Klagesangene 1 – BPH & NIRV

Bibelen på hverdagsdansk

Klagesangene 1:1-22

Jerusalem i sorg

1Ak ja, den travle by er nu folketom.

Den storslåede by sidder tilbage som en fattig enke.

Dronningen blandt byer blev degraderet til tjenestepige.

2Byen jamrer og græder natten lang.

Ingen kommer for at trøste hende i sorgen.

Alle de gamle venner har svigtet hende.

3Det judæiske folk blev mishandlet og ført bort som slaver.

De vansmægter nu i det fremmede uden at finde hvile.

De kunne ikke undslippe, da fjenden oversvømmede byen.

4Efter at templet blev ødelagt, er det forbi med højtid og fest.

Vejene op til Jerusalem er øde, og byens gader tomme.

Præsterne sørger, pigerne græder, hele byen er fortvivlet.

5Fjenderne gik af med sejren og plyndrede byen.

Det var Herrens straf for al folkets ulydighed.

Alle byens indbyggere blev ført bort som slaver.

6Glansen er fuldstændig gået af den før så herlige by.

Byens ledere var udhungrede som hjorte, der forgæves leder efter føde.

De var for udmattede til at undslippe deres forfølgere.

7Hjemløs og fattig sidder Jerusalem og mindes de skatte, hun1,7 Byer er i bibelsk poesi altid hunkøn. har mistet.

Ingen af hendes venner kom hende til hjælp mod fjendens angreb.

Hun blev hånet og spottet af den overlegne fjende.

8Ingen vil længere se op til Jerusalem, som de gjorde engang.

Hun blev ydmyget og plyndret på grund af sine mange synder.

Nu sidder hun og jamrer, afklædt og skamfuld.

9Jerusalem var utro mod Herren uden at tænke på følgerne.

Hun fik en frygtelig straf, og der er ingen, der trøster hende.

„Se min elendighed!” råber hun til Herren. „Min fjende foragter mig!”

10Katastrofen er ikke til at bære, for alt er tabt.

Ikke alene blev alle byens værdier plyndret,

men fremmede folkeslag brød ind i templet og vanhelligede det.

11Lidelsen ramte alle, som boede i byen.

Hungersnøden tvang dem til at sælge deres sidste ejendele for lidt mad.

Byen råber i sin nød: „Ak, Herre, se dog, hvor foragtet jeg er!

12Mon der findes en større smerte end min?

Hvad mener I, der står og ser på min ulykke?

Det er jo Herren selv, der har sendt sin straf.

13Nettet blev kastet ud over mig, og han fangede mig i fælden.

Dommen kom ned fra himlen som en fortærende ild.

Ensom og forladt sidder jeg her i min stadige pine.

14Om halsen på mig ligger en byrde, som tynger mig til jorden.

Alle mine synder har han lagt som et åg på mine skuldre.

Jeg kunne intet gøre mod de mægtige fjender, han sendte.

15På slagmarken ligger mine døde, tapre krigere.

Han sendte en mægtig hær mod mine unge soldater.

Han trampede på os, som man tramper druer i vinpersen.

16Resultatet er en stadig strøm af tårer.

Der er ingen til at trøste og hjælpe mig.

Alt er håbløst, for fjenden har besejret os totalt.”

17Selv om byen beder om nåde, er der ingen trøst at hente.

Det var Herren, der befalede nabofolkene at gå imod Israel.

De ser nu på Jerusalem som det værste skidt.

18„Trods mine lidelser,” siger Jerusalem, „ved jeg, at Herrens dom var retfærdig,

for vi gjorde oprør imod alle hans befalinger.

Forstå min smerte, alle I folkeslag: Mine indbyggere er ført bort som slaver.

19Uanset mit råb om hjælp blev jeg svigtet af mine nærmeste venner.

Mine præster og ledere bukkede under for hungersnøden,

forgæves søgte de efter mad nok til at overleve.

20Vær mig nådig, Herre, for jeg erkender min synd.

De, der vovede sig ud på gaden, blev dræbt af sværdet,

men de, der blev inde i husene, bukkede under for sulten.

21Ynkelige suk er alt, hvad jeg kan ytre, og der kommer ingen for at trøste mig.

Mine fjender fryder sig over den dom, du har afsagt over mig.

Gid du snart vil fælde dom over dem, ligesom du dømte mig.

22Åh, Herre, glem ikke al deres ondskab!

Straf dem, som du har straffet mig!

Mit hjerte er fuldt af sorg, og jeg sukker konstant.”

New International Reader’s Version

Lamentations 1:1-22

1The city of Jerusalem is so empty!

She used to be full of people.

But now she’s like a woman whose husband has died.

She used to be great among the nations.

She was like a queen among the kingdoms.

But now she is a slave.

2Jerusalem weeps bitterly at night.

Tears run down her cheeks.

None of her friends comforts her.

All those who were going to help her

have turned against her.

They have become her enemies.

3After Judah’s people had suffered greatly,

they were taken away as prisoners.

Now they live among the nations.

They can’t find any place to rest.

All those who were chasing them have caught up with them.

And they can’t get away.

4The roads to Zion are empty.

No one travels to her appointed feasts.

All the public places near her gates are deserted.

Her priests groan.

Her young women are sad.

And Zion herself weeps bitterly.

5Her enemies have become her masters.

They have an easy life.

The Lord has brought suffering to Jerusalem

because her people have committed so many sins.

Her children have been taken away as prisoners.

Her enemies have forced her people to leave their homes.

6The city of Zion used to be full of glory.

But now her glory has faded away.

Her princes are like deer.

They can’t find anything to eat.

They are almost too weak to get away

from those who hunt them down.

7Jerusalem’s people are suffering and wandering.

They remember all the treasures

they used to have.

But they fell into the hands of their enemies.

And no one was there to help them.

Their enemies looked at them.

They laughed because Jerusalem had been destroyed.

8Her people have committed many sins.

They have become impure.

All those who honored Jerusalem now look down on her.

They all look at her as if she were a naked woman.

The city groans and turns away in shame.

9Her skirts are dirty.

She didn’t think about how things might turn out.

Her fall from power amazed everyone.

And no one was there to comfort her.

She said, “Lord, please pay attention to how much I’m suffering.

My enemies have won the battle over me.”

10Jerusalem’s enemies took away

all her treasures.

Her people saw outsiders

enter her temple.

The Lord had commanded them

not to do that.

11All Jerusalem’s people groan

as they search for bread.

They trade their treasures for food

just to stay alive.

Jerusalem says, “Lord, look at me.

Think about my condition.

Everyone looks down on me.”

12Jerusalem also says, “All you who are passing by,

don’t you care about what has happened to me?

Just look at my condition.

Has anyone suffered the way I have?

The Lord has brought all this on me.

He has made me suffer.

His anger has burned against me.

13“He sent down fire from heaven.

It went deep down into my bones.

He spread a net to catch me by the feet.

He stopped me right where I was.

He made me empty.

I am sick all the time.

14“My sins have been made into a heavy yoke.

They were woven together by his hands.

They have been placed on my neck.

The Lord has taken away my strength.

He has handed me over to my enemies.

I can’t win the battle over them.

15“The Lord has refused to accept

any of my soldiers.

He has sent for an army

to crush my young men.

I am like grapes in the Lord’s winepress.

He has stomped on me,

even though I am his very own.

16“That’s why I am weeping.

Tears are flowing from my eyes.

No one is near to comfort me.

No one can heal my spirit.

My children don’t have anything.

My enemies are much too strong for me.”

17Zion reaches out her hands.

But no one is there to comfort her people.

The Lord has ordered that

the neighbors of Jacob’s people would become their enemies.

Jerusalem has become impure among them.

18Jerusalem says, “The Lord always does what is right.

But I refused to obey his commands.

Listen, all you nations.

Pay attention to how much I’m suffering.

My young men and women

have been taken away as prisoners.

19“I called out to those who were going to help me.

But they turned against me.

My priests and elders

died in the city.

They were searching for food

just to stay alive.

20Lord, see how upset I am!

I am suffering deep down inside.

My heart is troubled.

Again and again I have refused to obey you.

Outside the city, people are being killed by swords.

Inside, there is nothing but death.

21“People have heard me groan.

But no one is here to comfort me.

My enemies have heard about all my troubles.

What you have done makes them happy.

So please judge them, just as you said you would.

Let them become like me.

22“Please pay attention to all their sinful ways.

Punish them as you have punished me.

You judged me because I had committed so many sins.

I groan all the time.

And my heart is weak.”