Gud giver Jonas en lektion i nåde
1Men Jonas blev rasende. 2„Tænkte jeg det ikke nok!” klagede han til Herren. „Jeg vidste det allerede, inden jeg tog hjemmefra! Det var derfor, jeg hellere ville flygte til Tarshish! Jeg ved jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud. Der skal meget til, før du bliver vred, og du er så fuld af kærlighed, at du tilgiver folk, bare de beder om det! 3Lad mig dø, Herre. Jeg vil hellere dø end leve, når det skal være på den måde!” 4Men Herren svarede: „Jonas, har du grund til at være så vred?”
5Jonas var gået ud øst for byen og havde lavet sig en lille hytte af grene. Så havde han sat sig i skyggen for at se på, når byen blev ødelagt.
6Herren lod nu en plante skyde op og give skygge over hans hoved. Jonas var da også vældig glad for planten.
7Men Gud lod derefter en orm bide hul i plantens stængel, så den allerede næste morgen var visnet. 8Da solen stod op, sendte Gud en brændende østenvind. Solens stråler stak Jonas, så han blev dårlig og kun ønskede at dø.
9„Jonas, har du grund til at være vred over det med planten?” spurgte Gud.
„Jeg er så vred, at jeg foretrækker at dø!” svarede Jonas.
10„Du har medlidenhed med en plante, som du ikke engang selv har plantet,” sagde Herren. „Den voksede op den ene nat og forsvandt den næste. 11Hvor meget mere skulle jeg da ikke have medlidenhed med Nineve, hvor der bor mere end 120.000 uskyldige børn, som endnu ikke kender forskel på højre og venstre.4,11 Meningen er omstridt. Mere ordret: „…den store by Nineve, hvor der er mere end 12 myriader af mennesker, som ikke kender forskel på højre og venstre.” Det kan betyde, at de ikke kender forskel på godt og ondt, og nogle mener, at det store antal mennesker må være den samlede befolkning. En myriade er 10.000. Og hvad med alle de uskyldige husdyr?”
Gottes Güte geht Jona zu weit
1Jona aber ärgerte sich sehr darüber, voller Zorn 2betete er: »Ach, Herr, habe ich das nicht gleich geahnt, als ich noch zu Hause war? Darum wollte ich ja auch so rasch wie möglich nach Tarsis fliehen! Ich wusste es doch: Du bist ein gnädiger und barmherziger Gott. Deine Geduld ist groß, deine Liebe kennt kein Ende. Du lässt dich umstimmen und strafst dann doch nicht. 3Darum lass mich nun sterben, Herr, das ist besser für mich als weiterzuleben!«
4Aber der Herr erwiderte nur: »Ist es recht von dir, so wütend zu sein?«
5Jona verließ Ninive. Östlich der Stadt machte er sich ein Laubdach und setzte sich darunter in den Schatten. Er wollte beobachten, was mit der Stadt geschehen würde.
6Da ließ Gott, der Herr, eine Rizinusstaude über Jona hochwachsen. Sie sollte ihm noch mehr Schatten geben und seinen Missmut vertreiben. Jona freute sich sehr über die Pflanze. 7Doch am nächsten Morgen kurz vor Sonnenaufgang ließ Gott einen Wurm die Wurzeln des Rizinus zerfressen, und die Staude wurde welk und dürr.
8Als die Sonne aufging, schickte Gott einen glühend heißen Ostwind. Die Sonne brannte Jona so auf den Kopf, dass er erschöpft zusammenbrach. Er wünschte sich zu sterben und seufzte: »Wenn ich doch nur tot wäre, das wäre besser als weiterzuleben!«
9Da fragte ihn Gott: »Ist es recht von dir, wegen dieser Rizinusstaude so zornig zu sein?« Jona antwortete: »Mit vollem Recht bin ich wütend, am liebsten wäre ich tot!«
10Der Herr entgegnete: »Du hast dich mit dieser Staude keinen Augenblick abmühen müssen, nichts brauchtest du für sie zu tun. In einer Nacht ist sie gewachsen, und in der nächsten ging sie zugrunde. Trotzdem hättest du sie gerne verschont. 11Ich aber sollte Ninive nicht verschonen, diese große Stadt, in der mehr als 120.000 Menschen leben, die Gut und Böse4,11 Wörtlich: rechts und links. nicht unterscheiden können, und dazu noch so viele Tiere?«
