Nehemiah 2 – NIRV & BPH

New International Reader’s Version

Nehemiah 2:1-20

Artaxerxes Sends Nehemiah to Jerusalem

1Wine was brought in for King Artaxerxes. It was the month of Nisan in the 20th year of his rule. I got the wine and gave it to him. I hadn’t been sad in front of him before. But now I was. 2So the king asked me, “Why are you looking so sad? You aren’t sick. You must be feeling very sad.”

I was really afraid. 3But I said to the king, “May you live forever! Why shouldn’t I look sad? The city where my people of long ago are buried has been destroyed. And fire has burned up its gates.”

4The king said to me, “What do you want?”

I prayed to the God of heaven. 5Then I answered the king, “Are you pleased with me, King Artaxerxes? If it pleases you, send me to Judah. Let me go to the city of Jerusalem. That’s where my people are buried. I want to rebuild it.”

6The queen was sitting beside the king. He turned and asked me, “How long will your journey take? When will you get back?” It pleased the king to send me. So I chose a certain time.

7I also said to him, “If it pleases you, may I take some letters with me? I want to give them to the governors of the land west of the Euphrates River. Then they’ll help me travel safely through their territory until I arrive in Judah. 8May I also have a letter to Asaph? He takes care of the royal park. I want him to give me some logs so I can make beams out of them. I want to use them for the gates of the fort that is by the temple. Some of the logs will also be used in the city wall. And I’ll need some for the house I’m going to live in.” God was kind to me and helped me. So the king gave me what I asked for. 9Then I went to the governors of the land west of the Euphrates River. I gave them the king’s letters. He had also sent army officers and horsemen along with me.

10Sanballat and Tobiah heard about what was happening. Sanballat was a Horonite. Tobiah was an official from Ammon. They were very upset that someone had come to help the Israelites.

Nehemiah Checks Out the Walls of Jerusalem

11I went to Jerusalem and stayed there for three days. 12Then at night I took a few other people with me to check out the walls. I hadn’t told anyone what my God wanted me to do for Jerusalem. There weren’t any donkeys with me except the one I was riding on.

13That night I went out through the Valley Gate. I went toward the Jackal Well and the Dung Gate. I checked out the walls of Jerusalem. They had been broken down. I also checked the city gates. Fire had burned them up. 14I moved on toward the Fountain Gate and the King’s Pool. But there wasn’t enough room for my donkey to get through. 15It was still night. I went up the Kidron Valley. I kept checking the wall. Finally, I turned back. I went back in through the Valley Gate. 16The officials didn’t know where I had gone or what I had done. That’s because I hadn’t said anything to anyone yet. I hadn’t told the priests or nobles or officials. And I hadn’t spoken to any other Jews who would be rebuilding the wall.

17I said to them, “You can see the trouble we’re in. Jerusalem has been destroyed. Fire has burned up its gates. Come on. Let’s rebuild the wall of Jerusalem. Then people won’t be ashamed anymore.” 18I also told them how my gracious God was helping me. And I told them what the king had said to me.

They replied, “Let’s start rebuilding.” So they began that good work.

19But Sanballat, the Horonite, heard about it. So did Tobiah, the official from Ammon. Geshem, the Arab, heard about it too. All of them laughed at us. They made fun of us. “What do you think you are doing?” they asked. “Are you turning against the king?”

20I answered, “The God of heaven will give us success. We serve him. So we’ll start rebuilding the walls. But you don’t have any share in Jerusalem. You don’t have any claim to it. You don’t have any right to worship here.”

Bibelen på hverdagsdansk

Nehemiasʼ Bog 2:1-20

Nehemias rejser til Jerusalem

1En dag i nisan2,1 Årets første måned, svarende til marts-april. Der var altså gået fire måneder. måned i kong Artaxerxes’ 20. regeringsår skulle jeg bringe vin ind til kongen. Jeg havde aldrig tidligere set sørgmodig ud, når jeg stod foran ham. Da jeg rakte ham vinen, 2udbrød han: „Hvorfor ser du så bedrøvet ud, Nehemias? Du er jo ikke syg, så der må være noget andet, der piner dig.” Jeg blev helt bange, 3men jeg tog mod til mig og svarede: „Deres Majestæt længe leve! Ja, det piner mig, at den by, hvor mine forfædre er begravet, ligger i ruiner, og at portene er nedbrændt.”

4„Hvad kan jeg gøre for dig?” spurgte kongen.

Da sendte jeg en bøn op til Gud i Himlen 5og svarede: „Hvis det behager Deres Majestæt at vise godhed imod mig, så lad mig rejse til Juda og genopbygge mine forfædres by.”

6Kongen kastede et blik på dronningen, der sad ved hans side, og spurgte så: „Hvor lang tid vil det tage? Hvornår kan du være tilbage?” Jeg gav ham en omtrentlig tidsramme, og han gav mig lov at rejse.

7„Hvis det behager Deres Majestæt, så lad mig få breve med til guvernørerne i området vest for Eufratfloden, så de kan give mig lov til at rejse gennem deres område på vej til Juda,” fortsatte jeg. 8„Lad mig også få et brev med til Asaf, der har ansvar for de kongelige skove, så han kan give mig bjælker til nye porte i bymuren og til genopbygningen af tempelborgen og til det hus, hvor jeg skal bo.” Kongen gav mig alt, hvad jeg bad om, for Herren var med mig.

9Kongen gav mig desuden officerer og ryttere med til beskyttelse på rejsen. Da vi nåede frem til provinserne vest for Eufratfloden, afleverede jeg kongens breve til de forskellige guvernører og rejste videre uden problemer. 10Men da horonitten Sanballat og den ammonitiske embedsmand Tobija hørte om det, blev de vrede over, at nogen ønskede at hjælpe israelitterne.

Nehemias inspicerer muren omkring Jerusalem

11-12Så kom jeg til Jerusalem, og da jeg havde været der i tre dage, foretog jeg om natten en inspektion sammen med nogle få mænd uden at sige til nogen, hvad Gud havde lagt mig på hjerte angående Jerusalem. Vi havde kun et æsel, som jeg red på, mens de andre gik. 13Først red jeg ud gennem Dalporten i retning af Sjakalbrønden og nåede til Møgporten, mens jeg undersøgte den nedrevne murs beskaffenhed og resterne af de brændte porte. 14-15Derfra fortsatte vi til Kildeporten og Kongedammen, men der var der ikke plads til, at mit æsel kunne komme videre. Så drejede jeg af og red op gennem Kedrondalen, mens jeg inspicerede murene, hvorefter vi vendte hjem gennem Dalporten.

16Ingen af de lokale embedsmænd vidste, hvor jeg havde været, eller hvad jeg havde foretaget mig. Jeg havde nemlig ikke sagt noget til nogen, hverken judæere, præster, embedsmænd eller de andre ledere, selvom det var dem, som ville få ansvar for genopbygningen.

17Men nu sagde jeg: „I ved alt om den tragedie, der har ramt vores by. I ved, at murene ligger i ruiner, og at portene er brændt. Men lad os nu i fællesskab genopbygge Jerusalems mure, så ingen længere skal gøre nar af os.”

18Så fortalte jeg dem, hvordan Gud havde været med mig, og hvad kongen havde sagt. „Lad os begynde med det samme!” udbrød de ivrigt. Derefter gik de i gang med at forberede arbejdet.

19Da Sanballat, Tobija og araberen Geshem hørte om planen, gjorde de nar af os: „Hvad er I ude på? Gør I oprør imod kongen?”

20„Himlens Gud vil hjælpe os,” svarede jeg. „Vi er hans tjenere, og nu går vi i gang med at genopbygge muren. Men I har ingen rettigheder i Jerusalem, for det er ikke jeres by og har aldrig været det.”