Das zehnte Strafgericht wird angekündigt
1Der Herr sprach zu Mose: »Nun werde ich den Pharao und sein Volk noch ein letztes Mal strafen. Danach wird er euch von hier wegziehen lassen, ja, er wird euch regelrecht fortjagen! 2Sag den Israeliten, dass sie sich silberne und goldene Schmuckstücke und Gefäße geben lassen sollen. Jeder Mann soll in den umliegenden Häusern nachfragen, und die Frauen sollen ihre Nachbarinnen darum bitten.« 3Der Herr hatte den Israeliten nämlich großes Ansehen bei den Ägyptern verschafft. Auch Mose war in Ägypten hoch geachtet, bei den Hofbeamten des Pharaos wie bei der Bevölkerung.
4Mose gab bekannt: »So spricht der Herr: ›Um Mitternacht werde ich durch das ganze Land gehen 5und alle erstgeborenen Söhne der Ägypter töten, egal ob arm oder reich. Den Sohn des Pharaos auf dem Königsthron trifft es genauso wie den Sohn einer einfachen Sklavin, die mit der Handmühle Korn mahlt. Auch jedes erstgeborene männliche Tier aus den Herden der Ägypter wird sterben. 6Überall im Land soll man die Menschen klagen und weinen hören, wie es noch nie war und auch nie wieder sein wird. 7Die Israeliten und ihre Tiere aber werden verschont bleiben, nicht einmal ein Hund bellt sie an. Daran kann jeder erkennen, dass ich die Israeliten anders behandle als die Ägypter.‹ 8Wenn der Herr dies tut, werden die ägyptischen Hofbeamten zu mir kommen, vor mir niederfallen und mich anflehen, zusammen mit den Israeliten das Land zu verlassen. Und dann werden wir fortziehen!« Glühend vor Zorn verließ Mose das Haus des Pharaos.
9Der Herr hatte Mose vorgewarnt und gesagt: »Der Pharao wird nicht auf euch hören. Das soll so sein, damit ich in Ägypten viele mächtige Wunder tun kann.« 10Mose und Aaron hatten all diese Wunder vor den Augen des Pharaos vollbracht. Aber der Herr ließ den König hart bleiben, so dass die Israeliten das Land nicht verlassen durften.
Moses bekendtgør den sidste katastrofe
1Nu sagde Herren til Moses: „Jeg vil sende endnu en sidste katastrofe over Farao og egypterne. Når den kommer, vil han lade jer rejse. Ja, han vil være så opsat på at blive af med jer, at han vil jage jer ud af landet. 2Sig nu til alle israelitiske mænd og kvinder, at de skal bede deres egyptiske naboer om guld- og sølvsmykker.” 3Herren havde nemlig gjort egypterne venlig stemt overfor israelitterne. Desuden var Moses en mand, som både Faraos hoffolk og alle egypterne havde stor respekt for.
4Moses sendte så besked ind til Farao: „Herren siger: ‚Ved midnatstid vil jeg gå gennem Egypten. 5Da vil alle førstefødte sønner i hvert hjem dø, lige fra Faraos ældste søn, som er arving til tronen, til den førstefødte af den ringeste slavinde, som arbejder ved håndkværnen. Selv de førstefødte blandt jeres husdyr skal dø. 6Hjerteskærende dødsklager vil runge gennem natten i hele Egypten. Aldrig før har landet oplevet en sådan sorg, og aldrig siden skal det blive så slemt.
7Men hos israelitterne vil alt være så fredeligt, at ikke en eneste hund vil knurre, hverken mod mennesker eller dyr. Da vil du indse, at jeg gør forskel på egypterne og israelitterne.’
8Og alle dine embedsmænd skal komme løbende til mig og bøje sig til jorden og tigge: ‚Skynd jer at rejse—alle sammen!’ Når det sker, vil vi rejse!” Så forlod Moses Faraos palads i stor vrede.
9Herren havde jo sagt til Moses: „Farao vil ikke høre på jer før til allersidst, men det giver mig anledning til at vise min magt og gøre mange undere og tegn i Egypten.” 10Derfor gjorde Herren Farao stædig, så han ikke ville lade folket rejse—på trods af at Moses og Aron udførte alle de her undere for øjnene af ham.
