Nehemiasʼ Bog 5 – BPH & NVI

Bibelen på hverdagsdansk

Nehemiasʼ Bog 5:1-19

Nehemias taler de fattiges sag

1Kort efter begyndte nogle mænd og deres koner at klage over, at deres rige landsmænd udnyttede dem. 2Nogle sagde: „Vi har ingen penge, så vi må give vores børn i pant for at få mad.” 3Andre sagde: „Vi har pantsat vores marker, vingårde og huse for at kunne købe korn under hungersnøden.” 4Andre igen sagde: „Vi har måttet belåne vores marker og vingårde for at kunne betale skat til kongen.”

5„Hører vi ikke til samme folk?” protesterede de. „Er vores børn ikke lige så gode som deres? Det er uretfærdigt, at vi skal sælge vores børn som slaver for at kunne overleve. Vi har allerede solgt flere af vores døtre, og vi har ingen mulighed for at købe dem fri, for vores marker og vingårde tilhører pantelånerne.”

6Da jeg hørte det, blev jeg vred, 7og efter at have tænkt over sagen sagde jeg til de rige og fornemme: „Det er forkert af jer at tage pant og renter af jeres landsmænd, når I låner dem penge.” Så sammenkaldte jeg til et folkemøde og henvendte mig til de rige: 8„Vi har gjort alt, hvad vi kunne, for at frikøbe vores landsmænd, der levede som slaver hos et fremmed folk,” sagde jeg. „Men nu gør I jeres egne landsmænd til slaver! Hvor mange gange skal vi købe dem fri?” Der var dødstille. Ingen vidste, hvad de skulle svare. 9Så fortsatte jeg: „I kan ikke være bekendt at opføre jer på den måde! Har I slet ingen ærefrygt for Gud? Er det ikke nok, at vi har fjender, der udefra prøver at komme os til livs? 10Jeg og mine folk har også lånt vores nødstedte landsmænd penge og korn, men uden at kræve renter. Hold op med at tage pant og renter. 11Giv dem deres marker, vingårde, olivenlunde og huse tilbage og refunder dem, hvad I har taget i renter i form af penge, korn, vin og olie.”

12„Vi vil gøre, som du siger,” svarede de. „Vi giver dem deres ejendom tilbage og holder op med at kræve renter.” I præsternes påhør fik jeg dem så til at sværge på, at de ville gøre, som de havde sagt. 13Og mens jeg rystede min kappefold sagde jeg: „De som ikke holder, hvad de har lovet, vil Gud ryste ud fra deres hus og hjem.” „Amen!” råbte hele forsamlingen og takkede Gud. Så gik de i gang med at gøre deres ord til handling.

14I den forbindelse skal det nævnes, at i alle de 12 år, jeg var guvernør over Juda—fra kong Artaxerxes’ 20. til hans 32. regeringsår—modtog hverken jeg selv eller mine embedsmænd nogen løn eller andre ydelser fra Israels folk. 15Denne praksis stod i skærende kontrast til, hvad folket var vant til fra de tidligere guvernører, der havde udnyttet dem ved at kræve mad og vin foruden 40 sølvstykker om dagen. Desuden plejede embedsmændene også at udnytte folket. Men fordi jeg ønskede at adlyde Gud, brød jeg med den praksis. 16I stedet koncentrerede jeg mig om arbejdet på muren og nægtede at skaffe mig fast ejendom. Og alle mine embedsmænd tog del i arbejdet på lige fod med andre. 17Jeg forsørgede ellers 150 judæiske embedsmænd foruden fremmede, der kom på besøg. 18Det daglige forbrug udgjorde en okse, seks førsteklasses får og et stort antal fjerkræ. Desuden købte jeg hver tiende dag en ny forsyning vin. Alligevel undlod jeg at afkræve folket den skat, jeg havde krav på, for de havde det svært nok i forvejen.

19Min Gud, glem ikke, hvad jeg har gjort for dit folk, men velsign mig for det!

Nueva Versión Internacional

Nehemías 5:1-19

Nehemías defiende a los pobres

1Los hombres y las mujeres del pueblo protestaron enérgicamente contra sus hermanos judíos, 2pues había quienes decían: «Si contamos a nuestros hijos y a nuestras hijas, ya somos muchos. Necesitamos conseguir trigo para subsistir».

3Otros se quejaban: «Por conseguir trigo para no morirnos de hambre, hemos hipotecado nuestros campos, viñedos y casas».

4Había también quienes se quejaban: «Tuvimos que empeñar nuestros campos y viñedos para conseguir dinero prestado y así pagar el tributo al rey. 5Y aunque nosotros y nuestros hermanos somos de la misma sangre, y nuestros hijos y los suyos son iguales, a nosotros nos ha tocado vender a nuestros hijos e hijas como esclavos. De hecho, hay hijas nuestras sirviendo como esclavas, y no podemos rescatarlas, puesto que nuestros campos y viñedos están en poder de otros».

6Cuando oí sus palabras de protesta, me enojé muchísimo. 7Y, después de reflexionar, reprendí a los nobles y gobernantes:

—¡Es inconcebible que sus propios hermanos les exijan el pago de intereses!

Convoqué además una gran asamblea contra ellos 8y allí recriminé:

—Hasta donde nos ha sido posible, hemos rescatado a nuestros hermanos judíos que fueron vendidos a los paganos. ¡Y ahora son ustedes quienes venden a sus hermanos, después de que nosotros los hemos rescatado!5:8 después … rescatado. Alt. para que nosotros tengamos que volver a rescatarlos. Todos se quedaron callados, pues no sabían qué responder.

9Yo añadí:

—Lo que están haciendo ustedes es incorrecto. ¿No deberían caminar en el temor de Dios y evitar así el reproche de los paganos, nuestros enemigos? 10Mis hermanos y mis criados, y hasta yo mismo, les hemos prestado dinero y trigo. Pero ahora, ¡quitémosles esa carga de encima! 11Yo les ruego que les devuelvan campos, viñedos, olivares y casas, y también el uno por ciento de la plata, del trigo, del vino y del aceite que ustedes les exigen.

12—Está bien —respondieron ellos—, haremos todo lo que nos has pedido. Se lo devolveremos todo, sin exigirles nada.

Entonces llamé a los sacerdotes, y ante estos les hice jurar que cumplirían su promesa. 13Luego me sacudí el manto y afirmé:

—¡Así sacuda Dios y arroje de su casa y de sus propiedades a todo el que no cumpla esta promesa! ¡Así lo sacuda Dios y lo deje sin nada!

Toda la asamblea respondió:

—¡Amén!

Entonces alabaron al Señor y el pueblo cumplió lo prometido.

14Desde el año veinte del reinado de Artajerjes, cuando fui designado gobernador de la tierra de Judá, hasta el año treinta y dos, es decir, durante doce años, ni mis hermanos ni yo utilizamos el impuesto que me correspondía como gobernador. 15En cambio, los gobernadores que me precedieron habían impuesto cargas sobre el pueblo, y cada día les habían exigido comida y vino por un valor de cuarenta siclos5:15 Es decir, aprox. 460 g. de plata. También sus criados oprimían al pueblo. En cambio yo, por temor a Dios, no hice eso. 16Al contrario, tanto yo como mis criados trabajamos en la reconstrucción de la muralla y no compramos ningún terreno.

17A mi mesa se sentaban ciento cincuenta hombres, entre judíos y oficiales, sin contar a los que llegaban de países vecinos. 18Era tarea de todos los días preparar un buey, seis ovejas escogidas y algunas aves; y cada diez días se traía vino en abundancia. Pero nunca utilicé el impuesto que me correspondía como gobernador, porque ya el pueblo tenía una carga muy pesada.

19¡Recuerda, Dios mío, todo lo que he hecho por este pueblo y favoréceme!