Salmernes Bog 39 – BPH & NVI-PT

Bibelen på hverdagsdansk

Salmernes Bog 39:1-14

Et råb om hjælp i lidelse

1Til korlederen Jedutun: En sang af David.

2Jeg havde besluttet ikke at gøre noget forkert,

og jeg ville ikke sige noget overilet.

Jeg havde valgt at holde munden lukket,

når der var gudløse mennesker til stede.

3-4Derfor tav jeg og sagde ikke et ord,

men det hjalp bare ikke.

Uroen brændte i mit indre,

og min frustration voksede.

Jo mere jeg tænkte, jo værre blev det,

til sidst var jeg nødt til at tale:

5„Herre, hjælp mig at indse, at livet er kort,

dagene synes at flyve af sted.

6Mit liv er kort ud fra dit perspektiv,

et menneskes liv er flygtigt som et vindpust.

7Vi er som skygger, der farer forbi.

Man slider for at samle sig rigdom,

men ved ikke, hvem der får glæde af det.

8Herre, hvad kan jeg forvente af livet?

Du er mit eneste håb.

9Red mig ud af syndens sump,

så ikke tåberne skal hovere over mig.

10Herre, jeg har intet at sige til mit forsvar,

for det er jo dig, som straffer mig.

11Men Herre, jeg kan ikke holde det ud længere,

jeg ligger knust under din hånd.

12Når du straffer folk for deres synder,

bliver de mast som møl.

Mennesket er jo flygtigt som et åndepust.

13Hør min bøn, Herre, lyt til mit råb!

Luk ikke ørerne for min gråd.

Jeg er jo blot en fremmed på jorden,

en gæst på gennemrejse som mine forfædre.

14Vend din vrede fra mig, Herre,

så jeg kan opleve glæden igen,

før jeg skal herfra.”

Nova Versão Internacional

Salmos 39:1-13

Salmo 39

Para o mestre de música. Ao estilo de Jedutum. Salmo davídico.

1Eu disse: Vigiarei a minha conduta

e não pecarei em palavras;

porei mordaça em minha boca

enquanto os ímpios estiverem na minha presença.

2Enquanto me calei resignado,

e me contive inutilmente, minha angústia aumentou.

3Meu coração ardia-me no peito

e, enquanto eu meditava, o fogo aumentava;

então comecei a dizer:

4Mostra-me, Senhor, o fim da minha vida

e o número dos meus dias,

para que eu saiba quão frágil sou.

5Deste aos meus dias o comprimento de um palmo;

a duração da minha vida é nada diante de ti.

De fato, o homem não passa de um sopro. Pausa

6Sim, cada um vai e volta como a sombra.

Em vão se agita, amontoando riqueza

sem saber quem ficará com ela.

7Mas agora, Senhor, que hei de esperar?

Minha esperança está em ti.

8Livra-me de todas as minhas transgressões;

não faças de mim um objeto de zombaria dos tolos.

9Estou calado! Não posso abrir a boca,

pois tu mesmo fizeste isso.

10Afasta de mim o teu açoite;

fui vencido pelo golpe da tua mão.

11Tu repreendes e disciplinas o homem por causa do seu pecado;

como traça destróis o que ele mais valoriza;

de fato, o homem não passa de um sopro. Pausa

12Ouve a minha oração, Senhor;

escuta o meu grito de socorro;

não sejas indiferente ao meu lamento.

Pois sou para ti um estrangeiro,

como foram todos os meus antepassados.

13Desvia de mim os teus olhos, para que eu volte a ter alegria,

antes que eu me vá e deixe de existir.