La entrada triunfal
21:1-9 – Mr 11:1-10; Lc 19:29-38
21:4-9 – Jn 12:12-15
1Cuando se acercaban a Jerusalén y llegaron a Betfagué, al monte de los Olivos, Jesús envió a dos discípulos 2con este encargo: «Vayan a la aldea que tienen enfrente. Ahí mismo encontrarán una burra atada y un burrito con ella. Desátenlos y tráiganmelos. 3Y si alguien les dice algo, respóndanle que el Señor los necesita, pero que ya los devolverá».
4Esto sucedió para que se cumpliera lo dicho por el profeta:
5«Digan a la hija de Sión:
“Mira, tu rey viene hacia ti,
humilde y montado en un burro,
en un burrito, cría de una bestia de carga”».21:5 Zac 9:9.
6Los discípulos fueron e hicieron como había mandado Jesús. 7Llevaron la burra y el burrito y pusieron encima sus mantos, sobre los cuales se sentó Jesús. 8Había mucha gente que tendía sus mantos sobre el camino; otros cortaban ramas de los árboles y las esparcían en el camino. 9Tanto la gente que iba delante de él como la que iba detrás gritaba:
—¡Hosanna21:9 Expresión hebrea que significa «¡Salva!» y que llegó a ser una exclamación de alabanza; también en v. 15. al Hijo de David!
—¡Bendito el que viene en el nombre del Señor!21:9 Sal 118:26.
—¡Hosanna en las alturas!
10Cuando Jesús entró en Jerusalén, toda la ciudad se conmovió.
—¿Quién es este? —preguntaban.
11—Este es el profeta Jesús, de Nazaret de Galilea —contestaba la gente.
Jesús en el Templo
21:12-16 – Mr 11:15-18; Lc 19:45-47
12Jesús entró en el Templo21:12 Es decir, en el área general del Templo; también en vv. 14, 15 y 23. y echó de allí a todos los que compraban y vendían. Volcó las mesas de los que cambiaban dinero y los puestos de los que vendían palomas. 13«Escrito está —dijo—: “Mi casa será llamada casa de oración”,21:13 Is 56:7. pero ustedes la han convertido en “cueva de ladrones”».21:13 Jer 7:11.
14Se le acercaron en el Templo ciegos y cojos y los sanó. 15Pero, cuando los jefes de los sacerdotes y los maestros de la Ley vieron que hacía cosas maravillosas y que los niños gritaban en el Templo: «¡Hosanna al Hijo de David!», se indignaron.
16—¿Oyes lo que esos están diciendo? —protestaron.
—Claro que sí —respondió Jesús—; ¿no han leído nunca:
»“En los labios de los pequeñitos
y de los niños de pecho
has puesto tu alabanza”?».21:16 Sal 8:2.
17Entonces los dejó y, saliendo de la ciudad, se fue a pasar la noche en Betania.
Se seca la higuera
21:18-22 – Mr 11:12-14,20-24
18Muy de mañana, cuando volvía a la ciudad, tuvo hambre. 19Al ver una higuera junto al camino, se acercó a ella, pero no encontró nada más que hojas.
—¡Nunca más vuelvas a dar fruto! —le dijo.
Y al instante se secó la higuera.
20Los discípulos se asombraron al ver esto.
—¿Cómo es que se secó la higuera tan pronto? —preguntaron ellos.
21—Les aseguro que si tienen fe y no dudan —respondió Jesús—, no solo harán lo que he hecho con la higuera, sino que podrán decir a este monte: “Quítate de ahí y tírate al mar”, y así se hará. 22Si ustedes creen, recibirán todo lo que pidan en oración.
La autoridad de Jesús puesta en duda
21:23-27 – Mr 11:27-33; Lc 20:1-8
23Jesús entró en el Templo y, mientras enseñaba, se acercaron los jefes de los sacerdotes y los líderes religiosos del pueblo.
—¿Con qué autoridad haces esto? —lo interrogaron—. ¿Quién te dio esa autoridad?
24Él respondió:
—Yo también voy a hacerles una pregunta. Si me la contestan, les diré con qué autoridad hago esto. 25El bautismo de Juan, ¿de dónde procedía? ¿Del cielo o de los hombres?
Ellos comenzaron a discutir entre sí: «Si respondemos “del cielo”, nos dirá “entonces, ¿por qué no le creyeron?”. 26Pero si decimos “de los hombres”, tememos al pueblo, porque todos consideran que Juan era un profeta». 27Así que respondieron a Jesús:
—No lo sabemos.
—Pues yo tampoco les voy a decir con qué autoridad hago esto —dijo Jesús.
Parábola de los dos hijos
28»¿Qué les parece? —continuó Jesús—. Había un hombre que tenía dos hijos. Se dirigió al primero y dijo: “Hijo, ve a trabajar hoy en el viñedo”. 29“No quiero”, contestó, pero después se arrepintió y fue. 30Luego, el padre se dirigió al otro hijo y le pidió lo mismo. Este contestó: “Sí, señor”; pero no fue. 31¿Cuál de los dos hizo lo que su padre quería?».
—El primero —contestaron ellos.
Jesús dijo:
—Les aseguro que los recaudadores de impuestos y las prostitutas van delante de ustedes en el reino de Dios. 32Porque Juan vino a señalarles el camino de la justicia y no le creyeron, pero los recaudadores de impuestos y las prostitutas sí creyeron en él. Incluso después de ver esto, ustedes no se arrepintieron para creerle.
Parábola de los labradores malvados
21:33-46 – Mr 12:1-12; Lc 20:9-19
33»Escuchen otra parábola: Había un propietario que plantó un viñedo. Lo cercó, cavó un lagar y construyó una torre de vigilancia. Luego arrendó el viñedo a unos labradores y se fue de viaje. 34Cuando se acercó el tiempo de la cosecha, mandó sus siervos a los labradores para recibir de estos lo que le correspondía. 35Los labradores agarraron a esos siervos; golpearon a uno, mataron a otro y apedrearon a un tercero. 36Después mandó otros siervos, en mayor número que la primera vez, y también los maltrataron.
37»Por último mandó a su propio hijo, pensando: “¡A mi hijo sí lo respetarán!”. 38Pero cuando los labradores vieron al hijo, se dijeron unos a otros: “Este es el heredero. Matémoslo para quedarnos con su herencia”. 39Así que le echaron mano, lo arrojaron fuera del viñedo y lo mataron.
40»Ahora bien, cuando vuelva el dueño, ¿qué hará con esos labradores?».
41—Hará que esos malvados tengan un fin miserable —respondieron— y arrendará el viñedo a otros labradores que le darán lo que corresponde cuando llegue el tiempo de la cosecha.
42Les dijo Jesús:
—¿No han leído nunca en las Escrituras:
»“La piedra que desecharon los constructores
ha llegado a ser la piedra angular.
Esto ha sido obra del Señor
y nos deja maravillados”?21:42 Sal 118:22,23.
43»Por eso digo que el reino de Dios se les quitará a ustedes y se le entregará a un pueblo que produzca los frutos del reino. 44El que caiga sobre esta piedra quedará despedazado y, si ella cae sobre alguien, lo hará polvo».21:44 Var. no incluye v. 44.
45Cuando los jefes de los sacerdotes y los fariseos oyeron las parábolas de Jesús, se dieron cuenta de que hablaba de ellos. 46Buscaban la manera de arrestarlo, pero temían a la gente, porque esta lo consideraba un profeta.
Messias’ indtog i Jerusalem
Mark. 11,1-10; Luk. 19,28-38; Joh. 12,12-19
1Da de nærmede sig landsbyen Betfage på Olivenbjergets skråning tæt ved Jerusalem, sagde Jesus til to af sine disciple: 2„Gå hen til den landsby, I ser foran jer. Der vil I hurtigt få øje på et æsel, som står bundet med sit føl ved siden af. Løs æslet og kom hen til mig med dem. 3Hvis nogen stiller jer spørgsmål, skal I bare sige: Herren har brug for dem, men han vil straks sende dem tilbage.”
4På den måde gik det i opfyldelse, som Gud havde talt gennem profeten:
5„Sig til Jerusalems indbyggere:
Se, jeres konge er på vej!
Han er ydmyg og rider på et hanæsel—
det er et æselføl.”21,5 Zak. 9,9.
6De to disciple gjorde, som Jesus havde sagt. 7De hentede hunæslet og det unge hanæsel og lagde deres kapper på dem, hvorefter Jesus satte sig op på æselføllet. 8Mange mennesker i mængden bredte deres kapper ud på vejen foran ham, mens andre lagde palmegrene ud, alt sammen for at hylde ham. 9Og både de, der gik foran, og de, der gik bagved, råbte:
„Hoshana,21,9 Folkeskaren hentyder til de kendte ord i Sl. 118,25-26, der oprindeligt var en velsignelse til dem, som var på vej til templet for at fejre den store påskefest. Her bliver ordene til en velkomsthyldest til Jesus som den konge, der skulle genoprette Davids faldne storhedsrige. Det hebraiske Hoshi’ah na i Sl. 118,25 og variant formen Hosha-na, som vi møder her, betyder egentlig „Frels (os)!” men er også et hyldestråb til den konge, som nu er på vej. Jøderne havde en stærk længsel efter en konge, der kunne frigøre dem fra romernes overherredømme. Davids Søn!
Velsignet er den, som kommer i Herrens navn!
Hoshana til Gud i det Højeste!”
10Der blev røre i hele Jerusalem, da Jesus kom ind i byen. „Hvem er han?” spurgte folk. 11„Det er Jesus,” lød det fra dem i optoget, „profeten fra Nazaret i Galilæa!”
Den sidste tempeludrensning
Mark. 11,15-19; Luk. 19,45-48
12Jesus gik senere ind på tempelpladsen og begyndte at jage alle de handlende og deres kunder ud. Han væltede valutahandlernes21,12 De romerske mønter var præget med et billede. Jøderne havde et religiøst forbud mod alle billeder, så mønter med billede på kunne ikke bruges som gave til templet. Derfor skulle de almindelige romerske mønter veksles til de mere sjældne israelitiske mønter uden billeder på. Mattæus følger hebraisk fortællestil, hvor sammenhængen i temaerne er vigtigere end kronologien. Udrensningen skete først om mandagen, efter de begivenheder, som Mattæus fortæller om i næste afsnit. borde og duesælgernes bænke og råbte til dem: 13„Skriften siger, at ‚mit hus skal være et bønnens hus’,21,13 Es. 56,7. men I gør det til ‚et tilholdssted for røvere’.21,13 Jer. 7,11.”
14Blinde og lamme mennesker blev ført hen til ham på tempelpladsen, og han helbredte dem. 15Men da ypperstepræsterne og de skriftlærde så de mange helbredelsesmirakler og hørte børnene løbe omkring og råbe: „Priset være Davids Søn!”, blev de rasende og sagde til Jesus: 16„Hører du ikke, hvad børnene råber?”
„Jo, det har jeg hørt,” sagde han. „Men I har måske aldrig læst det sted i Skrifterne, hvor der står: ‚Du har fået småbørn til at lovprise din herlighed’?”21,16 Sl. 8,3a. Teksten i Sl. 8,3b fortsætter: „for at lukke munden på dine modstandere.”
17Så forlod han dem og gik ud af byen til Betania, hvor han overnattede.
Figentræet uden frugt
Mark. 11,12-14
18Tidligt om morgenen på vej ind til Jerusalem, blev Jesus sulten. 19Han fik øje på et figentræ, der stod ved vejen, og gik hen for at se, om der var nogen frugter på det. Men der var kun blade. Så sagde han til træet: „Aldrig mere skal du bære frugt!”21,19 Det er en symbolsk, profetisk handling, som har en åndelig betydning. Figentræet er billede på de daværende jødiske ledere, som havde megen udvendig pragt, men der var ingen åndelig frugt. Og straks visnede træet.
20Da disciplene så det, var de forbløffede. „Hvordan kunne det træ visne så hurtigt?” spurgte de.
21Jesus svarede: „Det siger jeg jer: Hvis I tror uden at tvivle, så vil I ikke blot kunne gøre sådan med et figentræ, men I vil endog kunne sige til det ‚bjerg’ her: ‚Flyt dig ud i havet!’ Og så vil det ske. 22I skal få alt, hvad I beder om, hvis I tror.”
De jødiske lederes uærlighed
Mark. 11,27-33; Luk. 20,1-8
23Da Jesus var nået frem til templet og var i gang med at undervise, kom ypperstepræsterne og andre af de jødiske ledere hen og konfronterede ham. „Hvem har givet dig lov til at gøre det, du gør her i templet?”
24„Lad mig først stille jer et spørgsmål,” svarede Jesus. „Hvis I svarer mig på det, skal jeg gerne fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre det, jeg gør her. 25Hvem gav Johannes Døber ret til at døbe? Var han udsendt af Gud, eller var han ikke?”
De drøftede så indbyrdes, hvad de skulle svare. „Hvis vi siger, at Johannes var sendt af Gud, så vil han spørge, hvorfor vi ikke troede på ham. 26Og hvis vi siger, at han ikke var sendt af Gud, så falder hele hoben over os, for de tror alle sammen, at Johannes var en profet.”
27Til sidst sagde de: „Det ved vi ikke.”
„Så vil jeg heller ikke fortælle jer, hvem der har givet mig lov til at gøre det, jeg gør her.”
De jødiske lederes hykleriske ulydighed
28„Hvad mener I så om følgende historie?” fortsatte Jesus: „Der var en mand, der havde to sønner. En dag sagde han til den ene af sønnerne: ‚Gå ud og arbejd i vingården.’ 29‚Nej, det vil jeg ikke,’ svarede sønnen, men lidt senere ombestemte han sig og gik alligevel derud. 30Faderen gik også til den anden søn med den samme anmodning. ‚Det skal jeg nok!’ svarede sønnen, men han gik alligevel ikke derud. 31Hvem af de to gjorde, hvad faderen havde bedt dem om?”
„Det gjorde den første,” svarede de.
„Det siger jeg jer: Bedragere og prostituerede kommer lettere ind i Guds rige, end I gør. 32For Johannes Døber forkyndte, at I skulle ændre jeres indstilling, men det ville I ikke. Derimod var både bedragere og prostituerede villige til at ændre indstilling. Det så I godt, men alligevel ombestemte I jer ikke.”
Jesus afslører de jødiske lederes ondskab
Mark. 12,1-12; Luk. 20,9-19
33„Lad mig fortælle jer en anden historie,” fortsatte Jesus. „Der var en landmand, som ville dyrke vindruer på sin mark. Han tilplantede marken, lavede et stengærde omkring den og byggede et vagttårn for at beskytte den mod røvere. Så udhuggede han et bassin i klippegrunden, hvor saften kunne presses af druerne. Derefter lejede han sin vinmark ud til nogle forpagtere og rejste selv til udlandet. 34Ved høsttid sendte han nogle af sine folk derhen, for at de kunne få udleveret den del af druehøsten, der tilfaldt ham. 35Men forpagterne overfaldt dem. En slog de til jorden, en anden dræbte de, og en tredje stenede de.
36Så sendte ejeren endnu flere af sine folk af sted, for at de kunne opkræve hans del af høsten. Men resultatet var det samme. 37Til sidst sendte han sin søn, for han tænkte: ‚Min søn må de da respektere.’ 38Men da forpagterne fik øje på sønnen, sagde de til hinanden: ‚Der har vi ham, der skal arve det hele. Kom, lad os gøre det af med ham, så vi kan få arven.’ 39Så greb de ham, trak ham uden for vingården og slog ham ihjel.”
40Jesus afsluttede historien med et spørgsmål: „Når nu ejeren selv kommer, hvad vil han så gøre med forpagterne?”
41De svarede: „Han vil slå de onde mennesker ihjel, og så vil han forpagte ejendommen bort til andre, som vil give ham hans del af høsten, når tiden er inde.”
42Så spurgte Jesus dem: „Har I aldrig læst, hvad der står skrevet:
‚Den sten, bygmestrene kasserede,
er blevet selve hjørnestenen.
Det er Herren, der har gjort det,
og det er forunderligt at se.’21,42 Sl. 118,22-23.?”
43Og han fortsatte: „Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som vil gøre, hvad Gud beder dem om. 44De, der snubler over denne sten, vil slå sig fordærvet, men dem stenen falder på, vil blive knust.”
45Ypperstepræsterne og farisæerne forstod udmærket, at historierne handlede om dem. 46De ville gerne have anholdt ham på stedet, men de var bange for, hvad folkeskaren så ville gøre, for alle anså ham for at være en profet.
