Gud ønsker ikke, at nogen går fortabt
Matt. 18,12-14
1En dag var der særlig mange skatteopkrævere og andre af samfundets udstødte, som kom for at høre Jesus. 2Farisæerne og de skriftlærde kritiserede Jesus for at have med den slags mennesker at gøre. „Han spiser oven i købet sammen med dem!” sagde de. 3Da sagde Jesus:
4„Hvis en mand har 100 får, og et af dem bliver væk, lader han så ikke de 99 blive på græsgangene, mens han går ud og leder efter det, der er blevet væk, indtil han finder det? 5Når han har fundet det, lægger han det på sine skuldre med glæde, 6og så snart han kommer hjem, råber han til sine venner og naboer: ‚Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet det får, som var fortabt!’
7Det siger jeg jer: Sådan bliver der også større glæde i Himlen over ét menneske, der vender sig bort fra sin synd og kommer hjem til Gud, end over 99, som ikke føler et behov for at vende om.
Den tabte sølvmønt
8Eller hvis en kvinde har ti kostbare sølvmønter, og hun en dag mister den ene, mon så ikke hun tænder lys og fejer og gennemsøger hele huset, indtil hun finder den? 9Og når hun har fundet den, råber hun til sine veninder og nabokoner: ‚Glæd jer sammen med mig, for jeg har fundet den sølvmønt, som jeg havde tabt!’ 10Sådan er det også i Himlen, hvor Guds engle jubler, hver gang en synder vender om til Gud.”
Sønnen, der erkendte sin fortabthed
11Jesus fortsatte med følgende historie: „Der var en mand, som havde to sønner. 12En dag sagde den yngste søn til sin far: ‚Giv mig min del af arven nu!’ Faderen delte så, hvad han ejede, mellem de to sønner.
13Nogle dage senere samlede den yngste søn alle sine penge og rejste udenlands. Der soldede han hele sin formue op i et udsvævende liv, 14og da han ikke havde flere penge, begyndte vanskelighederne at melde sig. Der blev hungersnød i landet, og han sultede. 15Til sidst søgte han job hos en landmand, der sendte ham ud for at vogte grise på marken. 16Han drømte om at spise sig mæt i det, grisene åd, men ingen gav ham noget. 17Nu var han villig til at sluge sin stolthed og sagde til sig selv: ‚Hjemme hos min far får en daglejer mere, end han kan spise, og her går jeg og er ved at dø af sult. 18Nu prøver jeg at tage hjem til min far og sige: Far, desværre har jeg svigtet både dig og Gud. 19Jeg fortjener ikke længere, at du kalder mig din søn. Men kan jeg få et job hos dig?’
20Så begav han sig på vej og nærmede sig hjemmet. På lang afstand fik hans far øje på ham, og fuld af medynk løb han ham i møde, omfavnede ham og kyssede ham på kinden til velkomst. 21‚Åh, far,’ sagde sønnen, ‚jeg har svigtet både dig og Gud. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.’
22Men hans far råbte til tjenerne: ‚Skynd jer! Find det bedste tøj, vi har i huset, og giv ham det på. Giv ham ring på fingeren og sko på fødderne— 23og slagt fedekalven, for nu skal der festes! 24Min søn var fortabt, men nu er han fundet! Han var død, men nu har han fået livet tilbage!’ Og så blev der festet!
25Imens var den ældste søn ude at arbejde i marken. Da han kom hjem, hørte han musik og dans inde fra huset. 26Han kaldte på en af tjenerne for at spørge, hvad der foregik. 27‚Din bror er kommet hjem!’ fik han at vide. ‚Din far har slagtet fedekalven, og nu er der fest, fordi din bror er kommet hjem i god behold.’
28Den ældste bror blev godt sur og ville ikke gå ind i huset. Så gik hans far ud og bad ham komme med ind. 29‚Nej,’ sagde han, ‚nu har jeg i årevis slidt og slæbt for dig. Aldrig har jeg overtrådt nogle af dine påbud, men du har aldrig givet mig så meget som et gedekid, så jeg kunne holde fest sammen med mine venner. 30Men din søn dér har ødslet dine penge bort sammen med prostituerede kvinder, og så snart han viser sig, slagter du gårdens bedste kalv for ham!’
31‚Hør, min søn,’ sagde hans far, ‚du er altid hos mig, og alt mit er dit. 32Men i dag må vi feste og være glade, for din bror var død, men har fået nyt liv. Han var fortabt, men er blevet fundet.’ ”
Oguan A Wayera No Ho Bɛ
1Da bi, towgyefo ne nnebɔneyɛfo pii baa Yesu nkyɛn betiee no. 2Farisifo ne Kyerɛwsɛm no akyerɛkyerɛfo no huu eyi no, wonwiinwii kae se, “Saa ɔbarima yi gye nnebɔneyɛfo, san ne wɔn to nsa didi.”
3Saa asɛm a wɔkaa no ma obuu wɔn bɛ bi se, 4“Mo mu hena na sɛ ɔwɔ nguan ɔha na wɔn mu baako yera a, ɔrennyaw aduɔkron akron no hɔ nkokyinkyin sare so nhwehwɛ nea wayera no kosi sɛ obehu no? 5Na sɛ ohu no a, ɔde no abɔ ne kɔn ho, de anigye de no aba. 6Na sɛ odu fie a, wafrɛfrɛ ne nnamfo ne nʼafipamfo nyinaa aka akyerɛ wɔn se, ‘Momma yennye yɛn ani, efisɛ mahu me guan a ɔyerae no.’ 7Saa ara nso na sɛ ɔdebɔneyɛni baako sakra nʼadwene a, ɔsorofo nyinaa ani gye sen sɛ atreneefo aduɔkron akron wɔ hɔ a adwensakra ho nhia wɔn no.
8“Anaasɛ ɔbea bɛn na sɛ ne sika mpɔw du mu baako yera a, ɔrensɔ kanea mprapra ne dan mu, nhwehwɛ kosi sɛ obehu. 9Na sɛ ohu a, ɔremfrɛfrɛ ne nnamfo ne nʼafipamfo nyinaa nka nkyerɛ wɔn se, ‘Momma yɛn ani nnye, efisɛ mahu me sika mpɔw a ɛyerae no.’ 10Saa ara nso na sɛ ɔdebɔneyɛni baako sakra nʼadwene a, Onyankopɔn abɔfo ani gye ara ne no.”
Ɔyera Ba
11Yesu san buu wɔn ɔyera ho bɛ bi se, “Ɔbarima bi wɔ hɔ a na ɔwɔ mmabarima baanu. 12Wɔn mu akumaa no ka kyerɛɛ nʼagya no se, ‘Mʼagya, fa me kyɛfa a mewɔ wɔ wʼagyapade mu no ma me!’ Ɔbarima no kyɛɛ nʼagyapade mu de ne ba no kyɛfa maa no.
13“Nna tiaa bi akyi no, ne ba kumaa yi boaboaa nʼahode nyinaa ano tuu kwan kɔɔ akyirikyiri asase bi so kɔbɔɔ ahohwi bra hweree nʼahode nyinaa. 14Ɛno akyi no, ɔkɔm kɛse bi baa asase no so maa ne ho kyeree no. 15Ɛbaa saa no, ɔde ne ho kɔdan kuroni bi a ɔma ɔkɔhwɛɛ ne mprako so. 16Ɔwɔ hɔ no, ɔkɔm dee no maa ne kɔn dɔɔ sɛ anka obenya aduan a mprako no di no bi mpo adi, nanso wannya.
17“Nʼani baa ne ho so no, ɔkae se, ‘Apaafo a wɔwɔ mʼagya fi didi mee, ma bi ka ma wɔtow gu. Adɛn na mete ha na ɔkɔm rekum me yi! 18Mɛsɔre akɔ mʼagya nkyɛn na maka akyerɛ no se, Agya, mayɛ ɔsoro ne wo bɔne, 19na memfata sɛ wɔfrɛ me wo ba bio; fa me yɛ wʼapaafo no mu baako.’ 20Osii mu sɛ ɔresan aba nʼagya nkyɛn.
“Ɔnam kwan so akyirikyiri reba no, nʼagya no huu no, enti ɔde ayamhyehye yɛɛ ntɛm kohyiaa no, bam no, yɛɛ no atuu.
21“Aberante yi ka kyerɛɛ nʼagya no se, ‘Agya, mayɛ ɔsoro ne wo bɔne, na memfata sɛ wofrɛ me wo ba bio.’
22“Nʼano ansi koraa na nʼagya no frɛɛ nʼasomfo ka kyerɛɛ wɔn se, ‘Monka mo ho nkɔfa ntama pa mmefura no na monhyɛ no pɛtea ne mpaboa a ɛyɛ fɛ. 23Afei munkokum nantwi ba a wadɔ srade no mfa nyɛ aduan, na yennidi, nnom, nnye yɛn ani, 24efisɛ na misusuw sɛ me ba yi awu, sɛɛ na ɔte ase; ɔyerae, nanso wasan aba.’ Wofii ase gyee wɔn ani.
25“Ne ba panyin a na ofi afum reba no duu afikyiri no, ɔtee nnwonto ne ahurusidi wɔ fie hɔ. 26Ɛno nti ɔfrɛɛ asomfo no mu baako bisaa no nea ɛrekɔ so wɔ fie hɔ. 27Ɔsomfo no ka kyerɛɛ no se, ‘Wo nua no asan aba a biribiara anyɛ no enti, wʼagya akum nantwi ba a wadɔ srade no ama no.’
28“Ɔtee saa no, ne bo fuwii, enti ɔyɛɛ nʼadwene sɛ ɔrenkɔ fie hɔ. Nʼagya tee no, ofii adi baa ne nkyɛn bɛsrɛɛ no. 29Ne ba no de awerɛhow buaa no se, ‘Agya, masom wo mfe dodow yi nyinaa a nea wobɛka biara mitie, nanso wommaa me oguan ba mpo da sɛ minkum na me ne me nnamfonom mfa nnye yɛn ani. 30Nanso wo ba a ɔkɔbɔɔ ahohwi no bae yi de, woakum nantwi ba a wadɔ srade no ama no.’
31“Nʼagya buaa no se, ‘Me ba, me ne wo na ɛte ha. Biribiara a mewɔ nso yɛ wo dea. 32Ɛsɛ sɛ yegye yɛn ani, efisɛ na misusuw sɛ wo nua yi awu, sɛɛ na ɔte ase; ɔyerae, nanso wasan aba.’ ”
