Nehemiasʼ Bog 2 – BPH & CST

Bibelen på hverdagsdansk

Nehemiasʼ Bog 2:1-20

Nehemias rejser til Jerusalem

1En dag i nisan2,1 Årets første måned, svarende til marts-april. Der var altså gået fire måneder. måned i kong Artaxerxes’ 20. regeringsår skulle jeg bringe vin ind til kongen. Jeg havde aldrig tidligere set sørgmodig ud, når jeg stod foran ham. Da jeg rakte ham vinen, 2udbrød han: „Hvorfor ser du så bedrøvet ud, Nehemias? Du er jo ikke syg, så der må være noget andet, der piner dig.” Jeg blev helt bange, 3men jeg tog mod til mig og svarede: „Deres Majestæt længe leve! Ja, det piner mig, at den by, hvor mine forfædre er begravet, ligger i ruiner, og at portene er nedbrændt.”

4„Hvad kan jeg gøre for dig?” spurgte kongen.

Da sendte jeg en bøn op til Gud i Himlen 5og svarede: „Hvis det behager Deres Majestæt at vise godhed imod mig, så lad mig rejse til Juda og genopbygge mine forfædres by.”

6Kongen kastede et blik på dronningen, der sad ved hans side, og spurgte så: „Hvor lang tid vil det tage? Hvornår kan du være tilbage?” Jeg gav ham en omtrentlig tidsramme, og han gav mig lov at rejse.

7„Hvis det behager Deres Majestæt, så lad mig få breve med til guvernørerne i området vest for Eufratfloden, så de kan give mig lov til at rejse gennem deres område på vej til Juda,” fortsatte jeg. 8„Lad mig også få et brev med til Asaf, der har ansvar for de kongelige skove, så han kan give mig bjælker til nye porte i bymuren og til genopbygningen af tempelborgen og til det hus, hvor jeg skal bo.” Kongen gav mig alt, hvad jeg bad om, for Herren var med mig.

9Kongen gav mig desuden officerer og ryttere med til beskyttelse på rejsen. Da vi nåede frem til provinserne vest for Eufratfloden, afleverede jeg kongens breve til de forskellige guvernører og rejste videre uden problemer. 10Men da horonitten Sanballat og den ammonitiske embedsmand Tobija hørte om det, blev de vrede over, at nogen ønskede at hjælpe israelitterne.

Nehemias inspicerer muren omkring Jerusalem

11-12Så kom jeg til Jerusalem, og da jeg havde været der i tre dage, foretog jeg om natten en inspektion sammen med nogle få mænd uden at sige til nogen, hvad Gud havde lagt mig på hjerte angående Jerusalem. Vi havde kun et æsel, som jeg red på, mens de andre gik. 13Først red jeg ud gennem Dalporten i retning af Sjakalbrønden og nåede til Møgporten, mens jeg undersøgte den nedrevne murs beskaffenhed og resterne af de brændte porte. 14-15Derfra fortsatte vi til Kildeporten og Kongedammen, men der var der ikke plads til, at mit æsel kunne komme videre. Så drejede jeg af og red op gennem Kedrondalen, mens jeg inspicerede murene, hvorefter vi vendte hjem gennem Dalporten.

16Ingen af de lokale embedsmænd vidste, hvor jeg havde været, eller hvad jeg havde foretaget mig. Jeg havde nemlig ikke sagt noget til nogen, hverken judæere, præster, embedsmænd eller de andre ledere, selvom det var dem, som ville få ansvar for genopbygningen.

17Men nu sagde jeg: „I ved alt om den tragedie, der har ramt vores by. I ved, at murene ligger i ruiner, og at portene er brændt. Men lad os nu i fællesskab genopbygge Jerusalems mure, så ingen længere skal gøre nar af os.”

18Så fortalte jeg dem, hvordan Gud havde været med mig, og hvad kongen havde sagt. „Lad os begynde med det samme!” udbrød de ivrigt. Derefter gik de i gang med at forberede arbejdet.

19Da Sanballat, Tobija og araberen Geshem hørte om planen, gjorde de nar af os: „Hvad er I ude på? Gør I oprør imod kongen?”

20„Himlens Gud vil hjælpe os,” svarede jeg. „Vi er hans tjenere, og nu går vi i gang med at genopbygge muren. Men I har ingen rettigheder i Jerusalem, for det er ikke jeres by og har aldrig været det.”

Nueva Versión Internacional (Castilian)

Nehemías 2:1-20

Nehemías vuelve a Jerusalén

1Un día, en el mes de nisán del año veinte del reinado de Artajerjes, al ofrecerle vino al rey, como él nunca antes me había visto triste, 2me preguntó:

―¿Por qué estás triste? No me parece que estés enfermo, así que debe de haber algo que te está causando dolor.

Yo sentí mucho miedo 3y le respondí:

―¡Que viva el rey para siempre! ¿Cómo no he de estar triste, si la ciudad donde están los sepulcros de mis padres se halla en ruinas, con sus puertas consumidas por el fuego?

4―¿Qué quieres que haga? —replicó el rey.

Encomendándome al Dios del cielo, 5le respondí:

―Si al rey le parece bien, y si este tu siervo es digno de tu favor, te ruego que me envíes a Judá para reedificar la ciudad donde están los sepulcros de mis padres.

6―¿Cuánto durará tu viaje? ¿Cuándo regresarás? —me preguntó el rey, que tenía a la reina sentada a su lado.

En cuanto le propuse un plazo, el rey aceptó enviarme. 7Entonces añadí:

―Si al rey le parece bien, te ruego que envíes cartas a los gobernadores del oeste del río Éufrates para que me den vía libre y yo pueda llegar a Judá; 8y por favor ordena a tu guardabosques Asaf que me dé madera para reparar las puertas de la ciudadela del templo, la muralla de la ciudad y la casa donde he de vivir.

El rey accedió a mi petición, porque Dios estaba actuando a mi favor. 9Cuando me presenté ante los gobernadores del oeste del río Éufrates, les entregué las cartas del rey. Además, el rey había ordenado que me escoltaran su caballería y sus capitanes. 10Pero, al oír que alguien había llegado a ayudar a los israelitas, Sambalat el horonita y Tobías el siervo amonita se disgustaron mucho.

Nehemías inspecciona la muralla

11Tres días después de haber llegado a Jerusalén, 12salí de noche acompañado de algunos hombres, pero a ninguno de ellos le conté lo que mi Dios me había motivado hacer por Jerusalén. La única bestia que llevábamos era la que yo montaba. 13Esa noche salí por la puerta del Valle hacia la fuente del Dragón y la puerta del Basurero. Inspeccioné las ruinas de la muralla de Jerusalén, y sus puertas consumidas por el fuego. 14Después me dirigí hacia la puerta de la Fuente y el estanque del Rey, pero no hallé por dónde pasar con mi cabalgadura. 15Así que, siendo aún de noche, subí por el arroyo mientras inspeccionaba la muralla. Finalmente regresé y entré por la puerta del Valle.

16Los gobernadores no supieron a dónde fui ni qué hice, porque hasta entonces no había dicho nada a ningún judío: ni a los sacerdotes, ni a los nobles, ni a los gobernadores ni a los que estaban trabajando en la obra. 17Por eso les dije:

―Vosotros sois testigos de nuestra desgracia. Jerusalén está en ruinas, y sus puertas han sido consumidas por el fuego. ¡Vamos, animaos! ¡Reconstruyamos la muralla de Jerusalén para que ya nadie se burle de nosotros!

18Entonces les conté cómo la bondadosa mano de Dios había estado conmigo y les relaté lo que el rey me había dicho. Al oír esto, exclamaron:

―¡Manos a la obra!

Y unieron la acción a la palabra.

19Cuando lo supieron, Sambalat el horonita, Tobías el oficial amonita y Guesén el árabe se burlaron de nosotros y nos preguntaron de manera despectiva:

―Pero ¿qué estáis haciendo? ¿Acaso pretendéis rebelaros contra el rey?

20Yo les contesté:

―El Dios del cielo nos concederá salir adelante. Nosotros, sus siervos, vamos a comenzar la reconstrucción. Vosotros no tenéis arte ni parte en este asunto, ni raigambre en Jerusalén.