Bibelen på hverdagsdansk

Jobs Bog 1:1-22

Jobs rigdom og gudfrygtighed

1En mand ved navn Job boede i området Utz.1,1 Dette område menes at ligge i det nuværende Jordan, ikke langt fra Amman. Han var en retskaffen og gudfrygtig mand, der gjorde sit bedste for ikke at synde imod Gud. 2-3Han havde syv sønner og tre døtre, og han var meget rig. Han ejede 7000 får, 3000 kameler, 500 par okser, 500 hunæsler samt et stort antal tjenestefolk, så han var den rigeste mand i området øst for Israel.

4Jobs sønner elskede at holde fest på omgang hos hinanden. De inviterede altid deres tre søstre med, og der blev spist og drukket i flere dage. 5Hver gang en sådan fest var forbi, sendte Job bud efter dem, for at de kunne gennemgå en renselsesceremoni. Han stod op tidligt om morgenen og bragte et brændoffer for hver af dem for at bede Gud om tilgivelse, hvis de i festens kådhed var kommet til at synde mod Gud og i tankerne havde forbandet ham.

Gud tillader Satan at sætte Job på prøve

6En dag, da englene1,6 Ordret: „Guds sønner”, som her henviser til de overnaturlige væsener, Gud skabte og brugte som sine sendebud og tjenere. Det samme gælder for Job 2,1 og 38,7. trådte frem for Herren, var også Satan1,6 Navnet „Satan” betyder „modstander, anklager”. iblandt dem.

7„Hvad har du bedrevet, Satan?” spurgte Herren.

„Jeg har gennemtravet jorden på kryds og tværs!” svarede Satan.

8„Nå, det har du,” fortsatte Herren. „Lagde du mærke til min tjener Job? Han er enestående blandt mennesker, en retskaffen og gudfrygtig mand, der gør sit bedste for ikke at begå nogen synd.”

9„Det er da klart,” indvendte Satan. 10„Du har jo altid holdt hånden over ham og hans familie og alt, hvad han ejer. Du har velsignet ham på alle måder. Se bare, hvor rig han er blevet! 11Men prøv engang at tage hans rigdom fra ham, så skal jeg love dig for, at han vil forbande dig lige op i dit åbne ansigt!”

12Da svarede Herren: „Gør, hvad du vil, med hans rigdom, Satan, men du må ikke gøre ham selv fortræd.”

Så gik Satan bort fra Herren.

13Ulykken ramte Job en dag, hvor hans sønner og døtre holdt fest hjemme hos den ældste bror. 14-15Først kom en mand løbende hen til Job og råbte: „Da vi var ved at pløje med okserne, og æslerne gik og græssede i nærheden, overfaldt sabæerne1,14-15 Sabæerne boede øst for Det Røde Hav og er bl.a. kendt fra dronningen af Saba. os pludselig! De stjal alle dyrene og dræbte dine arbejdere. Jeg var den eneste, der undslap.”

16Mens han endnu talte, kom en anden mand løbende med følgende besked: „Der brød et uvejr løs, og lynene slog ned og dræbte både fårene og hyrderne. Jeg var den eneste, der undslap.”

17Mens han endnu talte, kom en tredje mand løbende med flere dårlige nyheder: „Vi blev pludselig overfaldet af tre kaldæiske røverbander, som stjal alle kamelerne og dræbte dine arbejdere. Jeg var den eneste, der undslap.”

18Mens han endnu talte, kom en fjerde mand løbende med den værste besked af alle: „Dine sønner og døtre var samlet til fest i din ældste søns hus. 19Men pludselig kom en kraftig ørkenstorm og rystede huset så voldsomt, at det styrtede sammen og begravede dine børn. De omkom alle, og jeg var den eneste, der undslap.”

20Da rejste Job sig og rev sin kappe itu som udtryk for sin dybe sorg og fortvivlelse. Derefter barberede han alt sit hår af og kastede sig til jorden for Guds ansigt. 21„Nøgen kom jeg til verden, og nøgen skal jeg herfra!” sagde han. „Herren gav, og Herren tog. Al ære tilkommer ham!”

22På trods af denne tragedie syndede Job ikke. Han anklagede ikke Gud for det, der var sket.

Ketab El Hayat

أيوب 1:1-22

مقدمة

1عَاشَ فِي أَرْضِ عُوصَ رَجُلٌ اسْمُهُ أَيُّوبُ، كَانَ صَالحاً كَامِلاً يَتَّقِي اللهَ وَيَحِيدُ عَنِ الشَّرِّ. 2وَأَنْجَبَ أَيُّوبُ سَبْعَةَ أَبْنَاءٍ وَثَلاثَ بَنَاتٍ. 3وَبَلَغَتْ مَوَاشِيهِ سَبْعَةَ آلافٍ مِنَ الْغَنَمِ، وَثَلاثَةَ آلافِ جَمَلٍ، وَخَمْسَ مِئَةِ زَوْجٍ مِنَ الْبَقَرِ، وَخَمْسَ مِئَةِ أَتَانٍ. أَمَّا خَدَمُهُ فَكَانُوا كَثِيرِينَ جِدّاً. وَكَانَ هَذَا الرَّجُلُ أَعْظَمَ أَبْنَاءِ الْمَشْرِقِ عَلَى الإِطْلاقِ. 4وَاعْتَادَ أَوْلادُهُ أَنْ يُقِيمُوا الْمَآدِبَ فِي بَيْتِ كُلٍّ مِنْهُمْ بِدَوْرِهِ، وَيَدْعُوا أَخَوَاتِهِمِ الثَّلاثَ إِلَيْهَا لِيُشَارِكْنَ فِيهَا. 5وَحَالَمَا تَنْقَضِي أَيَّامُ الْوَلائِمِ كَانَ أَيُّوبُ يَسْتَدْعِي أَبْنَاءَهُ وَيُقَدِّسُهُمْ، فَكَانَ يَنْهَضُ مُبَكِّراً فِي الصَّبَاحِ وَيُقَرِّبُ مُحْرَقَاتٍ عَلَى عَدَدِهِمْ قَائِلاً: «لِئَلّا يَكُونَ بَنِيَّ قَدْ أَخْطَأُوا فِي قُلُوبِهِمْ وَجَدَّفُوا عَلَى اللهِ». هَذَا مَا وَاظَبَ عَلَيْهِ أَيُّوبُ دَائِماً.

6وَحَدَثَ ذَاتَ يَوْمٍ أَنْ مَثَلَ بَنُو اللهِ أَمَامَ الرَّبِّ، فَانْدَسَّ الشَّيْطَانُ فِي وَسَطِهِمْ. 7فَسَأَلَ الرَّبُّ الشَّيْطَانَ: «مِنْ أَيْنَ جِئْتَ؟» فَأَجَابَ الشَّيْطَانُ: «مِنَ الطَّوَافِ فِي الأَرْضِ وَالتَّجَوُّلِ فِيهَا».

تجربة أيوب الأولى

8فَقَالَ الرَّبُّ لِلشَّيْطَانِ: «هَلْ رَاقَبْتَ عَبْدِي أَيُّوبَ، فَإِنَّهُ لَا نَظِيرَ لَهُ فِي الأَرْضِ، فَهُوَ رَجُلٌ كَامِلٌ صَالِحٌ يَتَّقِي اللهَ وَيَحِيدُ عَنِ الشَّرِّ». 9فَأَجَابَ الشَّيْطَانُ: «أَمَجَّاناً يَتَّقِي أَيُّوبُ اللهَ؟ 10أَلَمْ تُسَيِّجْ حَوْلَهُ وَحَوْلَ بَيْتِهِ وَحَوْلَ كُلِّ مَا يَمْلِكُ. لَقَدْ بَارَكْتَ كُلَّ مَا يَقُومُ بِهِ مِنْ أَعْمَالٍ، فَمَلأَتْ مَوَاشِيهِ الأَرْضَ. 11وَلَكِنْ حَالَمَا تَمُدُّ يَدَكَ وَتَمَسُّ جَمِيعَ مَا يَمْلِكُ، فَإِنَّهُ فِي وَجْهِكَ يُجَدِّفُ عَلَيْكَ». 12فَقَالَ الرَّبُّ لِلشَّيْطَانِ: «هَا أَنَا أُسَلِّمُكَ كُلَّ مَا يَمْلِكُ. إِنَّمَا لَا تَمُدَّ يَدَكَ إِلَيْهِ لِتُؤْذِيَهُ». ثُمَّ انْصَرَفَ الشَّيْطَانُ مِنْ حَضْرَةِ الرَّبِّ.

13وَذَاتَ يَوْمٍ، فِيمَا كَانَ أَبْنَاءُ أَيُّوبَ وَبَنَاتُهُ يَأْكُلُونَ وَيَشْرَبُونَ خَمْراً فِي بَيْتِ أَخِيهِمِ الأَكْبَرِ، 14أَقْبَلَ رَسُولٌ إِلَى أَيُّوبَ وَقَالَ: «بَيْنَمَا كَانَتِ الْبَقَرُ تَحْرُثُ وَالأُتُنُ تَرْعَى إِلَى جِوَارِهَا، 15هَاجَمَنَا غُزَاةُ السَّبَئِيِّينَ وَأَخَذُوهَا، وَقَتَلُوا الْغِلْمَانَ بِحَدِّ السَّيْفِ، وَأَفْلَتُّ أَنَا وَحْدِي لأُخْبِرَكَ». 16وَفِيمَا هُوَ يَتَكَلَّمُ أَقْبَلَ آخَرُ قَائِلاً: «لَقَدْ نَزَلَتْ صَاعِقَةٌ مِنَ السَّمَاءِ أَحْرَقَتِ الْغَنَمَ وَالْغِلْمَانَ وَالْتَهَمَتْهُمْ، وَأَفْلَتُّ أَنَا وَحْدِي لأُخْبِرَكَ». 17وَبَيْنَمَا هَذَا يَتَكَلَّمُ أَقْبَلَ ثَالِثٌ وَقَالَ: «لَقَدْ غَزَتْنَا ثَلاثُ فِرَقٍ مِنَ الْكَلْدَانِيِّينَ، وَاسْتَوْلَوْا عَلَى الْجِمَالِ، وَقَتَلُوا الْغِلْمَانَ بِحَدِّ السَّيْفِ، وَأَفْلَتُّ أَنَا وَحْدِي لأُخْبِرَكَ». 18وَإِذْ كَانَ هَذَا لَا يَزَالُ يَتَكَلَّمُ جَاءَ رَجُلٌ رَابِعٌ وَقَالَ: «بَيْنَمَا كَانَ أَبْنَاؤُكَ وَبَنَاتُكَ يَأْكُلُونَ وَيَشْرَبُونَ خَمْراً فِي بَيْتِ أَخِيهِمِ الأَكْبَرِ، 19هَبَّتْ رِيحٌ شَدِيدَةٌ مِنْ عَبْرِ الصَّحْرَاءِ، فَاجْتَاحَتْ أَرْكَانَ الْبَيْتِ الأَرْبَعَةَ، فَانْهَارَ عَلَى الْغِلْمَانِ وَمَاتُوا جَمِيعاً، وَأَفْلَتُّ أَنَا وَحْدِي لأُخْبِرَكَ». 20فَقَامَ أَيُّوبُ وَمَزَّقَ جُبَّتَهُ وَجَزَّ شَعْرَ رَأْسِهِ وَأَكَبَّ عَلَى الأَرْضِ سَاجِداً، 21وَقَالَ: «عُرْيَاناً خَرَجْتُ مِنْ بَطْنِ أُمِّي وَعُرْيَاناً أَعُودُ إِلَى هُنَاكَ. الرَّبُّ أَعْطَى وَالرَّبُّ أَخَذَ، فَلْيَكُنِ اسْمُ الرَّبِّ مُبَارَكاً». 22فِي هَذَا كُلِّهِ لَمْ يُخْطِئْ أَيُّوبُ فِي حَقِّ اللهِ وَلَمْ يَعْزُ لَهُ حَمَاقَةً.