Elifaz’ anden tale til Job
1Elifaz tog nu til genmæle:
2„Har man hørt mage til opblæst snak?
Du kendes da ellers som en fornuftig mand.
3Du burde tænke dig bedre om
og ikke bruge den slags tomme ord.
4Du undergraver fromhed
og viser ingen respekt for Gud.
5Du kommer med snedige udtalelser
for at dække over dine overtrædelser.
6Jeg er ikke ude på at dømme dig,
du dømmer dig selv med dine ord.
7Var du det første menneske i verden?
Blev du født, før jorden blev skabt?
8Var du til stede, da Gud planlagde det hele?
Fik du monopol på alverdens visdom?
9Hvad ved du, som vi ikke ved?
Tror du virkelig, du er klogere end os?
10Vores viden stammer fra de gamle vismænd,
der er langt ældre end din far.
11Er Guds trøst da ikke nok for dig?
Er andres venlige ord til ingen nytte?
12Hvorfor hidser du dig sådan op
og sender os lynende blikke?
13Husk lige, at det er Gud, du er vred på,
det er ham, du anklager med dine ord.
14Tror du virkelig, nogen kan være helt uskyldig?
Kan et menneske være fuldstændig fejlfrit?
15Ikke engang englene er uden synd.
Selv de himmelske væsener kan svigte Gud.
16Hvor meget mere skyld har da ikke et menneske,
der tørster efter synd som var det vand.
17Hør lige her, så skal jeg sige dig noget,
lad mig fortælle dig, hvad jeg selv har hørt,
18hvad de gamle vismænd har fortalt,
det, de lærte af deres forfædre,
19af dem, til hvem Gud gav dette land,
før de blev påvirket af fremmede folk.
20De onde må lide alle deres dage,
de grusomme bliver selv grusomt behandlet.
21Syndere må leve i evig angst,
selv i fredstid bliver de overfaldet.
22De tør ikke gå ud om natten
af frygt for at blive myrdet.
23De ved, at det vil gå galt til sidst,
at de ender som føde for gribbene.
24Gru og rædsel omringer dem
som en hær, der venter på at angribe.
25De har jo gjort oprør mod Gud,
trodset den Almægtige.
26Stædigt satte de sig op mod Gud,
gik til angreb med sværd og skjold.
27De ragede til sig på alle måder,
maven blev tyk og kinderne fede.
28De kommer til at bo i ødelagte byer,
i forladte huse, der er ved at falde sammen.
29Deres rigdom smuldrer og forgår,
de efterlader sig intet af værdi.
30De undslipper ikke dødens mørke,
men fortæres af flammer, når Gud ånder på dem.
31Fordi de stoler på den bedrageriske rigdom,
bliver hele deres liv et tomt bedrag.
32De er som et frugttræ, der ikke blomstrer
og derfor bliver fældet i utide.
33De er som en vinstok, der skæres ned, før druerne er modne,
som et oliventræ, der mister blomsterne og ikke giver frugt.
34De gudløses liv bærer ikke frugt.
De, der har svindlet sig til rigdom, vil miste det hele.
35De undfanger onde planer, som modnes i deres indre,
indtil de fødes som løgn og bedrag.”
