De tørre knogler i dalen
1Herrens kraft kom over mig, og hans Ånd førte mig ud i en dal fyldt med menneskeknogler. 2De var helt indtørrede, og Herren førte mig i en bue rundt om dem. 3Så spurgte han mig: „Kan de knogler blive til levende mennesker igen?” „Herre, det ved kun du,” svarede jeg.
4Da gav han mig ordre til at profetere direkte til knoglerne: „I tørre knogler, hør Herrens ord. 5Herren siger: Jeg vil ånde på jer og gøre jer levende igen. 6Jeg vil sætte kød og sener på jer og dække jer med hud, og jeg vil blæse min livsånde ind i jer. Da vil I indse, at jeg er Herren.”
7Jeg profeterede, som Herren havde befalet mig. Mens jeg profeterede, hørte jeg en raslende lyd, og jeg så, at knoglerne nærmede sig hinanden og blev til skeletter. 8Der voksede kød og sener frem på dem, og derefter blev de dækket af hud. Kroppene var dog stadig døde, der var ikke spor af liv i dem. 9Da befalede Herren mig at profetere og kalde på livsånden: „Herren siger: Du livsånd, kom fra de fire verdenshjørner og blæs på de her døde kroppe, så de bliver levende.” 10Så profeterede jeg, som han havde befalet mig. Straks kom der livsånde i kroppene, og de blev levende og rejste sig op. De udgjorde en meget stor hær.
11Derefter sagde Herren til mig: „Du menneske, de tørre knogler er et billede på Israels folk. De siger: ‚Alt er håbløst. Vi ligger allerede i graven og er ikke andet end en bunke udtørrede knogler.’ 12Profetér derfor til dem og sig: Mit folk, jeg vil lukke op for jeres grave og føre jer ud af dem og bringe jer hjem til Israels land. 13Når jeg gør det, vil I indse, at jeg er Herren. 14Jeg sender min Ånd ind i jer, så I får nyt liv og kan vende hjem til jeres eget land. Til den tid vil I erkende, at jeg er Herren, og at jeg har opfyldt mit løfte til jer.”
Genforeningen af Judas og Israels folk
15Herren sagde til mig: 16„Du menneske, tag et stykke træ og skriv på det: ‚Judas folk og de stammer, der hører med til Sydriget.’ Tag et andet stykke træ og skriv på det: ‚Efraim og de andre stammer, der hører med til Nordriget.’ 17Hold så træstykkerne i den ene hånd, så det ser ud, som om de udgør ét stykke. 18Når folk spørger dig, hvad det skal betyde, 19skal du sige: ‚Herren siger: Jeg vil tage Nordrigets stammer og forene dem med Sydrigets stammer, så de bliver til ét folk i min hånd.’ 20Hold dem sådan, at alle kan se dem, 21og sig til folket: Jeg vil samle Israels folk fra de lande, hvor de er i landflygtighed, og føre dem hjem til deres eget land, 22så de bliver til én nation i Israels højland med en og samme konge. De skal ikke længere være splittet i to nationer. 23Og de skal ikke længere gøre sig urene med deres modbydelige afguder og alle deres synder. Jeg frelser dem fra deres frafald og renser dem for deres synd imod mig. Da skal de være mit folk, og jeg vil være deres Gud.
24En, der er som min tjener David, skal være deres fælles konge og hyrde. Da skal de adlyde mine bud og gøre, hvad jeg befaler dem. 25De skal bo i det land, jeg gav min tjener Jakob, og hvor deres forfædre boede. Både de selv og alle kommende generationer efter dem skal bo i landet. Og en som min tjener David skal altid være deres fyrste. 26Jeg vil slutte en evig fredspagt med dem og gøre dem talrige. Min helligdom skal altid have plads midt iblandt dem. 27Ja, jeg vil bo midt iblandt dem. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. 28Og fordi jeg altid er til stede iblandt mit folk, skal nationerne komme til erkendelse af, at jeg er Herren, og at jeg er den, som gør Israel til et helligt folk.”
وادي العظام الجافة
1وَكَانَتْ يَدُ الرَّبِّ عَلَيَّ فَأَحْضَرَنِي بِالرُّوحِ إِلَى وَسَطِ وَادٍ مَلِيءٍ بِعِظَامٍ، 2وَجَعَلَنِي أَجْتَازُ بَيْنَهَا وَحَوْلَهَا، وَإذَا بِها كَثِيرَةٌ جِدّاً، تُغَطِّي سَطْحَ أَرْضِ الْوَادِي، كَمَا كَانَتْ شَدِيدَةَ الْيُبُوسَةِ. 3فَقَالَ لِي «يَا ابْنَ آدَمَ، أَيُمْكِنُ أَنْ تَحْيَا هَذِهِ الْعِظَامُ؟» فَأَجَبْتُ: «يَا سَيِّدُ الرَّبُّ، أَنْتَ أَعْلَمُ». 4فَقَالَ لِي: «تَنَبَّأْ عَلَى هَذِهِ الْعِظَامِ وَقُلْ لَهَا: اسْمَعِي أَيَّتُهَا الْعِظَامُ الْيَابِسَةُ كَلِمَةَ الرَّبِّ: 5هَا أَنَا أَجْعَلُ رُوحاً يَدْخُلُ فِيكِ فَتَحْيَيْنِ. 6وَأَكْسُوكِ بِالْعَصَبِ وَاللَّحْمِ، وَأَبْسُطُ عَلَيْكِ جِلْداً وَأَجْعَلُ فِيكِ رُوحاً فَتَحْيَيْنِ وَتُدْرِكِينَ أَنِّي أَنَا الرَّبُّ».
7وَفِيمَا كُنْتُ أَتَنَبَّأُ كَمَا أُمِرْتُ، حَدَثَ صَوْتُ جَلَبَةٍ وَزَلْزَلَةٍ، فَتَقَارَبَتِ الْعِظَامُ كُلُّ عَظْمٍ إِلَى عَظْمِهِ، 8وَاكْتَسَتْ بِالْعَصَبِ وَاللَّحْمِ وَبُسِطَ عَلَيْهَا الْجِلْدُ. إِنَّمَا لَمْ يَكُنْ فِيهَا رُوحٌ 9فَقَالَ لِي: «تَنَبَّأْ لِلرُّوحِ يَا ابْنَ آدَمَ، وَقُلْ: هَذَا مَا يَأْمُرُ بِهِ السَّيِّدُ الرَّبُّ: هَيَّا يَا رُوحُ أَقْبِلْ مِنَ الرِّيَاحِ الأَرْبَعِ وَهُبَّ عَلَى هَؤُلاءِ الْقَتْلَى لِيَحْيَوْا». 10فَتَنَبَّأْتُ كَمَا أَمَرَنِي الرَّبُّ، فَدَخَلَ فِيهِمِ الرُّوحُ فَدَبَّتْ فِيهِمِ الْحَيَاةُ، وَانْتَصَبُوا عَلَى أَقْدَامِهِمْ جَيْشاً عَظِيماً جِدّاً جِدّاً.
11ثُمَّ قَالَ لِي: «يَا ابْنَ آدَمَ، هَذِهِ الْعِظَامُ هِيَ جُمْلَةُ شَعْبِ إِسْرَائِيلَ. هَا هُمْ يَقُولُونَ قَدْ يَبِسَتْ عِظَامُنَا وَمَاتَ رَجَاؤُنَا وَانْقَطَعْنَا. 12لِذَلِكَ تَنَبَّأْ وَقْلُ لَهُمْ هَذَا مَا يُعْلِنُهُ السَّيِّدُ الرَّبُّ: هَا أَنَا أَفْتَحُ قُبُورَكُمْ وَأُخْرِجُكُمْ مِنْهَا يَا شَعْبِي وَأُحْضِرُكُمْ إِلَى أَرْضِ إِسْرَائِيلَ، 13فَتُدْرِكُونَ أَنِّي أَنَا الرَّبُّ حِينَ أَفْتَحُ قُبُورَكُمْ وَأُخْرِجُكُمْ مِنْهَا يَا شَعْبِي. 14وَأَضَعُ رُوحِي فِيكُمْ فَتَحْيَوْنَ، وَأَرُدُّكُمْ إِلَى أَرْضِكُمْ فَتُدْرِكُونَ أَنِّي أَنَا الرَّبُّ قَدْ تَكَلَّمْتُ وَأَنْجَزْتُ مَا وَعَدْتُ بِهِ، يَقُولُ الرَّبُّ».
أمة واحدة وملك واحد
15وَأَوْحَى إِلَيَّ الرَّبُّ بِكَلِمَتِهِ قَائِلاً: 16«وَأَنْتَ يَا ابْنَ آدَمَ، خُذْ لَكَ قَضِيباً وَاحِداً وَاكْتُبْ عَلَيْهِ: هَذَا لِيَهُوذَا وَلأَبْنَاءِ إِسْرَائِيلَ رِفَاقِهِ، ثُمَّ خُذْ قَضِيباً آخَرَ وَاكْتُبْ عَلَيْهِ: هَذَا لِيُوسُفَ، قَضِيبُ أَفْرَايِمَ وَكُلِّ شَعْبِ إِسْرَائِيلَ رِفَاقِهِ. 17وَضُمَّهُمَا مَعاً كَقَضِيبٍ وَاحِدٍ فَيُصْبِحَا فِي يَدِكَ قَضِيباً وَاحِداً. 18وَإذَا سَأَلَكَ أَبْنَاءُ شَعْبِكَ: أَلا تُخْبِرُنَا مَا مَعْنَى هَذَا؟ 19فَقُلْ لَهُمْ: هَذَا مَا يُعْلِنُهُ السَّيِّدُ الرَّبُّ: هَا أَنَا أَتَنَاوَلُ قَضِيبَ يُوسُفَ الَّذِي فِي حَوْزَةِ أَفْرَايِمَ وَأَسْبَاطِ إِسْرَائِيلَ رِفَاقِهِ، وَأَضُمُّ إِلَيْهِ قَضِيبَ يَهُوذَا، وَأَجْعَلُهُمْ جَمِيعاً قَضِيباً وَاحِداً فَيُصْبِحُونَ وَاحِداً فِي يَدِي. 20وَيَكُونُ فِي يَدِكَ، عَلَى مَشْهَدٍ مِنْهُمُ الْقَضِيبَانِ اللَّذَانِ كَتَبْتَ عَلَيْهِمَا. 21وَهَا أَنَا أَحْشِدُ أَبْنَاءَ إِسْرَائِيلَ مِنْ بَيْنِ الأُمَمِ الَّتِي تَفَرَّقُوا فِيهَا وَأَجْمَعُهُمْ مِنْ كُلِّ جِهَةٍ وَأُحْضِرُهُمْ إِلَى أَرْضِهِمْ. 22وَأَجْعَلُهُمْ أُمَّةً وَاحِدَةً فِي الأَرْضِ وَعَلَى الْجِبَالِ، تَحْتَ رِيَاسَةِ مَلِكٍ وَاحِدٍ، فَلا يَكُونُونَ بَعْدُ أُمَّتَيْنِ، وَلا يَنْقَسِمُونَ إِلَى مَمْلَكَتَيْنِ. 23وَلا يَتَدَنَّسُونَ بَعْدُ بِأَصْنَامِهِمْ وَرَجَاسَاتِهِمْ وَلا بِأَيٍّ مِنْ مَعَاصِيهِمْ، بَلْ أُخَلِّصُهُمْ مِنْ مَوَاطِنِ إِثْمِهِمْ، وَأُطَهِّرُهُمْ فَيَكُونُونَ لِي شَعْباً وَأَنَا أَكُونُ لَهُمْ إِلَهاً. 24وَيُصْبِحُ دَاوُدُ عَبْدِي مَلِكاً عَلَيْهِمْ، فَيَكُونُ لَهُمْ جَمِيعاً رَاعٍ وَاحِدٌ فَيُمَارِسُونَ أَحْكَامِي وَيُطِيعُونَ فَرَائِضِي عَامِلِينَ بِها. 25وَيُقِيمُونَ فِي الأَرْضِ الَّتِي وَهَبْتُهَا لِعَبْدِي يَعْقُوبَ الَّتِي سَكَنَ فِيهَا آبَاؤُكُمْ، فَيَسْكُنُونَ فِيهَا هُمْ وَأَبْنَاؤُهُمْ وَأَحْفَادُهُمْ إِلَى الأَبَدِ. وَيَكُونُ عَبْدِي دَاوُدُ رَئِيساً عَلَيْهِمْ مَدَى الدَّهْرِ. 26وَأُبْرِمُ مَعَهُمْ مِيثَاقَ سَلامٍ، فَيَكُونُ مَعَهُمْ عَهْداً أَبَدِيًّا، وَأُوَطِّنُهُمْ وَأُكَثِّرُهُمْ وَأُقِيمُ مَقْدِسِي فِي وَسَطِهِمْ إِلَى الأَبَدِ. 27وَيَكُونُ مَسْكَنِي مَعَهُمْ، فَأَكُونُ لَهُمْ إِلَهاً وَيَكُونُونَ لِي شَعْباً. 28فَتُدْرِكُ الأُمَمُ أَنِّي أَنَا الرَّبُّ مُقَدِّسُ إِسْرَائِيلَ، حِينَ يَكُونُ مَقْدِسِي قَائِماً فِي وَسَطِهِمْ إِلَى الأَبَدِ».
