1‘Do you know when the mountain goats give birth?
Do you watch when the doe bears her fawn?
2Do you count the months till they bear?
Do you know the time they give birth?
3They crouch down and bring forth their young;
their labour pains are ended.
4Their young thrive and grow strong in the wilds;
they leave and do not return.
5‘Who let the wild donkey go free?
Who untied its ropes?
6I gave it the wasteland as its home,
the salt flats as its habitat.
7It laughs at the commotion in the town;
it does not hear a driver’s shout.
8It ranges the hills for its pasture
and searches for any green thing.
9‘Will the wild ox consent to serve you?
Will it stay by your manger at night?
10Can you hold it to the furrow with a harness?
Will it till the valleys behind you?
11Will you rely on it for its great strength?
Will you leave your heavy work to it?
12Can you trust it to haul in your grain
and bring it to your threshing-floor?
13‘The wings of the ostrich flap joyfully,
though they cannot compare
with the wings and feathers of the stork.
14She lays her eggs on the ground
and lets them warm in the sand,
15unmindful that a foot may crush them,
that some wild animal may trample them.
16She treats her young harshly, as if they were not hers;
she cares not that her labour was in vain,
17for God did not endow her with wisdom
or give her a share of good sense.
18Yet when she spreads her feathers to run,
she laughs at horse and rider.
19‘Do you give the horse its strength
or clothe its neck with a flowing mane?
20Do you make it leap like a locust,
striking terror with its proud snorting?
21It paws fiercely, rejoicing in its strength,
and charges into the fray.
22It laughs at fear, afraid of nothing;
it does not shy away from the sword.
23The quiver rattles against its side,
along with the flashing spear and lance.
24In frenzied excitement it eats up the ground;
it cannot stand still when the trumpet sounds.
25At the blast of the trumpet it snorts, “Aha!”
It catches the scent of battle from afar,
the shout of commanders and the battle cry.
26‘Does the hawk take flight by your wisdom
and spread its wings towards the south?
27Does the eagle soar at your command
and build its nest on high?
28It dwells on a cliff and stays there at night;
a rocky crag is its stronghold.
29From there it looks for food;
its eyes detect it from afar.
30Its young ones feast on blood,
and where the slain are, there it is.’
1Er du der, når bjerggeden føder sine kid,
eller når rådyret får unger?
2Ved du, hvor længe de går drægtige,
hvornår tiden kommer, hvor de føder deres unger?
3De lægger sig og føder uden din hjælp,
de regner ikke veerne for noget.
4Ungerne trives og vokser op
og forlader deres mor, når tiden er inde.
5Hvem gav vildæslet sin frihed,
så det ikke skulle trælle for mennesket?
6Jeg gav det vildmarken til bolig,
den salte slette blev dets hjem.
7Det holder sig borte fra byens larm,
hører ikke æseldrivernes råb.
8Dets føde vokser på bjergene,
dér finder det alle slags urter.
9Er vildoksen villig til at arbejde for dig?
Giver du den korn ved din krybbe?
10Kan du få den til at pløje dine marker,
11kan du tæmme dens vældige kræfter,
så den gør det hårde arbejde for dig?
12Vil den bringe din høst i hus
og trække dit korn til tærskepladsen?
13Strudsen basker fornøjet med vingerne,
men har ingen svingfjer som storken.
14Den lægger sine æg på jorden
og lader det varme sand ruge dem ud.
15Den ænser ikke, at et menneske kunne træde på dem,
eller at et dyr kunne ødelægge dem.
16Man skulle tro, ungerne ikke var dens egne,
den bekymrer sig ikke, om de lever eller dør,
17for Gud gjorde den glemsom,
gav den hverken forstand eller fornuft.
18Til gengæld kan den spæne af sted
hurtigere end en hest med rytter.
19Var det dig, der gav hesten dens kræfter,
klædte dens nakke med en flagrende manke?
20Lærte du den at springe som en græshoppe?
Dens prusten og vrinsken indjager skræk.
21Den stamper i jorden for at vise sin styrke,
den er klar til at gå i kamp mod fjendens hær.
22Den går frygtløs i krig,
vender ikke om, når den står over for et sværd.
23Pilekoggeret rasler,
lanser og spyd glimter i solen.
24Når signalhornet kalder til kamp,
farer den af sted i strakt galop,
25for den hører krigslarmen på lang afstand
og opfanger de fjerne kommandoråb.
26Har du lært høgen at flyve,
at ride på vinden, når den trækker mod syd?
27Befalede du ørnen at stige så højt
og bygge sin rede på klippens top?
28Dens hjem er på bjergets tinde,
på det solide klippefremspring,
29hvorfra den spejder langt omkring,
til den får øje på sit bytte.
30Den lever af dræbte dyr,
dens unger æder det blodige kød.”
