Jesus Comes to Jerusalem as King
1As they all approached Jerusalem, they came to Bethphage. It was on the Mount of Olives. Jesus sent out two disciples. 2He said to them, “Go to the village ahead of you. As soon as you get there, you will find a donkey tied up. Her colt will be with her. Untie them and bring them to me. 3If anyone says anything to you, say that the Lord needs them. The owner will send them right away.”
4This took place so that what was spoken through the prophet would come true. It says,
5“Say to the city of Zion,
‘See, your king comes to you.
He is gentle and riding on a donkey.
He is riding on a donkey’s colt.’ ” (Zechariah 9:9)
6The disciples went and did what Jesus told them to do. 7They brought the donkey and the colt. They placed their coats on them for Jesus to sit on. 8A very large crowd spread their coats on the road. Others cut branches from the trees and spread them on the road. 9Some of the people went ahead of him, and some followed. They all shouted,
“Hosanna to the Son of David!”
“Blessed is the one who comes in the name of the Lord!” (Psalm 118:26)
“Hosanna in the highest heaven!”
10When Jesus entered Jerusalem, the whole city was stirred up. The people asked, “Who is this?”
11The crowds answered, “This is Jesus. He is the prophet from Nazareth in Galilee.”
Jesus Clears Out the Temple
12Jesus entered the temple courtyard. He began to drive out all those who were buying and selling there. He turned over the tables of the people who were exchanging money. He also turned over the benches of those who were selling doves. 13He said to them, “It is written that the Lord said, ‘My house will be called a house where people can pray.’ (Isaiah 56:7) But you are making it ‘a den for robbers.’ ” (Jeremiah 7:11)
14Blind people and those who were disabled came to Jesus at the temple. There he healed them. 15The chief priests and the teachers of the law saw the wonderful things he did. They also saw the children in the temple courtyard shouting, “Hosanna to the Son of David!” But when they saw all this, they became angry.
16“Do you hear what these children are saying?” they asked him.
“Yes,” replied Jesus. “Haven’t you ever read about it in Scripture? It says,
“ ‘Lord, you have made sure that children and infants
praise you.’ ” (Psalm 8:2)
17Then Jesus left the people and went out of the city to Bethany. He spent the night there.
Jesus Makes a Fig Tree Dry Up
18Early in the morning, Jesus was on his way back to Jerusalem. He was hungry. 19He saw a fig tree by the road. He went up to it but found nothing on it except leaves. Then he said to it, “May you never bear fruit again!” Right away the tree dried up.
20When the disciples saw this, they were amazed. “How did the fig tree dry up so quickly?” they asked.
21Jesus replied, “What I’m about to tell you is true. You must have faith and not doubt. Then you can do what was done to the fig tree. And you can say to this mountain, ‘Go and throw yourself into the sea.’ It will be done. 22If you believe, you will receive what you ask for when you pray.”
The Authority of Jesus Is Questioned
23Jesus entered the temple courtyard. While he was teaching there, the chief priests and the elders of the people came to him. “By what authority are you doing these things?” they asked. “Who gave you this authority?”
24Jesus replied, “I will also ask you one question. If you answer me, I will tell you by what authority I am doing these things. 25Where did John’s baptism come from? Was it from heaven? Or did it come from human authority?”
They talked to one another about it. They said, “If we say, ‘From heaven,’ he will ask, ‘Then why didn’t you believe him?’ 26But what if we say, ‘From human authority’? We are afraid of the people. Everyone believes that John was a prophet.”
27So they answered Jesus, “We don’t know.”
Jesus said, “Then I won’t tell you by what authority I am doing these things either.
The Story of the Two Sons
28“What do you think about this? A man had two sons. He went to the first and said, ‘Son, go and work today in the vineyard.’
29“ ‘I will not,’ the son answered. But later he changed his mind and went.
30“Then the father went to the other son. He said the same thing. The son answered, ‘I will, sir.’ But he did not go.
31“Which of the two sons did what his father wanted?”
“The first,” they answered.
Jesus said to them, “What I’m about to tell you is true. Tax collectors and prostitutes will enter the kingdom of God ahead of you. 32John came to show you the right way to live. And you did not believe him. But the tax collectors and the prostitutes did. You saw this. But even then you did not turn away from your sins and believe him.
The Story of the Renters
33“Listen to another story. A man who owned some land planted a vineyard. He put a wall around it. He dug a pit for a winepress in it. He also built a lookout tower. He rented the vineyard out to some farmers. Then he moved to another place. 34When harvest time approached, he sent his slaves to the renters. He told the slaves to collect his share of the fruit.
35“But the renters grabbed his slaves. They beat one of them. They killed another. They threw stones at the third to kill him. 36Then the man sent other slaves to the renters. He sent more than he did the first time. The renters treated them the same way. 37Last of all, he sent his son to them. ‘They will respect my son,’ he said.
38“But the renters saw the son coming. They said to one another, ‘This is the one who will receive all the owner’s property someday. Come, let’s kill him. Then everything will be ours.’ 39So they took him and threw him out of the vineyard. Then they killed him.
40“When the owner of the vineyard comes back, what will he do to those renters?”
41“He will destroy those evil people,” they replied. “Then he will rent the vineyard out to other renters. They will give him his share of the crop at harvest time.”
42Jesus said to them, “Haven’t you ever read what the Scriptures say,
“ ‘The stone the builders didn’t accept
has become the most important stone of all.
The Lord has done it.
It is wonderful in our eyes’? (Psalm 118:22,23)
43“So here is what I tell you. The kingdom of God will be taken away from you. It will be given to people who will produce its fruit. 44Anyone who falls on that stone will be broken to pieces. But the stone will crush anyone it falls on.”
45The chief priests and the Pharisees heard Jesus’ stories. They knew he was talking about them. 46So they looked for a way to arrest him. But they were afraid of the crowd. The people believed that Jesus was a prophet.
Messias’ indtog i Jerusalem
Mark. 11,1-10; Luk. 19,28-38; Joh. 12,12-19
1Da de nærmede sig landsbyen Betfage på Olivenbjergets skråning tæt ved Jerusalem, sagde Jesus til to af sine disciple: 2„Gå hen til den landsby, I ser foran jer. Der vil I hurtigt få øje på et æsel, som står bundet med sit føl ved siden af. Løs æslet og kom hen til mig med dem. 3Hvis nogen stiller jer spørgsmål, skal I bare sige: Herren har brug for dem, men han vil straks sende dem tilbage.”
4På den måde gik det i opfyldelse, som Gud havde talt gennem profeten:
5„Sig til Jerusalems indbyggere:
Se, jeres konge er på vej!
Han er ydmyg og rider på et hanæsel—
det er et æselføl.”21,5 Zak. 9,9.
6De to disciple gjorde, som Jesus havde sagt. 7De hentede hunæslet og det unge hanæsel og lagde deres kapper på dem, hvorefter Jesus satte sig op på æselføllet. 8Mange mennesker i mængden bredte deres kapper ud på vejen foran ham, mens andre lagde palmegrene ud, alt sammen for at hylde ham. 9Og både de, der gik foran, og de, der gik bagved, råbte:
„Hoshana,21,9 Folkeskaren hentyder til de kendte ord i Sl. 118,25-26, der oprindeligt var en velsignelse til dem, som var på vej til templet for at fejre den store påskefest. Her bliver ordene til en velkomsthyldest til Jesus som den konge, der skulle genoprette Davids faldne storhedsrige. Det hebraiske Hoshi’ah na i Sl. 118,25 og variant formen Hosha-na, som vi møder her, betyder egentlig „Frels (os)!” men er også et hyldestråb til den konge, som nu er på vej. Jøderne havde en stærk længsel efter en konge, der kunne frigøre dem fra romernes overherredømme. Davids Søn!
Velsignet er den, som kommer i Herrens navn!
Hoshana til Gud i det Højeste!”
10Der blev røre i hele Jerusalem, da Jesus kom ind i byen. „Hvem er han?” spurgte folk. 11„Det er Jesus,” lød det fra dem i optoget, „profeten fra Nazaret i Galilæa!”
Den sidste tempeludrensning
Mark. 11,15-19; Luk. 19,45-48
12Jesus gik senere ind på tempelpladsen og begyndte at jage alle de handlende og deres kunder ud. Han væltede valutahandlernes21,12 De romerske mønter var præget med et billede. Jøderne havde et religiøst forbud mod alle billeder, så mønter med billede på kunne ikke bruges som gave til templet. Derfor skulle de almindelige romerske mønter veksles til de mere sjældne israelitiske mønter uden billeder på. Mattæus følger hebraisk fortællestil, hvor sammenhængen i temaerne er vigtigere end kronologien. Udrensningen skete først om mandagen, efter de begivenheder, som Mattæus fortæller om i næste afsnit. borde og duesælgernes bænke og råbte til dem: 13„Skriften siger, at ‚mit hus skal være et bønnens hus’,21,13 Es. 56,7. men I gør det til ‚et tilholdssted for røvere’.21,13 Jer. 7,11.”
14Blinde og lamme mennesker blev ført hen til ham på tempelpladsen, og han helbredte dem. 15Men da ypperstepræsterne og de skriftlærde så de mange helbredelsesmirakler og hørte børnene løbe omkring og råbe: „Priset være Davids Søn!”, blev de rasende og sagde til Jesus: 16„Hører du ikke, hvad børnene råber?”
„Jo, det har jeg hørt,” sagde han. „Men I har måske aldrig læst det sted i Skrifterne, hvor der står: ‚Du har fået småbørn til at lovprise din herlighed’?”21,16 Sl. 8,3a. Teksten i Sl. 8,3b fortsætter: „for at lukke munden på dine modstandere.”
17Så forlod han dem og gik ud af byen til Betania, hvor han overnattede.
Figentræet uden frugt
Mark. 11,12-14
18Tidligt om morgenen på vej ind til Jerusalem, blev Jesus sulten. 19Han fik øje på et figentræ, der stod ved vejen, og gik hen for at se, om der var nogen frugter på det. Men der var kun blade. Så sagde han til træet: „Aldrig mere skal du bære frugt!”21,19 Det er en symbolsk, profetisk handling, som har en åndelig betydning. Figentræet er billede på de daværende jødiske ledere, som havde megen udvendig pragt, men der var ingen åndelig frugt. Og straks visnede træet.
20Da disciplene så det, var de forbløffede. „Hvordan kunne det træ visne så hurtigt?” spurgte de.
21Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Hvis I tror uden at tvivle, så vil I ikke blot kunne gøre sådan med et figentræ, men I vil endog kunne sige til det ‚bjerg’ her: ‚Flyt dig ud i havet!’ Og så vil det ske. 22I skal få alt, hvad I beder om, hvis I tror.”
De jødiske lederes uærlighed
Mark. 11,27-33; Luk. 20,1-8
23Da Jesus var nået frem til templet og var i gang med at undervise, kom ypperstepræsterne og andre af de jødiske ledere hen og konfronterede ham. „Hvem har givet dig lov til at gøre det, du gør her i templet?”
24„Lad mig først stille jer et spørgsmål,” svarede Jesus. „Hvis I svarer mig på det, skal jeg gerne fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre det, jeg gør her. 25Hvem gav Johannes Døber ret til at døbe? Var han udsendt af Gud, eller var han ikke?”
De drøftede så indbyrdes, hvad de skulle svare. „Hvis vi siger, at Johannes var sendt af Gud, så vil han spørge, hvorfor vi ikke troede på ham. 26Og hvis vi siger, at han ikke var sendt af Gud, så falder hele hoben over os, for de tror alle sammen, at Johannes var en profet.”
27Til sidst sagde de: „Det ved vi ikke.”
„Så vil jeg heller ikke fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre det, jeg gør her.”
De jødiske lederes hykleriske ulydighed
28„Hvad mener I så om følgende historie?” fortsatte Jesus: „Der var en mand, der havde to sønner. En dag sagde han til den ene af sønnerne: ‚Gå ud og arbejd i vingården.’ 29‚Nej, det vil jeg ikke,’ svarede sønnen, men lidt senere ombestemte han sig og gik alligevel derud. 30Faderen gik også til den anden søn med den samme anmodning. ‚Det skal jeg nok!’ svarede sønnen, men han gik alligevel ikke derud. 31Hvem af de to gjorde, hvad faderen havde bedt dem om?”
„Det gjorde den første,” svarede de.
„Det siger jeg jer: Bedragere og prostituerede kommer lettere ind i Guds rige, end I gør. 32For Johannes Døber forkyndte, at I skulle ændre jeres indstilling, men det ville I ikke. Derimod var både bedragere og prostituerede villige til at ændre indstilling. Det så I godt, men alligevel ombestemte I jer ikke.”
Jesus afslører de jødiske lederes ondskab
Mark. 12,1-12; Luk. 20,9-19
33„Lad mig fortælle jer en anden historie,” fortsatte Jesus. „Der var en landmand, som ville dyrke vindruer på sin mark. Han tilplantede marken, lavede et stengærde omkring den og byggede et vagttårn for at beskytte den mod røvere. Så udhuggede han et bassin i klippegrunden, hvor saften kunne presses af druerne. Derefter lejede han sin vinmark ud til nogle forpagtere og rejste selv til udlandet. 34Ved høsttid sendte han nogle af sine folk derhen, for at de kunne få udleveret den del af druehøsten, der tilfaldt ham. 35Men forpagterne overfaldt dem. En slog de til jorden, en anden dræbte de, og en tredje stenede de.
36Så sendte ejeren endnu flere af sine folk af sted, for at de kunne opkræve hans del af høsten. Men resultatet var det samme. 37Til sidst sendte han sin søn, for han tænkte: ‚Min søn må de da respektere.’ 38Men da forpagterne fik øje på sønnen, sagde de til hinanden: ‚Der har vi ham, der skal arve det hele. Kom, lad os gøre det af med ham, så vi kan få arven.’ 39Så greb de ham, trak ham uden for vingården og slog ham ihjel.”
40Jesus afsluttede historien med et spørgsmål: „Når nu ejeren selv kommer, hvad vil han så gøre med forpagterne?”
41De svarede: „Han vil slå de onde mennesker ihjel, og så vil han forpagte ejendommen bort til andre, som vil give ham hans del af høsten, når tiden er inde.”
42Så spurgte Jesus dem: „Har I aldrig læst, hvad der står skrevet:
‚Den sten, bygmestrene kasserede,
er blevet selve hjørnestenen.
Det er Herren, der har gjort det,
og det er forunderligt at se.’21,42 Sl. 118,22-23.?”
43Og han fortsatte: „Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som vil gøre, hvad Gud beder dem om. 44De, der snubler over denne sten, vil slå sig fordærvet, men dem stenen falder på, vil blive knust.”
45Ypperstepræsterne og farisæerne forstod udmærket, at historierne handlede om dem. 46De ville gerne have anholdt ham på stedet, men de var bange for, hvad folkeskaren så ville gøre, for alle anså ham for at være en profet.
