1Dayon naglakat si Jose kag nagkadto sa hari sang Egipto47:1 hari sang Egipto: sa Hebreo, Faraon. Amo man sa masunod nga mga bersikulo. upod ang lima niya ka utod. Nagsiling si Jose sa hari, “Nag-abot na ang akon amay kag mga utod halin sa Canaan, kag dala nila ang ila mga kasapatan kag ang tanan nila nga pagkabutang. Didto sila subong sa Goshen.” 2Ginpakilala niya dayon sa hari ang lima niya ka utod. 3Ginpamangkot sila sang hari, “Ano ang inyo trabaho?” Nagsabat sila, “Mga manugbantay kami sang sapat, pareho sa amon mga ginikanan. 4Nagkadto kami diri agod diri lang anay mag-estar tungod kay puwerte gid ang gutom sa Canaan, kag wala na sing mahalab ang amon mga kasapatan. Nagapangabay kami sa imo nga kon mahimo tugutan mo kami nga mag-estar sa Goshen.”
5Nagsiling ang hari kay Jose, “Karon nga nag-abot na ang imo amay kag mga utod, 6bukas ang Egipto para sa imo pamilya. Paestara sila sa Goshen, nga isa ka maayo nga duta sa Egipto. Kon may nahibaluan ka sa ila nga masaligan, himua sila nga manugbantay sang akon mga kasapatan.”
7Gindala ni Jose ang iya amay sa hari kag ginpakilala. Pagkatapos bendisyon47:7 bendisyon: ukon, pangamusta. ni Jacob sa hari, 8ginpamangkot siya sang hari, “Pila na ang imo edad?” 9Nagsabat siya, “130 na ka tuig. Malip-ot kag mabudlay ang akon nga pagkabuhi diri sa duta. Indi ini makatupong sa kalawigon sang pagkabuhi sang akon mga katigulangan.” 10Pagkatapos ginbendisyunan liwat ni Jacob ang hari,47:10 ginbendisyunan… hari: ukon, naglisensya si Jacob sa hari nga mapauli na siya. kag dayon naghalin siya sa presensya sang hari.
11Suno sa sugo sang hari, ginpaestar ni Jose ang iya amay kag mga utod sa Egipto; ginhatag niya sa ila ang lugar sang Rameses,47:11 Rameses: ukon, Goshen. nga isa ka maayo nga duta sa Egipto. 12Ginsustentuhan ni Jose sang pagkaon ang iya amay, mga utod, kag ang bug-os nga panimalay sang iya amay, suno sa kadamuon sang ila kabataan.
13Karon, puwerte na gid ang gutom, gani wala na sang pagkaon bisan diin nga lugar. Nagluya na ang mga tawo sa Egipto kag sa Canaan tungod sa gutom. 14Gintipon ni Jose ang tanan nga kuwarta nga ginbayad sang mga taga-Egipto kag taga-Canaan sa pagkaon nga ila ginbakal, kag gindala niya ini sa palasyo sang hari. 15Nag-abot ang tiyempo nga naubos na ang kuwarta sang taga-Egipto kag taga-Canaan. Nagkadto ang mga taga-Egipto kay Jose kag nagsiling, “Wala na kami sang kuwarta. Tagai na lang kami sang pagkaon kay daw mapatay na kami sa gutom.” 16Nagsiling si Jose, “Kon wala na gid man kamo sang kuwarta, dal-a ninyo diri ang inyo mga sapat kag amo ang ibayad ninyo sa pagkaon.” 17Gani gindala nila kay Jose ang ila mga kabayo, karnero, baka, kag asno, kag ginbaylo sa pagkaon. Sa bug-os nga tuig, ginsustentuhan sila ni Jose sang pagkaon sa baylo sang ila mga sapat.
18Pagkaligad sang isa ka tuig, nagkadto naman ang mga tawo kay Jose kag nagsiling, “Indi lipod sa imo nga wala na kami sing kuwarta kag ang amon mga kasapatan ara na sa imo. Wala na gid sing may nabilin sa amon, luwas sa amon kaugalingon kag mga duta. 19Gani buligi man kami nga indi kami mapatay kag indi mapabay-an ang amon mga duta. Sugot kami nga mangin ulipon sang hari kag mangin iya ang amon mga duta para lang may pagkaon kami. Tagai kami dayon sang mga binhi nga matanom agod indi kami mapatay kag agod indi mapabay-an ang amon mga duta.” 20Gani ginbaligya sang tanan nga taga-Egipto ang ila mga duta sa kay Jose tungod puwerte na gid ang gutom. Ginbakal ini tanan ni Jose para sa hari, gani ang ato nga mga duta nangin iya sang hari. 21Ginhimo ni Jose nga ulipon sang hari ang mga tawo sa bug-os nga duta sang Egipto. 22Ang mga duta gid lang sang mga pari ang wala mabakal ni Jose. Indi nila kinahanglan nga ibaligya ang ila mga duta tungod kay ginasustentuhan sila sang hari sang ila pagkaon.
23Nagsiling si Jose sa mga tawo, “Karon nga ginbakal ko na kamo kag ang inyo mga duta para sa hari, ari ang binhi para makatanom kamo. 24Kon mag-ani na gani kamo, ihatag ninyo sa hari ang ikalima nga parte sang inyo patubas. Kag ang nabilin inyo na, para may matanom kamo kag may pagkaon ang inyo bug-os nga panimalay.” 25Nagsiling ang mga tawo, “Sir, maayo ka gid sa amon; ginluwas mo ang amon kabuhi. Sugot kami nga mangin ulipon sang hari.” 26Gani ginhimo ni Jose nga kasuguan sa duta sang Egipto nga ang ikalima nga parte sang patubas para sa hari. Ini nga kasuguan nagapadayon pa hasta subong. Ang mga duta gid lang sang mga pari ang wala ginapanag-iyahan sang hari.
27Didto nag-estar ang mga Israelinhon sa Goshen nga sakop sang Egipto. Nakaangkon sila didto sang duta kag nagdamo pa gid ang ila kabataan. 28Nag-estar si Jacob sa Egipto sang 17 ka tuig; nagkabuhi siya hasta sa edad nga 147 ka tuig. 29Sang nabatyagan niya nga dali na lang siya mapatay, gintawag niya si Jose kag nagsiling sa iya, “Kon mahimo ibutang ang imo kamot sa tunga-tunga sang duha ko ka paa47:29 ibutang… paa: Tan-awa ang footnote sa 24:2. kag magpromisa ka nga ipakita mo ang imo padayon nga kaayo sa akon. Indi mo ako pag-ilubong diri sa Egipto. 30Kon mapatay na ako, ilubong mo ako sa lulubngan sang akon mga katigulangan.” Nagsabat si Jose, “Tumanon ko ang imo ginsiling.” 31Nagsiling dayon si Jacob, “Magsumpa ka sa akon nga tumanon mo gid ini.” Gani nagsumpa si Jose sa iya. Dayon nagluhod si Jacob47:31 Jacob: sa Hebreo, Israel. sa iya hiligdaan sa pagpasalamat sa Dios.
Farao byder Jakob og hans familie velkommen
1Josef vendte så tilbage til Farao og sagde: „Min far og mine brødre er ankommet fra Kana’an med deres får, geder, kvæg og alt, hvad de ejer. De befinder sig lige nu i Goshen.” 2Josef havde fem af sine brødre med sig. Dem præsenterede han for Farao, 3og Farao spurgte dem: „Hvad er jeres beskæftigelse?”
„Vi er hyrder ligesom vores forfædre,” svarede de. 4„Vi er kommet for at bo som gæster i Egypten. Der er ikke mere græs til vores dyr i Kana’an, for hungersnøden er meget streng der. Vi beder derfor om tilladelse til at bo i Goshen.”
5Henvendt til Josef sagde Farao: „Nu, da din far og dine brødre er kommet, 6må du lade dem slå sig ned i den bedste del af landet. Hvis de gerne vil bosætte sig i Goshen, så lad dem gøre det. Og hvis nogle af dem er særlig gode hyrder, kan du give dem opsyn med mit kvæg.”
7Derefter bragte Josef sin gamle far Jakob til Farao, og Jakob hilste på Farao med en velsignelse.
8„Hvor gammel er du?” spurgte Farao ham.
9Jakob svarede: „I mine 130 år har jeg rejst i mange lande og været igennem et utal af problemer, men jeg har ikke levet nær så længe, som mange af mine forfædre.” 10Jakob velsignede igen kongen som afsked og forlod ham.
11Så gav Josef den bedste del af Egypten—området omkring byen Ramses—til sin far og sine brødre, sådan som Farao havde sagt. 12Og han sørgede for korn til sin far og sine brødre i forhold til størrelsen af deres familier.
Hungersnøden bliver værre
13Hungersnøden blev værre og værre, og der var stadig ingenting at høste hverken i Egypten eller i Kana’an, hvor jorden blev totalt udtørret. 14Alle de penge, Josef havde modtaget som betaling for korn, der var solgt til folk i Egypten og Kana’an, opbevarede han i Faraos skatkammer. 15Men selv om folks penge var sluppet op både i Egypten og Kana’an, kom alle egypterne alligevel til Josef og tiggede om mad. „Vores penge er sluppet op,” sagde de. „Men giv os korn alligevel! Hvorfor skal vi dø for øjnene af dig?”
16„Hvis I ingen penge har, så giv mig jeres dyr,” svarede Josef, „så skal I få korn i bytte.” 17Derfor kom de til Josef med deres husdyr og byttede dem for mad, og han forsørgede dem det år med korn. Inden længe tilhørte alle landets heste, køer, får, geder og æsler Farao.
18Da året var omme kom folk tilbage og sagde: „Nu har vi hverken penge eller dyr tilbage. Det eneste, vi råder over, er vores arbejdskraft og vores jord. 19Lad os ikke dø for øjnene af dig. Køb os og vores jord og gør os til Faraos fæstebønder. Og giv os så korn og såsæd, så vi ikke skal dø, og så markerne ikke skal ligge brak.”
20Således opkøbte Josef al Egyptens jord til Farao, for egypterne havde ingen anden udvej end at sælge deres jord, fordi hungersnøden fortsatte. På den måde kom hele landet til at tilhøre Farao, 21og alle landets indbyggere blev fæstebønder. 22Kun præsternes jord blev ikke opkøbt, for de fik deres løn direkte fra Farao og behøvede derfor ikke at sælge deres jord.
23Josef sagde derpå til folket: „Jeg har nu købt jer og jeres jord til Farao. Her er såsæd, så I kan tilså jeres marker. 24Når I til sin tid høster, skal en femtedel af afgrøden tilhøre Farao. De fire femtedele må I beholde og bruge til mad til jer selv og jeres børn og til såsæd næste år.”
25„Du har reddet vores liv,” svarede de. „Vi er taknemmelige og vil med glæde være Faraos fæstebønder.” 26Josef gjorde det til en lov i Egypten, som gælder den dag i dag, at Farao skulle have en femtedel af alle landets produkter. Men siden Farao ikke havde købt præsternes jord, blev de fritaget fra at betale denne afgift.
27Israelitterne slog sig altså ned i Goshen i Egypten, hvor de trivedes godt og hurtigt voksede i antal. 28Jakob levede 17 år efter sin ankomst til Egypten, så han var 147 år, da han døde. 29Da han mærkede, at hans sidste time nærmede sig, sendte han bud efter sin søn Josef og sagde: „Læg din hånd under min lænd og sværg på, at du vil opfylde min sidste bøn: Begrav mig ikke her i det fremmede land, 30men lov mig, at du vil bringe mig ud af Egypten og begrave mig hos mine forfædre.” Det lovede Josef, 31men Jakob insisterede: „Sværg på, at du vil gøre, som jeg siger!” Det svor Josef på, og Jakob bøjede hovedet over sin stav47,31 Ifølge den græske oversættelse, Septuaginta. Den hebraiske tekst siger: „over hovedgærdet af sin seng.” Formodentligt har Jakob siddet på kanten af sin seng og støttet sig til sin stav. Verset er citeret i Hebr. 11,21 fra den græske oversættelse. i tilbedelse.
