Mattæusevangeliet 17 – BPH & HHH

Tre disciple ser et glimt af Jesus i hans herlighed

Mark. 9,2-10; Luk. 9,28-36

1Seks dage senere tog Jesus Peter, Jakob og Johannes (Jakobs bror) med op på et højt bjerg, hvor de var helt alene. 2Pludselig skiftede Jesus udseende for øjnene af de tre disciple. Hans ansigt strålede som solen, og hans klæder blev blændende hvide. 3Derefter så disciplene Moses og Elias komme til syne og tale med Jesus. 4„Herre, hvor er det skønt at være her,” udbrød Peter. „Hvis du synes, så vil jeg bygge tre hytter: en til dig, en til Moses og en til Elias.”

5Endnu mens Peter talte, kom en lysende sky og indhyllede dem, og de hørte en stemme inde fra skyen: „Det er min elskede Søn. Ham er jeg fuldt tilfreds med. Lyt til ham!”

6Disciplene faldt på knæ med ansigtet mod jorden, helt overvældede og skrækslagne. 7Men Jesus bøjede sig ned og rørte ved dem. „Rejs jer op,” sagde han. „I skal ikke være bange.” 8Da de kiggede op, var Jesus alene tilbage.

9På vej ned ad bjerget sagde Jesus til dem, at de ikke måtte fortælle om, hvad de lige havde set, før han var oprejst fra de døde.

Skulle „Elias” ikke komme før Messias?

Mark. 9,11-13

10Disciplene spurgte nu Jesus: „Hvordan kan det være, at de skriftlærde siger, at Elias skal komme før Messias?”

11Jesus svarede: „Det er rigtigt, at Elias skulle komme og genoprette alt.17,11 Se Mal. 3,23-24. Johannes Døber kom som en anden Elias og begyndte at skabe grundlaget for at genoprette alt. Det grundlag ligger i Johannes’ budskab: „Vend om fra jeres synder og gør jer parate til at tage imod Messias som Frelseren.” 12Men ‚Elias’ har allerede været her. Folk forstod bare ikke, at det var ham. Derfor gjorde de med ham, hvad de ville, og det samme vil de gøre med Menneskesønnen.”

13Så blev disciplene klar over, at det var Johannes Døber, han talte om.

Alt er muligt for den, som tror

Mark. 9,14-29; Luk. 9,37-43a

14Der stod en vældig menneskemængde og ventede på dem, da de kom ned fra bjerget. Straks kom en mand hen og faldt på knæ for Jesus. 15„Herre, vær barmhjertig mod min søn,” bad han. „Han er månesyg,17,15 Han fik voldsomme krampeanfald, som man satte i forbindelse med månens indflydelse. Det svarer muligvis til, hvad vi i dag kender som epilepsi, men de andre evangelier og vers 18 gør det klart, at årsagen i dette tilfælde er dæmonbesættelse. og lider ganske forfærdeligt. Ofte falder han i ilden eller i vandet, når han får sine anfald. 16Derfor bragte jeg ham til dine disciple, men de kunne ikke helbrede ham.”

17„Åh, I forvildede og vantro mennesker,” udbrød Jesus. „Hvor længe skal jeg blive hos jer? Hvor længe skal jeg bære over med jer? Kom herhen med drengen.” 18Så befalede Jesus dæmonen, som var i drengen, at komme ud, og den forlod ham. Fra det øjeblik var drengen rask.

19Da disciplene kort efter var alene med Jesus, spurgte de ham: „Hvorfor kunne vi ikke drive den dæmon ud?”

20„På grund af manglende tro,” svarede Jesus. „For det siger jeg jer: Hvis I bare havde tro som et sennepskorn, ville I kunne sige til sådan et ‚bjerg’: ‚Flyt dig!’ og det ville flytte sig. Der ville ikke være den ting, som ville være umuligt for jer. 21Men den slags farer kun ud ved bøn og faste.”17,21 Vers 21 mangler i flere af de tidlige håndskrifter.

Jesus taler igen om sin død og opstandelse

Mark. 9,30-32; Luk. 9,43b-45

22-23Da de igen var samlet i Galilæa, sagde Jesus en dag til disciplene: „Menneskesønnen skal overgives i menneskers vold og blive dræbt. Men på den tredje dag bliver jeg oprejst fra de døde.” Hans disciple blev dybt bedrøvede ved at høre det.

Om at betale skat til templet

24Da Jesus og disciplene var kommet hjem til Kapernaum, henvendte de, der opkrævede tempelskatten, sig til Peter. „Betaler jeres mester ikke den årlige tempelskat?” spurgte de.

25„Jo, selvfølgelig!” svarede Peter.

Så gik han ind i huset for at tale med Jesus om det. Men før han fik sagt noget, spurgte Jesus: „Sig mig, Peter: Hvem plejer jordens konger at opkræve told og skat af, deres egne børn eller andre folk?”

26„Af de andre!” svarede Peter. „Godt,” sagde Jesus, „så er deres egne børn altså fritaget. 27Men for ikke at forarge nogen, så lad os alligevel betale. Gå ned til søen og kast snøren ud. I munden på den første fisk, du fanger, vil du finde en mønt. Giv den som betaling for mig og dig.”