预言旱灾
1耶和华告诉耶利米有关旱灾的事：
2“犹大充满悲泣，
她的城邑衰败，
人人坐在地上痛哭，
耶路撒冷哀鸣四起。
3贵族派仆人去水池打水，
仆人去那里发现没有水，
就带着空瓶垂头丧气、
羞愧难当地回去了。
4天不下雨，
土地干裂，
农夫沮丧地抱着头。
5因为没有草，
田野的母鹿抛弃了刚生下来的小鹿；
6因为没有草，
野驴站在光秃的山头上像豺狼一样喘气，双目无神。”
7耶和华啊，虽然我们的罪控告我们，
我们屡屡叛逆得罪你，
求你为了自己的尊名而拯救我们。
8以色列的盼望和患难时的救主啊，
你为什么在这里像一个异乡人，
像一个只住一夜的旅客呢？
9你为什么像一个受惊的人，
像一个无力救人的勇士呢？
耶和华啊，你一直都在我们中间，
我们属于你的名下，
求你不要抛弃我们。
10论到这些百姓，耶和华这样说：
“他们喜欢流浪，
不约束自己的脚步，
因此耶和华不喜欢他们。
现在祂要清算他们的罪恶，
追讨他们的罪。”
11耶和华对我说：“你不要为这百姓祷告。 12他们禁食，我也不会听他们的呼求；他们献上燔祭和素祭，我也不会悦纳。我要用战争、饥荒和瘟疫灭绝他们。” 13我说：“主耶和华啊！众先知不停地告诉他们不会有战争，也不会遭遇饥荒，说耶和华必在这地方赐给他们永久的平安。”
14耶和华对我说：“那些先知奉我的名说假预言，我并没有差派他们，没有委任他们，也没有对他们说话。他们对你们说的预言是假异象，是占卜，是凭空捏造。 15我没有差派他们，他们却奉我的名说这地方必没有战争和饥荒。他们必死于战争和饥荒。这是耶和华说的。 16至于听他们说预言的人以及那些人的妻子儿女，必因饥荒和战争而暴尸耶路撒冷街头。因为我要使他们受到应得的报应。
17“耶利米，你要对他们说，
‘让我昼夜泪眼汪汪吧，
因为我的同胞遭受重创，
遍体鳞伤。
18我走到田间，
眼前是具具被杀的尸体；
我进入城里，
见饥荒肆虐，
祭司和先知也流亡异乡14:18 “祭司和先知也流亡异乡”或译“连祭司和先知也浑浑噩噩，不知道自己做什么”。。’”
19耶和华啊，你完全丢弃犹大了吗？
你厌恶锡安吗？
你为什么把我们打得伤痕累累，以致无法医治？
我们期待平安，却没有平安；
渴望得到医治，却饱受惊吓。
20耶和华啊，我们承认自己和我们祖先的罪，
我们都得罪了你。
21为了你的尊名，
求你不要厌恶我们，
不要让你荣耀的宝座蒙羞。
求你顾念你与我们立的约，
不要废除它。
22在列国供奉的偶像中，
谁能赐下雨水呢？
天能自降甘霖吗？
我们的上帝耶和华啊，
难道不是只有你能行这些事吗？
是你赐雨水降甘霖，
所以我们仰望你。
1Engang, da der var tørke i landet, sagde Herren til mig:
2„Judas folk er fortvivlede. Byernes travle liv er forsvundet, og folk sidder i støvet og sørger. Klageskrig stiger op til mig fra Jerusalem. 3Velhavende folk sender deres slaver efter vand, men alle vandreservoirer er tomme, og slaverne vender skuffede og fortvivlede tilbage med tomme hænder og bøjet hoved. 4Jorden er knastør og slår revner, og der er ingen udsigt til regn. Landmændene er desperate og skjuler ansigtet i hænderne. 5Selv hjorten opgiver sit nyfødte kid på marken, for der er intet græs. 6Vildæslerne står på de nøgne bakketoppe. De stønner som tørstige sjakaler og spejder uden håb efter den plantevækst, der ikke er der.”
7Jeg svarede: „Ak Herre, gang på gang har vi syndet imod dig. Alligevel vover vi at råbe til dig om hjælp, for vi kender dig som en barmhjertig Gud. 8Ak, Israels Håb, du er vores Frelser i nødens stund. Hvorfor er du blevet en fremmed for os, som en rejsende, der kun gør holdt for natten? 9Er du da magtesløs, ude af stand til at frelse os? Herre, du er vores Gud, og vi er kendt som dit folk. Herre, lad os ikke i stikken nu!”
10Derpå talte Herren om sit genstridige folk: „De elsker at gå deres egne veje. Gang på gang gør de oprør imod mig. Det kan jeg ikke acceptere, og derfor er jeg nødt til at straffe dem for deres synder.”
11Så sagde Herren til mig: „Lad være med at bede mig velsigne dette folk. 12Selv om de faster, vil jeg ikke høre deres bønner. Og deres offergaver tager jeg ikke imod. Jeg straffer dem med krig, hungersnød og sygdom.”
13Da sagde jeg: „Herre, min Gud, mange profeter har jo fortalt folket, at der hverken vil komme krig eller hungersnød, og at du vil give landet fremgang og fred!”
14Herren svarede: „Det var løgnagtige profeter. Jeg har hverken sendt dem eller talt til dem. De syner og åbenbaringer, som de påstår at have fået fra mig, er noget, de selv har fundet på. 15Derfor vil jeg straffe de løgneprofeter, som påstår, at de taler på mine vegne, selvom jeg ikke har sendt dem. De siger, at der hverken kommer krig eller hungersnød, men de kommer selv til at dø på grund af krig og hungersnød! 16Og folket, som de profeterer for, får samme skæbne. Deres lig vil ligge og rådne i Jerusalems gader, fordi der ikke er nogen til at begrave dem. Mænd og kvinder, børn og unge, alle vil dø som straf for deres ondskab.
17Derfor skal du sige til dem fra mig: Dag og nat strømmer mine øjne over med tårer. Jeg græder uafbrudt, for mit elskede folk er dødeligt såret. 18Går jeg udenfor byen, ser jeg dræbte krigere over det hele. Går jeg gennem byens gader, ser jeg dem, som er helt udmattede af sult. Det er sket, fordi både profeter og præster har udført deres hverv uden en sand forståelse af mig.”
19„Ak, Herre,” udbrød jeg, „har du helt forkastet Judas folk? Hader du Jerusalem? Hvorfor har du såret os så hårdt, at alt håb er ude? Vi håbede på fred, men freden udeblev. Vi håbede på fremgang, men oplevede terror og ødelæggelse. 20Herre, vi bekender både vores egen og vores forfædres ondskab. Vi har alle syndet imod dig. 21Men forkast os ikke, Herre, for dit eget navns skyld! Bring ikke skam over Jerusalem, hvor din herlige trone står! Opsig ikke din pagt med os! 22Kan nogen af de fremmede afguder sende regn? Falder den fra himlen helt af sig selv? Er det ikke dig, Herre, vores Gud, som gør det? Derfor sætter vi vores lid til dig, som står bag det alt sammen.”
