Consagración de los primogénitos israelitas
1El Señor habló con Moisés y le dijo: 2«Conságrame el primogénito de todo vientre. Míos son todos los primogénitos israelitas y todos los primeros machos de sus animales».
3Moisés le dijo al pueblo: «Acordaos de este día en que salís de Egipto, país donde habéis sido esclavos y de donde el Señor os saca desplegando su poder. No comáis pan con levadura. 4Vosotros salís hoy, en el mes de aviv, 5y en este mismo mes deberéis celebrar esta ceremonia, cuando ya el Señor os haya hecho entrar en la tierra que prometió dar a vuestros antepasados. Se trata de la tierra de los cananeos, hititas, amorreos, heveos y jebuseos: ¡tierra donde abundan la leche y la miel! 6Durante siete días comeréis pan sin levadura, y el día séptimo celebraréis una fiesta en honor al Señor. 7En ningún lugar de vuestro territorio debe haber nada que contenga levadura. Ni siquiera habrá levadura entre vosotros. Comeréis pan sin levadura durante esos siete días.
8»Ese día diréis a vuestros hijos:13:8 diréis a vuestros hijos. Lit. le dirás a tu hijo. En vv. 8-16 el texto hebreo usa el singular en sentido colectivo. “Esto lo hacemos por lo que hizo el Señor por nosotros cuando salimos de Egipto”. 9Y será para vosotros como una marca distintiva en la mano o en la frente, que os hará recordar que la ley del Señor debe estar en vuestros labios, porque el Señor os sacó de Egipto desplegando su poder. 10Año tras año, en la misma fecha, cumpliréis con esta ley.
11»Una vez que el Señor os haga entrar en la tierra de los cananeos y os la haya dado, conforme al juramento que os hizo a vosotros y a vuestros antepasados, 12le dedicaréis al Señor el primogénito de todo vientre, y todo primer macho de vuestro ganado, pues estos le pertenecen al Señor. 13El primogénito de una asna podrá ser rescatado a cambio de un cordero; pero, si no se rescata, se le quebrará el cuello. Todos vuestros primogénitos y los de vuestros descendientes deberán ser rescatados.
14»El día de mañana, cuando vuestros hijos os pregunten: “¿Y esto qué significa?”, les diréis: “El Señor, desplegando su poder, nos sacó de Egipto, país donde fuimos esclavos. 15Cuando el faraón se empeñó en no dejarnos ir, el Señor les quitó la vida a todos los primogénitos de Egipto, tanto de hombres como de animales. Por eso le ofrecemos al Señor en sacrificio el primer macho que nace, y rescatamos a nuestros primogénitos”. 16Esto será para vosotros como una marca distintiva en la mano o en la frente, de que el Señor nos sacó de Egipto desplegando su poder».
El paso del Mar Rojo
17Cuando el faraón dejó salir a los israelitas, Dios no los llevó por el camino que atraviesa la tierra de los filisteos, que era el más corto, pues pensó: «Si se les presentara batalla, podrían cambiar de idea y regresar a Egipto». 18Por eso les hizo dar un rodeo por el camino del desierto, en dirección al Mar Rojo.
Los israelitas salieron de Egipto en formación de combate. 19Moisés se llevó consigo los restos de José, según este se lo había pedido a los israelitas bajo juramento. Estas habían sido las palabras de José: «Podéis contar con que Dios vendrá en vuestra ayuda. Cuando eso suceda, llevaos de aquí mis restos».
20Los israelitas partieron de Sucot y acamparon en Etam, donde comienza el desierto. 21De día, el Señor iba al frente de ellos en una columna de nube para indicarles el camino; de noche, los alumbraba con una columna de fuego. De ese modo podían viajar de día y de noche. 22Jamás la columna de nube dejaba de guiar al pueblo durante el día, ni la columna de fuego durante la noche.
De førstefødte tilhører Herren
1Herren gav også Moses følgende befaling: 2„Alle Israels førstefødte sønner skal indvies til mig—også alle førstefødte handyr. De skal tilhøre mig.”
3Så sagde Moses til folket: „Den her dag er en dag, I altid vil huske, for det var den dag, I forlod Egypten og blev reddet ud af slaveriet. Herren førte jer ud ved sin vældige magt og mægtige undere. På den dag må I kun spise brød, der er bagt uden surdej.
4-5Denne dag i aviv13,4-5 Aviv er den første måned i det religiøse år, og det svarer til marts-april. måned skal hvert år fejres til minde om jeres befrielse fra slaveriet i Egypten. Når Herren har ført jer ind i det land, hvor kana’anæerne, hittitterne, amoritterne, hivvitterne og jebusitterne bor—det land, som han lovede jeres forfædre, et land, som ‚flyder med mælk og honning’, så skal I holde påske hvert år i aviv måned. 6-7I syv dage skal I spise usyrnet brød, og den syvende dag skal være en særlig højtidsdag for Herren. I de syv dage højtiden varer, må der ikke findes syrnet brød eller surdej i noget hjem, ja overhovedet ikke inden for landets grænser. 8Hvert år under denne højtid skal I forklare jeres børn, hvad det er, I fejrer—nemlig hvad Herren gjorde for jer, da han reddede jer fra slaveriet i Egypten. 9Denne årlige højtid skal være et konkret tegn, der giver jer identitet som Herrens befriede folk. Den skal være som et mærke på jeres hånd og pande og minde jer om, at I altid skal tænke og handle på Herrens befalinger, for med vældig magt og mægtige undere førte han jer ud af Egypten.
10I skal fejre påske hvert år i aviv måned. 11Og når Herren fører jer ind i kana’anæernes land, som han for længe siden lovede jeres forfædre, 12skal alle jeres førstefødte sønner og førstefødte handyr gives til Herren, fordi det førstefødte tilhører ham. 13Men da æsler er urene dyr, skal I ikke give ham et førstefødt hanæsel. I stedet kan I give ham et lam eller et gedekid. Hvis I vælger ikke at give noget i stedet for æselføllet, skal I brække halsen på det. Og hvis I ikke vil give jeres førstefødte sønner til at tjene Herren, skal I indløse dem med et passende offer, som I giver til Herren i stedet for.
14I fremtiden, når jeres børn spørger: ‚Hvad skal disse indløsningsofre gøre godt for?’ skal I svare dem: ‚Med vældig magt og mægtige undere udfriede Herren os fra slaveriet i Egypten. 15Farao nægtede at lade os rejse, og derfor slog Herren alle de førstefødte sønner i Egypten ihjel tillige med alle de førstefødte handyr. Det er derfor, vi nu giver vores førstefødte sønner og vores førstefødte handyr til Herren, selv om sønnerne kan indløses med et andet offer.’ 16Jeg understreger igen, at denne tradition skal være som et mærke på jeres hånd og pande, et synligt tegn til minde om, at det var Herren, som med sin vældige magt førte jer ud af Egypten.”
Skyen, der går foran folket
17-18Da Farao endelig lod israelitterne rejse, førte Gud dem ikke gennem filistrenes land, skønt det var den mest direkte vej fra Egypten til Kana’ans land. Gud sagde: „Folket kunne miste modet og ønske at vende tilbage til Egypten, når der bliver kampe undervejs.” I stedet førte han dem ad en omvej gennem ørkenen i retning mod Det Røde Hav. Israelitterne forlod Egypten i grupper på 50 familier.13,17-18 Eller: „i række og geled som en marcherende hær.” Meningen er omstridt.
19Moses tog Josefs mumie med sig, for Josef havde ladet Israels ledere sværge på, at man ville tage hans knogler med, når Gud engang førte sit folk ud af Egypten.
20Efter deres første stop i Sukkot slog de lejr ved Etam i udkanten af ørkenen. 21Herren gik selv foran dem, om dagen i form af en skysøjle for at vise dem vej og om natten i form af en ildsøjle for at lyse for dem. På den måde kunne de rejse både om dagen og om natten. 22Skysøjlen forlod dem ikke om dagen, og ildsøjlen forlod dem ikke om natten.
