4. Mosebog 20 – BPH & BDS

Bibelen på hverdagsdansk

4. Mosebog 20:1-29

Moses slår på klippen i modstrid med Herrens befaling

1Det var i årets første måned,20,1 Det vil sige i april hen imod slutningen af de 40 års ørkenvandring. at Israels folk nåede frem til Zins ørken. Mens de lå i lejr ved Kadesh, døde Mirjam og blev begravet.

2-3Der var næsten ingen vand på stedet, og derfor begyndte folket igen at klage til Moses og Aron. „Gid vi var døde, dengang Herren slog en masse israelitter ihjel,” jamrede de. 4„Hvorfor har I ført os ud i den her ørken? Var det bare, for at vi og vores dyr skulle dø? 5Hvorfor overtalte I os til at forlade Egypten for at føre os ud til det her gudsforladte sted? Hvad er der blevet af det frugtbare land med korn, figner, druer og granatæbler, som I lovede os? Vi er ved at dø af tørst.”

6Da forlod Moses og Aron forsamlingen og gik hen til åbenbaringsteltets indgang, hvor de bøjede sig i støvet for Herren, og Herrens herlighed viste sig for dem.

7-8„Tag Arons stav og kald folket sammen,” sagde Herren til Moses. „Mens de alle ser på det, skal du tale til klippen og befale den at give vand. Så vil der strømme vand ud fra klippen, og der bliver rigeligt til både folket og dyrene.”

9Moses gjorde, som Herren havde sagt, og hentede staven fra dens plads foran pagtens ark. 10Så kaldte han og Aron folket sammen rundt om klippen. „Se her, I oprørske mennesker!” råbte Moses. „Tror I, vi kan skaffe vand til jer fra denne klippe?” 11Så løftede han staven og slog to gange på klippen, og vandet strømmede ud, så folket og dyrene kunne drikke, så meget de ville.

12Men Herren sagde til Moses og Aron: „I havde åbenbart ikke tro nok til at gøre, nøjagtig som jeg sagde, og I tog tilmed selv æren over for folket. Jeg er en hellig Gud, som skal adlydes. Nu får I ikke æren af at føre folket ind i det land, jeg har lovet dem.”

13Man kaldte stedet Meribas20,13 Meriba betyder „skænderi, oprør”. Det er et andet sted end det Meriba, der omtales ved den tidligere episode i 2.Mos. 17,7, hvor Moses fik besked på at slå på en klippe. vand, for her satte Israels folk sig igen op imod Herren, og her viste han dem, at man bliver straffet for at sætte sig op mod den hellige Gud.

Israelitterne får ikke lov at rejse gennem Edoms land

14Mens de opholdt sig ved Kadesh, sendte Moses bud til Edoms20,14 „Edom” er et andet navn for Esau, Jakobs bror. Edomitterne boede øst for Zin ørkenen, syd for Det Døde Hav. konge. Budskabet lød: „Dit broderfolk, israelitterne, sender hilsen. Du har hørt om alle de strabadser, vi har været igennem, 15siden vores forfædre kom til Egypten og slog sig ned i landet, hvor de blev gjort til slaver. 16Men i vores nød råbte vi til Herren, og han sendte sin engel for at befri os fra slaveriet i Egypten. For øjeblikket befinder vi os ved Kadesh ved grænsen til jeres land, 17og vi beder om tilladelse til at rejse gennem landet. Vi skal nok gå uden om jeres marker og vingårde—ikke engang jeres brønde vil vi tage vand af. Vi lover at holde os til Kongevejen20,17 „Kongevejen” var en berømt og ældgammel hovedfærdselsvej øst om Jordanfloden fra Etzjon-Geber mod syd (nuværende Eilat) til Damaskus mod nord. Den gik tværs gennem Edoms land fra syd til nord. og ikke gå til nogen af siderne, så længe vi er i jeres land.”

18Men Edoms konge svarede: „Hold jer væk fra mit land, ellers sender jeg hæren imod jer.”

19„Jamen, vi lover at holde os til landevejen,” protesterede de israelitiske sendebud. „Vi lover også, at hvis nogen af os eller vores kvæg kommer til at drikke af jeres vand, betaler vi for det. Vi ønsker ikke at være til ulejlighed, men vil bare gerne have lov til at rejse igennem jeres land.”

20Men Edoms konge var ubøjelig. „I får ikke lov at rejse igennem mit land,” gentog han og gav befaling om at mobilisere hæren til at holde vagt ved grænsen. 21-22Det blev afslutningen på den diskussion: Edomitternes konge holdt stædigt fast ved sit afslag, og derfor måtte Israels folk opgive at tage den vej.

Arons død

23Ved Hors bjerg nær ved grænsen til Edom sagde Herren til Moses og Aron: 24„Tiden er kommet, hvor Aron skal dø. Han får ikke lov at komme ind i det land, jeg har lovet Israels folk, for I var begge ulydige imod mig ved Meribas vand.

25Moses skal føre Aron og hans søn Eleazar op på Hors bjerg, 26og dér skal han tage Arons præstedragt af ham og give hans søn Eleazar den på, hvorefter Aron skal dø.”

27Moses adlød Herren, og mens folket fulgte dem med øjnene, gik de tre mænd op på Hors bjerg. 28Da de nåede toppen, tog Moses præstedragten af Aron og gav Eleazar den på, hvorefter Aron døde oppe på bjerget. Moses og Eleazar gik så ned igen, 29og da folket hørte, at Aron var død, sørgede de over ham i 30 dage.

La Bible du Semeur

Nombres 20:1-29

De Qadesh aux steppes de Moab

La contestation contre Moïse et Aaron

1Le premier mois de l’année20.1 Le premier mois de l’année juive débute en mars ou avril suivant les années. L’année n’est pas indiquée. En comparant les v. 22-29 avec 33.38, on peut conclure qu’il s’agit de la quarantième année après l’Exode., toute la communauté des Israélites parvint au désert de Tsîn. Le peuple établit son campement à Qadesh. C’est là que mourut Miryam20.1 Sœur de Moïse et d’Aaron (Ex 2.4 ; 15.20-21 ; Nb 12.1) plus âgée qu’eux (Ex 2.4-8). D’après 33.39, Aaron mourut quatre mois après elle, âgé de cent vingt-trois ans, donc Miryam devait avoir environ cent trente ans. et qu’elle fut enterrée.

2L’eau vint à manquer. Alors le peuple s’attroupa pour s’en prendre à Moïse et Aaron. 3Ils s’en prirent à Moïse et lui dirent : Ah ! Si seulement nous étions morts quand nos compatriotes ont péri devant l’Eternel20.3 Allusion à l’épisode rapporté en 16.28-35. ! 4Pourquoi avez-vous mené la communauté de l’Eternel dans ce désert ? Pour nous y faire mourir, nous et notre bétail ? 5Pourquoi nous avez-vous fait quitter l’Egypte et venir dans ce lieu de misère ? Ici on ne peut rien semer ! Il n’y a ni figuier, ni vigne, ni grenadier. Il n’y a même pas d’eau à boire !

6Moïse et Aaron s’éloignèrent de l’assemblée pour se diriger vers l’entrée de la tente de la Rencontre où ils se jetèrent face contre terre. Alors la gloire de l’Eternel leur apparut.

7L’Eternel parla à Moïse et lui dit : 8Prends ton bâton et, avec ton frère Aaron, rassemblez la communauté. Devant eux, vous parlerez à ce rocher pour qu’il donne son eau. Ainsi tu feras jaillir pour eux de l’eau du rocher, et tu donneras à boire à la communauté et au bétail.

9Moïse prit le bâton qui se trouvait devant l’Eternel, comme celui-ci le lui avait ordonné. 10Moïse et Aaron convoquèrent l’assemblée devant le rocher désigné ; et Moïse leur dit : Ecoutez donc, rebelles que vous êtes ! Croyez-vous que nous pourrons faire jaillir pour vous de l’eau de ce rocher ?

11Moïse leva la main et, par deux fois, frappa le rocher avec son bâton. L’eau jaillit en abondance. Hommes et bêtes purent se désaltérer20.11 Au lieu de parler au rocher (v. 8), selon l’ordre de l’Eternel, Moïse frappe le rocher après avoir parlé au peuple (cp. Ex 17.6), et qui plus est à deux reprises. Voir Ps 106.32-33..

12Mais l’Eternel dit à Moïse et à Aaron : Vous ne m’avez pas été fidèles et vous n’avez pas honoré ma sainteté aux yeux des Israélites. A cause de cela, vous ne ferez pas entrer cette assemblée dans le pays que je leur destine.

13Ce sont là les eaux de Meriba (de la Querelle), où les Israélites avaient cherché querelle à l’Eternel, et où il manifesta sa sainteté devant eux.

Le roi d’Edom refuse le droit de passage

14De Qadesh, Moïse envoya des messagers au roi d’Edom pour lui faire dire : Ainsi parle ton frère Israël20.14 Israël est un autre nom de Jacob, frère d’Esaü. Ne pouvant passer par le sud (14.45), Israël essaie de contourner la mer Morte et d’entrer en Canaan par l’est. : Tu connais toutes les difficultés que nous avons rencontrées. 15Jadis, nos ancêtres se sont rendus en Egypte, où nous avons séjourné de nombreuses années. Mais les Egyptiens nous ont maltraités, après avoir maltraité nos ancêtres. 16Alors nous avons crié à l’Eternel, et il nous a entendus. Il a envoyé un ange20.16 Voir Ex 14.19 ; 23.20. et nous a fait sortir d’Egypte. A présent, nous sommes à Qadesh, une ville située aux confins de ton territoire. 17Permets-nous de traverser ton pays ! Nous ne passerons ni dans les champs ni dans les vignes, et nous ne boirons pas d’eau de vos puits ; nous suivrons la route royale sans nous en écarter ni à droite ni à gauche, jusqu’à ce que nous ayons traversé ton territoire.

18Le roi d’Edom lui répondit : Vous ne traverserez pas mon pays, sinon je vous attaquerai avec mon armée.

19Les émissaires d’Israël lui dirent : Nous ne ferons que suivre la grande route ; et si nous buvons de ton eau, nous et nos troupeaux, nous t’en payerons le prix, nous ne demandons rien d’autre que le droit de passer à pied.

20Mais le roi répondit : Vous ne passerez pas !

Et les Edomites marchèrent à la rencontre des Israélites avec des forces considérables et une armée puissante. 21Devant le refus d’Edom de donner le droit de passage aux Israélites sur son territoire, ces derniers prirent une autre direction20.21 Sans doute longèrent-ils la frontière d’Edom (21.4) pour se rendre vers l’est du pays de Moab..

La mort d’Aaron

22Toute la communauté des Israélites quitta Qadesh. Ils arrivèrent à la montagne de Hor. 23Là, à la montagne de Hor, sur les confins d’Edom, l’Eternel dit à Moïse et à Aaron : 24Aaron va bientôt rejoindre ses ancêtres décédés. Il n’entrera pas dans le pays que je vais donner aux Israélites car vous avez désobéi à mes ordres au sujet des eaux de Meriba. 25Prends donc Aaron et son fils Eléazar, et fais-les monter sur la montagne de Hor. 26Tu enlèveras à Aaron ses vêtements de prêtre et tu en revêtiras son fils Eléazar. Alors Aaron ira rejoindre les siens : il mourra là20.26 Voir Ex 29.29-30..

27Moïse fit ce que l’Eternel avait ordonné. Les trois hommes gravirent la montagne de Hor sous les yeux de toute la communauté. 28Moïse ôta les vêtements d’Aaron et en revêtit son fils Eléazar. Aaron mourut là au sommet de la montagne. Moïse et Eléazar redescendirent de la montagne. 29Toute la communauté comprit qu’Aaron était mort. Alors tout le peuple d’Israël célébra son deuil pendant trente jours.