زەبوورەکان 107 – KSS & BPH

Herrens trofasthed mod sit folk

1Tak Herren, for han er god.

Hans trofasthed varer til evig tid.

2Det er, hvad Herrens folk bør sige,

dem, han befriede fra fjendens magt

3og bragte tilbage fra fjerne lande,

fra øst og vest og syd og nord.

4De måtte vandre længe gennem øde egne,

de ledte efter et sted at bo.

5De var udmattede af sult og tørst

og nær ved at give op.

6Men i deres nød råbte de til Herren,

og han reddede dem ud af problemerne.

7Han førte dem ad den rigtige vej

til en by, hvor de kunne bosætte sig.

8De bør takke Herren for hans trofasthed,

for de undere, han gør for menneskene.

9Han slukkede de udmattedes tørst,

og han mættede de sultne med gode gaver.

10De sad i et trøstesløst mørke

og led under deres fangenskab,

11fordi de havde gjort oprør mod Gud,

ringeagtet den Højestes bud.

12Han nedbrød deres stolthed gennem lidelser,

når de segnede, hjalp ingen dem op.

13Men i deres nød råbte de til Herren,

og han reddede dem ud af problemerne.

14Han førte dem ud af mørket

og rev deres lænker i stykker.

15De bør takke Herren for hans trofasthed,

for de undere, han gør for menneskene.

16Han sprængte porte af bronze

og huggede gennem slåer af jern.

17De blev mishandlet og betragtet som tåber

på grund af deres synd og oprør mod Gud.

18De mistede appetitten og fik kvalme af maden,

de var døden nær af sult.

19Men i deres nød råbte de til Herren,

og han reddede dem ud af problemerne.

20Han sagde blot et ord, og de blev reddet,

han rev dem ud af dødens gab.

21De bør takke Herren for hans trofasthed,

for de undere han gør for menneskene.

22Lad dem bringe ham ofre i taknemmelighed,

synge med glæde om hans vældige gerninger.

23Nogle stod til søs med deres skibe,

drev handel på det store hav.

24Også de fik Herrens gerninger at se,

de undere han udførte på havet.

25Han befalede stormvejret at bryde løs,

bølgerne rejste sig som bjerge.

26De steg mod himlen, sank atter ned i dybet.

Sømændene var ved at give op over for orkanen.

27De ravede rundt som fulde folk,

de kunne intet stille op.

28Men i deres nød råbte de til Herren,

og han reddede dem ud af problemerne.

29Stormen blev stille som en hvisken,

havets bølger faldt hurtigt til ro.

30Da fyldtes de af fred, åndede lettet op,

og han førte dem til deres rejses mål.

31De bør takke Herren for hans trofasthed,

for de undere, han gør for menneskene,

32ophøje ham offentligt i folkets forsamling

og for landets ledende råd.

33Han forvandlede floder til ødemark,

gjorde kildevand til ørkensand.

34Frugtbart land blev til saltsletter

på grund af beboernes ondskab.

35Men derefter gjorde han ørkenen til oase

og ødemarken til frugtbart land,

36så hans sultende folk kunne slå sig ned

og bygge byer, hvor de kunne bo,

37tilså deres marker, plante vingårde

og bringe en bugnende høst i hus.

38Han velsignede dem, de blev mange,

og der var ingen mangel på kvæg.

39Det oprørske folk blev ydmyget gennem sorg og ulykker,

mange døde, så de blev færre og færre.

40Gud måtte straffe de stolte, religiøse ledere,

lade dem flakke om i øde egne.

41Men de, der søgte hjælp hos Herren,

blev reddet ud af deres ulykke.

Han tog sig af dem,

så de trivedes og havde fremgang.

42De retskafne glæder sig over at se det,

men de onde holder skamfuldt deres mund.

43De vise vil lægge mærke til det

og anerkende Herrens trofasthed.