Salmo 22
Al director musical. Sígase la tonada de «La cierva de la aurora». Salmo de David.
1Dios mío, Dios mío,
¿por qué me has abandonado?
Lejos estás para salvarme,
lejos de mis palabras de lamento.
2Dios mío, clamo de día y no me respondes;
clamo de noche y no hallo reposo.
3Pero tú eres santo, tú eres rey,
¡tú eres la alabanza de Israel!
4En ti confiaron nuestros padres;
confiaron, y tú los libraste;
5a ti clamaron, y tú los salvaste;
se apoyaron en ti, y no los defraudaste.
6Pero yo, gusano soy y no hombre;
la gente se burla de mí,
el pueblo me desprecia.
7Cuantos me ven, se ríen de mí;
lanzan insultos, meneando la cabeza:
8«Este confía en el Señor,
¡pues que el Señor lo ponga a salvo!
Ya que en él se deleita,
¡que sea él quien lo libre!»
9Pero tú me sacaste del vientre materno;
me hiciste reposar confiado
en el regazo de mi madre.
10Fui puesto a tu cuidado
desde antes de nacer;
desde el vientre de mi madre
mi Dios eres tú.
11No te alejes de mí,
porque la angustia está cerca
y no hay nadie que me ayude.
12Muchos toros me rodean;
fuertes toros de Basán me cercan.
13Contra mí abren sus fauces
leones que rugen y desgarran a su presa.
14Como agua he sido derramado;
dislocados están todos mis huesos.
Mi corazón se ha vuelto como cera,
y se derrite en mis entrañas.
15Se ha secado mi vigor como una teja;
la lengua se me pega al paladar.
¡Me has hundido en el polvo de la muerte!
16Como perros de presa, me han rodeado;
me ha cercado una banda de malvados;
me han traspasado22:16 me han traspasado (LXX, Siríaca y algunos mss. hebreos); como el león (TM). las manos y los pies.
17Puedo contar todos mis huesos;
con satisfacción perversa,
la gente se detiene a mirarme.
18Se reparten entre ellos mis vestidos
y sobre mi ropa echan suertes.
19Pero tú, Señor, no te alejes;
fuerza mía, ven pronto en mi auxilio.
20Libra mi vida de la espada,
mi preciosa vida del poder de esos perros.
21Rescátame de la boca de los leones;
sálvame de22:21 sálvame de (lectura probable); me respondiste desde (TM). los cuernos de los toros.
22Proclamaré tu nombre a mis hermanos;
en medio de la congregación te alabaré.
23¡Alabad al Señor los que lo teméis!
¡Honradlo, descendientes de Jacob!
¡Veneradlo, descendientes de Israel!
24Porque él no desprecia ni tiene en poco
el sufrimiento del pobre;
no esconde de él su rostro,
sino que lo escucha cuando a él clama.
25Tú inspiras mi alabanza en la gran asamblea;
ante los que te temen cumpliré mis promesas.
26Comerán los pobres y se saciarán;
alabarán al Señor quienes lo buscan;
¡que vuestro corazón viva para siempre!
27Se acordarán del Señor y se volverán a él
todos los confines de la tierra;
ante él se postrarán
todas las familias de las naciones,
28porque del Señor es el reino;
él gobierna sobre las naciones.
29Festejarán y adorarán todos los ricos de la tierra;
ante él se postrarán todos los que bajan al polvo,
los que no pueden conservar su vida.
30La posteridad lo servirá;
del Señor se hablará a las generaciones futuras.
31A un pueblo que aún no ha nacido
se le dirá que Dios hizo justicia.
En bøn om frelse med lovprisning af Herrens trofaste hjælp
1Til korlederen: Synges til melodien „Morgenrødens rådyr”. En sang af David.
2Min Gud! Min Gud!
Hvorfor har du forladt mig?
Hvorfor hjælper du mig ikke?
Hvorfor lytter du ikke til mit skrig?
3Dag efter dag råber jeg til dig,
men du svarer mig ikke.
Hver nat hører du min røst,
men du giver mig ingen trøst.
4Du sidder på din hellige trone,
du er den, som Israel lovsynger.
5Vore forfædre stolede på dig,
og du reddede dem.
6Du hørte deres nødråb og befriede dem,
du skuffede aldrig deres tillid til dig.
7Men jeg føler mig som en ussel orm,
jeg bliver hånet og foragtet af alle.
8Enhver, der ser mig, griner ad mig,
ryster på hovedet eller vrænger ad mig.
9„Er det ham, der stoler på Herren?” håner de.
„Så lad os se, om Herren redder ham.
Hvis Herren elsker ham så meget,
så burde han gribe ind og frelse ham!”
10Herre, du var der, da jeg blev født,
du gav mig tryghed ved min mors bryst.
11Fra fødslen har du været den, der hjalp mig,
hele mit liv har du været min Gud.
12Hold dig ikke borte fra mig nu,
for jeg er undergangen nær,
og ingen andre kan hjælpe mig.
13Frygtindgydende fjender har omringet mig,
som en hjord af vilde tyre fra Bashan.
14Som sultne og brølende løver
kommer de imod mig med åbent gab.
15Min styrke er sivet bort som vand i sandet,
alle mine knogler føles, som er de gået af led,
mit hjerte hamrer i halsen på mig.
16Mine læber er tørre som potteskår,
min tunge klistrer til ganen,
du har bragt mig til gravens rand.
17Mine fjender kredser omkring mig som hunde,
en bande af forbrydere omringer mig.
De har gennemboret22,17 Teksten er usikker og meningen omstridt. mine hænder og fødder.
18Jeg kan tælle alle mine knogler.
Med skadefryd stirrer fjenderne på mig.
19De deler mine klæder imellem sig
og trækker lod om min kjortel.
20Herre, hold dig ikke på afstand.
Du er min redning, kom mig til hjælp.
21Frels mig fra døden,
red mig fra de vilde hunde.
22Lad mig undslippe løvens gab,
lad mig ikke blive dræbt af vildoksens horn.
Gud, du har hørt min bøn.
23Jeg vil fortælle om dig til mine landsmænd,
jeg vil synge din pris midt i en stor forsamling.
24Pris Herren, I, der kender ham,
giv ham ære, Jakobs efterkommere,
vis ham ærefrygt, Israels folk,
25for han lod ikke den fortvivlede i stikken,
han vendte sig ikke bort og gik sin vej.
Han lyttede til mit råb om hjælp.
26Jeg vil lovsynge dig, når folket samles,
jeg vil opfylde mine løfter for øjnene af dit folk.
27De ydmyge skal spise og alle blive mætte,
de, som beder dig om hjælp, skal prise dig.
Må de altid leve under din velsignelse.
28Alverden skal se det og vende sig til dig, Herre,
alle folkeslag skal komme og tilbede dig.
29For magten tilhører dig,
du er Konge over alle nationer.
30Alle de fornemme og rige skal bøje sig for dig.
Alle dødelige mennesker skal knæle ned for dig.
31Jeg vil leve for dig,
og min slægt skal tjene dig.
De kommende generationer skal høre
om dine underfulde gerninger.
32De skal fortælle om din nåde og frelse
til slægter, som endnu ikke er født.
