De, der bliver genfødt ved Guds Ånd, får evigt liv
1En aften efter mørkets frembrud kom en af de jødiske ledere, en farisæer ved navn Nikodemus, for at tale med Jesus. 2„Mester,” sagde han, „vi er klar over, at Gud har sendt dig, for ingen kunne gøre de mirakler, du gør, hvis ikke Gud var med ham.”
3Da sagde Jesus: „Det siger jeg dig: Det er kun, hvis et menneske bliver født igen,3,3 Eller: „født på ny” eller „født en gang til”. Der er tale om en helt ny begyndelse og et helt nyt liv, som Gud skaber ved sin Ånd. Det græske ord kan også betyde „ovenfra”, men det passer ikke i denne sammenhæng. at det kan komme ind i Guds rige.”
4„Hvad mener du?” udbrød Nikodemus. „Et voksent menneske kan da umuligt komme ind i sin mors mave igen og blive født endnu en gang?”
5Jesus svarede: „Det siger jeg dig: Det er kun, hvis et menneske bliver født af både vand3,5 Den græske tekst her siger egentlig „ud af vand”. Det er sandsynligvis en henvisning til fostervandet og dermed til den almindelige, fysiske fødsel i modsætning til den åndelige fødsel. Nikodemus havde misforstået Jesus, fordi han tænkte på en fysisk fødsel, mens Jesus talte om en åndelig fødsel. Forskellen mellem de to slags fødsler forklares nærmere i næste sætning. og ånd, at det kan komme ind i Guds rige. 6Et menneske føder et menneskebarn, men Guds Ånd føder et åndeligt barn. 7Du skal ikke være så forundret over, at jeg sagde, at I skal fødes igen. 8Tænk på vinden.3,8 Det græske ord, der bruges her, betyder egentlig ånd og kun sjældent vind, men Jesus bruger vinden som illustration på en sandhed om Åndens virke. Det tilsvarende hebraiske ord betyder både vind og ånd. I bibelsk sprogbrug er det Gud, som styrer vinden og bruger den som sit redskab, jf. Hebr. 1,7. Den blæser, hvorhen den vil. Du kan ikke se, hvor den kommer fra, eller hvor den skal hen, men du kan høre dens susen. Sådan er det også, når Guds Ånd giver et menneske åndeligt liv.”
9„Jamen, hvordan kan det ske?” spurgte Nikodemus.
10Jesus svarede: „Du er lærer for Israels folk. Forstår du det ikke? 11Det siger jeg dig: Vi taler om det, vi kender til, og vi fortæller om det, vi har set—men I tror ikke på os! 12Hvis I ikke tror mig, når jeg fortæller jer om de jordiske ting, hvordan skulle I så kunne tro mig, hvis jeg begyndte at fortælle jer om de himmelske? 13Intet menneske har fået lov at se, hvad der er i Himlen, undtagen Menneskesønnen, som jo er kommet ned fra Himlen.
14-15Ligesom Moses løftede kobberslangen op og satte den fast på en stang ude i ørkenen, og de, der så hen på den, reddede livet,3,14-15 4.Mos. 21,1-9. sådan skal Menneskesønnen løftes op, så enhver, der ser hen til ham og tror på ham, vil få det evige liv.”
16Gud elskede nemlig verden så højt, at han gav sin eneste Søn, for at enhver, der tror på ham, ikke skal gå fortabt, men få det evige liv. 17Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden gennem ham kunne opleve frelse.
18De, der tror på ham, bliver ikke dømt. Men de, der ikke tror på ham, er allerede dømt, for de har nægtet at tro på Guds egen Søn. 19Dommen kommer som følge af menneskers egne valg. Da Lyset kom ind i verden, valgte de nemlig mørket frem for lyset. Det gjorde de, fordi deres handlinger var onde. 20Onde mennesker hader lyset og undgår det. De ønsker ikke, at deres handlinger skal komme frem i lyset. 21Men de, der følger sandheden, kommer frem i lyset, så det kan ses, at de har handlet efter Guds vilje.
Johannes Døbers opgave er ved at være slut
22Efter sit ophold i Jerusalem vandrede Jesus rundt i Judæa sammen med sine disciple, hvor mange kom til dem og blev døbt.
23Men også Johannes døbte stadig mange mennesker, for folk blev ved med at strømme ud til ham. Han opholdt sig oppe ved Ænon i nærheden af Salem, hvor der var masser af vand. 24(Johannes var endnu ikke blevet kastet i fængsel.)
25En dag kom Johannes’ disciple i diskussion med en af de jødiske ledere om, hvem der havde ret til at døbe. 26Efter diskussionen kom disciplene hen til Johannes og sagde: „Mester, den mand, som kom til dig øst for Jordanfloden, og som du har fortalt om, han døber også, og nu går alle folk over til ham!”
27Johannes svarede: „Det er Gud, der giver hver enkelt af os vores særlige opgave. 28I har jo selv hørt mig sige, at jeg ikke er Messias, men jeg blev udsendt for at bane vejen for ham. 29Bruden tilhører brudgommen—men brudgommens ven, der står og venter på at høre brudgommens stemme, bliver glad, når han hører ham. Derfor glæder jeg mig af hele mit hjerte over det, som nu sker. 30Hans betydning vil blive større og større, min vil blive mindre og mindre.”
Tro fører til liv—ulydighed fører til dom
31Han, som er kommet ovenfra, står over alt og alle, men de, som kommer fra denne verden, hører denne verden til og er optaget af det, som hører denne verden til. Han, som er kommet fra Himlen, står over alt. 32Han fortæller om det, han selv har set og hørt, og alligevel vil næsten ingen tro ham. 33Men enhver, som er kommet til tro på hans ord, kan skrive under på, at Gud taler sandt. 34Han, som Gud har sendt, taler Guds ord, for Gud giver ham af sin Ånd uden begrænsning. 35Faderen elsker Sønnen og har overgivet alt i hans hænder. 36Alle, der tror på Sønnen, har evigt liv, men de, der ikke adlyder ham, får ikke del i det liv. De forbliver under Guds dom.
Jesus und der Pharisäer Nikodemus
1Unter den Pharisäern gab es einen Mann namens Nikodemus; er war ein Mitglied des Hohen Rates. 2Eines Nachts kam er zu Jesus: »Rabbi«, sagte er, »wir wissen, dass Gott dich als Lehrer zu uns gesandt hat. Denn niemand kann die Wunder tun, die du vollbringst, wenn Gott sich nicht zu ihm stellt.«
3Darauf erwiderte Jesus: »Ich versichere dir, Nikodemus: Wer nicht neu3,3 Oder: von oben her. – So auch in Vers 7. geboren wird, kann Gottes Reich nicht sehen und erleben.« 4Verständnislos fragte der Pharisäer: »Wie kann jemand neu geboren werden, wenn er schon alt ist? Er kann doch nicht wieder in den Mutterleib zurück und noch einmal auf die Welt kommen!«
5»Ich versichere dir«, entgegnete Jesus, »nur wer durch Wasser und durch Gottes Geist neu geboren wird, kann in Gottes Reich kommen! 6Ein Mensch kann immer nur menschliches Leben hervorbringen. Wer aber durch Gottes Geist geboren wird, bekommt neues Leben.3,6 Wörtlich: Was aus dem Fleisch geboren worden ist, das ist Fleisch; was aus dem Geist geboren worden ist, das ist Geist. 7Wundere dich deshalb nicht, dass ich dir gesagt habe: ›Ihr müsst neu geboren werden.‹ 8Es ist damit wie beim Wind3,8 Jesus macht sich hier zunutze, dass das griechische Wort für »Geist« und »Wind« dasselbe ist.: Er weht, wo er will. Du hörst ihn, aber du kannst nicht erklären, woher er kommt und wohin er geht. So ist es auch mit der Geburt aus Gottes Geist.«
9Nikodemus ließ nicht locker: »Aber wie soll das nur vor sich gehen?« 10Jesus erwiderte: »Du bist ein anerkannter Gelehrter in Israel und verstehst das nicht? 11Ja, ich versichere dir: Wir reden nur von dem, was wir genau kennen. Und was wir bezeugen, das haben wir auch gesehen. Trotzdem nehmt ihr unser Wort nicht an. 12Ihr glaubt mir ja nicht einmal, wenn ich von irdischen Dingen rede! Wie also werdet ihr mir dann glauben, wenn ich von himmlischen Dingen spreche? 13Es ist noch nie jemand zum Himmel hinaufgestiegen außer dem Menschensohn, der vom Himmel herab auf die Erde gekommen ist.
14Du weißt doch, wie Mose in der Wüste eine Schlange aus Bronze an einer Stange aufrichtete, damit jeder, der sie ansah, am Leben blieb.3,14 Vgl. 4. Mose 21,4‒9. Genauso muss auch der Menschensohn erhöht werden3,14 Mit dem Wort »erhöhen« spielt Jesus auf seine Kreuzigung und seine Rückkehr zum Vater, in die Herrlichkeit Gottes, an., 15damit jeder, der glaubt, durch ihn das ewige Leben hat3,15 Oder nach anderen Handschriften: damit jeder, der an ihn glaubt, das ewige Leben hat..
16Denn Gott hat die Menschen so sehr geliebt, dass er seinen einzigen Sohn für sie hergab. Jeder, der an ihn glaubt, wird nicht zugrunde gehen, sondern das ewige Leben haben.
17Gott hat nämlich seinen Sohn nicht zu den Menschen gesandt, um über sie Gericht zu halten, sondern um sie zu retten. 18Wer an ihn glaubt, der wird nicht verurteilt. Wer aber nicht an ihn glaubt, über den ist das Urteil damit schon gesprochen. Denn er weigert sich, Gottes einzigem Sohn zu vertrauen. 19Und so vollzieht sich das Urteil: Das Licht ist in die Welt gekommen, aber die Menschen liebten die Finsternis mehr als das Licht. Denn was sie taten, war böse. 20Wer Böses tut, scheut das Licht und bleibt lieber im Dunkeln, damit niemand ihm seine Taten nachweisen kann. 21Wer aber die Wahrheit Gottes liebt und das tut, was er will,3,21 Wörtlich: Wer aber die Wahrheit tut. der tritt ins Licht! Dann zeigt sich: Gott selbst bestimmt das Handeln dieses Menschen.«
Johannes der Täufer tritt hinter Jesus zurück
22Danach kam Jesus mit seinen Jüngern in die Provinz Judäa. Er blieb einige Zeit mit ihnen dort und taufte. 23Auch Johannes taufte bei Änon, in der Nähe von Salim, weil es dort genügend Wasser gab. Immer wieder kamen Menschen zu Johannes, um sich von ihm taufen zu lassen. 24Denn damals war er noch nicht im Gefängnis.
25Eines Tages kam es zwischen einigen Jüngern von Johannes und einem Juden zum Streit darüber, welche Taufe wichtiger sei3,25 Oder: zum Streit über die Reinigungsvorschriften.. 26Gemeinsam gingen sie schließlich zu Johannes und berichteten ihm: »Rabbi, der Mann, der damals am anderen Jordanufer zu dir kam und auf den du die Menschen hingewiesen hast, der tauft jetzt selber. Alle Leute gehen zu ihm, anstatt zu uns zu kommen.«
27Doch Johannes erwiderte: »Kein Mensch kann sich auch nur das Geringste selber nehmen; es muss ihm von Gott gegeben werden. 28Ihr selbst könnt doch bezeugen, dass ich gesagt habe: ›Ich bin nicht der Christus, der von Gott versprochene Retter. Ich soll ihn nur ankündigen, mehr nicht.‹ 29Die Braut gehört schließlich zum Bräutigam! Der Freund des Bräutigams freut sich mit ihm, auch wenn er nur danebensteht. So geht es mir jetzt. Meine Freude könnte nicht größer sein. 30Christus soll immer wichtiger werden, und ich will immer mehr in den Hintergrund treten.3,30 Nach Ansicht einiger Ausleger endet die Antwort von Johannes dem Täufer in Vers 30 und nicht erst in Vers 36. Dann ginge der Inhalt der Verse 31‒36 auf Johannes, den Verfasser des Evangeliums, zurück.
31Er ist vom Himmel gekommen und steht deshalb über allen. Wir gehören zur Erde und haben hier unseren Ursprung. Darum können wir nur aus irdischer Sicht reden. Christus aber kommt vom Himmel 32und kann bezeugen, was er dort gesehen und gehört hat. Trotzdem glaubt ihm keiner! 33Wer aber auf seine Botschaft hört, der bestätigt damit, dass Gott die Wahrheit sagt. 34Christus ist von Gott zu uns gesandt. Er redet Gottes Worte, denn Gott gibt ihm den Geist in seiner ganzen Fülle. 35Der Vater liebt den Sohn und hat alles seiner Macht unterstellt.
36Wer an den Sohn Gottes glaubt, der hat das ewige Leben. Wer aber nicht auf ihn hört, wird nie zum Leben gelangen, sondern Gottes Zorn wird für immer auf ihm lasten.«
