En bøn om frelse med lovprisning af Herrens trofaste hjælp
1Til korlederen: Synges til melodien „Morgenrødens rådyr”. En sang af David.
2Min Gud! Min Gud!
Hvorfor har du forladt mig?
Hvorfor hjælper du mig ikke?
Hvorfor lytter du ikke til mit skrig?
3Dag efter dag råber jeg til dig,
men du svarer mig ikke.
Hver nat hører du min røst,
men du giver mig ingen trøst.
4Du sidder på din hellige trone,
du er den, som Israel lovsynger.
5Vore forfædre stolede på dig,
og du reddede dem.
6Du hørte deres nødråb og befriede dem,
du skuffede aldrig deres tillid til dig.
7Men jeg føler mig som en ussel orm,
jeg bliver hånet og foragtet af alle.
8Enhver, der ser mig, griner ad mig,
ryster på hovedet eller vrænger ad mig.
9„Er det ham, der stoler på Herren?” håner de.
„Så lad os se, om Herren redder ham.
Hvis Herren elsker ham så meget,
så burde han gribe ind og frelse ham!”
10Herre, du var der, da jeg blev født,
du gav mig tryghed ved min mors bryst.
11Fra fødslen har du været den, der hjalp mig,
hele mit liv har du været min Gud.
12Hold dig ikke borte fra mig nu,
for jeg er undergangen nær,
og ingen andre kan hjælpe mig.
13Frygtindgydende fjender har omringet mig,
som en hjord af vilde tyre fra Bashan.
14Som sultne og brølende løver
kommer de imod mig med åbent gab.
15Min styrke er sivet bort som vand i sandet,
alle mine knogler føles, som er de gået af led,
mit hjerte hamrer i halsen på mig.
16Mine læber er tørre som potteskår,
min tunge klistrer til ganen,
du har bragt mig til gravens rand.
17Mine fjender kredser omkring mig som hunde,
en bande af forbrydere omringer mig.
De har gennemboret22,17 Teksten er usikker og meningen omstridt. mine hænder og fødder.
18Jeg kan tælle alle mine knogler.
Med skadefryd stirrer fjenderne på mig.
19De deler mine klæder imellem sig
og trækker lod om min kjortel.
20Herre, hold dig ikke på afstand.
Du er min redning, kom mig til hjælp.
21Frels mig fra døden,
red mig fra de vilde hunde.
22Lad mig undslippe løvens gab,
lad mig ikke blive dræbt af vildoksens horn.
Gud, du har hørt min bøn.
23Jeg vil fortælle om dig til mine landsmænd,
jeg vil synge din pris midt i en stor forsamling.
24Pris Herren, I, der kender ham,
giv ham ære, Jakobs efterkommere,
vis ham ærefrygt, Israels folk,
25for han lod ikke den fortvivlede i stikken,
han vendte sig ikke bort og gik sin vej.
Han lyttede til mit råb om hjælp.
26Jeg vil lovsynge dig, når folket samles,
jeg vil opfylde mine løfter for øjnene af dit folk.
27De ydmyge skal spise og alle blive mætte,
de, som beder dig om hjælp, skal prise dig.
Må de altid leve under din velsignelse.
28Alverden skal se det og vende sig til dig, Herre,
alle folkeslag skal komme og tilbede dig.
29For magten tilhører dig,
du er Konge over alle nationer.
30Alle de fornemme og rige skal bøje sig for dig.
Alle dødelige mennesker skal knæle ned for dig.
31Jeg vil leve for dig,
og min slægt skal tjene dig.
De kommende generationer skal høre
om dine underfulde gerninger.
32De skal fortælle om din nåde og frelse
til slægter, som endnu ikke er født.
Псалам 22
Хоровођи, по напеву кошута у зори. Давидов псалам.
1Боже мој, Боже мој, зашто си ме оставио?!
Далеко си од мога спасења,
и од речи вапаја мојега.
2Боже мој, вапим дању, а ти не одговараш;
ноћу, али нема ми одмора.
3А ти си онај Свети,
престо ти је на хвалама Израиљевим.
4У тебе су се наши преци уздали,
уздали се и ти их избави.
5Теби су вапили и избављени били,
у тебе се уздали и нису се осрамотили.
6А ја сам црв, а не човек,
ругло људима, презир народа.
7Ко год ме види, тај ми се руга,
цере ми се и машу главама:
8„У Господа се уздао, нека га он избави,
кад у њему радост налази.“
9Јер ти си ме извукао из утробе мајчине,
на грудима мајке дао ми починак.
10Теби сам предан од мајчина крила,
од утробе мајчине ти си Бог мој.
11Не удаљуј се од мене,
јер невоља је близу,
а помоћника нема.
12Окружише ме многи бикови,
бикови ме васански опколише.
13На мене су чељуст раширили,
као лав што раздире и риче.
14Попут воде живот ми истиче,
све су ми се кости разглавиле,
срце ми је ко восак постало,
и топи се у мојим грудима.
15Снага ми се као цреп сасуши,
језик ми је уз непце прионуо;
у смртни си ме прах ставио.
16Јер пси су ме, ево, опколили,
окружила ме чета зликоваца,
руке су ми и ноге пробили.
17Све кости своје избројати могу,
а они ме гледају и зуре у мене.
18Моје хаљине деле међу собом,
коцку бацају за моју одећу.
19Не удаљуј се од мене, Господе,
снаго моја, пожури ми у помоћ,
20душу моју избави од мача,
и мој живот од канџи паса.
21Избави ме од лавље чељусти,
и од рогова биволових!
22А ја ћу причати о твом имену браћи својој,
хвалићу те усред збора.
23Хвалите Господа, ви што га се бојите,
славите га, све семе Јаковљево,
сав род Израиљев, нек од њега стрепи!
24Јер патњу угњетеног није презрео,
нити му је постала одвратна,
није своје лице сакрио од њега,
него му је вапај услишио.
25О теби ћу певати на великом збору,
испунићу завете своје пред онима који га се боје.
26Понизни ће јести и бити сити,
хвалиће Господа који га траже.
Нека срца ваша живе довека!
27Сетиће се и вратити Господу,
сви крајеви земаљски,
пашће ничице пред тобом
сва племена народа.
28Јер Господње је Царство,
он влада над народима.
29Њему ће се клањати сви богати
и сити на земљи,
пред њим ће клекнути сви који у прах силазе,
којима се живот угасио.
30Потомство њему ће служити,
причаће о Господу будућем нараштају,
31доћи ће и објавити праведност његову
народу који се још није родио,
да је он то учинио.
