Jesus pågribes og afslår at forsvare sig
Matt. 26,47-56; Mark. 14,43-50; Luk. 22,47-53
1Da Jesus var færdig med at bede, gik han videre sammen med disciplene. De krydsede Kedrondalen og kom ind i en olivenplantage. 2Men også forræderen, Judas, kendte det sted, for Jesus havde ofte været der sammen med sine disciple.
3Judas havde af ypperstepræsterne og farisæerne fået rådighed over templets vagtmandskab og en deling romerske soldater, og med brændende fakler, olielamper og våben nærmede de sig nu olivenplantagen.
4Jesus vidste på forhånd, hvad der ville ske. Han trådte frem og spurgte: „Hvem søger I efter?”
5„Jesus fra Nazaret,” svarede de.
„Det er mig,” sagde Jesus.
Også forræderen, Judas, stod dér mellem de andre.
6Da Jesus sagde: „Det er mig,” veg de tilbage og faldt til jorden. 7Igen spurgte Jesus: „Hvem søger I efter?”
„Jesus fra Nazaret,” svarede de.
8„Jeg har jo sagt jer, at det er mig,” sagde Jesus. „Når det altså er mig, I vil have fat i, så lad de andre gå!” 9Således gik det i opfyldelse, som han tidligere havde sagt om, at ingen af hans disciple skulle gå fortabt.18,9 Jf. 17,12.
10Simon Peter trak sit sværd, slog ud efter en af ypperstepræstens tjenere og huggede hans højre øre af. (Tjeneren hed Malkus.) 11Men Jesus sagde til Peter: „Stik dit sværd i skeden! Skulle jeg ikke tømme det lidelsens bæger, som min Far har givet mig?”
12Befalingsmanden gav da ordre til sine soldater og den jødiske tempelvagt om at pågribe Jesus og binde ham. 13Derefter trak de af sted med ham.
I første omgang førte de ham til Annas, som var svigerfar til Kajfas. Det var Kajfas, der var den officielle ypperstepræst i det år.18,13 I de ikke-vestlige kulturer viser man meget respekt for de ældre. Selv om det var den yngre Kajfas, der officielt var ypperstepræst, så blev vigtige beslutninger truffet i fællesskab i den ypperstepræstelige familie, og Annas ville som den ældste være den, man lyttede særlig opmærksomt til. 14Det var også Kajfas, der havde sagt til de jødiske ledere, at det var bedre, at én mand døde, end at hele folket gik til grunde.18,14 Jf. 11,50.
Peter svigter Jesus første gang
Matt. 26,69-70; Mark. 14,66-68; Luk. 22,55-57
15Simon Peter fulgte efter Jesus sammen med en af de andre disciple, som kendte ypperstepræsten. Derfor fik den anden discipel tilladelse til at komme indenfor porten i ypperstepræstens gård, 16mens Peter blev stående udenfor. Den anden discipel talte med den pige, der stod vagt ved porten, og Peter fik så lov til at komme med indenfor. 17Men da han gik forbi hende, udbrød hun: „Du er da vist en af hans disciple!”
„Nej, det er jeg ikke!” røg det ud af Peter.
18Vagtmandskabet fra templet og husets tjenestefolk stod og varmede sig omkring nogle trækulsgløder, for det var koldt den nat. Peter stillede sig også derhen for at få varmen.
Ypperstepræsten forhører Jesus
19Inde i huset begyndte ypperstepræsten at udspørge Jesus om hans disciple og om, hvad hans lære egentlig gik ud på.
20„Jeg har talt til folk i fuld offentlighed,” svarede Jesus. „Mange gange har jeg undervist i synagogerne og på tempelpladsen, hvor alle har kunnet høre mig. Intet er sket bag lukkede døre. 21Hvorfor spørger du mig? Hvorfor ikke spørge dem, der har hørt, når jeg har talt? De ved godt, hvad min undervisning går ud på.”
22En af tempelvagterne gav Jesus et slag i ansigtet. „Er det en måde at svare ypperstepræsten på?” sagde han.
23„Har jeg sagt noget forkert, så sig hvad det er,” svarede Jesus. „Men hvis det, jeg har sagt, er sandt, hvorfor slår du mig så?”
24Annas havde nemlig sendt18,24 Det er sandsynligvis en parentetisk bemærkning, som klargør, at forhøret fandt sted hos ypperstepræsten Kajfas og ikke foran Annas. Johannes benævner konsekvent Kajfas og ikke Annas som ypperstepræst på den tid. Jesus videre til ypperstepræsten Kajfas med hænderne bundet.
Peter svigter Jesus anden og tredje gang
Matt. 26,71-75; Mark. 14,69-72; Luk. 22,58-62
25Imens stod Simon Peter ude på gårdspladsen og varmede sig ved gløderne. „Du er da også en af hans disciple!” udbrød en af de omkringstående.
„Nej, det er jeg ikke!” røg det ud af Peter endnu en gang.
26Men en af ypperstepræstens tjenere, som var i familie med den mand, hvis øre Peter havde hugget af, udbrød: „Jeg så dig selv ude i olivenplantagen sammen med Jesus!”
27Igen benægtede Peter det, og i samme øjeblik var der en hane, der galede.
Pilatus bliver presset til at lade Jesus korsfæste
Matt. 27,1-2.11-31; Mark. 15,1-20; Luk. 23,1-5.13-25
28Meget tidligt om morgenen førte man Jesus videre fra Kajfas’ gård til den romerske guvernørs borg. De jødiske ledere ville ikke gå ind et sted, hvor der boede en ikke-jøde, for det ville gøre dem urene, og så ville de ikke kunne deltage i påskefesten. 29Derfor gik guvernøren, Pilatus, ud til dem. „Hvad anklager I manden for?” spurgte han. 30„Vi ville ikke have arresteret ham og bragt ham herhen, hvis han ikke havde overtrådt loven,” svarede de. 31„Nå, men så tag og døm ham ifølge jeres lov!” „Men vi har ikke ret til at korsfæste18,31 Den jødiske dødsstraf var stening. Den romerske dødsstraf var korsfæstelse. nogen,” indvendte de. 32Dermed opfyldtes Jesu ord om, hvordan han skulle dø.
33Pilatus gik nu ind i borgen igen og fik også Jesus ført derind. „Er du jødernes konge?” spurgte han. 34„Har du selv fundet på det spørgsmål, eller har andre omtalt mig på den måde?” sagde Jesus. 35„Er jeg måske jøde?” svarede Pilatus. „Dit eget folks ypperstepræster har overgivet dig til mig. Hvad har du gjort?”
36„Mit rige er ikke af denne verden,” svarede Jesus. „Havde jeg ønsket at oprette et jordisk rige, så ville mine disciple have kæmpet for, at jeg ikke skulle blive fanget af de jødiske ledere.” 37„Så er du altså en konge?” spurgte Pilatus. „På en måde er jeg en konge,” svarede Jesus. „Jeg er kommet til denne verden for at fortælle om sandheden. Det var derfor, jeg blev født, og alle, der hører sandheden til, vil adlyde mig.” 38„Hvad er sandhed?” afbrød Pilatus.
Derefter gik han igen udenfor til de jødiske ledere og sagde: „Jeg finder ham ikke skyldig. 39Men nu er der jo tradition for, at jeg giver jer en fange fri hver påske. Ønsker I, at jeg skal løslade ‚jødernes konge’?” 40„Nej, ikke ham, men Barabbas!” råbte de. Barabbas var en mand, der var fængslet for oprør mod romerne.
Jesus é preso
(Mt 26.47-56; Mc 14.43-50; Lc 22.47-53)
1Depois de dizer estas coisas, Jesus atravessou o vale de Cedron com os discípulos e entrou num olival. 2Um local conhecido de Judas, o traidor, por Jesus ali ter ido muitas vezes com os discípulos. 3Os principais sacerdotes e fariseus tinham dado a Judas um destacamento de soldados e guardas que o acompanharam. Chegaram ao olival à luz de archotes e lanternas, e de armas na mão.
4Jesus sabia bem tudo o que lhe ia acontecer e, avançando ao encontro deles, perguntou: “Quem procuram?”
5“Jesus de Nazaré”, responderam.
“Sou eu!”, disse Jesus. Judas estava ali com eles quando Jesus se identificou.
6Quando Jesus disse: “Sou eu!”, todos recuaram e caíram por terra. 7Uma vez mais lhes perguntou: “Quem procuram?”
“Jesus de Nazaré.”
8“Já vos disse que sou eu”, disse-lhes Jesus. “Uma vez que é a mim que procuram, deixem estes outros ir embora.” 9Procedeu assim em cumprimento daquilo que tinha dito, havia pouco tempo, quando orava: “Não perdi um único daqueles que me deste.”18.9 Jo 6.39.
10Então Simão Pedro puxou de uma espada e cortou a orelha direita de Malco, servo do sumo sacerdote. 11Porém, Jesus disse a Pedro: “Guarda a espada! Não devo eu beber o cálice que o meu Pai me deu?”
Jesus perante Anás
(Mt 26.69, 70; Mc 14.66-68; Lc 22.54-57)
12Os guardas dos judeus e os soldados, mais o comandante, prenderam Jesus e amarraram-no. 13E levaram-no primeiro a Anás, sogro de Caifás, que era o sumo sacerdote daquele ano. 14Fora Caifás quem dissera aos outros anciãos: “É preferível que morra um único homem pelo povo.”
Pedro nega Jesus
15Simão Pedro seguiu-os, assim como um outro discípulo que era conhecido do sumo sacerdote. Por isso, esse outro discípulo foi autorizado a entrar no pátio juntamente com Jesus, 16enquanto que Pedro ficou fora do portão. O outro discípulo, que era conhecido do sumo sacerdote, voltou e falou à criada que guardava o portão, e esta deixou Pedro entrar. 17A criada perguntou a Pedro: “Não és um dos discípulos de Jesus?”
“Não, não sou!”, respondeu.
18Os guardas e os criados estavam à volta de uma fogueira que tinham feito, pois o tempo ia frio. Pedro encontrava-se com eles, a aquecer-se.
O sumo sacerdote interroga Jesus
19Lá dentro, o sumo sacerdote começou a interrogar Jesus acerca dos seus discípulos e do que lhes andara a ensinar. 20Jesus respondeu: “O que tenho ensinado é bem conhecido, pois preguei com regularidade nas sinagogas e no templo. Todos os judeus me ouviram e nada ensinei em particular que não tivesse já dito em público. 21Aliás, porque me fazes tal pergunta? Interroga aqueles que me ouviram. Alguns estão aqui e sabem o que eu disse.”
22Um dos soldados que ali se encontrava deu-lhe uma bofetada: “É assim que respondes ao sumo sacerdote?”
23“Se menti, prova-o!”, replicou Jesus. “Se não, porque me feres?”
24Então Anás enviou Jesus amarrado, a Caifás, o sumo sacerdote.
Pedro nega Jesus mais duas vezes
(Mt 26.71-75; Mc 14.69-72; Lc 22.58-62)
25Entretanto, estando Simão Pedro junto à fogueira, tornaram a perguntar-lhe: “Não és um dos seus discípulos?”
“Não sou, não!”, disse Pedro.
26Mas um dos criados da casa do sumo sacerdote, parente do homem cuja orelha Pedro tinha cortado, perguntou: “Não foi a ti que eu vi no olival com Jesus?” 27Uma vez mais, Pedro negou. E imediatamente cantou um galo.
Jesus perante Pilatos
(Mt 27.11-14, 15-31; Mc 15.2-20; Lc 23.2-5, 13-25)
28O julgamento de Jesus na presença de Caifás só acabou de madrugada. Levaram-no em seguida para o palácio do governador romano. Os seus acusadores não podiam entrar, porque isso os tornaria impuros, segundo diziam, impedindo-os de comer o cordeiro pascal. 29Assim, Pilatos, que era o governador, saiu ao encontro deles e perguntou: “Que queixa têm contra este homem?”
30“Se não fosse malfeitor não to teríamos trazido”, retorquiram.
31“Pois então levem-no e julguem-no vocês mesmos de acordo com a vossa Lei!”, tornou-lhes Pilatos.
“Mas queremos que seja morto e nós não podemos fazê-lo”, replicaram os judeus. 32Assim se cumpriu a predição de Jesus acerca do modo como haveria de morrer.
33Pilatos voltou para dentro do palácio e mandou que lhe levassem Jesus. “És o rei dos judeus?”, perguntou-lhe.
34Jesus replicou: “Perguntas isso de ti mesmo ou são outros que o querem saber?”
35“Sou porventura judeu?”, replicou Pilatos. “O teu povo e os principais sacerdotes é que te trouxeram aqui. Que fizeste?”
36Então Jesus respondeu: “Não sou um rei terreno. Se o fosse, os meus discípulos teriam lutado, quando os judeus me prenderam. Mas o meu reino não é deste mundo.”
37“Então és rei?”, perguntou Pilatos.
Jesus respondeu: “Tens razão em dizer que sou rei. De facto, foi para isso que nasci. E vim para trazer a verdade ao mundo. Todos os que amam a verdade escutam a minha voz.”
38“O que é a verdade?”, perguntou Pilatos. Tornando a sair ao povo, anunciou: “Ele não é culpado de crime algum. 39Todavia, é vosso costume pedir-me que solte alguém da prisão todos os anos pela Páscoa.” E perguntou: “Então, não querem que vos solte o rei dos judeus?”
40Mas eles, em alta gritaria, responderam: “Não! Não soltes este, mas sim Barrabás!” Barrabás era um salteador.
