King James Version

Psalm 42

1As the hart panteth after the water brooks, so panteth my soul after thee, O God.

My soul thirsteth for God, for the living God: when shall I come and appear before God?

My tears have been my meat day and night, while they continually say unto me, Where is thy God?

When I remember these things, I pour out my soul in me: for I had gone with the multitude, I went with them to the house of God, with the voice of joy and praise, with a multitude that kept holyday.

Why art thou cast down, O my soul? and why art thou disquieted in me? hope thou in God: for I shall yet praise him for the help of his countenance.

O my God, my soul is cast down within me: therefore will I remember thee from the land of Jordan, and of the Hermonites, from the hill Mizar.

Deep calleth unto deep at the noise of thy waterspouts: all thy waves and thy billows are gone over me.

Yet the Lord will command his lovingkindness in the day time, and in the night his song shall be with me, and my prayer unto the God of my life.

I will say unto God my rock, Why hast thou forgotten me? why go I mourning because of the oppression of the enemy?

10 As with a sword in my bones, mine enemies reproach me; while they say daily unto me, Where is thy God?

11 Why art thou cast down, O my soul? and why art thou disquieted within me? hope thou in God: for I shall yet praise him, who is the health of my countenance, and my God.

Bibelen på hverdagsdansk

Salme 42

Bøn i eksil

1Til korlederen: En visdomssang[a] af Koras slægt.

Som hjorten tørster efter rindende vand,
    sådan tørster min sjæl efter dig, Gud.
Jeg længes efter at se den levende Gud,
    hvornår kan jeg få lov at træde frem for ham?
Jeg græder dag og nat, mens folk spørger mig:
    „Hvor bliver din Gud af?”
Jeg mindes med smerte, hvordan det var engang,
    da jeg var med i den store flok.
Vi gik i procession til Guds hus,
    det var festdage med glædesråb og lovsang.
Men hvorfor være så trist og nedtrykt?
    Hvorfor længes efter gamle dage?
Jeg vil hellere sætte min lid til Gud.
    Når han har reddet mig, vil jeg synge en takkesang.
Midt i min nedtrykthed vil jeg bede til dig, Gud,
    mens jeg ligger her ved Jordanflodens kilde,
        ved foden af Hermonbjerget.
Du har sendt bølger af sorg hen over min sjæl.
    Jeg råber til dig fra min dybe nød,
        jeg håber at overdøve vandfaldets torden.

Hver dag bekræfter Herren sin trofaste nåde.
    Hver nat synger jeg lovsange til ham.
        Det er bønner om hjælp til den Gud, som giver mig liv.
10 Gud er mit faste holdepunkt, og jeg råber til ham:
„Hvorfor har du glemt mig?
    Hvorfor skal jeg plages af mine fjender?”
11 Det skærer mig i hjertet,
    når mine fjender håner mig.
De siger til mig dagen lang:
    „Hvor bliver din Gud af?”
12 Men så siger jeg til mig selv:
„Vær ikke mismodig og nedtrykt.
    Vent tålmodigt på, at Gud griber ind.”
Når Gud har reddet mig,
    vil jeg synge en takkesang til ham.

Notas al pie

  1. 42,1 På hebraisk: maskil. Ordets betydning kendes ikke med sikkerhed.