Авимелех
1Авимелех, син Јеровалов, оде у Сихем к браћи своје мајке, и рече њима и целом роду своје мајке: 2„Реците становницима Сихема: ’Шта је боље за вас: да над вама влада седамдесет људи, сви Јеровалови синови, или да над вама влада један човек? Сетите се да сам ја ваше тело и крв.’“
3Кад су браћа његове мајке пренела све ове речи свим становницима Сихема, њихово срце се приклонило Авимелеху. Говорили су: „Он је наш брат.“ 4Тада су му дали седамдесет шекела сребра9,4 Око 800 gr. из храма Вал-Верита; с тим је Авимелех унајмио неке ништарије и пустолове, који су пошли за њим. 5Затим је отишао у дом свога оца у Офру и побио своју браћу, Јеровалове синове, њих седамдесет, на једном камену. Преживео је само Јеровалов најмлађи син, Јотам, који се сакрио. 6После тога су се окупили сви становници Сихема и Вет-Мила и поставили Авимелеха за цара код храста који стоји код Сихема.
7Кад су то јавили Јотаму, он оде, стаде на врх горе Геризима и повика из свег гласа: „Послушајте ме, мештани Сихема, тако вас чуо Бог!
8Пошла једном стабла да помажу цара који ће владати над њима. Рекли су маслини: ’Владај над нама.’
9Маслина им одговори: ’Зар да се одрекнем своје масноће, којом се чини част боговима и људима, да бих се њихала над другим дрвећем?’
10Стабла рекоше смокви: ’Дођи и владај над нама.’
11Смоква им одговори: ’Зар да се одрекнем своје слаткоће и свог изврсног плода, да бих се њихала над другим дрвећем?’
12Стабла рекоше лози: ’Дођи и владај над нама.’
13Али лоза им одговори: ’Зар да се одрекнем свога вина које весели богове и људе, да бих се њихала над дрвећем?’
14А сва стабла рекоше трну: ’Дођи и владај над нама.’
15Трн одговори стаблима: ’Ако заиста хоћете да ме помажете за цара над вама, дођите и склоните се у мој хлад. А ако нећете, нека плане огањ из трна и спали кедрове ливанске.’
16Јесте ли, дакле, поступили часно и савесно кад сте зацарили Авимелеха? Јесте ли добро поступили према Јеровалу и његовом дому? Јесте ли му право учинили након свега што је учинио за вас? 17Мој је отац ратовао за вас довевши свој живот у опасност, те вас избавио из руке мадијанске, 18а ви сте данас устали против куће мога оца и побили његове синове, седамдесет људи на једном камену, и поставили Авимелеха, сина слушкиње, за цара над мештанима Сихема, јер вам је брат. 19Ако сте поступили часно и савесно према Јеровалу и његовом дому, онда се радујте с Авимелехом, и он нека се радује с вама. 20А ако нисте, нека плане огањ из Авимелеха и спали мештане Сихема и Вет-Мила, и нека плане огањ из мештана Сихема и Вет-Мила и спали Авимелеха.“
21Тада Јотам побеже. Пошто је утекао, отишао је у Вир и тамо се настанио, како би се склонио од свога брата Авимелеха.
Побуна Сихемљана против Авимелеха
22Авимелех је владао над Израиљем три године. 23Али Бог унесе зао дух између Авимелеха и мештана Сихема, који нису били одани Авимелеху. 24То је било због тога да се освети злочин почињен над седамдесеторицом Јеровалових синова и да њихова крв падне на Авимелеха, њиховог брата, који их је побио, као и на мештане Сихема који су му помогли да побије своју браћу. 25Мештани Сихема су ради њега постављали заседе по горским врховима и пљачкали сваког ко је поред њих пролазио путем. То је било јављено Авимелеху.
26Тада је у Сихем дошао Гал, син Еведов, са својом браћом, који је задобио поверење мештана Сихема. 27Изађу они у поље и оберу своје винограде. Кад су измуљали грожђе, уприличили су славље; отишли су у храм својих богова, где су јели, пили и проклињали Авимелеха. 28Тада Гал, син Еведов, рече: „Ко је Авимелех да бисмо му ми, Сихемљани, служили? Зар не би требало да Јеровалов син и његов надгледник Зевул служе људима Емора, оца Сихемова?! Зашто да служимо Авимелеху? 29Да је овај народ у мојој власти, ја бих свргнуо Авимелеха! Рекао бих му: ’Скупи сву своју војску и изађи у бој!’“
30Кад је Зевул, градски главар, чуо речи Гала, сина Еведовог, разгневио се. 31Тајно је послао гласнике Авимелеху поручивши: „Ено, Гал, син Еведов, и његова браћа, дошли у Сихем и буне град против тебе. 32Зато устани ноћу, ти и народ који је с тобом, и постави заседу у пољу. 33Ујутро, чим гране сунце, дигни се и навали на град. Кад Гал изађе пред тебе са народом који је с њим, чини с њим шта год хоћеш.“
34Устане Авимелех ноћу, и сав народ с њим, и поставе заседу око Сихема у четири чете. 35Чим је Гал, син Еведов, изашао и стао код улаза градских врата, Авимелех устане из заседе са народом који је био с њим.
36Гал је приметио људе, па је рекао Зевулу: „Гле, неки људи силазе с горских врхова.“
Зевул му рече: „То су сенке са гора, па ти се чини као да су људи.“
37Гал опет рече: „Ево, људи силазе с виса, а једна чета долази из правца Чаробњаковог храста.“
38Зевул му рече: „Где ти је сад језик? Говорио си: ’Ко је Авимелех да бисмо му служили?’ Нису ли то људи које си презирао? Хајде сад, изађи и ратуј с њим!“
39Гал изађе предводећи становнике Сихема и ступи у бој са Авимелехом. 40Међутим, Авимелех је потерао Гала у бег, те је овај побегао. Много људи је изгинуло све до врата. 41Авимелех је живео у Аруми, а Зевул је протерао Гала и његову браћу из Сихема.
42Следећег дана је народ изашао у поље, и то је било јављено Авимелеху. 43Авимелех поведе људе, подели их у три чете и постави заседу у пољу. Видевши да народ излази из града, навалио је на њих и побио их. 44Онда Авимелех и чете које су биле с њим навале на улаз од градских врата, а две чете нападну све који су били у пољу и побију их. 45Авимелех је ратовао против града целог тог дана. Након што је освојио град, побио је људе који су били у њему. А град је разорио и посуо га сољу.
46То су чули сви становници у сихемској кули, па су отишли у склониште храма Ел-Верита. 47Кад су јавили Авимелеху да су сви становници у сихемској кули окупили тамо, 48Авимелех се попне на гору Салмон, он и сви људи с њим, узме секиру у руке и насече грања, па понесе на раменима. Онда рече људима с њим: „Што сте видели да сам ја урадио, брзо урадите и ви.“ 49Сваки човек је одсекао по грану, па су пошли за Авимелехом. Грање су ставили на склониште и запалили ватру над онима унутра. Тако су изгинули сви људи из сихемске куле, око хиљаду мушкараца и жена.
50Авимелех оде у Тевес. Тамо се утаборио и заузео град. 51Али усред града се налазила јака кула. Тамо су побегли сви мушкарци и жене – сви становници града – затворили се, и попели се на кров куле. 52Авимелех је доспео до куле и напао је. Када се приближио вратима куле да је запали, 53нека жена баци млински камен Авимелеху на главу и сломи му лобању.
54Он брзо позва момка који му је носио оружје и рече му: „Извади свој мач у убиј ме, да не причају о мени: ’Жена га је убила.’“ Његов момак га је пробо и тако је умро. 55Кад су Израиљци видели да је Авимелех мртав, сваки се вратио у своје место.
56Тако је Бог узвратио Авимелеху за његов злочин који је починио над својим оцем побивши седамдесеторицу своје браће. 57А Бог је свалио сваки злочин људи из Сихема на њихову главу. Тако их је стигла клетва Јотама, сина Јеровалова.
Slavesønnen Abimelek bliver en grusom konge
1En dag besøgte Gideons søn, Abimelek, sine morbrødre i Sikem. Han bad dem og hele sin morfars slægt om at spørge Sikems ledende mænd: 2„Foretrækker I at blive regeret af alle Gideons 70 sønner eller af én mand?” Og så huskede han dem på, at han jo gennem sin mor var beslægtet med dem.
3Derpå talte onklerne hans sag for alle byens ledere, og de var positive over for idéen. „Abimelek er jo vores slægtning,” sagde de. 4Derpå gav de ham 70 sølvstykker af de offergaver, der var indkommet til templet for deres afgud, Berit. Pengene brugte Abimelek til at leje en bande samvittighedsløse slyngler, der var villige til at gøre hvad som helst, han sagde. 5Han tog mændene med sig hjem til Ofra, og der dræbte de alle hans 70 halvbrødre over en og samme sten, bortset fra Jotam, den yngste. Han blev ikke dræbt, for han havde gemt sig.
6Derefter samledes indbyggerne i selve Sikem og i den nærliggende fæstningsby9,6 På hebraisk: Bet Millo. Millo betyder en befæstet høj. ved det hellige egetræ i Sikem, hvor de udråbte Abimelek til konge.
7Da Jotam hørte, hvad der var sket, gik han op på toppen af Garizims bjerg og råbte: „Lyt til mig, Sikems indbyggere, så vil Gud lytte til jer. 8Der var engang nogle træer, som ville vælge en til at være konge over dem. Først sagde de til oliventræet: ‚Du skal være konge over os!’ 9Men oliventræet afslog tilbuddet: ‚Skulle jeg holde op med at producere min dyrebare olivenolie, som bruges til at ære både Gud og mennesker, bare for at regere over jer?’ 10Så sagde de til figentræet: ‚Du skal være konge over os!’ 11Men figentræet afslog tilbuddet: ‚Skulle jeg holde op med at producere min søde frugt bare for at regere over jer?’ 12Så sagde de til vinstokken: ‚Du skal være konge over os!’ 13Men vinstokken afslog tilbuddet: ‚Skulle jeg holde op med at producere den vin, der glæder både Gud og mennesker, bare for at regere over jer?’ 14Så sagde træerne til tornebusken: ‚Vil du være konge over os?’ 15‚Ja,’ svarede tornebusken, ‚hvis I er villige til at bøje jer og søge ly under min skygge. Vil I ikke det, skal flammer slå ud fra mine torne og brænde Libanons cedertræer ned til grunden!’ ”
16Jotam fortsatte: „Var det mon på grundlag af trofasthed og oprigtighed, at I udråbte Abimelek til konge? Vil I påstå, at det var den rette måde at vise jeres taknemmelighed til Gideon og hans efterkommere på? 17Kæmpede min far ikke selvopofrende for jer? Satte han ikke livet på spil, da han frelste jer fra midjanitterne? 18Alligevel har I i dag gjort oprør imod ham og myrdet hans 70 sønner på en sten. Og I har tilmed udråbt hans slavepiges søn, Abimelek, til jeres konge, bare fordi han er jeres slægtning. 19Havde I vist trofasthed over for Gideon og hans efterkommere, ville I have kunnet glæde jer med Abimelek, og Abimelek ville have kunnet glæde sig med jer. 20Men nu skal flammer slå ud fra Abimelek og ødelægge Sikems og fæstningsbyens indbyggere, og flammer skal slå ud fra befolkningen og ødelægge Abimelek!”
21Derefter flygtede Jotam til Be’er og slog sig ned der af frygt for sin halvbror.
22-23Tre år senere satte Gud splid mellem kong Abimelek af Israel og indbyggerne i Sikem, så de gjorde oprør imod Abimelek. 24Under de begivenheder, som fulgte, fik både Abimelek og Sikems indbyggere, der var medansvarlige for mordet på Gideons 70 sønner, deres velfortjente straf. 25Sikems mænd gjorde oprør mod kong Abimelek og lagde baghold ved bjergpassene. De plyndrede alle, der kom forbi, og det blev meddelt Abimelek.
26Omkring den tid kom der en mand ved navn Ga’al, søn af Ebed, og han slog sig ned i Sikem sammen med sine brødre. Ga’al blev snart en indflydelsesrig mand i byen. 27En dag var der fest i byen, fordi druehøsten var forbi, og de havde også fået presset druerne i vinpersen. Festen blev holdt i byens afgudstempel, og der blev drukket tæt. Til sidst begyndte de alle at forbande Abimelek.
28„Hvad bilder den Abimelek sig ind?” råbte Ga’al. „Hvad ret har han til at herske over os her i Sikem? Han er jo en søn af Gideon, som bare har indsat Zebul som guvernør over byen. Hvis nogen skulle herske over os, burde det være Hamors efterkommere, ikke Abimelek! 29Hvis jeg kunne bestemme og havde folket med mig, skulle jeg snart få ham af vejen. Jeg ville udfordre ham og hans hær til kamp!”
30Da Zebul fik at vide, hvad Ga’al havde sagt, blev han rasende 31og sendte i smug følgende besked til Abimelek i Aruma: „Ga’al, søn af Ebed, har sammen med sine brødre slået sig ned i Sikem, og nu er de ved at organisere et oprør imod dig. 32Derfor skal du komme i nat sammen med dine folk og lægge dig i baghold uden for byen. 33Ved daggry skal du slå til og storme byen. Når Ga’al og hans mænd så rykker ud imod dig, har du dem i din hule hånd!”
34Samme nat begav Abimelek og hans hær sig på vej mod Sikem. Da de ankom, delte de sig i fire grupper og lagde sig i baghold omkring byen. 35Tidligt næste morgen, da Abimelek og hans mænd rykkede frem mod byen, var Ga’al gået ud til byens port, hvor lederne normalt samledes.
36Da Ga’al fik øje på den fremstormende hær, sagde han til Zebul: „Se over mod bjergene! Er det ikke en hær, der er på vej?” „Nej,” svarede Zebul, „det er bare bjergenes skygger, du kan se.” 37„Nej, se engang!” blev Ga’al ved. „Jeg er sikker på, at det er krigere, der kommer ned fra det hellige bjerg.9,37 Egentlig jordens navle, landets midtpunkt, formodentlig Garizim bjerget. Og se, der kommer flere ad vejen fra spåmændenes egetræ.”
38Da udbrød Zebul: „Hvor er nu dine store ord? Var det ikke dig, der sagde: ‚Hvad bilder den Abimelek sig ind, og hvad ret har han til at herske over os.’? De mænd, du hånede i går, er nu på vej mod byen. Ryk ud imod dem!”
39Så rykkede Ga’al ud mod Abimelek sammen med mændene fra Sikem, 40men Abimelek slog Ga’als folk tilbage, så der lå sårede og dræbte hele vejen ind til byporten. 41Abimelek vendte tilbage til Aruma, så det blev Zebul som fik til opgave at jage Ga’al og hans brødre bort fra Sikem.
42Næste dag gik mændene fra Sikem ud for at arbejde på deres marker, som de plejede. Da Abimelek fik det at vide, 43kom han tilbage med sin hær, delte den i tre afdelinger og bad dem holde sig skjult på markerne om natten. Da han næste morgen så folkene komme ud af byen, gav han tegn til de tre hærafdelinger om at gå til angreb. 44Den afdeling, som Abimelek var anfører for, skyndte sig hen til byporten, mens de to andre grupper kæmpede mod dem, som var på marken. 45Kampen fortsatte hele dagen. Da alle Sikems mænd var dræbt, indtog Abimelek byen, hvorefter han slog resten af indbyggerne ihjel. Han jævnede byen med jorden, og strøede salt ud over ruinerne som tegn på, at den ikke skulle genopbygges.
46De, som boede i tårnbyen,9,46 Ordret: „Sikems tårn”. Sandsynligvis en mindre bebyggelse omkring et udkigstårn på en bakketop i nærheden. søgte tilflugt i Berits afgudstempel, da de så, hvor det bar hen. 47-48Men nogen fortalte det til Abimelek. Så førte han nogle af sine mænd op på Zalmons høj, hvor han med en økse huggede nogle visne grene af træerne og tog dem på skuldrene. „Skynd jer at gøre det samme, som I ser mig gøre!” beordrede han. 49Så skyndte mændene sig at hugge hver sit knippe grene og fulgte efter Abimelek hen til templet, hvor de satte grenene op ad muren og satte ild til. På den måde omkom alle de 1000 mænd og kvinder, der boede i tårnbyen.
50Derefter angreb Abimelek byen Tebetz og indtog den. 51Indbyggerne søgte imidlertid tilflugt i byens fæstning og barrikaderede indgangen, inden de søgte op på taget. 52Abimelek fulgte efter dem for at angribe fæstningen. Da han skulle til at sætte ild til den, 53var der en kvinde oppe på taget, som kastede en møllesten ned, og den ramte ham i hovedet.
54„Giv mig dødsstødet!” stønnede han til sin våbendrager. „Det skal ikke siges om Abimelek, at han blev dræbt af en kvinde.” Så gennemborede våbendrageren ham med sit sværd.
55Da Abimeleks mænd så, at han var død, opløste de hæren og vendte tilbage til deres hjem. 56På den måde straffede Gud Abimelek, fordi han havde myrdet sine 70 halvbrødre. 57Gud straffede også Sikems indbyggere for al deres ondskab. Sådan gik Jotams ord i opfyldelse.
