Hoffnung für Alle

Markus 1

Johannes der Täufer kündigt den Christus an (Kapitel 1,1-13)

»Kehrt um zu Gott!« (Matthäus 3,1-12; Lukas 3,1-18; Johannes 1,19-28)

1Dies ist die rettende Botschaft von Jesus Christus, dem Sohn Gottes.

Alles begann so, wie es der Prophet Jesaja angekündigt hatte: »Gott spricht:

›Ich sende dir meinen Boten voraus, der dein Kommen ankündigt und dir den Weg bereitet.‹«[a]

»Jemand ruft in der Wüste: ›Macht den Weg frei für den Herrn! Räumt alle Hindernisse weg!‹«[b]

Dieser Bote war Johannes der Täufer. Er lebte in der Wüste und verkündete den Menschen, die zu ihm kamen: »Kehrt um zu Gott und lasst euch von mir taufen! Dann wird er euch eure Sünden vergeben.«[c] Viele Menschen aus der ganzen Provinz Judäa und aus Jerusalem kamen zu ihm. Sie bekannten ihre Sünden und ließen sich von ihm im Jordan taufen.

Johannes trug ein aus Kamelhaar gewebtes Gewand, das von einem Ledergürtel zusammengehalten wurde. Er ernährte sich von Heuschrecken und wildem Honig. Johannes rief den Leuten zu: »Nach mir wird ein anderer kommen, der viel mächtiger ist als ich. Ich bin nicht einmal würdig, ihm die Schuhe auszuziehen.[d] Ich taufe euch mit Wasser, aber er wird euch mit dem Heiligen Geist taufen.«

Jesus lässt sich taufen (Matthäus 3,13-17; Lukas 3,21-22; Johannes 1,32-34)

In jener Zeit kam Jesus aus Nazareth, das in der Provinz Galiläa liegt, an den Jordan und ließ sich dort von Johannes taufen. 10 Als Jesus nach der Taufe aus dem Wasser stieg, sah er, wie der Himmel aufriss und der Geist Gottes wie eine Taube auf ihn herabkam. 11 Gleichzeitig sprach eine Stimme vom Himmel: »Du bist mein geliebter Sohn, über den ich mich von Herzen freue.«

Jesus wird auf die Probe gestellt (Matthäus 4,1-11; Lukas 4,1-13)

12 Kurz darauf führte der Geist Gottes Jesus in die Wüste. 13 Dort war er vierzig Tage lang den Versuchungen des Satans ausgesetzt. Er lebte unter wilden Tieren, und die Engel Gottes sorgten für ihn.

Jesus beginnt seinen Dienst in Galiläa (Kapitel 1,14–2,22)

Jesus verkündet Gottes rettende Botschaft (Matthäus 4,12-17; Lukas 4,14-15)

14 Nachdem Johannes der Täufer von König Herodes[e] verhaftet worden war, kam Jesus nach Galiläa, um dort Gottes Botschaft zu verkünden: 15 »Jetzt ist die Zeit gekommen, Gottes Reich ist nahe. Kehrt um zu Gott und glaubt an die rettende Botschaft!«

Die ersten Jünger (Matthäus 4,18-22; Lukas 5,1-11)

16 Als Jesus am See Genezareth entlangging, sah er dort Simon und dessen Bruder Andreas. Sie waren Fischer und warfen gerade ihre Netze aus. 17 Da forderte Jesus sie auf: »Kommt, folgt mir nach! Ich werde euch zu Menschen machen, die andere für Gott gewinnen.[f]« 18 Sofort ließen die beiden Männer ihre Netze liegen und gingen mit ihm.

19 Nicht weit davon entfernt begegnete Jesus Jakobus und Johannes, den Söhnen von Zebedäus. Die beiden waren im Boot und brachten ihre Netze in Ordnung. 20 Auch sie forderte er auf, ihm nachzufolgen. Da verließen sie ihren Vater mit seinen Arbeitern und gingen mit Jesus.

Jesus erweist seine Macht (Lukas 4,31-37)

21 Nun kamen sie in die Stadt Kapernaum. Gleich am nächsten Sabbat ging Jesus in die Synagoge und sprach dort zu den Menschen. 22 Die Zuhörer waren von seinen Worten tief beeindruckt. Denn Jesus lehrte sie mit einer Vollmacht, die Gott ihm verliehen hatte – ganz anders als ihre Schriftgelehrten.

23 In der Synagoge war ein Mann, der von einem bösen Geist beherrscht wurde. Der schrie: 24 »Was willst du von uns, Jesus aus Nazareth? Bist du gekommen, um uns zu vernichten? Ich weiß, wer du bist: Du bist der Heilige, den Gott gesandt hat!« 25 Jesus befahl dem bösen Geist: »Schweig und verlass diesen Menschen!« 26 Da zerrte der böse Geist den Mann hin und her und verließ ihn mit einem lauten Schrei.

27 Darüber erschraken und staunten alle in der Synagoge; einer fragte den anderen: »Was hat das zu bedeuten? Dieser Jesus verkündet eine neue Lehre, und das mit Vollmacht! Seinen Befehlen müssen sogar die bösen Geister gehorchen!« 28 Schnell wurde Jesus in ganz Galiläa bekannt.

Kranke werden geheilt (Matthäus 8,14-17; Lukas 4,38-41)

29 Nachdem Jesus die Synagoge verlassen hatte, ging er mit Jakobus und Johannes in Simons Haus, in dem auch Andreas wohnte. 30 Dort erfuhr Jesus, dass Simons Schwiegermutter mit hohem Fieber im Bett lag. 31 Er ging zu ihr, nahm ihre Hand und richtete sie auf. Sofort verschwand das Fieber. Sie konnte sogar aufstehen und für ihre Gäste sorgen.

32 Am Abend, als die Sonne untergegangen war, brachte man alle Kranken und Besessenen herbei. 33 Die ganze Stadt war vor Simons Haus versammelt. 34 Jesus heilte viele Menschen von den unterschiedlichsten Krankheiten und trieb viele Dämonen aus. Dabei befahl er den bösen Geistern zu schweigen, denn sie wussten genau, wer er war.

Alle sollen die rettende Botschaft hören (Lukas 4,42-44)

35 Am nächsten Morgen stand Jesus vor Tagesanbruch auf und zog sich an eine einsam gelegene Stelle zurück, um dort allein zu beten. 36 Simon und die anderen suchten ihn. 37 Als sie ihn gefunden hatten, sagten sie: »Alle Leute fragen nach dir!« 38 Aber er antwortete: »Wir müssen auch noch in die umliegenden Ortschaften gehen, um dort die rettende Botschaft zu verkünden. Das ist meine Aufgabe.« 39 Jesus reiste durch ganz Galiläa, predigte in den Synagogen und befreite viele aus der Gewalt dämonischer Mächte.

Ein Geheilter kann nicht schweigen (Matthäus 8,1-4; Lukas 5,12-16)

40 Einmal kam ein Aussätziger zu Jesus. Er fiel vor ihm auf die Knie und bat: »Wenn du willst, kannst du mich heilen[g] 41 Jesus hatte Mitleid mit dem Mann. Deshalb streckte er die Hand aus, berührte ihn und sagte: »Das will ich! Sei gesund!« 42 Im selben Augenblick war der Aussatz verschwunden und der Mann geheilt. 43 Dann schickte Jesus ihn weg und schärfte ihm ein: 44 »Sag niemandem etwas, sondern geh sofort zum Priester und lass dich von ihm untersuchen. Danach bring das Opfer für deine Heilung dar, wie es Mose vorgeschrieben hat.[h] So werden die Menschen sehen, dass ich im Auftrag Gottes handle

45 Doch der Mann ging davon und erzählte überall, wie er geheilt worden war. Danach konnte Jesus keine Stadt mehr betreten, ohne Aufsehen zu erregen. Er zog sich deshalb in einsame Gegenden zurück. Aber auch dorthin kamen von überall die Leute zu ihm.

Notas al pie

  1. 1,1-2 Maleachi 3,1
  2. 1,3 Jesaja 40,3
  3. 1,4 Wörtlich: und verkündete den Menschen die Taufe der Umkehr zur Vergebung der Sünden.
  4. 1,7 Das Ausziehen und Nachtragen der Schuhe gehörte zu den Aufgaben eines Sklaven für seinen Herrn.
  5. 1,14 Es handelt sich um Herodes Antipas. Vgl. »Herodes« im Biblischen Personen- und Ortsverzeichnis.
  6. 1,17 Wörtlich: Ich werde euch zu Menschenfischern machen.
  7. 1,40 Wörtlich: rein machen. – »Rein« bedeutet hier und in den folgenden Versen so viel wie »gesund, geheilt«. Vgl. »rein/unrein« in den Sacherklärungen.
  8. 1,44 Vgl. 3. Mose 14,2-32.

Bibelen på hverdagsdansk

Markus 1

Johannes Døber og hans budskab

1Min beretning handler om Jesus, som er Guds Søn og den ventede Messias.

At der skulle komme en forløber for Frelseren, har Gud forudsagt i de profetiske bøger.[a] Der står jo skrevet:

„Jeg vil sende min udsending foran dig.
    Han skal berede vejen for dig.”[b]

og:

„Der lyder en stemme i ødemarken:
‚Ban vej for Herren!
    Gør vejen klar til hans komme!’ ”[c]

Den omtalte udsending var Johannes Døber. Han opholdt sig i de øde egne, og han sagde til folk, at de skulle vende om fra deres ondskab og lade sig døbe for at få tilgivelse for deres synder. Fra Jerusalem og hele Judæaområdet kom folk strømmende til for at se og høre ham. Når de havde bekendt deres synder, døbte han dem i Jordanfloden. Johannes var klædt i en profetkappe vævet af kamelhår, og han havde et læderbælte om livet.[d] Han levede af græshopper og honning fra vilde bier. Hans budskab var: „Der kommer snart en, som har større magt end jeg har. Jeg er end ikke værdig til at knæle ned og løse remmen på hans sandaler.[e] Jeg har døbt jer med vand, men han vil døbe jer med Helligåndens kraft.”[f]

Jesus bliver døbt med vand og Helligånd

Også Jesus tog af sted fra sin hjemby, Nazaret i Galilæa, og kom til Jordanfloden for at blive døbt af Johannes. 10 Da Jesus efter dåben steg op af floden, så han himlen blive åbnet og Helligånden dale ned imod ham som en due. 11 Samtidig lød der en stemme fra himlen: „Du er min elskede Søn, og dig er jeg fuldt ud tilfreds med!”[g]

Fristelsen i ørkenen

12-13 Straks efter sendte Helligånden Jesus ud i ødemarken, hvor han blev i 40 dage. Dér blev han fristet af Satan, og rundt omkring ham lurede de vilde dyr. Bagefter kom nogle engle og sørgede for mad til ham.

Jesus begynder at fortælle om Guds rige

14 Kort tid efter blev Johannes sat i fængsel af kong Herodes,[h] og Jesus begyndte at gå rundt i Galilæa og fortælle om Gud. 15 „Nu er tiden inde!” sagde han. „Nu er Guds rige kommet. I skal ændre jeres indstilling og tro på det glædelige budskab, som jeg bringer jer.”

Jesus udvælger sine første disciple

16 En dag, da Jesus gik langs bredden af Galilæasøen, fik han øje på to mænd, som var i færd med at fiske med kastenet i søen. Det var Simon og hans bror Andreas. 17 „Kom med mig, så skal jeg gøre jer til menneskefiskere!” råbte Jesus til dem. 18 Øjeblikkelig forlod de deres net og fulgte ham som hans disciple.[i]

19 Lidt længere henne på stranden fik Jesus øje på Zebedæusʼ sønner, Jakob og Johannes. De sad i deres båd og rensede nettene. 20 Da Jesus kaldte på dem, gik de straks med ham. De efterlod deres far i båden sammen med de folk, han havde i arbejde.

Jesu autoritet—hans magt over de onde ånder

21 Snart efter nåede Jesus og hans disciple frem til Kapernaum. Da det blev sabbat, gik de ind i synagogen, og Jesus fik anledning til at undervise der. 22 Hans ord gjorde dybt indtryk på de forsamlede, for han talte med en autoritet, som de ikke var vant til fra de skriftlærde.

23 Blandt tilhørerne var der en mand, som var plaget af en ond ånd. 24 Pludselig begyndte den onde ånd i manden at råbe: „Lad os være i fred, Jesus Nazaræer! Er du kommet for at ødelægge os? Jeg ved, hvem du er! Du er Guds hellige Søn!”

25 „Ti stille, og kom ud af ham,” befalede Jesus. 26 Den onde ånd fik manden til at ryste voldsomt og fór så skrigende ud af ham.

27 De tilstedeværende blev grebet af forfærdelse og begyndte at diskutere, hvad der var sket: „Hvad er det her for noget? Det er en helt ny måde at undervise på, og sikken en autoritet han har. Selv de onde ånder adlyder ham!” 28 Det, der var sket, rygtedes hurtigt ud over hele den del af Galilæa.

Jesus viser sin magt til at helbrede alle mulige sygdomme

29 Da mødet i synagogen var forbi, gik Jesus, Jakob, Johannes og Andreas med Simon hjem. 30 Det viste sig, at Simons svigermor lå syg med feber, og det fortalte de Jesus. 31 Jesus gik straks hen til hende, tog hendes hånd og hjalp hende op. Feberen forsvandt med det samme, og hun gik i gang med at sørge for mad til dem.

32 Da solen var gået ned, og sabbatten dermed var forbi,[j] bragte man en masse syge og dæmonbesatte mennesker til Jesus. 33 Næsten hele byen stimlede sammen uden for huset. 34 Jesus helbredte mange mennesker, der havde forskellige sygdomme. Desuden uddrev han mange onde ånder, men han tillod dem ikke at røbe, hvem han var.[k]

Jesus fortsætter med at fortælle om Gud og helbrede i hele Galilæa

35 Næste morgen stod Jesus op længe før daggry og gik alene ud til et øde sted for at bede. 36 Simon og de andre gik noget senere ud for at lede efter ham. 37 Da de fandt ham, sagde de: „Alle folk spørger efter dig.” 38 „Lad os tage hen til de andre landsbyer,” sagde Jesus. „De skal også høre det budskab, jeg er kommet for at fortælle.”

39 Så vandrede Jesus gennem hele Galilæa og fortalte sit budskab i synagogerne, og han befriede mange mennesker fra dæmonernes magt.

Jesus helbreder en spedalsk mand

40 En dag kom der en spedalsk[l] mand til Jesus. Han faldt på knæ og bad indtrængende om at blive helbredt. „Hvis du vil, kan du gøre mig rask!” sagde han. 41 Jesus fik dyb medlidenhed med ham, rakte hånden ud og rørte ved ham. „Det vil jeg!” sagde Jesus. „Bliv rask!” 42 I samme øjeblik forsvandt spedalskheden. Manden var totalt helbredt. 43 Jesus sagde da til ham: 44 „Lad være med at fortælle det her til nogen. Men gå hen og lad dig undersøge af en præst, så du kan blive erklæret rask. Husk at medbringe den offergave, som Toraen foreskriver for spedalske, der er blevet helbredt.”

45 Men da manden gik derfra, råbte han til højre og venstre, at han var blevet helbredt. Folk stimlede nu sammen i store klynger omkring Jesus, og fra den dag var det umuligt for ham at gå ubemærket ind i en by. Han opholdt sig på øde steder, men selv dér kom folk til ham alle vegne fra.

Notas al pie

  1. 1,2 Nogle håndskrifter siger „profeten Esajas” i stedet for „profeterne” (dvs. de profetiske bøger).
  2. 1,2 Mal. 3,1a.
  3. 1,3 Es. 40,3 LXX.
  4. 1,6 Denne særlige påklædning var den samme som profeten Elias havde, og den kendetegnede ham som profet. Se 2.Kong. 1,8.
  5. 1,7 At tage gæsternes sandaler af og vaske deres fødder var den ringeste slaves arbejde.
  6. 1,8 Se noten til Matt. 1,18.
  7. 1,11 Kan muligvis også oversættes: „Jeg glæder mig over dig.” Det græske ord, som her er brugt, betyder egentlig „acceptere nogen eller noget som værende godt”. Det henviser ofte til at gøre Guds vilje, at gøre det, som Gud fuldt ud kan acceptere og stå bag ved.
  8. 1,14 Herodes Antipas, en søn af Herodes den Store.
  9. 1,18 I datidens kultur foregik undervisningen ofte ved, at man fulgte en mester og lærte gennem eksemplets magt. En discipel er altså mere en lærling end en studerende. Derfor kalder lærlingene og andre mennesker ofte Jesus for „mester”.
  10. 1,32 På sabbatsdagen havde jøderne ikke lov til at udføre noget fysisk krævende arbejde og måtte kun gå en kort distance. Sabbatten strakte sig fra fredag ved solnedgang til lørdag ved solnedgang.
  11. 1,34 Se vers 24. Ånderne vidste udmærket, at Jesus var den ventede Messias, Guds egen Søn, men hvis det blev almindeligt kendt på dette tidlige tidspunkt, ville det lægge hindringer i vejen for det arbejde, Jesus var kommet for at udføre.
  12. 1,40 Det vides ikke med sikkerhed, om det var den samme sygdom, man i dag kender som spedalskhed. Muligvis dækker udtrykket over flere smitsomme hudsygdomme. I alle tilfælde blev sådanne mennesker afsondret fra samfundet og betragtet som „urene” mennesker. De skulle bo uden for byerne, og ingen turde røre ved dem af frygt for smittefaren.