第 106 篇
上帝恩待祂的子民
（平行經文：歷代志上16·34-36）
1你們要讚美耶和華！
要稱謝耶和華，
因為祂是美善的，
祂的慈愛永遠長存！
2誰能述說耶和華的大能作為？
誰能道盡祂當受讚美之處？
3那些行事公正，
持守公義的人有福了。
4耶和華啊！
你恩待你子民的時候，
求你別忘了我；
你拯救他們的時候，
求你幫助我，
5使我看到你所揀選的人繁榮昌盛，
與他們同樂，
與你的子民一同誇耀。
6我們跟祖先一樣也犯了罪，
行事邪惡。
7我們祖先在埃及漠視你行的神蹟，
忘記你向他們屢施慈愛，
在紅海邊反叛你。
8但祂為了自己的名拯救了他們，
以彰顯祂的大能。
9祂斥責紅海，海就乾了，
祂帶領他們走過深淵，
如履乾地。
10祂救他們逃脫敵人的追趕，
從仇敵的手中救贖了他們。
11海水淹沒了敵軍，
沒有一人生還。
12那時他們才相信祂的話，
歌唱讚美祂。
13然而，他們很快忘了祂的作為，
不願等候祂的引導。
14他們在曠野大起貪念，
試探上帝。
15祂滿足了他們的要求，
但在他們當中降下了瘟疫。
16他們還在營中嫉妒摩西和耶和華揀選為祭司的亞倫。
17於是大地裂開，
吞沒了大坍、亞比蘭和他們的家人。
18火在他們的黨羽中燒起，
消滅了這些惡人。
19他們在何烈山鑄造牛犢，祭拜偶像，
20他們把榮耀的上帝變成了吃草之牛的鑄像。
21他們忘記了拯救他們的上帝，
祂曾在埃及行奇事，
22在含地行神蹟，
在紅海邊行可畏的事。
23因此祂說要消滅他們。
若不是祂所揀選的摩西為他們求情，
祂早已在烈怒中毀滅了他們。
24他們藐視那佳美之地，
不相信祂的應許。
25他們在帳篷裡發怨言，
不聽從祂的命令。
26因此，祂舉手起誓要使他們倒斃在曠野，
27使他們的後代分散到各族各方去。
28他們在毗珥祭拜巴力，
吃獻給假神的祭物。
29他們的所作所為觸怒耶和華，
以致瘟疫降在他們中間，
30直到非尼哈起來懲罰罪人，
瘟疫才停止。
31這就是他的義行，世代永存。
32他們在米利巴泉邊惹耶和華發怒，
連累了摩西。
33因為他們惹摩西發怒，
以致他說了魯莽的話。
34他們沒有照耶和華的命令消滅外族人，
35反倒與他們混居，
仿效他們的習俗，
36拜他們的神像，陷入網羅。
37他們把自己的兒女當祭物獻給鬼魔，
38他們把自己的兒女獻給迦南的神像作祭物，
流他們兒女無辜的血，
玷污了那地方。
39他們的行為玷污了自己，
使自己淪為淫婦。
40耶和華因此向祂的子民發怒，
厭惡他們，
41使他們落在列邦的手中，
受敵人的轄制。
42他們的敵人壓迫他們，
奴役他們。
43祂多次拯救他們，
他們卻執意背叛，
陷入罪中不能自拔。
44但祂聽見他們在苦難中呼求時，
仍然眷顧他們。
45祂沒有忘記與他們立的約，
因祂偉大無比的愛而憐憫他們。
46祂使擄掠他們的人憐憫他們。
47我們的上帝耶和華啊，
求你拯救我們，
從各國招聚我們，
使我們可以稱謝你的聖名，
歡然讚美你。
48以色列的上帝耶和華永永遠遠當受稱頌。
願萬民都說：「阿們！」
你們要讚美耶和華！
Herrens trofasthed imod sit folk
1Halleluja!
Tak Herren, for han er god.
Hans trofasthed varer til evig tid.
2Hvem har tal på alle hans undere?
Hvordan kan vi nogensinde takke ham nok?
3Velsignede er de, der gør det gode,
de, der altid handler ret.
4Husk på mig, Herre, når du velsigner dit folk,
giv også mig del i dine goder.
5Lad mig se dit folk få fremgang,
lad mig glædes sammen med dine udvalgte,
juble med det folk, som tilhører dig.
6Vi har svigtet dig, som vore forfædre gjorde,
vi har begået fejl og handlet forkert.
7Vore forfædre ænsede ikke dine undere i Egypten,
de glemte hurtigt din trofasthed imod dem,
i stedet gjorde de oprør imod dig ved Det Røde Hav.
8Alligevel frelste Herren sit folk for sin æres skyld
og for at vise sin magt for verden.
9Han truede Det Røde Hav, så det tørrede ud,
og folket kunne gå tørskoet over.
10Han frelste dem fra deres fjender,
friede dem fra egypternes had.
11Vandet skyllede hen over forfølgerne,
så de druknede alle som en.
12Da troede folket på Guds løfter
og brød ud i lovsang til ham.
13Men de glemte snart, hvad Herren havde gjort,
de holdt op med at søge hans vilje.
14I ørkenen krævede de kød at spise,
de udfordrede Guds tålmodighed.
15Han gav dem, hvad de forlangte,
men straffede dem også for deres oprør.
16Nogle i lejren blev misundelige på Moses
og på Aron, Guds udvalgte præst.
17Som straf åbnede jorden sig og opslugte Datan,
lukkede sig over Abiram og de medsammensvorne.
18Ild for ned fra himlen
og fortærede dem, der gjorde oprør.
19Ved Horebs bjerg støbte de en tyrekalv,
de tilbad en afgud af metal.
20De byttede Guds herlighed bort
for et billede af et dyr, der æder græs.
21De glemte den Gud, der førte dem ud af Egypten,
han, som reddede dem på forunderlig vis.
22Tænk på de mirakler, han udførte,
de fantastiske undere ved Det Røde Hav.
23Gud var lige ved at udrydde sit oprørske folk,
men hans tjener Moses gik i forbøn for dem,
så de ikke blev tilintetgjort af hans vrede.
24De nægtede at gå ind i det frugtbare land,
for de troede ikke på Guds løfte.
25De sad bare i deres telte og surmulede
og ville slet ikke høre på Herrens ord.
26Derfor svor han højt og helligt,
at oprørerne skulle dø i ørkenen.
27Deres efterkommere skulle spredes blandt folkeslagene
og gøres til flygtninge i fremmede lande.
28Dernæst tilbad de Ba’al i Peor,
de holdt fest og ofrede til livløse afguder.
29Deres opførsel krænkede Herren dybt,
og han lod en pest bryde ud iblandt dem.
30Men Pinehas tog mod til sig og greb ind,
og det gjorde, at plagen holdt op.
31Pinehas viste sig som en gudfrygtig mand,
og det vil han altid blive husket for.
32Ved Meribas kilder gjorde de oprør igen,
og Moses faldt i unåde hos Herren.
33De gjorde ham nemlig så oprørt,
at han talte i vrede og handlede overilet.
34De undlod også at tilintetgøre de folkeslag,
som Herren havde befalet dem at udrydde.
35De giftede sig tilmed ind i deres familier,
lærte sig deres ugudelige skikke,
36så de dyrkede de fremmedes afguder
og derved blev skyld i deres egen ulykke.
37De ofrede både deres sønner og døtre
til de fremmede folkeslags guder.
38Fordi de myrdede uskyldige børn
og ofrede dem til afguderne,
blev landet besmittet af det udgydte blod.
39Guds folk var blevet urent i hans øjne,
deres handlinger viste deres utroskab mod Herren.
40Derfor blussede Guds vrede op imod dem,
han følte afsky for sit ejendomsfolk.
41Han overgav dem i fremmedes vold,
deres fjender undertrykte dem.
42De gjorde livet surt for dem
og kuede dem på alle måder.
43Gang på gang befriede Herren sit folk,
men de blev ved med at gøre oprør
og falde dybere og dybere i synd.
44Alligevel kunne han ikke lukke øjnene for deres nød,
han hørte deres råb om nåde.
45Han havde jo indgået en pagt med sit folk,
og hans trofasthed forbød ham at udslette dem helt.
46Han sørgede for, at de fremmede herskere
fik medlidenhed med dem.
47Vor Herre og Gud, frels os!
Bring os tilbage fra landflygtigheden,
så vi kan give dig taknemmelighedsofre
og lovprise dit hellige navn.
48Lovet være Herren, Israels Gud.
Lad os prise ham nu og til evig tid.
Lad hele folket svare: Amen!
Halleluja!
