1Hvorfor dømmer Gud ikke de skyldige?
Hvorfor redder han ikke de uskyldige?
2De onde flytter markskel
og har stjålne fåreflokke på græs.
3De fører forældreløses æsler bort
og tager enkens eneste trækdyr i pant.
4De tramper på de svages rettigheder
og tvinger dem bort fra deres ejendom.
5De stakkels mennesker må vandre rundt
som vildæsler i ørkenen,
altid på jagt efter lidt mad,
så deres børn kan få noget at spise.
6De samler det spildte korn på de riges marker
og leder efter nedfaldne druer i vingårdene.
7Om natten ligger de og ryster af kulde,
fordi de hverken har tøj eller tæpper.
8Gennemblødt af byger i bjergene
søger de ly mellem klipperne.
9Faderløse børn rives fra moderens bryst,
den fattiges børn kræves i pant for hans gæld.
10De går halvnøgne omkring, mens de arbejder
de bærer neg for andre, men er altid sultne.
11De må presse oliven og druer,
men får ikke lov til at slukke deres tørst.
12Inde fra byen høres de døendes skrig,
de sårede råber om hjælp,
men Gud straffer ikke de skyldige.
13De onde er fjender af lyset,
de kender ikke Gud
og adlyder ikke hans bud.
14Mordere står op inden daggry,
slår hjælpeløse mennesker ihjel.
De arbejder i ly af mørket.
15Ægteskabsbrydere venter, til det er mørkt,
for så kan de undgå at blive set.
De skjuler deres ansigt bag en maske.
16Tyve begår indbrud om natten,
men om dagen holder de sig inden døre.
De bryder sig ikke om at være i lyset.
17For dem alle er natten deres arbejdsdag
og mørket deres forbundsfælle.
18Men til sidst forsvinder de som skummet i brændingen,
deres vingårde og marker ligger øde hen.
19Som varmen får sneen til at smelte,
og tørken får vandet til at fordampe,
sådan opsluges de onde af døden.
20De glemmes af alle, selv deres egen mor,
de ædes op af orme og forsvinder.
Som et træ til sidst falder om,
vil ondskaben til sidst brydes ned.
21De mishandler enker og barnløse kvinder,
der hverken har mænd eller sønner til at forsvare sig.
22Gud vil straffe dem på trods af deres magt,
selv om de har succes, har de ingen sikkerhed i livet.
23Gud lader dem leve en tid i fred,
men han holder øje med dem.
24Det går dem godt et stykke tid, men så er de færdige,
som alle andre må de ned med nakken til sidst.
De skæres ned som kornet
og visner som græsset.
25Vil I påstå, at jeg ikke taler sandt?
Er der nogen, der vil modsige mig?”
