Jobs Bog 27 – BPH & TNCV

Job hævder fortsat sin uskyld

1Job fortsatte:

2„Jeg sværger ved den levende, almægtige Gud,

som har gjort mig uret og forbitret mit liv,

3at så længe jeg lever her på jorden,

så længe jeg endnu trækker vejret,

4skal intet ondt ord komme over mine læber,

ingen løgn skal udgå fra min mund!

5Jeg vil aldrig give jer ret i jeres beskyldninger,

til min dødsdag vil jeg hævde min uskyld.

6Jeg er uden skyld, og det holder jeg fast ved.

Min samvittighed er ren, og det har den altid været.

De gudløse straffes

7Må mine fjender blive straffet som de gudløse, de er,

mine modstandere dele skæbne med de onde.

8Hvad håb er der for de onde,

når Gud gør ende på deres liv?

9Mon Gud hører deres skrig,

når de råber om hjælp?

10De oplever ikke glæden ved at kende den Almægtige,

de kommer ikke dagligt til ham i bøn.

11Lad mig fortælle jer om Guds kraft

og indvi jer i den Almægtiges tanker.

12Ja, egentlig burde I vide det i forvejen,

men hvorfor kommer I så med jeres tomme ord?

13Hør her hvilken skæbne, der venter de onde,

hvilken straf de får fra den Almægtige:

14Uanset hvor mange børn, de har,

vil de fleste dø i krig eller sulte ihjel.

15De overlevende bliver bragt i graven af sygdom,

end ikke deres enker vil begræde dem.

16Selv om de gudløse kan have penge som skidt

og kostbare klæder i kassevis,

17bliver det de retskafne, som overtager rigdommen,

de retsindige, som går rundt i de kostbare klæder.

18De gudløses huse er som skrøbelige spindelvæv,

som læskure, en hyrde har flikket sammen på marken.

19De kan være stenrige, når de går i seng om aftenen,

og vågne ludfattige om morgenen.

20Pludselig rammes de af forfærdelige rædsler,

ulykken kommer over dem som en hvirvelvind.

21De mister alt, hvad de ejer,

som havde en storm blæst dem ud i ørkenen.

22Ulykken jager dem som en orkan,

mens de kæmper for ikke at blive knust.

23Den slår kløerne i dem

og blæser dem langt bort fra deres hjem.