1Jeg vil spejde efter et ord fra Herren,
gå op på bymuren og holde udkig.
Jeg vil høre, hvad han har at sige,
så jeg kan få svar på min klage.
Guds svar til Habakkuk
2Herren sagde til mig:
„Synet skal du skrive tydeligt på tavlerne,
så herolden kan løbe af sted med det.
3Det handler om noget, som skal ske i fremtiden.
Når tiden er inde, vil det blive opfyldt.
Vær tålmodige, når I synes, det trækker ud,
for han, som skal komme, vil komme,
og han kommer ikke for sent.
4Den hovmodige har ikke den rette indstilling,
men den retskafne får livet ved sin tro.2,4 Eller: „trofasthed”. Det hebraiske ord har mange nuancer i området trofasthed, ærlighed, troværdighed, lydighed. Det indebærer også afhængighed af og lydighed mod Gud. Også på græsk bruges det samme ord for tro og trofasthed.”
5Babylonierne er berusede af deres magt,
deres hovmod giver dem ingen hvile.
De er grådige som dødsriget,
der aldrig kan få nok.
De skraber alle folkeslag til sig,
men får aldrig fanger nok.
6Engang vil de undertrykte folkeslag håne dem og sige:
„Ve jer, der stjæler og røver fra andre.
Hvor længe vil I udnytte andre for selv at blive rige?”
7Pludselig en dag vil de undertrykte rejse sig
og gøre oprør imod jer babyloniere.
Så bliver det jeres tur til at skælve,
og jer, der bliver udplyndret.
8Fordi I har plyndret mange lande,
vil de resterende lande nu plyndre jer.
I må bøde for alle de voldshandlinger og mord,
I har begået i andre byer og lande.
9Ve jer, der bliver rige på andres bekostning.
I tror I kan købe sikkerhed,
både for jer selv og jeres familie.
10Men fordi I har taget så mange menneskers liv,
har I selv mistet retten til livet.
11Hvis mursten kunne tale, ville de anklage jer,
tagbjælkerne ville afsløre, hvad I har gjort.
12Ve jer, som opbygger en by
gennem vold og forbrydelser.
13Herren, den Almægtige, har jo sagt,
at alt, hvad mennesker bygger, vil gå op i røg.
Alt deres slid og slæb er til ingen nytte.
14Men som verdenshavene er fyldt med vand,
vil jorden blive fyldt med erkendelsen af Herrens herlighed.
15Ve jer, I, der tvinger mennesker til at tømme jeres vredes bæger
og bagefter fryder jer over deres ulykkelige tilstand.
16Derfor skal I selv opleve skam
i stedet for hæder og ære.
Nu er det jeres tur til at drikke af bægeret,
og jeres ynkelige tilstand bliver stillet til skue.
Nu rækker Herren jer sit vredesbæger,
så jeres herlighed bliver erstattet af elendighed.
17I bliver hugget ned,
fordi I huggede Libanons skove ned.
I bliver jaget,
fordi I jagtede skovens dyr.
Jeres by fyldes af blodet fra dens indbyggere,
fordi I selv har udgydt blod i andre byer og lande.
18Hvad hjælper det at bede til en afgud,
når det er jer selv, der har lavet den?
Hvad hjælper det at spørge falske profeter til råds,
når de kun kan lyve og bedrage?
Kan man have tillid til en afgud, man selv har skabt,
og som ikke engang kan tale?
19Ve jer, der prøver at puste liv i en træklods
eller forsøger at vække en stenstøtte til live.
Kan de måske vejlede jer?
De er godt nok belagt med guld og sølv,
men der er ikke gnist af liv i dem.
20Men Herren bor i sin helligdom.
Lad jorden fyldes af ærefrygt for ham.
1Mɛgyina mʼahwɛeɛ na mawɛn.
Mɛbɔ nsra
na mahwɛ deɛ ɔbɛka akyerɛ me,
ne mʼanoyie a mede bɛma nkurobɔ yi.
Awurade Mmuaeɛ Foforɔ
2Afei, Awurade buaa sɛ,
“Twerɛ adiyie yi wɔ abopono so
ma emu nna hɔ pefee
ama ɔkenkanfoɔ ate aseɛ.
3Adiyisɛm no retwɛn hyɛberɛ bi;
ɛka awieeɛ ho asɛm
na ɛbɛba mu.
Ɛwom sɛ ɛrekyɛre deɛ, nanso twɛn,
ɛrenkyɛre, ɛbɛba mu.
4“Hwɛ, wama ne ho so;
nʼapɛdeɛ ntene,
nanso ɔteneneeni firi gyidie mu bɛnya nkwa.
5Nokorɛm, nsã ayi no ama
wayɛ ahantan na ɔnni ahotɔ.
Esiane sɛ ɔyɛ adifudepɛ sɛ damena
na ɔte sɛ owuo a hwee mmee no enti
ɔfom aman no nyinaa
na ɔfa amanfoɔ no nyinaa nnommum.
6“Nnommumfoɔ yi nyinaa bɛdi ne ho fɛ asere no aka sɛ,
“ ‘Nnome nka deɛ ɔboaboa korɔnodeɛ ano,
na ɔnam apoobɔ so nya ne ho!
Yei nkɔ so nkɔsi da bɛn?’
7Wɔn a wode wɔn ka no bɛsɔre mpofirim so.
Wɔbɛsɔre ama wo ho apopo
na wɔbɛtwi afa wo so.
8Esiane sɛ woafo aman bebree enti,
wɔn a wɔaka no bɛfo wo bi.
Ɛfiri sɛ woahwie nnipa mogya agu;
woasɛe nsase, nkuropɔn ne wɔn a wɔtete mu.
9“Nnome nka deɛ ɔde korɔnodeɛ kyekyere ne ɔman,
a ɔyɛ ne pirebuo wɔ sorɔnsorɔmmea,
sɛdeɛ ɔbɛyi ne ho afiri ɔsɛeɛ mu.
10Woatu nnipa bebree sɛeɛ ho agyina,
de agu wo fie anim ase, na wode wo nkwa atwa so.
11Aboɔ a ɛhyehyɛ afie afasuo mu no bɛteam
na ɛbɛgyegye wɔ mpunan a wɔahyehyɛ no mu.
12“Nnome nka deɛ ɔnam mogya hwieguo so kyekyere kuropɔn
na ɔnam awudie so kyekyere kuro.
13Asafo Awurade ahyɛ sɛ,
nnipa no adwumayɛ bɛyɛ ogya a wɔhye.
Aman no brɛ gu kwa. 14Na Awurade animuonyam ho nimdeɛ bɛhyɛ asase nyinaa ma,
sɛdeɛ nsuo hyɛ ɛpo ma no.
15“Due! Wo a woma wo mfɛfoɔ nsã,
Wohwie ma wɔnom kɔsi sɛ wɔbɛboro,
na afei woahwɛ wɔn adagya.
16Worennya animuonyam biara. Wʼani bɛwu.
Afei aduru wo so. Nom na tɔ ntintan.
Kuruwa a ɛfiri Awurade nsa nifa reba wo so,
Aniwuo bɛkata wʼanimuonyam so
17Awurukasɛm a wode adi Lebanon no bɛmene wo,
ɔsɛeɛ a wosɛee mmoa nso bɛbɔ wo hu.
Woaka nnipa mogya agu;
woasɛe nsase, nkuropɔn ne nnipa a wɔwɔ mu.
18“Ɛdeɛn mfasodeɛ na monya firi ahoni a onipa ayɛ mu?
Anaa nsɛsodeɛ a ɛkyerɛkyerɛ atorɔ?
Deɛ ɔyɛ ohoni no de ne ho to ɔno ankasa nsa ano adwuma so;
na ɔyɛ anyame a wɔntumi nkasa.
19Nnome nka deɛ ɔka kyerɛ dua sɛ, ‘Nya nkwa!’
Anaa ɔka kyerɛ ɛboɔ a ɛnni nkwa sɛ, ‘Nyane!’
Ɛbɛtumi ama akwankyerɛ?
Wɔde sika kɔkɔɔ ne dwetɛ adura ho;
nanso ahomeɛ nni mu.”
20Nanso Awurade wɔ nʼasɔrefie kronkron mu.
Momma asase nyinaa nyɛ komm wɔ nʼanim.
