Den kommende straf over Jerusalem og Judas folk
1Herren sagde til mig: „Gå hen og køb et lændeklæde af linned og tag det på, men lad være med at vaske det.” 2Så købte jeg et lændeklæde af linned og bandt det om mig. 3Senere sagde Herren til mig: 4„Tag hen til Eufratfloden og gem lændeklædet i en klipperevne.” 5Så tog jeg derhen og gemte det, sådan som Herren havde befalet.
6Lang tid senere sagde Herren til mig: „Gå tilbage til floden og hent lændeklædet, som jeg sagde, du skulle gemme der.” 7Så gik jeg igen hen til Eufratfloden og gravede det op. Men det var så ødelagt, at det ikke kunne bruges til noget.
8-11Da kom Herrens budskab til mig: „Som et lændeklæde bindes tæt om kroppen, sådan bandt jeg Israel og Juda tæt ind til mig, for at de skulle være mit folk og bringe ære til mig. Men de ville ikke høre på mig. Derfor er Juda og Jerusalem nu blevet lige så fordærvet som lændeklædet. Siden dette onde folk nægter at lytte til mig og i stedet følger deres egne troløse tanker og dyrker fremmede guder, er jeg nødt til at straffe dem, siger Herren.
12Giv dem denne besked fra Herren, Israels Gud: ‚En vindunk er bestemt til at blive fyldt med vin.’ Når de så svarer: ‚Det ved vi da godt,’ 13-14skal du svare: Herren siger: Jeg vil fylde alle landets indbyggere med min vredes vin, både kongen, der sidder på Davids trone, præsterne, profeterne og den menige befolkning. Jeg vil ikke vise medlidenhed med dem, hverken børn eller forældre, men knuse dem uden barmhjertighed og nåde.”
15Derpå sagde jeg til folket: „Læg godt mærke til, hvad Herren har sagt til jer, og lad være med at være så stædige og stolte. 16Ydmyg jer for Herren, jeres Gud, før det er for sent. Bøj jer for ham, før han sender mørke over jer, så I snubler og falder på de mørke bjerge. For da er det for sent at lede efter lys. I vil kun finde det forfærdende mørke. 17Men hvis I nægter at lytte til hans advarsel, vil jeg græde i det skjulte over jeres stolthed. Mine øjne vil fyldes af tårer, fordi Herrens hjord føres bort i eksil.”
18Herren sagde til mig: „Sig til kongen og enkedronningen: Kom ned fra tronen og sæt jer i støvet, for I har mistet jeres kongerige. 19Negevs byer bliver folketomme, og portene forbliver lukkede. Juda føres bort som fanger, de skal alle i eksil.”
20Jerusalem, fjendens hære vil komme fra nord. Du var så stolt over dine mange fornemme indbyggere. Hvad er der nu blevet af alle dem, du burde have beskyttet? 21Hvad vil du gøre, når de, du troede var dine forbundsfæller, angriber og erobrer dig? Du vil vride dig i smerte som en kvinde i fødselsveer. 22Du spørger fortvivlet: „Hvorfor skal jeg rammes af denne ulykke?” Forstår du ikke, at det er på grund af din synd? Din egen utroskab er skyld i, at du fik skørterne løftet op og din nøgenhed stillet til skue.
23Kan en sudaneser skifte hudfarve? Kan en leopard fjerne sine pletter? Kan I pludselig begynde at gøre, hvad der er godt, når I er så onde?
24-25Herren sagde: „Fordi I glemte mig og stolede på falske guder, vil jeg sprede jer som avner for ørkenvinden. Det er den straf, I fortjener, og som jeg har bestemt for jer. 26Ja, jeg vil løfte dine skørter og afsløre din nøgenhed, som man plejer at straffe en prostitueret. 27Jeg er meget bevidst om dit frafald, din utroskab og din væmmelige afgudsdyrkelse på højene ude på landet. Åh, Jerusalem, det er ude med dig. Hvor længe vil du fortsat leve i synd?”
مثل مِنطقة الكتان
1ثُمَّ قَالَ الرَّبُّ لِي: «امْضِ وَاشْتَرِ لِنَفْسِكَ مِنْطَقَةً مِنْ كَتَّانٍ وَلُفَّهَا حَوْلَ حَقْوَيْكَ، وَلا تَضَعْهَا فِي الْمَاءِ». 2فَاشْتَرَيْتُ مِنْطَقَةً كَأَمْرِ الرَّبِّ وَلَفَفْتُهَا حَوْلَ حَقْوَيَّ، 3ثُمَّ كَلَّمَنِي الرَّبُّ ثَانِيَةً 4«خُذِ الْمِنْطَقَةَ الَّتِي اشْتَرَيْتَهَا، الْمَلْفُوفَةَ حَوْلَ حَقْوَيْكَ، وَاذْهَبْ إِلَى نَهْرِ الْفُرَاتِ، وَاطْمُرْهَا فِي شَقِّ صَخْرٍ». 5فَانْطَلَقْتُ وَطَمَرْتُهَا عِنْدَ الْفُرَاتِ كَأَمْرِ الرَّبِّ. 6وَبَعْدَ عِدَّةِ أَيَّامٍ قَالَ لِيَ الرَّبُّ: «اذْهَبْ إِلَى الْفُرَاتِ وَخُذِ الْمِنْطَقَةَ الَّتِي أَمَرْتُكَ أَنْ تَطْمِرَهَا هُنَاكَ». 7فَقَصَدْتُ إِلَى الْفُرَاتِ وَحَفَرْتُ الْمَوْضِعَ وَأَخَذْتُ الْمِنْطَقَةَ مِنْ حَيْثُ طَمَرْتُهَا، وَإذَا بِها قَدْ تَلِفَتْ وَلَمْ تَعُدْ تَصْلُحُ لِشَيْءٍ. 8فَأَوْحَى إِلَيَّ الرَّبُّ بِكَلِمَتِهِ. 9«هَكَذَا سَأُحَطِّمُ كِبْرِيَاءَ يَهُوذَا وَكِبْرِيَاءَ أُورُشَلِيمَ الْعَظِيمَةِ. 10إِنَّ هَذَا الشَّعْبَ الشِّرِّيرَ الَّذِي أَبَى أَنْ يَسْتَمِعَ إِلَى كَلِمَتِي، وَانْسَاقَ بِعِنَادٍ خَلْفَ أَهْوَاءِ قَلْبِهِ، وَضَلَّ وَرَاءَ الأَصْنَامِ لِيَسْجُدَ لَهَا وَيَعْبُدَهَا، سَيُصْبِحُ مِثْلَ هَذِهِ الْمِنْطَقَةِ. 11وَكَمَا أَنَّ الْمِنْطَقَةَ تَلْتَفُّ حَوْلَ حَقْوَيِ الإِنْسَانِ، هَكَذَا جَعَلْتُ كُلَّ ذُرِّيَّةِ يَهُوذَا تَلْتَفُّ حَوْلِي، لِيَكُونُوا لِي شَعْباً وَمَثَارَ شُهْرَةٍ وَفَخْرٍ وَمَجْدٍ. وَلَكِنَّهُمْ لَمْ يَسْمَعُوا».
مثل الزق
12لِذَلِكَ قُلْ لَهُمْ: «هَذَا مَا يُعْلِنُهُ الرَّبُّ إِلَهُ إِسْرَائِيلَ: كُلُّ زِقٍّ يَمْتَلِئُ خَمْراً، فَيُجِيبُونَكَ: أَلَسْنَا نَعْرِفُ أَنَّ كُلَّ زِقٍّ يَمْتَلِئُ خَمْراً؟» 13فَتَقُولُ لَهُمْ، «هَذَا مَا يُعْلِنُهُ الرَّبُّ: هَا أَنَا أَمْلَأُ بِالسُّكْرِ جَمِيعَ سُكَّانِ هَذِهِ الأَرْضِ وَالْمُلُوكَ مِنْ ذُرِّيَّةِ دَاوُدَ الْجَالِسِينَ عَلَى عَرْشِهِ، وَالْكَهَنَةَ، وَالأَنْبِيَاءَ وَكُلَّ أَهْلِ أُورُشَلِيمَ. 14وَأُهَشِّمُهُمُ الْوَاحِدَ فَوْقَ الآخَرِ، الآبَاءَ وَالأَبْنَاءَ مَعاً، يَقُولُ الرَّبُّ. لَا أُشْفِقُ وَلا أَتَرَأَّفُ وَلا أَرْحَمُ، بَلْ أُهْلِكُهُمْ».
التهديد بالسبي
15فَاسْمَعُوا وَأصْغَوْا وَلا تَسْتَكْبِرُوا، لأَنَّ الرَّبَّ قَدْ تَكَلَّمَ. 16مَجِّدُوا الرَّبَّ إِلَهَكُمْ قَبْلَ أَنْ يَجْعَلَ الظَّلامَ يُخَيِّمُ عَلَيْكُمْ، وَقَبْلَ أَنْ تَتَعَثَّرَ أَقْدَامُكُمْ عَلَى الْجِبَالِ الْمُعْتِمَةِ. أَنْتُمْ تَرْتَقِبُونَ النُّورَ وَلَكِنَّهُ يُحَوِّلُهُ إِلَى ظَلامِ الْمَوْتِ وَيَجْعَلُهُ لَيْلاً دَامِساً. 17وَإِنْ لَمْ تُنْصِتُوا فَإِنَّ نَفْسِي تَبْكِي فِي الْخَفَاءِ مِنْ أَجْلِ كِبْرِيَائِكُمْ، وَتَذْرِفُ عَيْنَايَ الدُّمُوعَ الْمَرِيرَةَ، فَتَسِيلُ الْعَبَراتُ لأَنَّ الرَّبَّ قَدْ سَبَى شَعْبَهُ. 18قُلْ لِلْمَلِكِ وَلِلْمَلِكَةِ: «تَوَاضَعَا، وَتَنَازَلا عَنْ مَوْضِعِكُمَا لأَنَّ تَاجَ مَجْدِكُمَا قَدْ سَقَطَ عَنْ رَأْسَيْكُمَا». 19قَدْ أُغْلِقَتْ مُدُنُ النَّقَبِ وَلَيْسَ مَنْ يَفْتَحُهَا. سُبِيَ أَهْلُ يَهُوذَا بِجُمْلَتِهِمْ. سُبُوا جَمِيعاً وَلَمْ يَبْقَ مِنْهُمْ أَحَدٌ. 20ارْفَعُوا عُيُونَكُمْ وَشَاهِدُوا الْمُقْبِلِينَ مِنَ الشِّمَالِ. أَيْنَ الْقَطِيعُ الَّذِي عُهِدَ بِهِ إِلَيْكِ يَا أُورُشَلِيمُ؟ أَيْنَ قَطِيعُ افْتِخَارِكِ؟ 21مَاذَا تَقُولِينَ حِينَ يُقِيمُ الرَّبُّ عَلَيْكِ رُؤَسَاءَ أُولَئِكَ الَّذِينَ عَلَّمْتِهِمْ أَنْ يَكُونُوا لَكِ أَحْلافاً؟ أَفَلا تَنْتَابُكِ الأَوْجَاعُ كَامْرَأَةٍ مَاخِضٍ؟
22وَإِنْ تَسَاءَلْتِ فِي نَفْسِكِ: «لِمَاذَا ابْتُلِيتُ بِهَذِهِ الأُمُورِ؟» إِنَّهَا عَاقِبَةُ كَثْرَةِ آثَامِكِ. قَدْ هُتِكَتْ أَذْيَالُكِ، وَاغْتُصِبَ جَسَدُكِ. 23هَلْ يُمْكِنُ لِلإِثْيُوبِيِّ أَنْ يُغَيِّرَ جِلْدَهُ، أَوْ لِلنَّمِرِ رُقَطَهُ؟ كَذَلِكَ أَنْتُمْ لَا تَقْدِرُونَ أَنْ تَصْنَعُوا خَيْراً بَعْدَ أَنْ أَلِفْتُمُ ارْتِكَابَ الشَّرِّ. 24«سَأُبَدِّدُكُمْ كَالْعُصَافَةِ الَّتِي تُذَرِّيهَا رِيحُ الْبَرِّيَّةِ. 25هَذِهِ قُرْعَتُكِ، النَّصِيبُ الَّذِي كِلْتُهُ لَكِ»، يَقُولُ الرَّبُّ، «لأَنَّكِ نَسِيتِنِي وَاتَّكَلْتِ عَلَى الْكَذِبِ. 26فَأَنَا أَيْضاً أَرْفَعُ أَذْيَالَكِ عَلَى وَجْهِكِ لِيَنْكَشِفَ عَارُكِ. 27قَدْ شَهِدْتُ عَلَى التِّلالِ فِي الْحُقُولِ فِسْقَكِ وَحَمْحَمَةَ فُجُورِكِ وَعَهْرَ زِنَاكِ. وَيْلٌ لَكِ يَا أُورُشَلِيمُ. إِلَى مَتَى تَظَلِّينَ غَيْرَ طَاهِرَةٍ؟»
