Apostlenes Gerninger 2 – BPH & BDS

Bibelen på hverdagsdansk

Apostlenes Gerninger 2:1-47

Helligånden kommer pinsedag

1Pinsemorgen2,1 Den jødiske fest på denne dag kaldes også „Ugefesten” eller „Høstfesten”. Den faldt syv uger efter påskesøndag, altså syv uger efter, at Jesus genopstod fra de døde. Man fejrede, dels at det var begyndelsen til den store hvedehøst, dels at Gud talte til Israels folk på Horebs bjerg (Sinaibjerget) og gav dem de ti bud og de øvrige love og forordninger i Toraen. Nu møder Gud mennesker igen, men giver dem Helligåndens kraft i deres indre i stedet for love skrevet på stentavler. var alle disciplene forsamlet på ét sted. 2Pludselig kom der en susende lyd ned oppefra som et voldsomt åndepust, og lyden fyldte hele huset, hvor de opholdt sig. 3Samtidig dalede der små flammer ned, som landede på hver enkelt af de tilstedeværende. 4Således blev de alle fyldt med Helligåndens kraft, og de begyndte at tale på fremmede sprog, som de ellers ikke kendte. Det var Ånden, der gav dem ordene.

5I Jerusalem var der religiøse jøder fra alverdens lande. 6Da den susende lyd kom, strømmede en masse mennesker derhen for at se, hvad der var på færde, og de blev meget forbavsede over at høre disciplene tale alle deres forskellige sprog. 7„Hvad sker der her?” råbte de undrende. „De er jo alle sammen fra Galilæa, 8og nu hører vi dem tale til os på vores eget modersmål! 9Hvordan går det til, at vi partere, medere og elamitter, vi, der bor i Mesopotamien, Judæa, Kappadokien, Pontus, provinsen Asien,2,9 Den romerske provins, som dengang bar navnet Asien, svarer til den vestlige del af det nuværende Tyrkiet med Efesos som provinshovedstad. 10Frygien, Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi, der kommer fra Rom, både jøder og grækere, der har sluttet sig til jødedommen, 11vi kretere og arabere—hvordan går det til, at vi kan høre de her mænd fortælle os om de mægtige ting, Gud har gjort, hver på vores eget sprog?” 12Der var stor forvirring, og folk råbte i munden på hinanden: „Hvad sker der?”

13Men de, der ikke forstod ordene, gjorde nar af disciplene. „De har bare drukket for meget vin!” råbte de.

Peters pinsetale

14Da trådte Peter frem, og de andre 11 apostle stillede sig ved siden af ham. Han råbte til folkemængden: „Hør efter, alle I jøder, og I, som bor i Jerusalem. 15Det er ikke sandt, som nogle af jer siger, at de her mennesker har drukket sig fulde. Klokken er jo kun ni om formiddagen. 16-17Nej, her opfyldes det, som Gud åbenbarede for profeten Joel:

‚Det vil ske i de sidste tider,

at jeg vil udgyde af min Ånd over hele menneskeheden.

Alle vil komme til at profetere,

både mænd og kvinder.

De unge vil få åbenbaret min vilje gennem syner,

de gamle vil få det gennem drømme.

18Ja, mine tjenere vil blive fyldt med min Ånd,

og de skal profetere.

19Jeg vil gøre utrolige ting i himmelrummet

og store tegn nede på jorden:

Blodsudgydelser,

ildebrande og røgskyer.

20Solen skal formørkes,

og månen skal blive mørkerød som blod,

før Herrens store og frygtindgydende dag kommer.

21Men enhver, der råber til Herren om hjælp, skal blive frelst.’2,21 Joel 3,1-5 LXX.

22Lyt til mine ord, venner! I kender nazaræeren Jesus. I ved om de mirakler, tegn og undere, som Gud udførte gennem ham her midt iblandt jer. Dermed viste Gud jer, at det var ham selv, der havde sendt Jesus. 23Han blev efter Guds forudbestemte plan forrådt, og med de gudløse romeres hjælp fik I ham naglet til korset og dræbt. 24Gud lod ham imidlertid ikke blive i døden, men genoprejste ham fra de døde, for det var umuligt for døden at fastholde ham. 25David talte profetisk på hans vegne, da han sagde:

‚Jeg stoler altid på Herren.

Han står ved min side, så jeg ikke falder.

26Derfor kan jeg fryde mig og synge glædessange.

Der er også håb for mit legeme,

27for du vil ikke efterlade mig blandt de døde.

Du lader ikke din hengivne tjener gå i forrådnelse.

28Du har vist mig vejen til livet,

hos dig fyldes jeg med glæde.’2,28 Sl. 16,8-11 LXX.

29Kære venner! Tillad mig at tale lige ud om vores forfar David. Vi ved alle, at han er både død og begravet, og vi besøger hans grav den dag i dag. 30Men David vidste jo, at Gud højtideligt havde lovet, at Israels Konge skulle komme fra hans slægt. Derfor talte han profetisk om den nye Konge. 31Så når han talte om, at Kongen ikke skulle efterlades blandt de døde, og at Guds hengivne tjener ikke skulle gå i forrådnelse, var det en forudsigelse om, at Messias skulle genopstå fra de døde.

32Den Jesus, jeg taler om, blev af Gud oprejst fra de døde. Det kan alle vi, der står her, bevidne. 33Efter at han er blevet taget op til Himlen og har indtaget sin plads ved Guds højre side, har han nu sendt os Helligånden, som Faderen havde lovet. Det kan I selv både se og høre.

34David talte heller ikke om sig selv, da han profeterede om en, der skulle tages op til Himlen. Han siger et andet sted:

‚Herren sagde til min herre:

Sæt dig ved min højre side,

35imens jeg overvinder dine fjender.’2,35 Sl. 110,1.

36Derfor erklærer jeg overfor hele Israels folk, at Gud har vist, at Jesus, som I korsfæstede, er både Herre og Messias!”

37Peters ord ramte tilhørerne lige i hjertet, og de spurgte apostlene: „Hvad skal vi dog gøre?” 38Peter svarede: „Vend om fra jeres oprør mod Gud og bliv døbt hver især til at tilhøre Jesus Messias, så jeres synder kan blive tilgivet. Så vil I modtage Helligånden som gave, 39for løftet om Helligånden gælder både jer og jeres efterkommere—ja, alle dem, som Herren, vores Gud, vil kalde på fra både nær og fjern.”

40Peter talte endnu i nogen tid til dem og opfordrede dem indtrængende til at lade sig redde ud af den vantro og vanartede verden.

De troendes fællesskab

41Mange blev overbevist af Peters ord, og den dag blev cirka 3000 mennesker døbt og tilsluttet menigheden. 42De deltog fremover ivrigt i apostlenes undervisning og var aktivt med i fællesskabet. De deltog, når der var fællesskabsmåltider,2,42 Teksten her taler om „brødsbrydelsen”. Sandsynligvis er der tale dels om et fællesmåltid blandt de kristne i hjemmene, dels en fejring af nadveren. og de var med, når man samledes til bøn.

43I den følgende tid udførte Gud mange undere og tegn gennem apostlene, så alle i byen blev grebet af ærefrygt. 44De, som kom til tro, holdt sammen og havde alle ting fælles. 45Det skete ofte, at nogen solgte deres huse og ejendele, og pengene blev delt ud til dem i fællesskabet, der havde størst behov. 46Hver dag samledes de på tempelpladsen i enhed og harmoni, og om aftenen mødtes de rundt om i hjemmene for at spise sammen med stor glæde og oprigtig ydmyghed. 47De lovpriste Gud og var vellidt af alle mennesker i byen. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst.

La Bible du Semeur

Actes 2:1-47

Témoins à Jérusalem

Le don de l’Esprit

1Quand le jour de la Pentecôte arriva, ils2.1 Voir 1.14-15, 26 ; 2.14, 32. étaient tous rassemblés au même endroit. 2Tout à coup, un grand bruit survint du ciel : c’était comme si un violent coup de vent s’abattait sur eux et remplissait toute la maison où ils se trouvaient assis. 3Au même moment, ils virent apparaître des sortes de langues qui ressemblaient à des flammèches. Elles se séparèrent et allèrent se poser sur la tête de chacun d’eux. 4Aussitôt, ils furent tous remplis du Saint-Esprit et commencèrent à parler dans différentes langues, chacun s’exprimant comme le Saint-Esprit lui donnait de le faire.

5Or, à ce moment-là, des Juifs pieux, venus de chez tous les peuples du monde, séjournaient à Jérusalem. 6En entendant ce bruit, ils accoururent en foule et furent saisis de stupeur. En effet, chacun d’eux les entendait parler dans sa propre langue. 7Dans leur étonnement, ils n’en croyaient pas leurs oreilles et disaient : Voyons ! Ces gens qui parlent, ne viennent-ils pas tous de Galilée ? 8Comment se fait-il donc que nous les entendions s’exprimer chacun dans notre langue maternelle ? 9Nous sommes Parthes, Mèdes ou Elamites, nous habitons la Mésopotamie, la Judée, la Cappadoce, le Pont ou la province d’Asie, 10la Phrygie ou la Pamphylie, l’Egypte ou le territoire de la Libye près de Cyrène2.10 Cyrène: les Juifs étaient nombreux en Egypte et dans la Cyrénaïque (à l’ouest de l’Egypte). Ceux qui étaient revenus de là-bas à Jérusalem avaient leur propre synagogue., ou bien, nous vivons à Rome, nous sommes juifs de naissance ou par conversion, 11nous venons de la Crète ou de l’Arabie, et pourtant chacun de nous les entend parler dans sa propre langue des choses merveilleuses que Dieu a accomplies !

12Ils n’en revenaient pas. Plongés dans la plus grande perplexité, ils se demandaient entre eux : « Qu’est-ce que cela peut bien vouloir dire ? » 13Mais d’autres tournaient la chose en ridicule : « C’est le vin doux, disaient-ils. Ils ont trop bu ! »

Pierre témoin de Jésus-Christ

14Alors Pierre se leva entouré des Onze et, d’une voix forte, il dit à la foule :

Ecoutez-moi bien, vous qui habitez la Judée et vous tous qui séjournez à Jérusalem : comprenez ce qui se passe. 15Certains d’entre vous insinuent que ces hommes seraient ivres. Pas du tout ! Il est à peine neuf heures du matin ! 16Mais maintenant se réalise ce qu’avait annoncé le prophète Joël :

17Voici ce qui arrivera, dit Dieu,dans les jours de la fin des temps :

Je répandrai de mon Espritsur tout le monde.

Vos fils, vos filles prophétiseront2.17 Dans l’ensemble du Nouveau Testament, le verbe prophétiser a été traduit par : apporter, transmettre, des messages inspirés par Dieu, ce que Dieu inspire.,

vos jeunes gens, par des visions,

vos vieillards, par des songes,

recevront des révélations.

18Oui, sur mes serviteurs,comme sur mes servantes,

je répandrai de mon Esprit,en ces jours-là :

ils prophétiseront.

19Je ferai des miracleset là-haut, dans le ciel,

et ici-bas sur terre,des signes prodigieux :

du sang, du feuet des colonnes de fumée.

20Et le soleil s’obscurcira,

la lune deviendra de sang,

avant la venue du jour du Seigneur,

ce jour grand et glorieux.

21Alors seront sauvéstous ceux qui invoqueront le Seigneur2.21 Jl 3.1-5, cité selon l’ancienne version grecque..

22Ecoutez bien, Israélites, ce que j’ai à vous dire. Vous le savez tous : Jésus de Nazareth – cet homme dont Dieu vous a montré qu’il l’approuvait en accomplissant, par son moyen, au milieu de vous des miracles, des signes et des actes extraordinaires – 23a été livré entre vos mains conformément à la décision que Dieu avait prise et au projet qu’il avait établi d’avance. Et vous, vous l’avez tué en le faisant crucifier par des hommes qui ne connaissent pas Dieu. 24Mais Dieu a brisé les liens de la mort : il l’a ressuscité, car il était impossible que la mort le retienne captif. 25En effet, David dit de lui :

Je garde constammentles yeux fixés sur le Seigneur,

car il est à ma droite,pour que je ne vacille pas.

26Voilà pourquoi mon cœurest dans la joieet mes parolesdébordent d’allégresse.

Même mon corps reposeradans l’espérance ;

27tu ne m’abandonneras pasdans le séjour des morts,

tu ne laisseras pasun homme qui t’est dévouése décomposer dans la tombe.

28Car tu m’as fait connaîtrele chemin de la vie,

et tu me comblerasde joie en ta présence2.28 Ps 16.8-11 cité selon l’ancienne version grecque..

29Mes frères, permettez-moi de vous parler franchement : le patriarche2.29 patriarche: les ancêtres des Israélites (Abraham, Isaac, Jacob et les douze fils de celui-ci) étaient appelés patriarches. Par extension, ce titre était aussi appliqué à d’autres figures de l’Ancien Testament, comme ici au roi David. David est bel et bien mort et enterré. Son tombeau2.29 Ce tombeau, bien connu et vénéré, se trouvait sur le mont Sion. existe encore près d’ici aujourd’hui. 30Mais il était prophète et il savait que Dieu lui avait promis, sous la foi du serment, de faire asseoir sur son trône un de ses descendants2.30 Ps 132.11 ; 2 S 7.16 ; 1 Ch 17.12.. 31Ainsi il a entrevu par avance la résurrection du Messie, et c’est d’elle qu’il parle en disant que Dieu ne l’abandonnera pas dans le séjour des morts et qu’il ne laissera pas son corps se décomposer2.31 Ps 16.10..

32Dieu a ressuscité ce Jésus dont je parle : nous en sommes tous témoins. 33Ensuite, il a été élevé pour siéger à la droite de Dieu2.33 Autre traduction : élevé par la main droite de Dieu.. Et maintenant, comme Dieu l’a promis, il a reçu du Père l’Esprit Saint et il l’a répandu sur nous. C’est là ce que vous voyez et entendez.

34En effet, David, lui, n’est pas monté au ciel, mais il a dit :

Le Seigneur a dit à mon Seigneur :

Viens siéger à ma droite2.34 La droite du roi est la place d’honneur (Ps 45.10 ; 1 R 2.19).

35jusqu’à ce que j’aie mistes ennemisà terre sous tes pieds2.35 Ps 110.1..

36Voici donc ce que tout le peuple d’Israël doit savoir avec une entière certitude : Dieu a fait Seigneur et Messie ce Jésus que vous avez crucifié.

Les premiers croyants

37Ce discours toucha profondément ceux qui l’avaient entendu. Ils demandèrent à Pierre et aux autres apôtres : Frères, que devons-nous faire ?

38Pierre leur répondit : Changez2.38 Autres traductions : repentez-vous ou changez d’attitude ou changez de comportement., et que chacun de vous se fasse baptiser au nom de Jésus-Christ, pour que vos péchés vous soient pardonnés. Alors, vous recevrez le don du Saint-Esprit. 39Car la promesse est pour vous, pour vos enfants, et pour ceux qui vivent dans les pays lointains, tous ceux que le Seigneur notre Dieu fera venir à lui2.39 Voir Jl 3.5..

40Pierre continuait, avec instance, à leur adresser d’autres paroles pour les persuader, et il les encourageait, leur disant : Recevez le salut, séparez-vous de cette génération dévoyée.

41Ceux qui acceptèrent les paroles de Pierre se firent baptiser et, ce jour-là, environ trois mille personnes furent ajoutées au nombre des croyants.

42Dès lors, ils s’attachaient à écouter assidûment l’enseignement des apôtres, à vivre en communion les uns avec les autres, à rompre le pain2.42 rompre le pain: il pourrait s’agir de repas communs où l’on prenait la cène. et à prier ensemble. 43Tout le monde était très impressionné, car les apôtres accomplissaient beaucoup de prodiges et de signes miraculeux. 44Tous les croyants vivaient unis entre eux et partageaient tout ce qu’ils possédaient. 45Ils vendaient leurs propriétés et leurs biens et répartissaient l’argent entre tous, selon les besoins de chacun.

46Tous les jours, d’un commun accord, ils se retrouvaient dans la cour du Temple ; ils rompaient le pain dans les maisons, et prenaient leurs repas dans la joie, avec simplicité de cœur. 47Ils louaient Dieu, et le peuple tout entier leur était favorable.

Le Seigneur ajoutait chaque jour à leur communauté ceux qu’il sauvait.