Eliphaz
1Then Eliphaz the Temanite replied:
2“If someone ventures a word with you, will you be impatient?
But who can keep from speaking?
3Think how you have instructed many,
how you have strengthened feeble hands.
4Your words have supported those who stumbled;
you have strengthened faltering knees.
5But now trouble comes to you, and you are discouraged;
it strikes you, and you are dismayed.
6Should not your piety be your confidence
and your blameless ways your hope?
7“Consider now: Who, being innocent, has ever perished?
Where were the upright ever destroyed?
8As I have observed, those who plow evil
and those who sow trouble reap it.
9At the breath of God they perish;
at the blast of his anger they are no more.
10The lions may roar and growl,
yet the teeth of the great lions are broken.
11The lion perishes for lack of prey,
and the cubs of the lioness are scattered.
12“A word was secretly brought to me,
my ears caught a whisper of it.
13Amid disquieting dreams in the night,
when deep sleep falls on people,
14fear and trembling seized me
and made all my bones shake.
15A spirit glided past my face,
and the hair on my body stood on end.
16It stopped,
but I could not tell what it was.
A form stood before my eyes,
and I heard a hushed voice:
17‘Can a mortal be more righteous than God?
Can even a strong man be more pure than his Maker?
18If God places no trust in his servants,
if he charges his angels with error,
19how much more those who live in houses of clay,
whose foundations are in the dust,
who are crushed more readily than a moth!
20Between dawn and dusk they are broken to pieces;
unnoticed, they perish forever.
21Are not the cords of their tent pulled up,
so that they die without wisdom?’
Elifaz’ første tale til Job
1Da svarede Elifaz:
2„Måske bliver du vred, hvis jeg siger noget,
men jeg kan ikke holde mig tilbage længere.
3Du har opmuntret mange i tidens løb
og været til trøst for de sørgende.
4Du har støttet dem, der var ved at segne,
givet nyt mod til dem, der var ved at give op.
5Nu, hvor det gælder dig selv, er du modløs,
dine egne problemer har helt slået dig ud!
6Din ærefrygt for Gud burde give dig tillid.
De, der gør det rette, bør ikke leve i håbløshed.
7Bliver en uskyldig overøst med ulykker?
Straffer Gud en retskaffen mand?
8Jeg ved, at de, der sår overtrædelser og synd,
også må høste, hvad de har sået.
9Når Gud ånder på dem, går de til grunde,
hans vredes pust gør det af med dem.
10En løve kan brøle, så meget den vil,
ungløven vise tænder,
men Gud har al magten,
han brækker med lethed løvens tænder.
11Da dør selv den stærkeste løve af sult,
dens unger må klare sig selv.
12Der kom et ord til mig i det skjulte,
mit øre opfangede den svage hvisken.
13Det kom i et syn om natten,
mens andre sov deres søde søvn.
14Jeg blev bange og skælvede af skræk,
jeg rystede over hele kroppen,
15et vindpust strøg hen over mit ansigt,
hårene rejste sig på mit hoved.
16Jeg kunne ane en skikkelse foran mig,
men kunne ikke se, hvem det var.
Den standsede op,
og jeg hørte en hviskende stemme:
17‚Kan et menneske være fejlfrit i Guds øjne?
Kan en skabning stå skyldfri over for sin Skaber?’
18Gud kan ikke engang stole på englene,
hans himmelske sendebud er ikke fejlfri.
19Hvad så med mennesker, støvets børn,
som har deres hjem på jorden?
De mases så let som møl,
20der går til grunde på et øjeblik.
Uden at man skænker dem en tanke,
knuses de og forsvinder for evigt.
21Deres liv slutter brat, og de dør
midt i al deres uvidenhed.
