Nineves fald forudsiges
1I ånden hører jeg sendebudets fodtrin på bjergene.
Han bringer godt nyt om fred.
Nu kan I fejre jeres fester igen, Judas folk.
Gør det, I lovede Herren, hvis han hørte jeres bønner.
For aldrig mere skal de onde assyrere besvære jer.
De bliver fuldstændig udryddet.
2Nineve, det er ude med dig.
En hær er på vej imod dig.
Bevogt dine fæstninger,
hold udkig ved indfaldsvejene
og gør dig klar til krig.
3Herren vil genoprette Israels ære
og give det dets værdighed tilbage.
Landet blev jo hærget af fjenden,
vinstokkens grene blev ødelagt.
4Soldaterne er klædt i blodrøde uniformer
og har kobberrøde skjolde.
Spyddene svinger i deres hænder,
stridsvognenes stålplader glimter som ild.
5De kører vildt gennem gaderne,
suser over torvene tæt efter hinanden.
Det minder om lyn, der farer frem og tilbage
eller fakler, der suser af sted.
6Hærføreren råber en ordre til officererne,
soldaterne styrter frem mod bymuren
og kører angrebstårnene i stilling.
7De store sluser ved floden bliver åbnet og skaber oversvømmelse,
paladset undermineres og bryder sammen.
8Nineves indbyggere føres bort som slaver.
De klager og sukker som duer,
de slår sig for brystet i fortvivlelse.
9Folk strømmer ud fra Nineve som vand fra en dam,
hvor diget er brudt sammen.
„Stands, stands!” råbes der,
men strømmen er ikke til at standse.
10Byen bliver plyndret for guld og sølv.
Alt, hvad der er værd at stjæle, bliver taget.
11Alt bliver ødelagt,
total tomhed er tilbage.
Alle indbyggerne er rædselsslagne,
lamslåede og ligblege.
12Den stolte løve har mistet sin hule,
de unge løver har mistet deres hjem.
Engang levede de trygt og uforstyrret,
både hanløven, hunløven og alle løveungerne.
13Løven har selv røvet et utal af byer
og slæbt byttet hjem til hunløven og ungerne.
Den fyldte sin hule med krigsbytte,
store mængder af kostbarheder.
14„Det er mig, der straffer dig,”
siger Herren, den Almægtige.
„Dine stridsvogne vil gå op i røg,
og dine krigere bliver dræbt.
Aldrig mere skal du tage krigsbytte.
Det er slut med truslerne fra dine hærførere.”
La destrucción de Nínive
1Nínive, un destructor avanza contra ti,
así que monta guardia en el terraplén,
vigila el camino, renueva tus fuerzas,
acrecienta tu poder.
2Porque el Señor restaura la majestad de Jacob,
como la majestad de Israel,
pues los destructores los han arrasado;
han arruinado sus sarmientos.
3Rojo es el escudo de sus valientes;
de púrpura se visten los guerreros.
El metal de sus carros brilla como fuego
mientras se alistan para la batalla
y los guerreros agitan sus lanzas.
4Desaforados corren los carros por las calles,
irrumpen con violencia por las plazas.
Son como antorchas de fuego,
como relámpagos zigzagueantes.
Caída y saqueo de Nínive
5Convoca el rey de Nínive a sus tropas escogidas,
que en su carrera se atropellan.
Se lanzan contra la muralla
para levantar la barricada,
6pero se abren las compuertas de los ríos
y el palacio se derrumba.
7Ya está decidido:
la ciudad2:7 ciudad. Alt. reina. será llevada al exilio.
Gimen sus criadas como palomas,
y se golpean el pecho.
8Nínive es como un estanque roto
cuyas aguas se derraman.
«¡Deteneos! ¡Deteneos!», les gritan,
pero nadie vuelve atrás.
9¡Saquead la plata!
¡Saquead el oro!
El tesoro es inagotable,
y abundan las riquezas y los objetos preciosos.
10¡Destrucción, desolación, devastación!
Desfallecen los corazones,
tiemblan las rodillas,
se estremecen los cuerpos,
palidecen los rostros.
La bestia salvaje morirá
11¿Qué fue de la guarida de los leones
y de la cueva de los leoncillos,
donde el león, la leona y sus cachorros
se guarecían sin que nadie los perturbara?
12¿Qué fue del león,
que despedazaba para sus crías
y estrangulaba para sus leonas,
que llenaba de presas su caverna
y de carne su guarida?
13«Pero ahora yo vengo contra ti
—afirma el Señor omnipotente—.
Reduciré a cenizas tus carros de guerra
y mataré a filo de espada a tus leoncillos.
Pondré fin en el país a tus rapiñas,
y no volverá a oírse la voz de tus mensajeros».
