God’s love for Israel
1‘When Israel was a child, I loved him,
and out of Egypt I called my son.
2But the more they were called,
the more they went away from me.11:2 Septuagint; Hebrew them
They sacrificed to the Baals
and they burned incense to images.
3It was I who taught Ephraim to walk,
taking them by the arms;
but they did not realise
it was I who healed them.
4I led them with cords of human kindness,
with ties of love.
To them I was like one who lifts
a little child to the cheek,
and I bent down to feed them.
5‘Will they not return to Egypt
and will not Assyria rule over them
because they refuse to repent?
6A sword will flash in their cities;
it will devour their false prophets
and put an end to their plans.
7My people are determined to turn from me.
Even though they call me God Most High,
I will by no means exalt them.
8‘How can I give you up, Ephraim?
How can I hand you over, Israel?
How can I treat you like Admah?
How can I make you like Zeboyim?
My heart is changed within me;
all my compassion is aroused.
9I will not carry out my fierce anger,
nor will I devastate Ephraim again.
For I am God, and not a man –
the Holy One among you.
I will not come against their cities.
10They will follow the Lord;
he will roar like a lion.
When he roars,
his children will come trembling from the west.
11They will come from Egypt,
trembling like sparrows,
from Assyria, fluttering like doves.
I will settle them in their homes,’
declares the Lord.
Israel’s sin
12Ephraim has surrounded me with lies,
Israel with deceit.
And Judah is unruly against God,
even against the faithful Holy One.11:12 In Hebrew texts this verse (11:12) is numbered 12:1.
Guds frustrerede kærlighed til sit folk
1Da Israel var barn, elskede jeg ham. Jeg kaldte min søn ud af Egypten.11,1 Se 2.Mos. 4,22-23. 2Men jo mere der derefter blev kaldt på dem, jo længere gik de væk fra mig. De ofrede til Ba’al og brændte røgelse for afguderne. 3Jeg lærte Israel at gå og tog ham op i mine arme. Men han forstod ikke, at det var mig, som hjalp ham.
4Jeg styrede ham med min kærligheds tømme. Jeg tog bidslet ud af munden på ham.11,4 Meningen omstridt. Jeg bøjede mig ned for at give ham mad. 5Mit folk bliver sendt tilbage til fangenskabet,11,5 Eller: „til Egypten”, men Egypten er sikkert et billede på fangenskab. de bliver underlagt Assyriens konge, for de vil ikke vende om til mig.
6Krigen vil hærge i deres byer og gøre ende på deres hovmod. Det er ude med dem på grund af deres ondskab. 7Mit folk hænger fast i deres frafald. Selvom de råber til himlen om hjælp, nytter det intet.11,7 Meningen omstridt.
8Efraim, er jeg nødt til at opgive dig? Israel, er jeg nødt til at give slip på dig? Er jeg nødt til at ødelægge dig som Adma og Sebojim?11,8 Se 5.Mos. 29,22. Jeg kan ikke holde det ud! Jeg er fuld af medynk! 9Jeg kan ikke give min vrede frit løb og helt udslette Israel! For jeg er Gud og ikke et menneske. Jeg er den Hellige, der bor midt iblandt jer, og jeg kan ikke handle i tankeløs vrede.
10Når jeg engang brøler som en løve, vil mit folk følge mig. Når jeg kalder på mine børn, vil de komme løbende i ærefrygt fra vest, 11som i fugleflugt vil de komme fra Egypten, som duer skal de vende hjem fra Assyrien. Ja, jeg vil føre dem tilbage til deres hjemland. Jeg, Herren, har talt.”
