Ordsprogenes Bog 18 – BPH & OL

Bibelen på hverdagsdansk

Ordsprogenes Bog 18:1-24

1De, der isolerer sig, søger deres eget,

de opponerer mod al sund fornuft.

2En tåbe prøver ikke på at forstå andre,

han har nok i at lufte sin egen mening.

3Ondskab går hånd i hånd med foragt,

skam følges med vanære.

4Visdom forfrisker som en rislende kilde,

styrkende ord er som koldt, frisk vand.

5Det er afskyeligt at holde hånden over den skyldige

og at lade den uskyldige blive dømt i stedet.

6Tåbernes ord bringer dem let i klammeri,

deres tale inviterer til slagsmål.

7Tåbernes ord bringer dem til fald,

deres tale kan koste dem livet.

8Sladder sluges med hud og hår

og lagrer sig dybt i sindet.

9At være doven og forsømme sit arbejde

er lige så slemt som at øve hærværk.

10Herren er som et stærkt fæstningstårn,

den retskafne løber derind og er i sikkerhed.

11Den riges velstand er hans falske tryghed,

han tror sig beskyttet bag en mægtig mur.

12Hovmod fører til fald,

ydmyghed bringer ære.

13At give et svar uden først at lytte

er både tåbeligt og skændigt.

14Et menneskes livsmod giver styrke under sygdom,

men når mismod sætter ind, er håbet ude.

15Den forstandige er på jagt efter kundskab,

den kloge er på udkig efter visdom.

16At give en gave kan åbne mange døre

og bane vej til magtfulde personer.

17Den, der forsvarer sin sag, synes at have ret,

i hvert fald indtil krydsforhøret begynder.

18Når to stærke modstandere er kørt fast i en strid,

kan en lodkastning give en løsning.

19Når slægtninge bliver uvenner,

rejses en mur imellem dem.

20Gode ord giver mad i huset,

de rette ord giver fremgang i livet.

21Tungen er nøglen til et godt eller dårligt liv,

man må leve med konsekvensen af sine ord.

22Lykkelig den mand, som finder sig en god kone,

det er et udtryk for Herrens velsignelse.

23Den fattige er nødt til at anmode høfligt,

den rige har råd til at være uforskammet.

24Man kan have mange venner og alligevel blive svigtet,

og dog kan en ven være mere trofast end en slægtning.

O Livro

Provérbios 18:1-24

1O individualista, que faz tudo sempre sozinho, é um egoísta;

recusa toda a espécie de conselhos.

2Os loucos não querem saber como são as coisas na realidade;

só lhes interessa gritar aos quatro ventos aquilo que pensam.

3Aparecem os malfeitores

e com eles logo vem a infâmia, o desprezo, o insulto.

4As palavras de um homem sábio

exprimem profundas torrentes de pensamento.

5Quem favorece os malfeitores, a fim de poder condenar o inocente,

está a agir com profunda injustiça.

6As palavras do insensato provocam contendas;

a sua língua clama por açoites.

7A boca do insensato traz-lhe dissabores;

os seus lábios armam-lhe ciladas.

8As conversas do caluniador são como saborosos petiscos

que se engolem com muita facilidade.

9O preguiçoso que faz um trabalho com negligência

é como se estivesse a destruir uma obra de valor.

10O nome do Senhor é como uma poderosa fortaleza;

os justos acorrem e acham aí perfeita segurança.

11O rico considera a sua riqueza como uma cidade impenetrável,

como uma muralha perfeitamente segura.

12O orgulho acaba sempre na ruína,

mas a honra vem sempre precedida da humildade.

13Responder antes de ouvir é loucura;

é mesmo uma vergonha para quem o faz.

14A moral duma pessoa pode ajudá-la na doença,

mas para um espírito abatido que esperança haverá?

15Uma pessoa esclarecida está sempre pronta a adquirir novos conhecimentos;

tem o ouvido atento a tudo o que possa enriquecer o seu espírito.

16Os presentes são coisas que, por vezes, até fazem milagres;

conseguem dar acesso a pessoas consideradas muito importantes.

17Quando há um debate, o primeiro a falar parece ter toda a razão;

depois aparecem outros a contestá-lo e a rebater os seus argumentos.

18Tirar à sorte pode decidir o fim de uma discussão

e a posição de gente poderosa.

19Um irmão ofendido torna-se mais impenetrável que uma fortaleza militar;

as querelas fecham-no como se fossem ferrolhos dum velho castelo.

20Para a pessoa que sabe dar bons conselhos,

isso dá-lhe satisfação como um bom prato de comida, quando está com fome.

21A morte e a vida estão à mercê da força da língua;

os que a usam habilmente serão recompensados.

22Um homem que encontra uma esposa acha uma boa coisa;

ela é uma bênção da parte do Senhor.

23O pobre fala suplicando,

mas o rico responde duramente.

24Quem tem muitos amigos pode dar-se por muito satisfeito,

mas há um amigo que é mais chegado do que um irmão.