摩西之歌
1「諸天啊，請留心聽；
大地啊，請聽我說。
2願我的教導如雨降下，
願我的話語如露滴落，
像水滴滋潤嫩草，
像甘霖澆灌草木。
3我要宣揚耶和華的名，
你們要頌讚我們上帝的偉大。
4「祂是磐石，
祂的作為完美，
祂按公義行事，
祂信實可靠，公平正直。
5狡詐、墮落的一代啊，
你們卻對祂不忠，行事敗壞，
不配做祂的兒女。
6愚昧無知的人啊，
你們就這樣報答耶和華嗎？
祂是你們的父，你們的創造主，
祂創造了你們，塑造了你們。
7「要回顧往昔，追溯歷史；
問你們的父親，
他們必回答你們；
問你們的長者，
他們必告訴你們。
8當初，至高者賜萬國產業，
把人類分開，
祂依照天使32·8 「天使」希伯來文是「以色列的兒子」。的數目，
為萬族定疆界。
9但以色列人屬於耶和華，
雅各是祂的產業。
10「在荒涼的曠野，
在野獸吼叫的荒野，
耶和華找到他們，
庇護他們，看顧他們，
保護他們如同保護眼中的瞳人，
11又如老鷹攪動窩巢，
盤旋在雛鷹之上，展開雙翼，
背著雛鷹飛翔。
12耶和華獨自帶領他們，
身邊沒有外族神明。
13耶和華使他們馳騁在大地的高處，
吃田間的五穀，
磐石中的蜂蜜，
石頭地產的油；
14吃牛酪和羊奶，
肥美的羔羊，
巴珊的綿羊和山羊，
上好的麥子；
喝葡萄汁釀的酒。
15「但耶書崙32·15 「耶書崙」是以色列的暱稱。吃飽喝足，
養肥長壯後，就得意忘形，
背棄造他們的上帝，
藐視救他們的磐石。
16他們拜外族的神明，令祂憤恨；
行可憎之事，惹祂發怒。
17他們祭拜的不是真神，
而是鬼魔，
是他們素不認識的新神明，
是他們祖先所不敬畏的。
18他們輕視生他們的磐石，
忘記養他們的上帝。
19「耶和華看見祂兒女的惡行，
就憤然厭棄他們，
20說，『這墮落的子民，
不忠的兒女！
我要掩面不理他們，
看他們的結局如何。
21他們拜假神，讓我憤恨；
供虛無之物，惹我發怒。
我要藉無名之民挑起他們的嫉妒，
用愚昧的國民激起他們的怒氣。
22我的怒火已經點燃，
要燒到陰間的盡頭，
吞滅大地及其出產，
甚至燒毀山的根基。
23『我要使災禍連連臨到他們，
我的箭都射向他們。
24他們必飽受饑荒之苦，
被瘟疫和災禍吞噬，
被猛獸和毒蛇襲擊。
25外有刀劍殺戮，
內有恐懼籠罩，
少男、少女、嬰兒、
老人無一倖免。
26我本要消滅他們，
使世人忘記他們；
27但我不願讓敵人誇口，
宣稱這是他們的勝利，
而非我的作為。』
28「以色列人愚昧無知，毫無見識。
29如果他們有智慧，
就能明白這一切、
知道自己的結局。
30若不是他們的磐石賣掉他們，
若不是耶和華拋棄他們，
一人怎能趕散他們千人？
二人怎能擊潰他們萬人？
31我們的敵人也承認他們的磐石不如我們的磐石。
32他們猶如來自所多瑪、
長在蛾摩拉的葡萄樹，
結的葡萄粒粒有毒，串串苦澀；
33釀的酒如蛇的毒液，
如眼鏡蛇的毒液。
34「祂說，『我把這一切積存起來，
封在我的倉庫裡。
35伸冤在我，我必報應，
到時候他們必站不住腳，
他們遭禍的日子近了，
他們的末日來了。』
36「耶和華見自己的子民力量衰竭，
奴隸和自由人所剩無幾，
必為他們主持公道，
憐憫祂的僕人。
37祂必說，『你們的神明在哪裡？
庇護你們的磐石在哪裡？
38它們吃你們祭牲的脂肪，
喝你們的奠酒。
讓它們起來幫助你們，
庇護你們吧！
39『你們要知道，
唯有我是上帝；
除我之外，別無他神。
我掌管生死，我打傷、我醫治；
無人能逃出我的掌心。
40我向天伸手，
憑我的永恆起誓，
41我要磨快閃亮的劍，
主持公道，報應仇敵，
懲罰恨我的人。
42我要使我的箭飽飲鮮血，
被殺被擄之人的血；
我的劍要吞噬人肉，
敵人將領的肉。』
43「列邦啊，
你們當與祂的子民一同歡樂！
因為祂要為自己的僕人報血仇，
報應祂的仇敵，
潔淨祂的土地和子民。」
44摩西和嫩的兒子約書亞把這首詩歌讀給會眾聽。
摩西的遺囑
45讀完後，摩西又對以色列人說： 46「要謹記我今天警告你們的話，要吩咐你們的子孫謹遵這律法上的話。 47這律法不是空話，而是你們的生命。你們若遵守這律法，就必長住在約旦河對岸你們將要佔領的土地上。」
預言摩西的死
48當天，耶和華對摩西說： 49「你去耶利哥對面的摩押，登上亞巴琳山區的尼波山，觀看我要賜給以色列人作產業的迦南。 50之後，你會死在山上，歸到你祖先那裡，如亞倫在何珥山離世歸祖一樣。 51因為在荀曠野，在加低斯的米利巴泉旁，你和亞倫對我不忠，沒有在以色列人中尊我為聖。 52所以，你只能遠遠地觀看我要賜給以色列人的土地，卻不能進去。」
1-3Lyt efter, himmel og jord,
livgivende er mine ord,
forfriskende er min tale
som dug i grønne dale.
Om Herren jeg vil jer lære,
så I lever ham til ære!
4Som en klippe er Herren urokkelig,
en trofast Gud, helt uden svig.
5Men hans eget folk, åh, hvilken skam,
vendte ryggen til og svigtede ham.
6Hvilken tåbelighed at begå,
hvilken måde at lønne hans trofasthed på.
Er han ikke jeres skaber og far,
som har givet jer alt, hvad I har?
7Lad nu tankerne gå tilbage
og husk på fortidens dage.
Lad de, som er grånet af ælde,
om tegn og undere fortælle.
8Da Herren fordelte jorden
mellem folk fra syden til norden,
satte han landenes skel
med tanke på menneskers32,8 Mens den masoretiske tekst siger „Israel”, siger Dødehavsrullerne „Guds sønner” og LXX „Guds engle”. I betydningen „skabt af Gud” er alle mennesker Adams børn og Guds børn. Det er også muligt, at hvert land får tildelt en skytsengel. vel.
9Men Israel beholdt han selv.
Det folk blev hans ejendom.
10Han fandt dem i ødemarken tom
under ørkenhimlens brændende hvælv.
Han vogted’ dem fra det høje,
som man værner sit sårbare øje.32,10 Den hebraiske tekst taler om at beskytte pupillen, den mest sårbare del af øjet. Oversættelsen „øjesten” er sprogligt set ikke korrekt.
11Som en ørn, der skubber ungen ud af reden32,11 For at lære ungen at flyve og tvinge den til at bruge sine vinger. Hvis ungen har problemer med at flyve og falder til jorden, vil moderen hurtigt dykke ned og sprede sine vinger ud nedenunder den faldende unge for på den måde at opsamle den på sit vingefang.
og spreder vingerne ud forneden,
han løfted’ sit folk på sit vingefang
og bar dem fremad dagen lang.
12Herren ville selv dem føre,
ingen fremmed gud fik lov dem at røre.
13De bosatte sig i landet med bakker og slugter
og blev næret af markens og træernes frugter.
Fra klippens spalter fik de honning på bord,
de fik olivenolie trods den stenede jord.
14Mælk fra geder og køer kunne tørsten slukke,
kød fra Bashans tyre, væddere og bukke.
De høstede en hvede så fin,
og dertil den blodrøde druevin.
15Israel32,15 På hebraisk: Jeshurun, som betyder „den retfærdige”, et hædersnavn for Israel. blev forkælet og fed,
opblæst og egenrådig derved.
De forkastede deres Skaber og Gud,
foragtede deres Frelsers bud.
16At de vakte Guds vrede rørte dem ikke,
de forlod ham til fordel for nye skikke.
17De ofred’ til dæmoner, som kun er tomhed,
frugten af menneskers frygtsomhed.
Til væmmelige afguder de sig vendte,
nye guder, som fædrene ikke kendte.
18De glemte den Gud, som livet dem gav,
skubbede ham ud i glemslens hav.
19Derfor må han støde sine egne børn bort—
tænk at han skulle lide en så frygtelig tort!
20Herren siger:
„Jeg vender dem ryggen og ser, hvad der sker.
De børn kan jeg ikke regne med mer.
De lovede mig troskab og lydighed,
men var falske og utro til stadighed.
21De har provokeret mig med tomheds guder,
de har opført sig som en anden luder.
Så provokerer jeg dem ved at elske en anden,
jeg vil gøre dem jaloux på et ‚uvidende’ folk.
22Min vrede er blusset op på ny,
den rammer alt fra havets dyb til himlens sky.
Jorden lægges øde, der er intet at høste,
alverden skal i sin grundvold ryste.
23De mange ulykker giver dem ingen hvile,
jeg skyder på dem med alle mine pile.
24De bliver ramt af hungersnød og tørke,
hærget af pest og dødens mørke.
Rovdyrtænder vil flænse dem op,
giftige slanger vil hugge i deres krop.
25På gaden slår fjenden børnene ned,
i hjemmene er der hverken ro eller fred.
Både børn og unge vil miste livet.
De gamle har hvert et håb opgivet.
26At udrydde dem helt jeg havde i sinde,
jeg ville for evigt udslette deres minde.
27Men så ville det lyde i fjendens lejr:
‚Det var vores magt, der gav os sejr!’
28Mit folk er uden forstand,
fatter de da ingenting?
29Havde de bare haft visdom til at se,
havde de været klar over, hvad der ville ske.
30Kunne en enkelt fjende jage tusind af dem på flugt,
eller to fjender med ti tusind krigere få bugt,
hvis ikke jeg havde vendt dem ryggen,
hvis ikke deres beskytter32,30 Teksten taler om en „klippe”, altså et symbol på beskyttelse mod fjenden. havde trukket sig bort?
31Deres fjender har ikke en sådan beskytter,
og det ved de godt.32,31 Septuaginta siger: „vores fjender er uforstandige”, mens den masoretiske tekst siger: „vores fjender er dommere”. Det er uvist, hvad den oprindelige tekst sagde, og hvad meningen er.
32De er fordærvede som Sodoma,
lige så rådne som Gomorra,
de er som bitre vindruer
fra giftige drueklaser,
33deres ord er som bid fra en slange,
som spyt fra en kobra.
34Alt dette ligger gemt hos mig,
forseglet i mine arkiver.
35Det er mit ansvar at straffe dem,
en dag skal deres fødder vakle.
Undergangen nærmer sig,
den vil komme over dem med hast.”
36Men når der kun er en rest tilbage,
når Herren ser, at deres kraft er opbrugt,
da vil han genrejse sit folk,
forbarme sig over sine tjenere.
37Da vil han spørge: „Hvor er nu jeres guder,
dem I troede, der ville hjælpe jer?
38De åd jo fedtet fra jeres ofre
og drak den vin, I gav dem.
Lad dem komme jer til hjælp,
lad dem beskytte jer!
39Forstår I nu, at jeg er Gud?
Der findes ingen anden som mig.
Jeg slår ihjel, men jeg giver også liv,
jeg sårer, men jeg læger også.
Den, jeg dømmer, kan ingen redde.
40Jeg løfter min hånd og sværger:
Så sandt jeg lever evindelig,
41vil jeg hvæsse mit lynende sværd
og udføre min knusende dom.
Jeg vil hævne mig på mine fjender,
og hugge dem ned, som hader mig.
42Mine pile vil svømme i blod,
mit sværd vil svælge i kød.
Det udgyder faldnes og fangnes blod,
hugger de tapreste hoveder af.”
43Glæd jer, I folkeslag, sammen med hans folk,
for Herren vil hævne sine tjeneres blod.
Han vil straffe fjenden
og skaffe soning for sit folks land.32,43 Betydningen usikker. Muligvis: „give sit folk deres land tilbage”.
44-45Moses stod med Josva ved sin side og fremsagde alle de her ord for hele Israels folk. 46Derefter sagde han:
„De love, jeg har pålagt jer i dag, skal I lægge jer grundigt på sinde, så I kan lære jeres børn at overholde dem. 47De er ikke tomme ord uden betydning. Jeres liv afhænger af dem! Hvis I adlyder dem, vil I få et langt og godt liv i det land, I skal over og tage i besiddelse på den anden side af Jordanfloden.”
Moses velsigner folket umiddelbart før sin død
48Samme dag sagde Herren til Moses: 49„Om kort tid skal du gå op på Nebos bjergtop i Abarimbjergene i Moabs land over for Jeriko og se ud over Kana’ans land, det land jeg nu vil give Israels folk. 50Når du har taget landet i øjesyn, skal du dø, ligesom din bror Aron måtte dø på Hors bjerg, 51for I var begge ulydige over for mig for øjnene af Israels folk, da I ved Meribas kilder uden for Kadesh i Zins ørken ikke gav mig ære. 52Du får lov at se ind i det land, jeg giver Israels folk, men du får ikke lov selv at komme ind i det.”
