2. Samuelsbog 5 – BPH & BDS

Bibelen på hverdagsdansk

2. Samuelsbog 5:1-25

David bliver konge over hele Israel

1Derefter kom alle Nordrigets stammeledere til David i Hebron. „Vi tilhører jo et og samme folk,” sagde de. 2„Og du har altid været vores leder i krig, selvom Saul var vores konge! Det er Herren selv, der har sagt, at du skal være hyrde og leder for hele hans folk.” 3Derpå sluttede alle Nordrigets ledere en venskabspagt med David for Herrens ansigt, og de salvede ham til konge over Nordriget.

4(David var 30 år gammel, da han blev konge, og han regerede i 40 år. 5I de første syv et halvt år boede han i Hebron og regerede over Juda. I de næste 33 år boede han i Jerusalem og regerede over både Juda og Nordriget.)

David indtager Jerusalem

6Så snart David var blevet udråbt til konge over begge riger, rykkede han og hans mænd op imod Jerusalem for at bekæmpe jebusitterne, som boede der.

„Her kommer du aldrig ind!” sagde jebusitterne til David. „Om så vores vagtposter var både blinde og lamme, ville det være umuligt for dig!” 7-9Da David hørte deres overmodige ord, sagde han til sine mænd: „Træng ind i byen gennem vandtunnelen og gør det af med disse ‚lamme og blinde’, som er fjendtligt indstillet overfor os.” Derfor siger man, at „lamme og blinde får ikke lov at komme ind i Guds Hus”. Det lykkedes på den måde David at indtage klippeborgen Zion, hvorefter han flyttede ind i den og ændrede dens navn til Davidsbyen. Og han udbyggede og befæstede byen yderligere, både forsvarstårnet og de øvrige bygninger.

10I de følgende år styrkede David sit kongedømme, for Herren, den Almægtige, var med ham.

11Kong Hiram af Tyrus sendte kong David en masse cedertræ som venskabsgave. Samtidig sendte han tømrere og stenhuggere, der skulle hjælpe med at bygge et flot palads til ham. 12Da forstod David, at Herren havde valgt ham til konge og styrket hans kongemagt for sit udvalgte folks skyld.

Davids sønner, født i Jerusalem

13Efter at David var flyttet fra Hebron til Jerusalem, tog han flere koner og medhustruer, og han fik mange sønner og døtre. 14Her følger navnene på de sønner, der blev født i Jerusalem: Shammua, Shobab, Natan, Salomon, 15Jibhar, Elishua, Nefeg, Jafia, 16Elishama, Eljada og Elifelet.

David besejrer filistrene

17Da filistrene hørte, at David også var blevet kronet til konge over Nordriget, mobiliserede de deres styrker og tog af sted for at tage ham til fange. Men David fik meddelelse om det og tog ned til sin klippeborg. 18Filistrenes hær kom og slog lejr i Refaimdalen.

19Da spurgte David Herren til råds: „Skal jeg gå ud og kæmpe imod dem? Vil du give mig sejr over dem?”

Herren svarede: „Ja, jeg vil udlevere dem til dig.”

20Derefter rykkede David ud og besejrede dem. „Det var Herren, der gjorde det!” erklærede han. „Herren brød gennem fjendens slagrækker som en flodbølge!” Derfor kaldte han stedet for Ba’al-Peratzim.5,20 Navnet betyder: „Herren bryder igennem”.

21De flygtende filistre havde efterladt deres afgudsbilleder på slagmarken, og David konfiskerede dem.

22Men filistrene kom tilbage og slog atter lejr i Refaimdalen. 23David rådførte sig igen med Herren, og svaret lød: „Undgå et frontalt angreb! Gå bag om fjenden og slå til ud for baka-træerne.5,23 Det vides ikke, hvilke træer der er tale om, måske popler, asp eller morbær. 24Så snart du hører lyden af taktfaste skridt i toppen af træerne, skal du gå til angreb, for det betyder, at Herren selv er gået i forvejen for at tilintetgøre fjendens hær.”

25David gjorde, som Herren havde sagt, og hans hær huggede filistrene ned fra Gibeon og helt til Gezer.

La Bible du Semeur

2 Samuel 5:1-25

David devient roi de tout Israël

(1 Ch 11.1-3)

1Des représentants de toutes les tribus d’Israël vinrent auprès de David à Hébron et lui dirent : Nous voici ! Nous sommes de ta race et de ton sang. 2Autrefois déjà, du temps où Saül était notre roi, c’est toi qui dirigeais les expéditions militaires d’Israël. Or l’Eternel t’a promis que tu serais le berger d’Israël son peuple et que tu en deviendrais le chef.

3Ainsi tous les responsables d’Israël vinrent trouver le roi à Hébron. Là, le roi David conclut une alliance avec eux devant l’Eternel, et ils lui conférèrent l’onction pour le faire roi d’Israël5.3 Troisième onction (1 S 16.13 ; 2 S 2.4) qui fait de lui le roi de tout Israël..

4David était âgé de trente ans à son avènement, et son règne dura quarante ans. 5Il régna sept ans et six mois sur Juda à Hébron, et il régna trente-trois ans sur tout Israël et Juda à Jérusalem5.5 Voir 1 R 2.11 ; 1 Ch 3.4 ; 29.27..

La conquête de Jérusalem

(1 Ch 11.4-9)

6Le roi marcha avec ses hommes sur Jérusalem pour combattre les Yebousiens5.6 Voir Jos 15.63 ; Jg 1.21. qui habitaient la région. Ceux-ci déclarèrent à David : Tu n’entreras pas ici ! Même des aveugles et des boiteux te repousseraient.

C’était une manière de dire : David n’entrera pas dans la ville. 7Mais David s’empara de la forteresse de Sion, qu’on appelle la Cité de David. 8Ce jour-là, David avait déclaré à ses hommes : Celui qui veut battre les Yebousiens n’a qu’à grimper par le canal souterrain pour les atteindre. Quant à ces boiteux et ces aveugles, je les déteste. C’est de là que vient le dicton : Les aveugles et les boiteux n’entreront pas dans ma maison5.8 Autre traduction : dans le Temple..

9David s’installa dans la forteresse qu’il appela la Cité de David. Il fit des constructions tout autour, depuis les terrasses aménagées pour les cultures jusque vers l’intérieur. 10David devenait de plus en plus puissant, et l’Eternel, le Dieu des armées célestes, était avec lui.

La délégation d’Hiram, roi de Tyr

(1 Ch 14.1-2)

11Hiram, le roi de Tyr, envoya une délégation à David, en lui faisant livrer du bois de cèdre et en lui envoyant des charpentiers et des tailleurs de pierre qui lui construisirent un palais. 12David reconnut alors que l’Eternel le confirmait comme roi sur Israël et qu’il donnait de l’éclat à son règne à cause d’Israël, son peuple.

Les fils de David nés à Jérusalem

(1 Ch 3.5-9 ; 14.3-7)

13Après son départ d’Hébron et son installation à Jérusalem, David épousa encore d’autres femmes de premier et de second rang, dont il eut des fils et des filles.

14Voici le nom de ses enfants nés à Jérusalem : Shammoua, Shobab, Nathan, Salomon5.14 Tous fils de Bath-Shéba (voir 1 Ch 3.5)., 15Yibhar, Elishoua, Népheg, Yaphia, 16Elishama, Elyada et Eliphéleth.

David défait les Philistins

(1 Ch 14.8-16)

17Lorsque les Philistins apprirent que David avait été établi roi d’Israël par l’onction, ils se mirent tous en campagne à sa recherche. David en fut informé et se retira dans le refuge fortifié5.17 Probablement le refuge d’Adoullam près de Bethléhem (voir 1 S 22.1 ; 2 S 23.14).. 18Les Philistins arrivèrent et se déployèrent dans la vallée des Rephaïm5.18 Au sud-ouest de Jérusalem (Jos 15.8 ; 18.16).. 19David consulta l’Eternel et lui demanda : Dois-je attaquer les Philistins ? Me donneras-tu la victoire sur eux ?

L’Eternel répondit à David : Attaque-les ! Car je t’assure que je te donnerai la victoire sur les Philistins.

20David se rendit donc jusqu’à Baal-Peratsim et les battit là. Puis il déclara : Comme les eaux rompent une digue, l’Eternel a fait une brèche devant moi dans les rangs de mes ennemis.

C’est pourquoi on a donné à ce lieu le nom de Baal-Peratsim (le Maître des brèches5.20 Victoire mentionnée en Es 28.21.). 21Les Philistins abandonnèrent leurs idoles sur place, et David et ses gens les emportèrent.

22Les Philistins revinrent à l’attaque et se déployèrent de nouveau dans la vallée des Rephaïm. 23David consulta l’Eternel qui lui répondit : N’y va pas directement ! Contourne-les par leurs arrières, puis reviens sur eux en face de la forêt des mûriers. 24Quand tu entendras un bruissement de pas dans les cimes des mûriers, alors hâte-toi, car je me serai mis en campagne devant toi pour battre l’armée des Philistins.

25David fit ce que l’Eternel lui avait ordonné, et il battit les Philistins en les poursuivant depuis Guéba5.25 L’ancienne version grecque, comme 1 Ch 14.16, a : Gabaon. jusqu’à l’entrée de Guézer.