Gud giver Jonas en lektion i nåde
1Men Jonas blev rasende. 2„Tænkte jeg det ikke nok!” klagede han til Herren. „Jeg vidste det allerede, inden jeg tog hjemmefra! Det var derfor, jeg hellere ville flygte til Tarshish! Jeg ved jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud. Der skal meget til, før du bliver vred, og du er så fuld af kærlighed, at du tilgiver folk, bare de beder om det! 3Lad mig dø, Herre. Jeg vil hellere dø end leve, når det skal være på den måde!” 4Men Herren svarede: „Jonas, har du grund til at være så vred?”
5Jonas var gået ud øst for byen og havde lavet sig en lille hytte af grene. Så havde han sat sig i skyggen for at se på, når byen blev ødelagt.
6Herren lod nu en plante skyde op og give skygge over hans hoved. Jonas var da også vældig glad for planten.
7Men Gud lod derefter en orm bide hul i plantens stængel, så den allerede næste morgen var visnet. 8Da solen stod op, sendte Gud en brændende østenvind. Solens stråler stak Jonas, så han blev dårlig og kun ønskede at dø.
9„Jonas, har du grund til at være vred over det med planten?” spurgte Gud.
„Jeg er så vred, at jeg foretrækker at dø!” svarede Jonas.
10„Du har medlidenhed med en plante, som du ikke engang selv har plantet,” sagde Herren. „Den voksede op den ene nat og forsvandt den næste. 11Hvor meget mere skulle jeg da ikke have medlidenhed med Nineve, hvor der bor mere end 120.000 uskyldige børn, som endnu ikke kender forskel på højre og venstre.4,11 Meningen er omstridt. Mere ordret: „…den store by Nineve, hvor der er mere end 12 myriader af mennesker, som ikke kender forskel på højre og venstre.” Det kan betyde, at de ikke kender forskel på godt og ondt, og nogle mener, at det store antal mennesker må være den samlede befolkning. En myriade er 10.000. Og hvad med alle de uskyldige husdyr?”
1But it displeased Jonah exceedingly, and he was very angry. 2And he prayed unto the LORD, and said, I pray thee, O LORD, was not this my saying, when I was yet in my country? Therefore I fled before unto Tarshish: for I knew that thou art a gracious God, and merciful, slow to anger, and of great kindness, and repentest thee of the evil. 3Therefore now, O LORD, take, I beseech thee, my life from me; for it is better for me to die than to live.
4¶ Then said the LORD, Doest thou well to be angry?4.4 Doest…: or, Art thou greatly angry?
5So Jonah went out of the city, and sat on the east side of the city, and there made him a booth, and sat under it in the shadow, till he might see what would become of the city. 6And the LORD God prepared a gourd, and made it to come up over Jonah, that it might be a shadow over his head, to deliver him from his grief. So Jonah was exceeding glad of the gourd.4.6 gourd: or, palmcrist: Heb. Kikajon4.6 was…: Heb. rejoiced with great joy 7But God prepared a worm when the morning rose the next day, and it smote the gourd that it withered. 8And it came to pass, when the sun did arise, that God prepared a vehement east wind; and the sun beat upon the head of Jonah, that he fainted, and wished in himself to die, and said, It is better for me to die than to live.4.8 vehement: or, silent 9And God said to Jonah, Doest thou well to be angry for the gourd? And he said, I do well to be angry, even unto death.4.9 Doest…: or, Art thou greatly angry?4.9 I do well…: or, I am greatly angry 10Then said the LORD, Thou hast had pity on the gourd, for the which thou hast not laboured, neither madest it grow; which came up in a night, and perished in a night:4.10 had pity: or, spared4.10 came…: Heb. was the son of the night 11And should not I spare Nineveh, that great city, wherein are more than sixscore thousand persons that cannot discern between their right hand and their left hand; and also much cattle?
