Markusevangeliet 9 – BPH & NRT

1Jesus fortsatte: „Det siger jeg jer: Nogle af jer, der står her, skal ikke dø, før I har set Guds herredømme blive åbenbaret med kraft.”

Tre disciple ser et glimt af Jesus i hans herlighed

Matt. 17,1-9; Luk. 9,28-36

2Seks dage senere tog Jesus Peter, Jakob og Johannes med op på et højt bjerg, hvor de var helt alene. Pludselig skiftede Jesus udseende for øjnene af de tre disciple. 3Hans klæder blev så blændende hvide, som intet jordisk blegemiddel kunne gøre dem. 4Derefter så disciplene Elias og Moses komme til syne og tale med Jesus.

5„Mester, hvor er det skønt at være her,” udbrød Peter. „Lad os bygge tre hytter: en til dig, en til Moses og en til Elias.”

6Han tænkte ikke over, hvad han sagde, for de var alle helt forfærdede.

7Så kom der en sky og indhyllede dem, og de hørte en stemme inde fra skyen: „Det er min elskede Søn! Lyt til ham!”

8Da de igen så sig omkring, var Moses og Elias forsvundet, og de var alene med Jesus.

9På vej ned ad bjerget sagde Jesus til sine tre ledsagere, at de ikke måtte fortælle nogen, hvad de havde set oppe på bjerget, før han var genopstået fra de døde. 10De mærkede sig det, han sagde, men begyndte samtidig at diskutere indbyrdes, hvad det vil sige at genopstå fra de døde.

Skulle „Elias” ikke komme før Messias?

Matt. 17,10-13

11Disciplene spurgte nu Jesus: „Hvordan kan det være, at de skriftlærde siger, at Elias skal komme før Messias?”

12-13Jesus svarede: „Det er rigtigt, at Elias går i forvejen og genopretter alt.9,12-13 Se Mal. 3,23-24. Johannes Døber kom som en anden Elias og begyndte at skabe grundlaget for at genoprette alt. Det grundlag ligger i Johannes’ budskab: „Vend om fra jeres synder og gør jer parate til at tage imod Messias som Frelseren.” Det siger jeg jer: ‚Elias’ har allerede været her, og de gjorde med ham, hvad de ville, sådan som der står skrevet om ham. Men hvordan kan det være, at selv om Elias skulle komme og genoprette alt, står der alligevel skrevet, at Menneskesønnen skal lide meget og behandles med foragt?”

Alt er muligt for den, som tror

Matt. 17,14-21; Luk. 9,37-43a

14Da de kom ned fra bjerget, så de, at der stod en stor flok mennesker omkring de øvrige ni disciple, som var ved at diskutere med nogle jødiske skriftlærde. 15Da folkeskaren så Jesus, blev de grebet af ærefrygt, løb ham i møde og hilste ærbødigt på ham. 16Så spurgte Jesus dem: „Hvad drejer diskussionen sig om?”

17„Mester,” råbte en mand i skaren, „jeg bragte min søn herhen, for at du skulle helbrede ham. Han kan ikke tale, for han er besat af en ond ånd. 18Hver gang den tager magten over ham, slår den ham til jorden, og så bliver han helt stiv, ligger med fråde om munden og skærer tænder. Jeg bad dine disciple om at jage dæmonen ud, men de kunne ikke.”

19„Åh, I vantro mennesker!” udbrød Jesus. „Hvor længe skal jeg blive hos jer? Hvor længe skal jeg bære over med jer? Kom herhen med drengen.”

20De førte drengen derhen, men aldrig så snart havde den onde ånd fået øje på Jesus, før den hev og sled i drengen. Den kastede ham omkuld, så han lå og væltede rundt på jorden med fråde om munden. 21Jesus vendte sig mod drengens far: „Hvor længe har han haft det sådan?”

„Fra han var ganske lille,” lød svaret. 22„Den har tit prøvet at tage livet af ham ved at vælte ham ind i flammer eller ned i vand. Åh, vær dog barmhjertig og hjælp os—hvis du kan!”

23„Hvis jeg kan?” sagde Jesus. „For den, som tror, er alting muligt.”

24„Jeg tror!” råbte faderen. „Afhjælp min vantro!”

25Nu så Jesus, at en masse mennesker kom løbende fra alle sider, så han skyndte sig at tale strengt til den onde ånd: „Du døve og stumme ånd, jeg befaler dig at komme ud af drengen og aldrig mere vende tilbage til ham!”

26Ånden skreg vildt og begyndte igen at hive og slide i drengen, men til sidst fór den ud af ham. Drengen lå som livløs på jorden, og der gik en mumlen gennem skaren: „Han er død!”

27Men Jesus tog ham ved hånden og hjalp ham på benene—og han blev stående.

28Da Jesus kort efter var alene med sine disciple inden døre, spurgte de ham: „Hvorfor kunne vi ikke drive den dæmon ud?”

29„Den slags kan kun drives ud ved bøn og faste,”9,29 Nogle få, tidlige håndskrifter mangler ordene „og faste”. svarede han.

Jesus taler igen om sin død og genopstandelse

Matt. 17,22-23; Luk. 9,43b-45

30Jesus og hans disciple forlod derefter den egn og vandrede gennem Galilæa, hvor de søgte at undgå for megen opmærksomhed, 31for Jesus var optaget af at undervise sine disciple. Han sagde bl.a. til dem: „Menneskesønnen skal snart gives i menneskers vold og blive dræbt. Men på den tredje dag genopstår jeg fra de døde.”

32Disciplene fattede ikke, hvad han snakkede om, men de kunne ikke lide at spørge ham om det.

Den største er den, som vil tjene

Matt. 18,1-5; Luk. 9,46-48

33De fortsatte til Kapernaum, til det hus, hvor Jesus boede. Da de var inden døre, spurgte han: „Hvad var det, I talte med hinanden om undervejs?”

34Ingen af dem svarede, for de havde diskuteret hvem af dem, der var den mest betydningsfulde. 35Så satte Jesus sig ned og bad de Tolv komme nærmere. „Den af jer, der vil være den største, skal være den mindste, en tjener for alle,” sagde han.

36Jesus tog så et barn ved hånden og trak det ind i kredsen. Han lagde armen om skulderen på barnet og sagde: 37„Enhver, der accepterer sådan et barn, fordi det hører mig til, accepterer i virkeligheden mig. Og den, der accepterer mig, accepterer min Far, som sendte mig.”

Den, der ikke er imod, er for

Luk. 9,49-50

38Johannes sagde nu til Jesus: „Mester! Vi så en mand drive dæmoner ud i dit navn, og vi sagde til ham, at det skulle han holde op med, for han var ikke en af dine disciple.”

39„Lad være med at hindre ham,” sagde Jesus. „Ingen kan det ene øjeblik gøre undere i mit navn og så i det næste tale ondt om mig. 40Den, der ikke er imod os, er for os.9,40 En del håndskrifter taler om „jer” i stedet for „os”. De to ord på græsk blev udtalt ens og ofte forvekslet. 41Og hvis nogen giver jer blot et glas vand, fordi I hører mig til, så kan jeg love jer, at det menneske ikke skal gå glip af sin belønning.

Fristelser, som fører til fortabelse

Matt. 18,6-9; Luk. 17,1-2

42Men hvis nogen ødelægger troen hos en af de små, der har tillid til mig, var det bedre for det menneske, om det blev kastet i havet med en møllesten om halsen.

43Hvis din hånd er skyld i, at du falder fra troen, så hug den af! Det er bedre for dig at gå ind til det evige liv uden din hånd end at blive kastet i Helvedes uudslukkelige ild med begge hænder i behold.9,43 Nogle håndskrifter har et vers 44 og 46, som er identisk med vers 48. 45Er det din fod, der får dig til at falde fra troen, så hug den af! Det er bedre for dig at gå haltende ind til det evige liv end at blive kastet i Helvede med begge ben i behold. 47Er det øjet, der får dig til at falde fra troen, så riv det ud! Det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds rige end at blive kastet i Helvede med begge øjne i behold. 48Det er et sted, hvor ‚ormene aldrig dør, og ilden aldrig slukkes.’9,48 Citat fra Es. 66,24.

Gennem prøvelsernes ild til hellighed

49Enhver discipel skal renses gennem prøvelsernes ild. 50Et liv levet i fuld lydighed til Gud er et prisværdigt liv—men et liv uden lydighed er lige så nytteløst som salt, der har mistet sin kraft. Lev med visdom og hold fred med hinanden.”9,49-50 Den græske tekst i disse to vers lyder i en ordret—og uforståelig—gengivelse: „For enhver vil blive saltet med ild. Salt er godt. Men hvis saltet bliver til ikke-salt, hvordan vil I så give det kraft igen? I skal have salt i jer, og hold fred med hinanden.” Baggrunden for billedtalen i v. 49 er, at ofrene i den gamle pagt blev helliget Herren ved at blive blandet med salt eller smurt ind i salt, før de blev ofret i ilden. Se 3.Mos. 2,13 og Ez. 43,24. Saltningen er altså en renselsesproces, som er nødvendig, før Gud kan acceptere ofret. En anden baggrund er, at metaller blev renset for urenheder ved at blive smeltet over ilden, så urenhederne blev skilt fra. Derfor betegner ilden en renselsesproces, som kan være smertefuld. Baggrunden for v. 50 er, at salt i jødisk tankegang forbindes med visdom og lydighed over for Guds befalinger. En anden baggrund er, at salt er forbundet med et fælles måltid, så hvis man deler salt med hinanden, lever man i fred og harmoni og har indbyrdes fællesskab. Salt symboliserer både visdom, troskab og fællesskab, jf. 4.Mos. 18,19, hvor grundteksten taler om en saltpagt.