1Til den tid vil Herren gribe sit skarpe sværd og straffe Livjatan, den lynhurtige slange, der vrider og snor sig, ja, han vil tilintetgøre dragen i havet. 2Da skal I tænke på Israel som en dejlig vinmark. 3Jeg, Herren, passer på den, vander den hver eneste dag, vogter den dag og nat, så ingen kan skade den. 4Min vrede mod Israel er ovre. Bliver den angrebet af tjørn og tidsler, går jeg i krig mod dem og brænder dem op. 5Jeg skåner kun dem, som overgiver sig og slutter fred med mig. 6Engang vil Israel slå rod og blomstre og fylde verden med frugt.
7Har Herren straffet Israel på samme måde, som han straffede deres fjender? 8Nej, fjenderne tilintetgjorde han, men Israel sendte han i eksil langt borte. De blev fejet bort fra deres land ved hans vældige åndepust, som var det en ørkenstorm. 9Israels straf vil være afsonet og deres synd slettet ud, når de har knust afgudsaltrenes sten og nedbrudt Asherapælene og røgelsesaltrene. 10Den befæstede by ligger forladt, dens huse er tomme, den ligner en ødemark. Kalve går og græsser dér. De lægger sig og tygger drøv på træernes blade. 11Folket blev som de tørre grene, kvinderne brækker af træerne for at bruge dem til brændsel. Det var et folk uden forståelse. Derfor viste deres skaber dem ingen barmhjertighed.
12Men engang i fremtiden vil Herren samle dem sammen igen lige fra Eufratfloden og til Egyptens bæk og bringe dem tilbage.27,12 Oversat ud fra LXX. Den hebraiske tekst er uklar. 13Til den tid vil signalet lyde fra det store vædderhorn, og da vil Herren kalde sit folk tilbage fra eksilet i Assyrien og Egypten. De skal vende hjem til Jerusalem og tilbede ham på hans hellige bjerg.
