Hat Gott sein Volk aufgegeben?
1Heißt das etwa, dass Gott von seinem Volk nichts mehr wissen will? Davon kann keine Rede sein! Auch ich bin ja ein Israelit, ein Nachkomme von Abraham aus dem Stamm Benjamin. 2Gott hat sein Volk, das er sich einmal erwählt hat, nicht aufgegeben. Oder habt ihr vergessen, was in der Heiligen Schrift berichtet wird? Elia beklagte sich bei Gott über Israel: 3»Herr, alle deine Propheten haben sie ermordet, und deine Altäre haben sie niedergerissen. Nur ich bin übrig geblieben, ich allein. Und nun trachten sie auch mir nach dem Leben!«11,3 1. Könige 19,10
4Und was antwortete Gott damals? »Ich habe mir noch siebentausend Menschen übrig behalten, die nicht vor dem Götzen Baal auf die Knie gefallen sind.«11,4 1. Könige 19,18 5So war es damals, und so ist es auch noch heute. In seiner Gnade hat Gott einen Teil des Volkes Israel auserwählt und gerettet. 6Wenn das aber ein unverdientes Geschenk war, dann hatte es nichts mit eigenen Leistungen zu tun. Sonst wäre ja sein Geschenk nicht mehr unverdient.
7Was heißt das also? Israel hat nicht erreicht, worum es sich mit aller Kraft bemühte. Das wurde nur einem kleinen, von Gott auserwählten Teil des Volkes geschenkt. Alle übrigen aber sind verhärtet und taub für Gottes Botschaft. 8Von ihnen sagt die Heilige Schrift: »Gott hat einen Geist über sie kommen lassen, der sie in tiefen Schlaf versetzt hat. Mit ihren Augen sehen sie nichts, mit ihren Ohren hören sie nichts – und das bis auf den heutigen Tag.«11,8 Jesaja 29,10; 5. Mose 29,3 9Auch König David sagt: »Ihre Opferfeste sollen ihnen zu einer Falle werden, in der sie sich selbst fangen und der Strafe Gottes ausliefern. 10Mach sie blind, damit sie nichts mehr sehen, und beuge für immer ihren Rücken unter der schweren Last.«11,10 Psalm 69,23‒24
Warnung vor Überheblichkeit
11War es nun Gottes Absicht, dieses Volk fallen zu lassen, weil sie sich von Christus abgewandt haben?11,11 Wörtlich: Ich sage nun: Sind sie etwa gestrauchelt, damit sie fallen sollten? Nie und nimmer! Weil das Volk Israel die rettende Botschaft abgelehnt hat, wurde der Weg bereitet, um den übrigen Völkern diese Botschaft zu bringen. Auf diese Weise wollte Gott sie eifersüchtig machen und dazu bewegen, dem Beispiel der anderen Völker zu folgen. 12Bedenken wir aber, welchen Segen schon die ablehnende Haltung und die Schuld Israels allen anderen Völkern brachte, wie groß wird erst der Segen sein, wenn das ganze Israel für Christus gewonnen ist!
13Denen von euch, die keine Juden sind, möchte ich sagen: Ich bin stolz darauf, dass Gott mich als Apostel gerade für die nichtjüdischen Völker berufen hat, um ihnen die rettende Botschaft zu verkünden. 14Vielleicht eifern dadurch auch einige aus meinem Volk eurem Beispiel nach, so dass sie doch noch gerettet werden. 15Denn kam es schon zur Versöhnung der Völker mit Gott, als er sich von Israel abwandte, wie herrlich muss es werden, wenn Gott sich seinem Volk wieder zuwendet! Dann werden die Toten zu neuem Leben erwachen. 16Mit dem ersten Brot, das Gott zum Opfer gebracht wird, ist nämlich die ganze Ernte Gott geweiht; und sind die Wurzeln eines Baums gut,11,16 Wörtlich: Und wenn die Wurzel heilig ist. – Mit der »Wurzel« sind die von Gott erwählten Stammväter des Volkes Israel gemeint. Vgl. Kapitel 9,5. dann sind es auch die Zweige.
17Einige Zweige dieses Baums sind herausgebrochen worden. An ihrer Stelle wurdet ihr als Zweige eines wilden Ölbaums aufgepfropft. So lebt ihr von den Wurzeln und Säften des edlen Ölbaums. 18Bildet euch aber deshalb nicht ein, besser als die herausgebrochenen Zweige zu sein! Denn nicht ihr tragt die Wurzel, sondern die Wurzel trägt euch.
19Freilich könnte jemand einwenden: »Man hat die Zweige doch herausgebrochen, damit ich dort Platz habe.« 20Das ist richtig, sie wurden herausgebrochen, weil sie nicht glaubten. Und ihr seid an ihrer Stelle, weil ihr glaubt. Seid deshalb aber nicht hochmütig, sondern passt auf, dass es euch nicht genauso ergeht11,20 Wörtlich: sondern fürchtet euch.. 21Denn hat Gott die Zweige des edlen Ölbaums nicht verschont, wird er euch erst recht nicht schonen.
22Zweierlei sollt ihr daran erkennen: Gottes Güte und seine Strenge. Gottes Strenge seht ihr an denen, die ihm untreu geworden sind. Seine Güte aber gilt euch, wenn ihr euch immer auf sie verlasst. Sonst werdet auch ihr wie jene Zweige herausgebrochen. 23Umgekehrt werden alle aus dem Volk Israel wieder eingepfropft, wenn sie den Glauben nicht länger ablehnen. Gott hat sehr wohl die Macht dazu. 24Immerhin hat er euch als Zweige eines wilden Ölbaums dem edlen Ölbaum aufgepfropft, was sonst niemand tun würde. Wie viel mehr wird Gott bereit sein, die Juden als die herausgebrochenen Zweige wieder auf den Ölbaum zu pfropfen, auf den sie ursprünglich gehörten.
Gott hält seine Zusagen
25Damit ihr das nicht falsch versteht und auf die Juden herabseht, liebe Brüder und Schwestern, möchte ich euch ein Geheimnis anvertrauen: Ein Teil des jüdischen Volkes ist verhärtet und verschlossen für die rettende Botschaft. Aber das wird nur so lange dauern, bis die volle Anzahl von Menschen aus den anderen Völkern den Weg zu Christus gefunden hat. 26Wenn das geschehen ist, wird ganz Israel gerettet, so wie es in der Heiligen Schrift heißt: »Aus Zion wird der Retter kommen. Er wird die Nachkommen Jakobs von ihrer Gottlosigkeit befreien. 27Und das ist der Bund, den ich, der Herr, mit ihnen schließe: Ich werde ihnen ihre Sünden vergeben.«11,27 Jesaja 59,20‒21; Jeremia 31,34
28Indem sie die rettende Botschaft ablehnen, sind viele Juden zu Feinden Gottes geworden. Aber gerade dadurch wurde für euch der Weg zu Christus frei. Doch Gott hält seine Zusagen, und weil er ihre Vorfahren erwählt hat, bleiben sie sein geliebtes Volk. 29Denn Gott fordert weder seine Gaben zurück, noch widerruft er die Zusage, dass er jemanden auserwählt hat.
30Früher habt ihr Gott nicht gehorcht. Aber weil die Juden Christus ablehnten, hat Gott euch seine Barmherzigkeit erfahren lassen. 31Jetzt wollen die Juden nicht glauben, dass Gott durch Christus mit jedem Menschen barmherzig ist, obwohl sie es doch an euch sehen. Aber auch sie sollen schließlich Gottes Barmherzigkeit erfahren. 32Denn Gott hat alle Menschen ihrem Unglauben überlassen, weil er allen seine Barmherzigkeit schenken will.
Gott ist unbegreiflich groß
33Wie groß ist doch Gott! Wie unendlich sein Reichtum, seine Weisheit, wie tief seine Gedanken! Wie unbegreiflich für uns seine Entscheidungen11,33 Wörtlich: Gerichte. und wie undurchdringlich seine Pläne! 34Denn »wer kann Gottes Absichten erkennen? Oder wer hat ihn je beraten?«11,34 Jesaja 40,13
35»Wer hat Gott jemals etwas gegeben, das er nun von ihm zurückfordern könnte?«11,35 Hiob 41,3
36Denn alles kommt von ihm, alles lebt durch ihn, alles vollendet sich in ihm. Ihm gebühren Lob und Ehre in alle Ewigkeit! Amen.
Flertallet faldt, en rest kom med
1Betyder det, at Gud har skubbet det jødiske folk fra sig? Nej, bestemt ikke. Jeg tilhører jo selv det samme folk. Jeg nedstammer fra Abraham og hører til Benjamins stamme. 2Gud har ikke slået hånden af det folk, han selv har udvalgt. Kender I ikke det sted i Skriften, hvor Gud taler til Elias, dengang Elias beklagede sig over Israels folk? 3„Herre! Dine profeter har de slået ihjel, og dine altre har de revet ned. Jeg er den eneste, der er tilbage, og nu vil de også slå mig ihjel!”11,3 1.Kong. 19,10. 4Men Gud svarede: „Jeg har stadig 7000 mænd, som ikke har bøjet knæ for afguderne.”11,4 1.Kong. 19,18. 5Det samme gælder i dag. Der er et lille mindretal, som Gud i sin nåde har udvalgt. 6Men de er ikke blevet udvalgt på grund af deres gode gerninger, for så ville der ikke være tale om nåde.
7-8Altså er det kun en lille, udvalgt skare blandt jøderne, som har opnået det, de alle søgte efter. De øvrige er blevet forhærdede, som Skriften siger: „Gud har gjort dem åndeligt sløve. De har øjne, men kan ikke se. De har ører, men kan ikke høre.”11,7-8 Frit efter Es. 29,10 og 5.Mos. 29,3. 9Og David siger:
„Må deres fester føre dem i fælden,
så de bliver fanget og får løn som forskyldt.
10Gør det sort for deres øjne,
så de ikke kan se.
Lad dem altid gå rundt med bøjet ryg.”11,10 Citat fra Sl. 69,23-24 i Septuaginta (LXX).
Guds plan for jøderne
11Betyder jødernes fald, at alt er forbi for dem? Nej, bestemt ikke. Men da de afviste budskabet, nåede det ud til de andre folkeslag. På den måde ville Gud gøre jøderne misundelige. 12Da jødernes afvisning af budskabet betød en rigdom af velsignelse for resten af verden, og da deres tab betød gevinst for de øvrige folkeslag, hvilken velsignelse vil der så ikke komme ud af det, når jøderne engang fuldt ud tager imod deres Messias? 13Lad mig fortælle jer kristne, som ikke har jødisk baggrund, at selvom jeg er jøde, har Gud først og fremmest sendt mig for at forkynde budskabet om Jesus for de andre folkeslag. Og det er jeg glad for, 14især hvis det kan gøre nogle af mine landsmænd misundelige, så de også kan blive frelst. 15For hvis den kendsgerning, at de fleste jøder afviste budskabet, var årsag til, at mennesker ud over hele verden nu bliver forsonet med Gud, hvad vil der så ikke ske, når hele det jødiske folk engang kommer til tro på deres Messias? Det bliver, ligesom når de døde får nyt liv.
16Hvis roden af et træ er god i Guds øjne, er hele træet også godt,11,16 Med dette jødiske billede tænker Paulus på Abraham som roden, der var acceptabel for Gud, og alle, som har den samme tro som Abraham, er derfor ligeledes acceptable for Gud. og hvis den første del af dejen er god nok i Guds øjne, er hele dejen det også. 17Det er roden af oliventræet, der giver næring til hele træet. Gud har brækket nogle grene af træet på grund af deres vantro, men I, som er blevet „Abrahams børn” ved troen, er blevet indpodet mellem de oprindelige grene, selvom I kommer fra et vildtvoksende oliventræ. I har fået del i den rige næring, der kommer fra roden.11,17 Oliventræet er et billede på troen. De afbrækkede grene er et billede på de vantro jøder, og de indpodede grene er et billede på de ikke-jøder, som kom til tro på Kristus. Da roden er et billede på Abraham, er den saft, der kommer fra roden, et billede på den tro og tillid, som Abraham havde. 18Men pas på, at I ikke ser ned på de grene, som blev brækket af. Husk på, at det ikke er jer, der giver næring til roden, men roden, der giver næring til jer. 19Du spørger måske: „Blev jeg ikke podet ind, fordi de blev brækket af?” 20Jo, men husk lige på, at de blev brækket af på grund af deres vantro, og at du har fået en plads på grund af din tro. Bliv endelig ikke for stolt og selvsikker. 21Når Gud ikke skånede de grene, som naturligt hørte med på træet, så vil han heller ikke skåne dig, hvis du er vantro. 22Gud er både streng og nådig. De, som blev brækket af, oplevede hans strenghed, men du har oplevet hans nåde. Bliv endelig ved med at leve i tro på Guds nåde, ellers bliver du også brækket af. 23Selv de grene, som blev brækket af, vil blive podet tilbage på træet, hvis de da ikke fremturer i deres vantro. Gud er nemlig i stand til at pode dem ind igen. 24Du stammer jo fra et vildt oliventræ, og er imod skik og brug blevet indpodet på et forædlet oliventræ. Hvor meget snarere burde så ikke de grene, der oprindeligt stammer fra det forædlede oliventræ, blive podet tilbage på det træ, som de kom fra?
25Kære venner, for at I ikke skal tro for meget om jer selv, vil jeg gerne fortælle jer noget, som Gud har åbenbaret for mig. En del af det jødiske folk vil være uimodtagelige over for budskabet om Jesus, indtil det er nået ud til alle folkeslag. 26Til sidst vil så hele det jødiske folk blive frelst, som der står skrevet:
„Befrieren vil komme fra Zion
og fjerne genstridigheden fra Israels folk.
27Det her er min pagt med dem:
Jeg vil udslette deres synder.”11,27 Es. 59,20-21 og 27,9 frit citeret efter LXX. Se også Åb. 14,1.
28Tænker vi på budskabet om Jesus, så er jøderne blevet fjender af Gud, så budskabet derved nåede ud til jer. Men tænker vi på Guds udvælgelse, så er de stadig elskede af Gud på grund af pagten med Abraham. 29For når Gud har udvalgt mennesker og lovet at udøse sin nåde og velsignelse over dem, vil han altid stå ved sine løfter. 30I levede engang i oprør mod Gud, men som følge af jødernes oprør mod Jesus, har I nu oplevet Guds barmhjertighed. 31På samme måde lever jøderne nu i oprør mod Jesus, for at de også kan komme til at opleve Guds barmhjertighed. 32Gud lader nemlig alle mennesker gennemleve et oprør, så han kan vise sin nåde over for alle mennesker.
33Hvem kan lodde dybden af Guds rigdom, visdom og indsigt? Ingen kan udgrunde hans beslutninger eller forklare hans handlemåde.
34„Hvem har indsigt i Herrens tanker?
Hvem kan være hans rådgiver?”11,34 Es. 40,13, citeret efter LXX.
35„Hvem giver nye rigdomme til Gud?
Står Gud i gæld til noget menneske?”11,35 Muligvis en hentydning til Job 35,7 eller 41,3.
36I Gud har alt sin begyndelse, sin eksistens og sin fuldendelse. Ham tilhører æren til evig tid. Amen.
