Job 32 – NVI & BPH

Nueva Versión Internacional

Job 32:1-22

Intervención de Eliú

1Al ver los tres amigos de Job que este se consideraba un hombre justo, dejaron de responderle. 2Pero Eliú, hijo de Baraquel de Buz, de la familia de Ram, se enojó mucho con Job, porque se justificaba más a sí mismo que a Dios. 3También se enojó con los tres amigos porque no habían logrado refutar a Job y sin embargo lo habían condenado. 4Ahora bien, Eliú había estado esperando antes de dirigirse a Job, porque ellos eran mayores de edad; 5pero, al ver que los tres amigos no tenían ya nada que decir, se encendió su enojo.

6Y habló Eliú, hijo de Baraquel de Buz:

Primer discurso de Eliú

«Yo soy muy joven

y ustedes ancianos,

por eso me sentía muy temeroso

de expresarles mi opinión.

7Y me dije: “Que hable la voz de la experiencia;

que demuestren los ancianos su sabiduría”.

8Pero lo que da entendimiento al hombre es el espíritu32:8 espíritu. Alt. Espíritu; también en v. 18. que en él habita;

¡es el aliento del Todopoderoso!

9No son los ancianos32:9 ancianos. Alt. muchos, o grandes. los únicos sabios

ni es la edad la que hace entender lo que es justo.

10»Les ruego, por tanto, que me escuchen,

pues yo también tengo que expresarles mi opinión.

11Mientras hablaban, me propuse esperar

y escuchar sus razonamientos;

mientras buscaban las palabras,

12les presté toda mi atención.

Pero no han podido probar que Job esté equivocado;

ninguno ha respondido a sus argumentos.

13No vayan a decirme: “Hemos hallado la sabiduría;

que lo refute Dios y no los hombres”.

14Ni Job se ha dirigido a mí

ni yo he de responderle como ustedes.

15»Job, tus amigos están desconcertados;

no pueden responder, les faltan las palabras.

16¿Y voy a seguir esperando ante su silencio,

ante su falta de respuesta?

17Yo también tengo algo que decir

y voy a exponer mi saber.

18Palabras no me faltan;

el espíritu que hay en mí me obliga a hablar.

19Estoy como vino embotellado

en odre nuevo a punto de estallar.

20Tengo que hablar y desahogarme;

tengo que abrir la boca y dar respuesta.

21No favoreceré a nadie

ni halagaré a ninguno;

22Yo no sé adular a nadie;

si lo hiciera, mi Creador muy pronto me castigaría.

Bibelen på hverdagsdansk

Jobs Bog 32:1-22

Elihu blander sig i samtalen

1De tre venner besluttede, at de ikke ville sige mere, for Job blev ved med at hævde sin uskyld.

2Men der var en fjerde ven, som havde lyttet til samtalen uden at sige noget. Han hed Elihu og var søn af Barakel af Rams slægt fra byen Buz. Han var opbragt over, at Job ville retfærdiggøre sig selv overfor Gud. 3Han var også vred på de tre venner, fordi de fordømte Job uden at kunne svare på hans spørgsmål. 4Fordi Elihu var yngre end de andre, ventede han, mens de talte med Job. 5Men da de tre venner ikke kunne give ham svar på tiltale, kunne Elihu ikke længere beherske sin vrede. Han sagde:

6„Jeg er meget yngre end jer,

så derfor holdt jeg mig tilbage

og tøvede med at sige min mening.

7Jeg tænkte: ‚Lad de ældre tale,

for livserfaring giver visdom.’

8Men det er Guds Ånd, der giver indsigt,

når det drejer sig om åndelige ting.

9Altså er det ikke kun et spørgsmål om alder.

De ældre er ikke nødvendigvis de klogeste.

10Derfor siger jeg: ‚Hør også på mig.

Lad mig sige, hvad jeg er kommet frem til.’

11Jeg ventede altså, mens I talte,

og lyttede til jeres kloge kommentarer,

mens I ledte efter ordene.

12Jeg lyttede meget opmærksomt,

men ingen af jer kunne overbevise Job

eller besvare hans spørgsmål.

13Sig nu ikke: ‚Han er for snedig for os.

Det bliver Guds sag at overbevise ham.’

14Hvis Job havde henvendt sig til mig,

ville jeg bestemt ikke have svaret ham, som I gjorde.

15Men nu er jeres ord sluppet op,

og I aner ikke, hvad I skal svare.

16Skal jeg da pænt sidde og vente på,

at I finder på noget at sige?

17Nej, nu vil jeg fortælle jer, hvad jeg mener,

sige, hvad selv en ung som jeg er klar over.

18Jeg er fuld af ord, der presser sig på,

og ånden i mit indre må have luft.

19Jeg er som en vinsæk, der er ved at sprænges

på grund af kraften fra den gærende vin.

20Jeg må give luft for mine indestængte ord,

åbne min mund og tale frit fra leveren.

21Jeg vil ikke tage parti for nogen af jer,

og jeg vil ikke smigre folk.

22Nej, jeg vil ikke gøre brug af smiger,

for så ville Gud straffe mig.