Jeremia 3 – HOF & BPH

Hoffnung für Alle

Jeremia 3:1-25

Israel hat mich betrogen

1»So spricht der Herr: Wenn ein Mann sich von seiner Frau scheiden lässt und sie einen anderen heiratet, darf er sie dann später wieder zur Frau nehmen? Würde dadurch nicht das ganze Land entweiht? Du aber, Volk Israel, hast dich mit vielen Liebhabern eingelassen – und jetzt willst du zu mir zurückkommen?

2Sieh dich doch um! Kannst du mir einen Hügel nennen, auf dem du nicht Ehebruch begangen und andere Götter angebetet hast? Wie die Araber in der Wüste im Hinterhalt auf Beute lauern, so hast du ständig Ausschau nach deinen Liebhabern gehalten. Mit deiner Hurerei und Bosheit hast du das ganze Land entweiht. 3Darum sind auch die Herbst- und Frühjahrsregen ausgeblieben. Doch du bist eine richtige Hure: Du kennst keine Scham! 4Und jetzt plötzlich rufst du zu mir: ›Mein Vater! Du liebst mich doch von meiner Kindheit an! 5Du wirst doch nicht für immer zornig auf mich sein! Willst du mir nie mehr vergeben?‹ Jawohl, so redest du, und dabei treibst du es immer schlimmer und setzt deinen Kopf durch.«

6Während der Regierungszeit von König Josia sprach der Herr zu mir: »Hast du gesehen, wie Israel mir die Treue bricht? Auf jedem Hügel, unter jedem dicht belaubten Baum, überall betrügt sie mich mit ihren Liebhabern. 7Ich dachte: ›Bestimmt kehrt sie wieder zu mir zurück, wenn sie genug davon hat.‹ Aber sie kam nicht! Juda, Israels Schwester, die ebenso treulos ist wie sie, sah zu. 8Sie sah auch, wie ich Israel die Scheidungsurkunde gab und sie wegjagte, weil sie die Ehe gebrochen hatte. Doch Juda ließ sich davon nicht abschrecken: Auch sie wurde mir untreu und fing an, Hurerei zu treiben. 9Leichtfertig hat sie Götzen aus Holz und Stein verehrt und den Bund mit mir gebrochen. So entweihte sie das Land. 10Und danach kehrte sie zu mir zurück, aber sie tat es nicht von ganzem Herzen, sondern heuchelte mir bloß etwas vor. Das sage ich, der Herr

Komm zu mir zurück!

11Weiter sprach der Herr zu mir: »Israel hat sich zwar von mir losgesagt, aber trotz allem kann sie eher vor mir bestehen als Juda, diese treulose Frau! 12Deshalb ruf dem Norden zu: So spricht der Herr: Israel, komm zurück zu mir! Du warst mir untreu, doch ich will nicht länger zornig auf dich sein! Denn ich bin ein barmherziger Gott und werde dir vergeben.

13Nur – sieh deine Schuld endlich ein! Gib zu, dass du dich von mir, deinem Gott, losgesagt hast, dass du hinter anderen Göttern hergelaufen bist und ihnen unter jedem dicht belaubten Baum deine Opfer dargebracht hast. Auf mich wolltest du einfach nicht hören. 14Kehr um, abtrünniges Volk, denn ich bin immer noch dein Herr3,14 Oder: Ehemann. – Im Hebräischen ist das ein Wortspiel mit dem Namen des kanaanitischen Gottes Baal.! Ich werde aus jeder Stadt und aus jeder Sippe einige von euch zum Berg Zion zurückbringen.

15Dann setze ich Führer über euch ein, die euch weise und verständig regieren, so wie es mir gefällt. 16Ich verspreche euch: Wenn ihr dann zahlreich geworden seid und euch im Land ausgebreitet habt, dann werdet ihr nicht mehr nach der Bundeslade fragen, sie kommt euch nicht mehr in den Sinn. Ihr werdet sie nicht vermissen und auch keine neue anfertigen. 17Denn in jener Zeit wird man ganz Jerusalem ›Thron des Herrn‹ nennen, und alle Völker werden sich dort versammeln, um meinen Namen anzubeten. Sie werden nicht länger das tun, wozu ihr böses und eigensinniges Herz sie treibt. 18Dann werden Juda und Israel sich wieder zusammenschließen; gemeinsam kehrt ihr aus dem Norden in das Land zurück, das ich euren Vorfahren für immer geschenkt habe.

19Israel, ich wollte dich zu meinem geliebten Kind machen und dir ein herrliches Land geben, das prächtigste weit und breit. Ich dachte, du würdest mich dann ›Vater‹ nennen und dich nicht mehr von mir abwenden. 20Doch wie eine Frau ihren Mann betrügt, so bist auch du mir untreu geworden. Das sage ich, der Herr.

21Hört ihr die Schreie auf den kahlen Hügeln? Die Israeliten weinen und flehen um Gnade, weil sie in die Irre gegangen sind und mich vergessen haben, den Herrn, ihren Gott. 22Kehrt um zu mir, ihr Kinder, die ihr von mir weggelaufen seid, ich will euch von eurer Untreue heilen!«

»Ja, wir kommen zu dir, o Herr«, antworten die Israeliten, »denn nur du bist unser Gott! 23Es ist wahr: Die Götter, zu denen wir auf den Hügeln laut geschrien haben, helfen uns nicht. Nur du, Herr, kannst Israel retten! 24Wir haben diesem schrecklichen Gott Baal gedient und seinetwegen alles verloren, was wir seit Generationen mühsam erworben haben: unseren ganzen Besitz, unsere Schafe und Rinder. Ja sogar unsere Söhne und Töchter haben wir ihm geopfert. 25Nun liegen wir am Boden und schämen uns. Welch eine Schande! Wir haben gegen dich, den Herrn, unseren Gott, gesündigt, wir und unsere Vorfahren, von jeher bis heute. Wir haben nicht auf dich gehört, Herr, unser Gott!«

Bibelen på hverdagsdansk

Jeremiasʼ Bog 3:1-25

Israel er som en utro ægtefælle

1„Hvis en mand har skilt sig fra sin kone, og hun derefter gifter sig med en anden, kan han så bare uden videre tage hende til nåde igen? Ville det ikke gøre landet urent? Mit folk, I har været mig utro med mange elskere. Tror I så, at I uden videre kan komme tilbage til mig? 2Se jer omkring. Er der en bakketop tilbage i landet, hvor I ikke har hengivet jer til jeres afguder? Som en beduin, der venter på sit offer i ørkenen, som en luder, der sidder i vejkanten og venter på kunder, sådan har I været ivrige efter at være mig utro. I har forurenet landet med jeres gemene, religiøse prostitution. 3Derfor holdt jeg regnen tilbage, selv midt i regntiden, men I viste ingen tegn på anger. Har I da ingen skam i livet? 4I siger til mig: ‚Åh, du er som en far for os, og vi har mærket din godhed helt fra begyndelsen. 5Du vil sikkert se igennem fingre med vores små svagheder, og du er ikke vred ret længe, vel?’ Sådan taler I til mig, og straks går I ud og fortsætter med jeres udskejelser, som I er så dygtige til!”

6En gang, mens Josias var konge i Sydriget, sagde Herren til mig:

„Jeremias, har du tænkt over Nordrigets opførsel? Israel er som en utro kvinde, der udnytter enhver anledning til at sprede ben for sine elskere på højene og under de grønne træer. 7Jeg troede, at hun ville komme til fornuft og vende tilbage til mig. Men hun kom ikke, og det så hendes troløse søster, Juda. 8Hun så også, at jeg gav Israel et skilsmissebrev og sendte hende væk på grund af hendes utroskab. Men Juda tog ikke ved lære af det. Hun fulgte blot Israels eksempel og gav sig hen til afguderne. 9Hun kunne ikke se noget problem i at dyrke guder af træ og sten, og derved gjorde hun hele landet urent. 10Hendes omvendelse var overfladisk, for hun angrede ikke af hjertet sin opførsel. 11Derfor er Judas utroskab endnu værre end Israels.”

12Derefter befalede Herren, at jeg skulle vende mig mod nord og råbe: „Omvend dig Israel, mit utro folk, for jeg er barmhjertig og ønsker ikke at være vred på jer. 13Erkend jeres skyld og indrøm, at I har gjort oprør imod mig, Herren, jeres Gud, at I har været mig utro med afguderne under alle de grønne træer. I har nægtet at gøre, hvad jeg bad jer om. 14Kom tilbage til mig, mit oprørske folk, for jeg er Herren, jeres Gud. Jeg vil føre jer tilbage til Zion, den ene gruppe efter den anden. 15Og der vil jeg give jer trofaste ledere, som skal regere landet med visdom og forstand.

16Engang skal landet igen fyldes med jeres efterkommere, og I skal ikke mere tale om dengang, da Herrens Ark var hos jer. Ingen vil skænke arken en tanke eller savne den, og der skal ikke laves en ny. 17Til den tid skal Jerusalem betragtes som det sted, hvor jeg, Herren, regerer, og alle folkeslag vil valfarte dertil for at give mig ære. Så vil de holde op med at følge deres egne stolte og onde hjerter. 18Til den tid skal både Judas og Israels folk vende hjem fra eksilet i nord og igen bo i det land, jeg gav til deres forfædre.

19Jeg ønskede at betragte jer som mine børn og give jer dette vidunderlige land, den skønneste plet på jorden. Jeg havde håbet, at I ville betragte mig som jeres far, og at I trofast ville gøre, hvad jeg bad jer om. 20Men som en kvinde er sin mand utro, sådan har I svigtet mig og givet jer hen til fremmede guder, siger Herren.

21Der høres stemmer fra bakketoppene. Det er Israels folk, der med tårer trygler deres afguder om hjælp. De er dybt forankret i deres synd og har glemt deres troskabsed mod Herren, deres Gud. 22Vend dog om, mit oprørske folk, så jeg kan helbrede jeres troløse hjerter.

Lad mig høre jer sige: ‚Ja, vi ønsker at vende tilbage, for du er Herren, vores Gud. 23Vi erkender, at vores larmende afguderi på bakketoppene var til ingen nytte. Det er kun Herren, vores Gud, der kan redde os. 24Den skamløse afgud har fortæret alt det, vores forfædre har opbygget gennem tiderne. Alt har vi ofret, både køer og får, ja selv vores sønner og døtre. 25Vi skammer os dybt og fortjener at blive straffet. Både vores forfædre og vi selv har syndet mod Herren, vores Gud, og været ulydige lige fra begyndelsen til i dag.’