Gottes Bund mit seinem Volk
(Kapitel 19–24)
Die Ankunft am Berg Sinai
1Genau am 1. Tag des 3. Monats nachdem die Israeliten Ägypten verlassen hatten, erreichten sie die Wüste Sinai. 2Sie waren von Refidim aufgebrochen und schlugen nun in der Wüste, am Fuß des Berges Sinai, ihr Lager auf.
3Mose bestieg den Berg, um Gott zu begegnen. Der Herr rief ihm vom Berg aus zu: »Richte den Israeliten, den Nachkommen von Jakob, diese Botschaft von mir aus: 4Ihr habt selbst gesehen, was ich mit den Ägyptern gemacht habe. Ich habe euch sicher hierher zu mir gebracht, wie ein Adler, der seine Jungen trägt. 5Wenn ihr nun auf mich hört und euch an den Bund haltet, den ich mit euch schließen will, dann werdet ihr mir mehr bedeuten als alle anderen Völker. Mir gehört die ganze Welt, aber ihr seid in besonderer Weise mein Eigentum. 6Ja, ihr sollt ein heiliges Volk sein, das allein mir gehört. Als königliche Priester sollt ihr mir dienen!19,6 Wörtlich: Ihr sollt mir ein Königreich von Priestern und ein heiliges Volk sein. Sag dies den Israeliten weiter!«
7Mose ging zurück, rief die Sippenoberhäupter des Volkes zusammen und erzählte ihnen, was der Herr ihm aufgetragen hatte. 8Das ganze Volk Israel war sich einig: »Wir wollen alles tun, was der Herr befiehlt!« Mose überbrachte ihre Entscheidung dem Herrn. 9Nachdem er berichtet hatte, was die Israeliten geantwortet hatten, sagte der Herr zu Mose: »Ich werde in einer dichten Wolke zu dir kommen und so mit dir sprechen, dass auch das Volk es hört. Es soll nie wieder einen Zweifel geben, dass du in meinem Auftrag redest.
10Geh nun wieder zurück! Die Israeliten sollen sich heute und morgen darauf vorbereiten, mir zu begegnen. Sie sollen ihre Kleider waschen 11und sich am dritten Tag bereithalten. Denn an diesem Tag werde ich vor aller Augen auf den Berg Sinai herabkommen. 12Zieh eine Grenze rings um den Berg, und warne die Leute davor, sie zu überschreiten! Sie dürfen ihn nicht besteigen und sich auch nicht am Fuß des Berges aufhalten. Wer dem Berg zu nahe kommt, muss sterben: 13Er soll gesteinigt oder mit Pfeilen erschossen werden. Das Gleiche gilt für die Tiere, sie dürfen nicht am Leben bleiben! Erst wenn das Widderhorn lang anhaltend ertönt, dürfen die Israeliten auf den Berg kommen.«
14Wieder stieg Mose vom Berg herunter; er sorgte dafür, dass die Leute ihre Kleider wuschen und sich darauf vorbereiteten, Gott zu begegnen. 15»Haltet euch am dritten Tag bereit«, befahl er ihnen, »und so lange soll niemand von euch mit seiner Frau schlafen!«
Der Herr erscheint
16Früh am Morgen des dritten Tages begann es, zu donnern und zu blitzen. Eine dichte Wolke umhüllte den Berg, und man hörte den lauten Klang eines Widderhorns. Die Israeliten im Lager zitterten vor Angst. 17Mose führte sie aus dem Lager, Gott entgegen, und sie stellten sich am Fuß des Berges auf. 18Der Berg Sinai war in dichten Rauch gehüllt, denn der Herr war im Feuer herabgekommen. Rauch stieg auf wie aus einem Schmelzofen, und der ganze Berg bebte. 19Das Horn ertönte immer lauter. Mose redete, und Gott antwortete ihm mit lauter Stimme.
20So kam der Herr herab auf den Gipfel des Berges Sinai. Von dort rief er Mose zu sich, und Mose stieg auf den Berg. 21Doch der Herr befahl ihm: »Geh sofort wieder hinunter und schärfe dem Volk ein, sie sollen ja nicht die Grenze überschreiten, um mich zu sehen! Wenn sie es trotzdem tun, werden viele von ihnen sterben. 22Auch die Priester sollen sich reinigen, bevor sie sich mir nähern, sonst ist ihr Leben in Gefahr!«
23Mose erwiderte: »Das Volk kann gar nicht auf den Berg Sinai steigen. Du hast uns ja schon gewarnt und befohlen, eine Grenze um den Berg zu ziehen, weil er heilig ist.« 24Doch der Herr befahl: »Steig trotzdem hinunter und komm zusammen mit Aaron wieder herauf. Die Priester und das Volk dürfen die Grenze nicht überschreiten, sonst bricht mein Zorn gegen sie los!«
25Da stieg Mose vom Berg hinunter und erklärte dem Volk, was Gott gesagt hatte.
Folket ankommer til Guds bjerg
1Nøjagtigt to måneder efter at israelitterne havde forladt Egypten, ankom de til Sinaiørkenen. 2De havde flyttet lejren fra Refidim og var nu kommet til Sinaiørkenen, hvor de slog lejr ved foden af bjerget.19,2 Da bjerget ikke her er navngivet, må det være læseren bekendt. Der er næppe tvivl om, at det er „Guds bjerg”, som Moses fik besked på at vende tilbage til efter udfrielsen af Egypten, jf. 2.Mos. 3,12. Bjerget hedder Horeb, som betyder „tørt område, ørken” og bliver også benævnt Sinaibjerget, da det ligger i Sinaiørkenen. Noget tyder på, at Sinaiørkenen lå i Midjans land og ikke på det, der nu kaldes Sinaihalvøen. 3Moses gik op ad bjerget for at mødes med Gud, og Herren råbte til Moses fra bjergets top:
„Sig til israelitterne, Jakobs efterkommere: 4‚I har set, hvad jeg gjorde mod egypterne, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer hertil. 5Hvis I vil adlyde mig og overholde jeres del af pagten, vil jeg udvælge jer blandt alle folkeslagene til at være mit eget folk, for hele jorden tilhører mig. 6I skal være et indviet folk, et folk, der adlyder mig som jeres konge og tilbeder mig som jeres Gud.’ Sådan skal du sige til israelitterne.”
7Da Moses kom ned fra bjerget, kaldte han folkets ledere sammen og fortalte dem, hvad Herren havde sagt. 8Alle som én svarede de: „Vi vil nøje følge Herrens befalinger og gøre alt, hvad han siger.” Moses gik så tilbage til Herren med deres svar. 9Da sagde Herren: „Jeg vil komme til dig i en tæt sky, så folket kan høre mig tale til dig, og så de for fremtiden vil have fuld tillid til dig.” Da Moses fortalte Herren, hvad folket havde sagt, sagde Herren: 10„Gå ned til folket og lad dem hellige sig i dag og i morgen og vaske deres tøj. 11De skal holde sig parat til i overmorgen, for da vil jeg stige ned på Sinaibjerget for øjnene af dem. 12Du skal også lave afspærringer omkring bjerget og advare dem om, at de ikke må gå op ad bjerget. De må ikke engang røre ved foden af bjerget. Enhver, der rører bjerget, er dødsens. 13Hvad enten det drejer sig om mennesker eller dyr, så skal de straks stenes eller skydes med pile, for ingen må røre ved dem. Folket må holde sig på afstand af bjerget, indtil de hører en langtrukken lyd som fra et vædderhorn. Derefter skal de samles ved foden af bjerget.”
14Så gik Moses tilbage til folket og fortalte dem, at de skulle vaske både sig selv og deres tøj. 15„Gør jer parat!” sagde han, „for om to dage vil Herren åbenbare sin herlighed. Indtil da må I også give afkald på seksuelt samvær.”
16Om morgenen på den tredje dag19,16 „På den tredje dag” er det samme som „to dage efter”. kom et voldsomt uvejr med lyn og torden. En tæt sky sænkede sig over bjerget, og der hørtes en høj og langtrukken lyd som fra et vædderhorn, så alle i lejren skælvede. 17Da førte Moses folket ud af lejren for at møde Gud, og de stillede sig op ved bjergets fod. 18Sinaibjerget var indhyllet i røg, fordi Herren var ved at stige ned på bjerget som en flammende ild, og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn. Hele bjerget rystedes af voldsomme jordskælv, 19mens lyden fra vædderhornet voksede i styrke. Så talte Moses, og Gud tordnede sit svar tilbage, så alle kunne høre det. 20Da Herren var nået ned til toppen af Sinaibjerget, kaldte han Moses op til sig. Og Moses gik op til Gud.
21Herren sagde til Moses: „Gå ned og advar folket, så de ikke bryder igennem afspærringen. De må ikke komme herop for at se mig, og hvis nogen gør det, vil de dø. 22Selv præsterne, som er vant til at komme i min nærhed, skal jo gennemgå renselsesritualerne og hellige sig, for at jeg ikke skal tilintetgøre dem.”
23„Jamen, folket vil ikke komme op på bjerget,” indvendte Moses. „Du har jo sagt, de ikke må! Du befalede mig at afspærre bjerget som forbudt område.”
24Men Herren sagde: „Gå nu ned og tag Aron med herop. Advar dem om, at hverken præsterne eller folket må overskride grænsen og forsøge at komme herop, for så vil jeg tilintetgøre dem.”
25Så gik Moses ned til folket og fortalte, hvad Gud havde sagt.
