Genesis 31 – NIRV & BPH

New International Reader’s Version

Genesis 31:1-55

Jacob Runs Away From Laban

1Jacob heard what Laban’s sons were saying. “Jacob has taken everything our father owned,” they said. “He has gained all this wealth from what belonged to our father.” 2Jacob noticed that Laban’s feelings toward him had changed.

3Then the Lord spoke to Jacob. He said, “Go back to your father’s land and to your relatives. I will be with you.”

4So Jacob sent word to Rachel and Leah. He told them to come out to the fields where his flocks were. 5He said to them, “I see that your father’s feelings toward me have changed. But the God of my father has been with me. 6You know that I’ve worked for your father with all my strength. 7But your father has cheated me. He has changed my pay ten times. In spite of everything that’s happened, God hasn’t let him harm me. 8Sometimes Laban would say, ‘The speckled ones will be your pay.’ Then all the flocks had little ones with speckles. At other times he would say, ‘The striped ones will be your pay.’ Then all the flocks had little ones with stripes. 9So God has taken away your father’s livestock and given them to me.

10“Once during the mating season I had a dream. In my dream I looked and saw male goats mating with the flock. The goats had stripes, speckles or spots. 11The angel of God said to me in the dream, ‘Jacob.’ I answered, ‘Here I am.’ 12He said, ‘Look around you. See the male goats mating with the flock. All of them have stripes, speckles or spots. That’s because I have seen everything that Laban has been doing to you. 13I am the God of Bethel. That is where you poured olive oil on a sacred stone. There you made a promise to me. Now leave this land. Go back to your own land.’ ”

14Rachel and Leah replied, “Do we still have any share of our father’s property? 15Doesn’t our father think of us as outsiders? First he sold us. Now he has used up what he was paid for us. 16All the wealth God took away from our father really belongs to us and our children. So do what God has told you to do.”

17Then Jacob put his children and wives on camels. 18He drove all his livestock ahead of him. He also took with him everything he had acquired in Paddan Aram. He left to go to his father Isaac in the land of Canaan.

19Laban had gone to clip the wool from his sheep. While he was gone, Rachel stole the statues of the family gods that belonged to her father. 20And that’s not all. Jacob tricked Laban, the Aramean. He didn’t tell him he was running away. 21So Jacob ran off with everything he had. He crossed the Euphrates River. And he headed for the hill country of Gilead.

Laban Chases Jacob

22On the third day Laban was told that Jacob had run away. 23He took his relatives with him and went after Jacob. Seven days later he caught up with him in the hill country of Gilead. 24Then God came to Laban, the Aramean, in a dream at night. He said to him, “Be careful. Do not say anything to Jacob, whether it is good or bad.”

25Jacob had set up his tent in the hill country of Gilead. That’s where Laban caught up with him. Laban and his relatives camped there too. 26Laban said to Jacob, “What have you done? You have tricked me. You have taken my daughters away like prisoners of war. 27Why did you run away in secret and trick me? Why didn’t you tell me? Then I could have sent you away happily. We could have sung to the music of tambourines and harps. 28You didn’t even let me kiss my grandchildren and my daughters goodbye. You have done a foolish thing. 29I have the power to harm you. But last night the God of your father spoke to me. He said, ‘Be careful. Do not say anything to Jacob, whether it is good or bad.’ 30Now you have run away. You longed to go back to your father’s home. But why did you have to steal the statues of my gods?”

31Jacob answered Laban, “I was afraid. I thought you would take your daughters away from me by force. 32But if you find anyone who has the statues of your gods, that person will not remain alive. While our relatives are watching, look for yourself. See if there’s anything of yours here with me. If you find anything belonging to you, take it.” But Jacob didn’t know that Rachel had stolen the statues.

33So Laban went into Jacob’s tent and Leah’s tent. He went into the tent of their two female servants. But he didn’t find anything. After he came out of Leah’s tent, he entered Rachel’s tent. 34Rachel was the one who had taken the statues of Laban’s family gods. She had put them inside her camel’s saddle. She was sitting on them. Laban searched the whole tent. But he didn’t find anything.

35Rachel said to her father, “I’m sorry, sir. I can’t get up for you right now. But don’t be angry with me. I’m having my monthly period.” So he searched everywhere but couldn’t find the statues of his gods.

36Jacob was very angry with Laban. “What is my crime?” he asked. “What have I done to you that you hunt me down like this? 37You have searched through all my things. What have you found that belongs to your family? Put it here in front of your relatives and mine. Let them decide between the two of us.

38“I’ve been with you for 20 years now. The little ones of your sheep and goats were not dead when they were born. I haven’t eaten rams from your flocks. 39I didn’t bring you animals torn apart by wild beasts. I made up for the loss myself. Also, you made me pay for anything stolen by day or night. 40And what was my life like? The heat burned me in the daytime. And it was so cold at night that I froze. I couldn’t sleep. 41That’s what it was like for the 20 years I was living with you. I worked for 14 years to marry your two daughters. I worked for six years to get my share of your flocks. You changed my pay ten times. 42But the God of my father was with me. He is the God of Abraham and the God Isaac worshiped. If he hadn’t been with me, you would surely have sent me away without anything to show for all my work. But God has seen my hard times. He has seen all the work my hands have done. So last night he warned you.”

43Laban answered Jacob, “The women are my daughters. The children are my children. The flocks are my flocks. Everything you see is mine. But what can I do today about these daughters of mine? What can I do about the children they’ve had? 44Come now. Let’s make a formal agreement, you and I. Let it be a witness between us.”

45So Jacob set up a stone as a way to remember. 46He said to his relatives, “Get some stones.” So they took stones and put them in a pile. And they ate there by it. 47Laban named the pile of stones Jegar Sahadutha. Jacob named it Galeed.

48Laban said, “This pile of stones is a witness between you and me today.” That’s why it was named Galeed. 49It was also called Mizpah. That’s because Laban said, “May the Lord keep watch between you and me when we are away from each other. 50Don’t treat my daughters badly. Don’t get married to any women besides my daughters. There isn’t anyone here to see what we’re doing. But remember that God is a witness between you and me.”

51Laban also said to Jacob, “Here is this pile of stones. And here is this stone I’ve set up. I’ve set them up between you and me. 52This pile is a witness. And this stone is a witness. They are witnesses that I won’t go past this pile to harm you. And they are witnesses that you won’t go past this pile and this stone to harm me. 53The God of Abraham and Nahor is also the God of their father. May their God decide which of us is right.”

So Jacob made a promise using the name of the God his father Isaac worshiped. 54He offered a sacrifice there in the hill country. And he invited his relatives to a meal. After they had eaten, they spent the night there.

55Early the next morning Laban kissed his grandchildren and his daughters. He gave them his blessing. Then he left and returned home.

Bibelen på hverdagsdansk

1. Mosebog 31:1-54

Jakob flygter fra Laban

1Men efterhånden blev Jakob klar over, at Labans sønner var ved at blive utilfredse. „Jakob har snydt os,” knurrede de. „Han er blevet rig på vores fars bekostning.” 2Han bemærkede også, at Labans holdning over for ham ikke var som før. 3Da sagde Herren til Jakob: „Vend tilbage til dit fædreland og din familie. Jeg vil være med dig.”

4Jakob sendte så bud til Rakel og Lea om, at de skulle komme ud på marken, hvor han passede hjorden, så han kunne diskutere sagen med dem. 5„Jeg kan mærke på jeres far, at han har ændret holdning over for mig,” begyndte han. „Men mine fædres Gud har velsignet mig. 6I ved, hvor hårdt jeg har arbejdet for jeres far, 7men han har narret mig, brudt vores aftale og ændret min løn mindst ti gange. Alligevel har Gud bevaret mig, så jeres far ikke har kunnet gøre mig noget ondt. 8Når Laban lovede mig de brogede dyr, fødte hjorden broget afkom, og når han ændrede mening og lovede mig de stribede dyr, så blev lammene stribede. 9På den måde gjorde Gud mig rig på hans bekostning.”

10„I parringstiden havde jeg en drøm,” fortsatte Jakob. „I drømmen så jeg, at alle bukkene, der parrede sig med gederne, var stribede, plettede eller brogede. 11Da kaldte Guds engel på mig i drømmen.

‚Jakob!’ sagde han.

‚Ja,’ svarede jeg.

12Så sagde englen: ‚Læg mærke til, at det kun er de stribede, plettede og brogede bukke, der parrer sig med gederne i din hjord. Jeg har nemlig set, hvordan Laban har behandlet dig. 13Jeg er den Gud, du mødte ved Betel—det sted, hvor du salvede mindestenen med olivenolie og aflagde løftet om at tjene mig. Gør dig klar til at forlade dette sted og vende tilbage til det land, du kom fra.’ ”

14Rakel og Lea svarede: „Ja, hvorfor ikke? Har vi måske nogen fremtid her? Far vil næppe lade os arve noget. 15Han har behandlet os som fremmede kvinder, fordi han solgte os og selv brugte de penge, han fik for os. 16Al den rigdom, som Gud har taget fra far og givet dig, tilhører faktisk os og vores børn. Gør du kun, som Gud har sagt, du skal gøre.”

17-21Så mens Laban var væk hjemmefra nogle dage for at klippe sine får, satte Jakob sine børn og sine koner op på kamelerne og drog af sted. Han drev hjorden—alt det småkvæg, han havde samlet sig i Paddan-Aram—foran sig og begyndte tilbagerejsen til Kana’ans land, hvor hans far, Isak, boede. Han drog af sted med alt, hvad han ejede, uden at Laban vidste noget om det, og satte over Eufratfloden på vej mod bjergområdet ved Gilead. Rakel tog endog sin fars husguder med sig!

22Først to dage senere31,22 Hebraisk „på den tredje dag”, hvilket svarer til „to dage senere” på dansk. fik Laban at vide, at Jakob var flygtet. 23Han satte straks efter ham med nogle af sine mænd og indhentede ham efter syv dage i Gileads bjerge. 24Om natten viste Gud sig i en drøm for aramæeren Laban og advarede ham: „Pas på, at du ikke siger så meget som ét ondt ord til Jakob!” 25Jakob havde slået lejr i Gileads bjerge. Laban slog lejr i nærheden og opsøgte Jakob.

26„Hvad ligner det at snige sig af sted på den måde?” begyndte Laban. „Mig har du narret, og mine døtre har du bortført, som om de var krigsfanger! 27Du gav mig ingen chance for at holde et ordentligt afskedsgilde med sang og musik, og hvad dertil hører. 28Du gav mig ikke lov til at kysse mine døtre og børnebørn farvel. Du har opført dig rigtig tarveligt! 29Jeg kunne med lethed gøre det af med dig, men sidste nat viste din fars Gud sig for mig og sagde: ‚Pas på, hvad du siger til Jakob!’ 30Jeg kan godt forstå, at du har hjemve og længes efter at tage tilbage til din familie. Men var det virkelig nødvendigt at stjæle mine husguder?”

31„Jeg indrømmer, at jeg skyndte mig af sted,” svarede Jakob. „Jeg var bange for, at du ville tage dine døtre fra mig. 32Hvad dine husguder angår, så skal den, som har taget dem, dø! Hvis du finder noget her, som tilhører dig, vil jeg omgående give dig det tilbage. Det skal disse mænd være vidner på!” Jakob vidste nemlig ikke, at Rakel havde stjålet husguderne.

33Laban begyndte eftersøgningen i Jakobs telt. Så fortsatte han i Leas og i de to tjenestepigers telte—uden at finde noget. Til sidst kom han til Rakels telt. 34Rakel havde taget husguderne og gemt dem i sin kamelsadel og sad nu oven på dem i sit telt. Derfor fandt Laban dem ikke, skønt han gennemsøgte teltet grundigt. 35Rakel havde sagt til ham: „Undskyld mig, far, at jeg ikke rejser mig for dig, men jeg har min menstruation.” Laban fandt altså ikke sine husguder.

36Så blev Jakob vred og konfronterede Laban. „Hvad fandt du så?” spurgte han. 37„Hvorfor beskylder du mig for at have stjålet fra dig? Hvad har jeg begået, siden du jager mig, som om jeg var en forbryder? Nu da du har ledt overalt i min lejr, hvad har du så fundet, som tilhører dig? Læg det kun frem, så alle kan se, hvem af os, der har ret. Lad vores folk dømme os to imellem.” 38Så fortsatte han: „I 20 år har jeg været hos dig og taget mig af dine får og geder, så de har fået levedygtigt afkom. I al den tid har jeg aldrig taget en eneste af dine væddere. 39Og hvis nogle af dine får blev angrebet eller dræbt af rovdyr, kom jeg ikke bare og fortalte dig det. Nej, jeg tog selv tabet på mig og erstattede det. Du krævede endog erstatning for dyr, der blev stjålet—hvad enten det var min fejl eller ej. 40Jeg arbejdede samvittighedsfuldt for dig i dagens hede og udholdt nattens kulde, og ofte fik jeg ikke lukket et øje. 41I 20 lange år arbejdede jeg for dig—de 14 for at betale for dine to døtre, og de seks for at erhverve mig en hjord. Ti gange ændrede du mening for at snyde mig for min løn. 42Hvis ikke min farfar Abrahams og min far Isaks vældige Gud havde været med mig, ville du såmænd have sendt mig af sted med tomme hænder! Men Gud har bemærket din ondskab og mit ærlige arbejde—og i nat advarede han dig.”

Jakobs pagt med Laban

43Laban svarede Jakob: „Dine to koner er mine døtre, deres børn er mine børnebørn, og hjorden har du fra mig. Alt, hvad du har, har du fået af mig. Men hvad kan jeg gøre imod mine egne døtre og børnebørn? 44Lad os slutte en fredspagt og bevidne det med en stenhøj.”

45Så tog Jakob en sten og rejste den som et monument, 46og han befalede sine mænd at samle flere sten og bygge en stenhøj. Derefter spiste de sammen ved stenhøjen. 47-48Laban kaldte højen Jegar-Sahaduta,31,47-48 Det betyder „vidnehøj” på aramæisk. Jakob kaldte den Galed.31,47-48 Det tilsvarende hebraiske ord. „Den skal være et vidne imellem os, hvis en af os overskrider denne grænse,” sagde Laban. 49„Den skal også kaldes Mitzpa,31,49 På hebraisk ordspil med „holde øje med”. Mitzpa betyder vagttårn. for herefter skal Herren selv holde øje med os. 50Selvom ingen andre ser det, hvis du behandler mine døtre dårligt eller tager andre koner, så ser Gud det!” 51-52Laban fortsatte: „Denne stenhøj skal stå imellem os som et vidne om vores gensidige løfte: At vi ikke vil overskride denne grænse med onde hensigter. 53Må vores forfædres Gud—din farfar Abrahams og min farfar Nakors Gud—straffe den af os, som bryder pagten.”

Så svor Jakob ved sin far Isaks mægtige Gud, at han ville overholde pagten, 54hvorefter han ofrede til Gud og indbød sine mænd til et festmåltid. Efter måltidet overnattede de der i bjergene.