Dommen over Egyptens konge
1På den første dag i den 12. måned i det 12. år af vores eksil sagde Herren til mig: 2„Du menneske, syng en sørgesang for Egyptens konge:
Du var som en løve blandt nationerne,
som et uhyre fra havet fór du frem,
piskede Nilens vande op
og trampede bredderne til mudder.
3Men hør, hvad Herren siger til dig:
Jeg fanger dig i mit fiskenet,
sender min hær og trækker dig op,
4lader dig ligge på bredden og dø,
slænger dig ud i den øde ørken,
så himlens fugle slår ned på dig,
og jordens rovdyr mættes med dit kød.
5Jeg spreder dit kød ud over bjergene,
kaster dine knogler i dalenes kløfter.
6Jeg lader jorden drikke dit blod,
og bjergenes kløfter fyldes deraf.
7Når dommens dag rammer dig,
tildækker jeg himlens stjerner.
Solen bliver gemt bag sorte skyer,
og månens lys forsvinder.
8Jeg slukker alle himlens lys,
så hele dit land opsluges af mørke.
9Rygtet om din skæbne vil nå ud til lande,
som du aldrig har set eller hørt om,
og folkene dér vil fyldes af frygt.
10Mange folkeslag bliver lammet af rædsel,
og deres konger ryster af skræk,
når de ser, hvordan jeg svinger mit sværd
og lader det ramme dig med frygtelig kraft.
11For det er, hvad Gud Herren siger:
Babyloniens konges sværd skal ramme dig.
12Jeg sender verdens vældigste hær imod dig,
den er berømt for sin grusomhed.
Den raserer det, du er allermest stolt af,
og udrydder både folk og husdyr.
13Kvæget, der græsser langs floden, bliver udryddet.
Ingen hove skal længere mudre vandet til,
ingen menneskefødder forstyrre flodens ro.
14Nilens vand bliver klart og gennemsigtigt,
floden skal flyde som olivenolie, siger Herren.
15Når jeg lægger dit land øde
og udrydder din befolkning,
da vil folk indse, at jeg er Herren.
16Da skal denne klagesang synges.
Alle folkeslag skal stemme i
og sørge over Egyptens skæbne, siger Herren.”
17På den 15. dag i samme måned sagde Herren til mig: 18„Du menneske, sørg over Egypten, for jeg styrter landet ned i dødsriget sammen med andre, mægtige nationer.
19Du Egypten, er du mon bedre end de andre?
Kom ned og lig blandt de andre gudløse!
20Egypterne skal dø som alle andre.
Sværdet er draget og vil ramme dem alle.
21Dødsrigets helte tager imod dem med skadefryd,
giver dem plads iblandt alle de faldne.
‚Nu er de gudløse egyptere faldet,’ råber de.
‚Heltene er pludselig blevet så tavse.’
22Der ligger Assyriens mægtige fyrster.
Alle blev dræbt, de faldt for sværdet.
23De ligger i dødsrigets inderste kroge.
Skønt de spredte rædsel på jorden,
endte dog alle som offer for sværdet.
24Elams mægtige konger er der,
omgivet af deres faldne krigere.
Alle blev dræbt, de faldt for sværdet.
I live spredte de rædsel omkring sig.
Nu ligger de mellem de andre gudløse.
Deres skæbne blev som alle andres.
25Blandt dødsrigets dræbte fik de et hvilested,
omgivet af deres faldne krigere.
Alle de gudløse segnede for sværdet,
for de spredte rædsel i de levendes land.
Nu må de bide skammen i sig,
for de faldt selv for sværdet til sidst.
26Der ligger Mesheks og Tubals fyrster,
omgivet af deres faldne krigere.
I live spredte de rædsel omkring sig.
Nu ligger de mellem de andre gudløse.
27De ligger ikke blandt de gamle helte,
som fik en ærefuld begravelse
og fik deres våben med i dødsriget,
sværdet under hovedet og skjoldet over kroppen,
for de spredte rædsel i de levendes land.
28Egypten, dine krigere må ligge mellem de gudløse,
side om side med alle de andre dræbte.
29Der ligger Edoms konger og fyrster,
som fik deres grav blandt de slagne,
blandt de gudløse, der endte i døden.
30Alle nordens fyrster ligger slagne dernede,
side om side med folkene fra Sidon.
Alle de gudløse segnede for sværdet.
De spredte skræk og rædsel omkring sig,
men nu må de bide skammen i sig
sammen med de andre gudløse i graven.
31Når egypterkongen ender på det sted,
kan han se på de andre og trøste sig med,
at han ikke er den eneste, der tabte en krig.
32Egypterkongen og hele hans hær
spredte skræk og rædsel i de levendes land.
Nu ligger han blandt de gudløse og dræbte,
der faldt for sværdet, siger Gud Herren.”
