiu levá-los à terra que lhes havia prometido, e como ele os odiava, tirou-os para fazê-los morrer no deserto’. 29Mas eles são o teu povo, a tua herança, que tiraste do Egito com o teu grande poder e com o teu braço forte.

Bibelen på hverdagsdansk

5. Mosebog 9:1-29

Kana’anæernes ondskab

1Hør efter, Israels folk! Nu er det tid at gå over Jordanfloden og erobre landet fra folkeslagene på den anden side. De er større og stærkere end jer og bor i byer med himmelhøje mure. 2Blandt dem bor de frygtede anakitter, kæmper, som siges at være uovervindelige. 3Men Herren, jeres Gud, vil gå foran jer som en fortærende ild, der ødelægger alt på sin vej, og I vil hurtigt besejre dem og udrydde dem, sådan som Herren har lovet.

4-5Når Herren rydder dem bort foran jer og giver jer landet i besiddelse, må I ikke sige: ‚Herren hjalp os, fordi vi fortjente det!’ Nej, det er ikke jer, der fortjener hans hjælp, men dem, der fortjener hans straf. Han driver dem ud af landet på grund af deres ondskab og for at opfylde sit løfte til jeres forfædre, Abraham, Isak og Jakob. 6Jeg kan forsikre jer om, at Herren ikke giver jer det dejlige land, fordi I har gjort jer fortjent til det. I er nemlig et stædigt og oprørsk folk!

Påmindelse om Israels folks genstridighed

7Glem aldrig, hvordan folket gang på gang fremkaldte Herrens vrede i ørkenen, lige fra den dag, de forlod Egypten, og til nu. Hele vejen har de været stride imod ham.

8Husk på, hvor vred de gjorde ham ved Horebs bjerg, så vred, at han faktisk havde besluttet at udrydde hele folket. 9-11Det var dengang jeg opholdt mig på bjerget i 40 dage9,9-11 På hebraisk 40 dage og 40 nætter, hvilket svarer til 40 dage og 39 nætter eller 39 døgn på dansk. uden at spise eller drikke, mens jeg ventede på, at Herren skulle give mig stentavlerne med pagtens betingelser, som de allerede havde hørt ham erklære fra ilden på bjerget. 12Han befalede mig imidlertid at skynde mig ned ad bjerget, fordi folket, jeg havde ført ud af Egypten, havde syndet ved at tage afstand fra ham og støbe et afgudsbillede i stedet.

13-14‚Lad mig få lov til at udrydde dette oprørske folk fra jordens overflade!’ sagde Herren til mig. ‚Derefter vil jeg begynde forfra med dig og gøre dig til et mægtigt folk, større og stærkere end dem.’

15Jeg gik så ned fra det flammende bjerg. I hænderne havde jeg de to stentavler. 16Da jeg ved bjergets fod fik øje på den tyrekalv, de havde fremstillet, blev jeg så rasende over, at de så hurtigt havde forladt Herrens vej, 17at jeg løftede stentavlerne i vejret og kastede dem til jorden, så de splintredes for øjnene af folket. 18Derefter lå jeg for Herrens ansigt endnu 40 dage uden at spise eller drikke. Jeg sørgede over deres utrolige ondskab, som endnu en gang havde fremkaldt hans vrede. 19Jeg rystede af angst for, at Herren ville gøre alvor af sin trussel og udslette sit folk, men også denne gang hørte han min bøn. 20Selv Aron, der havde svigtet sit ansvar, blev ramt af Herrens vrede, men han blev skånet ved, at jeg gik i forbøn for ham. 21Den forfærdelige tyrekalv, folket havde fremstillet, brændte jeg i ilden, hvorefter jeg knuste resterne til fint støv og smed støvet i bækken, der flød ned ad bjerget.

22Senere ved Tabera og Massa provokerede folket Herren igen, og endnu en gang ved ‚De Grådiges Grav’. 23Da vi nåede til Kadesh-Barnea, og Herren opfordrede dem til at gå ind i det land, han havde lovet dem, nægtede de at adlyde ham, fordi de ikke havde tillid til, at han ville hjælpe dem. 24Folket har været i oprør imod Herren, lige så længe jeg kan huske.

25Da jeg lå for Herrens ansigt i 40 dage og bad for dem, var det, fordi Herren havde sagt, at han ville udrydde sit folk. 26Derfor gik jeg i forbøn for dem med følgende ord: ‚Min Herre og Gud, udslet ikke dit ejendomsfolk, som du med magt og vælde befriede fra slaveriet i Egypten. 27Husk på dine løfter til dine tjenere Abraham, Isak og Jakob og se i nåde til det her oprørske folk med dets synd og ulydighed. 28Hvis du udrydder dem, vil egypterne jo påstå, at du ikke var i stand til at gennemføre din plan om at føre dem til det land, du havde lovet dem, eller de vil sige, at du er en ond Gud, der af had til dit folk lagde en fælde for dem i ørkenen. 29Vis dog, at de er dit ejendomsfolk, og at det ikke var forgæves, at du med magt og vælde førte dem ud af Egypten.’