Daniels syn ved Tigrisfloden
1I perserkongen Kyros’ tredje regeringsår10,1 536 f.Kr. fik Daniel (som også blev kaldt Belteshazzar) et syn, der indvarslede fremtidige krige og hårde tider. Forklaringen fik han også gennem et syn.
2Synet kom på et tidspunkt, hvor jeg, Daniel, havde bedt og søgt Herren i tre uger. 3Jeg havde kun spist det mest nødvendige, intet kød, ingen vin eller anden lækker mad, og jeg havde heller ikke plejet min krop.
4Den 24. dag i den første måned stod jeg sammen med nogle andre ved Tigrisflodens bred. 5Pludselig så jeg en mand i en lang, hvid klædning og med et bælte af det fineste guld bundet om livet. 6Kroppen udstrålede et lys som fra en kostbar ædelsten, ansigtet glimtede som lyn, øjnene flammede som ild, armene og fødderne skinnede som poleret bronze, og hans stemme rungede som råbet fra en stor menneskemængde.
7Jeg var den eneste, der så manden. Mine ledsagere kunne ikke se ham, men blev rædselsslagne på grund af lyset og løb deres vej for at komme i dækning, 8så jeg stod alene tilbage. Jeg følte knæene vakle under mig, mit ansigt var ligblegt, og jeg kunne ikke røre mig ud af stedet.
9Da jeg hørte hans stemme, svimlede det for mig, og jeg faldt ned med ansigtet mod jorden. 10Men en hånd tog fat i mig og fik mig skælvende op på mine knæ og hænder. 11„Daniel, Gud sætter stor pris på dig!” sagde han. „Rejs dig og lyt omhyggeligt til det, jeg har at sige, for Gud har sendt mig til dig!” Så rejste jeg mig op, stadig rystende af skræk.
12„Vær ikke bange, Daniel,” fortsatte han. „Allerede den første dag, du besluttede at bede om indsigt og at ydmyge dig for Gud, blev din bøn hørt, og derfor er jeg kommet. 13Den mægtige åndsmagt, der styrer det persiske rige, blokerede imidlertid vejen for mig i 21 dage. Men så kom ærkeenglen Mikael mig til hjælp, og jeg efterlod ham dér i kamp med den persiske åndsfyrste.10,13 Ifølge en af de græske håndskrifter. Den hebraiske tekst er uklar. 14Jeg er kommet for at vise dig endnu et syn, så du kan forstå, hvad der skal ske med dit folk engang i fremtiden.”
15Mens jeg lyttede til englens ord, stod jeg med bøjet hoved, ude af stand til at sige noget. 16Men så rørte han ved mine læber, og jeg åbnede munden og sagde: „Herre, ved synet af dig blev jeg skrækslagen og ganske udmattet. 17Hvordan skulle jeg, din ringe tjener, turde sige noget til dig, herre? Jeg kan dårligt få vejret af skræk og udmattelse.”
18Englen, der lignede et menneske, rørte igen ved mig, og jeg følte mig styrket. 19„Vær ikke bange,” sagde han. „Gud sætter stor pris på dig. Vær frimodig og stærk.” Hans ord styrkede mig, og jeg sagde: „Tal kun, herre, for du har styrket mig.”
20„Ved du, hvorfor jeg er kommet?” spurgte han. „Snart skal jeg vende tilbage og fortsætte kampen imod åndsfyrsten over Persien, og efter ham kommer Grækenlands åndsfyrste. Men inden jeg vender tilbage, vil jeg fortælle dig, hvad der står skrevet i Sandhedens Bog. 21(Den eneste, der hjælper mig i kampen imod disse åndsfyrster, er Mikael, jeres ærkeengel. Jeg har kæmpet sammen med Mikael siden mederen Dareios’ første regeringsår.)
Le temps de la fin
La vision de l’homme vêtu de lin
1Durant la troisième année du règne de Cyrus10.1 C’est-à-dire en 536 ou, peut-être, en 535, av. J.-C., empereur de Perse, un message fut révélé à Daniel, nommé aussi Beltshatsar. Cette révélation est authentique, elle annonce un grand combat. Daniel fut attentif à la parole, et il en reçut la compréhension dans une vision.
2En ces jours-là, moi, Daniel, je fus plongé dans le deuil durant trois semaines entières. 3Je ne touchai à aucun mets délicat ; je ne pris ni viande, ni vin, et je ne me frottai d’aucune huile parfumée pendant ces trois semaines.
4Le vingt-quatrième jour du premier mois, je me trouvai sur la rive du grand fleuve, le Tigre. 5Je levai les yeux, et j’aperçus un homme vêtu d’habits de lin qui portait une ceinture d’or le plus pur10.5 Littéralement : or d’Ouphaz, mais c’est sans doute là une expression idiomatique. autour des reins10.5 Pour les v. 5-6, voir Ez 1.7, 13, 16, 24 ; 9.2 ; Ap 1.13-15 ; 2.18 ; 19.12.. 6Son corps luisait comme de la topaze, son visage flamboyait comme l’éclair, ses yeux étaient pareils à des flammes ardentes, ses bras et ses pieds avaient l’éclat du bronze poli. Quand il parlait, le son de sa voix retentissait comme le bruit d’une grande foule.
7Moi, Daniel, je fus seul à voir cette apparition, les gens qui étaient avec moi ne la virent pas, ils furent soudain saisis d’une grande frayeur et s’enfuirent pour se cacher. 8Je demeurai donc seul à contempler cette apparition grandiose. J’en perdis mes forces, je devins tout pâle et mes traits se décomposèrent ; je me sentais défaillir. 9J’entendis le personnage prononcer des paroles et, en entendant sa voix, je perdis connaissance et je tombai la face contre terre.
Le message de l’ange
10Alors, une main me toucha, elle me fit me redresser tout tremblant sur mes genoux et sur les paumes de mes mains10.10 Pour les v. 10-11, voir Ez 1.28 à 2.2.. 11Puis le personnage me dit : Daniel, homme bien-aimé de Dieu, sois attentif aux paroles que je t’adresse, mets-toi debout où tu es, car j’ai été maintenant envoyé vers toi. Pendant qu’il prononçait ces mots, je me relevai, tout tremblant.
12Il poursuivit : Sois sans crainte, Daniel ; car, dès le premier jour où tu as appliqué ton cœur à comprendre et à t’humilier devant ton Dieu, ta prière a été entendue ; et je suis venu vers toi, en réponse à tes paroles. 13Mais le chef du royaume de Perse s’est opposé à moi durant vingt et un jours. Alors Michel10.13 Michel: voir v. 21 ; Jd 9 ; Ap 12.7., l’un des principaux chefs, est venu à mon aide et je suis resté là auprès des rois de Perse. 14Je suis venu pour te faire comprendre ce qui arrivera à ton peuple dans l’avenir, car c’est encore une vision qui concerne ce temps-là.
15Pendant qu’il m’adressait ces paroles, j’inclinai la tête vers le sol et je restais muet. 16Et voici qu’un personnage qui avait l’aspect d’un homme10.16 D’après la plupart des manuscrits hébreux. Un manuscrit du texte hébreu traditionnel, le texte hébreu retrouvé à Qumrân et l’ancienne version grecque ont : quelque chose qui avait l’aspect d’une main humaine. me toucha les lèvres, alors je pus de nouveau ouvrir la bouche et parler. M’adressant au personnage qui se tenait devant moi, je lui dis : Mon seigneur, cette apparition me remplit d’angoisse au point de m’ôter toute force. 17Comment le serviteur de mon seigneur, que je suis, pourrait-il parler à mon seigneur qui m’est apparu, alors que je n’ai plus aucune force et que j’ai perdu le souffle ?
18Alors, celui qui avait l’aspect d’un homme me toucha et me fortifia. 19Puis il me dit : Sois sans crainte, homme bien-aimé de Dieu ! Que la paix soit avec toi ! Fortifie-toi !
Pendant qu’il me parlait, je repris des forces et je lui dis : Que mon seigneur parle, car tu m’as fortifié !
20Il me dit : Sais-tu pourquoi je suis venu vers toi ? Je suis sur le point de m’en retourner pour combattre contre le chef de la Perse, et quand je partirai, le chef de la Grèce apparaîtra. 21Mais auparavant, je vais te révéler ce qui est écrit dans le livre de vérité. Personne ne me soutient contre tous ces adversaires, excepté Michel, votre chef.
